Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Book of Common Prayer

Daily Old and New Testament readings based on the Book of Common Prayer.
Duration: 861 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 30

Lovsang efter helbredelse

30 En sang af David, som blev sunget ved templets indvielse.

Herre, jeg priser dig, for du reddede mig.
    Mine fjender fik ikke lov at triumfere over mig.
Herre, min Gud, jeg råbte om hjælp,
    og du helbredte mig.
Du reddede mig fra den sikre død,
    kaldte mig tilbage fra gravens rand.

Syng for Herren, I, som adlyder ham!
    Pris hans hellige navn!
Hans vrede varer et øjeblik,
    men hans nåde bringer livet tilbage.
Den gråd, der lyder om natten,
    afløses af glæde om morgenen.

Selvsikkerhedens fristelse

Jeg blev selvsikker og mente,
    jeg kunne klare det hele.
Men det var jo din nåde,
    der gjorde mig til det, jeg var.
Så da du vendte dig fra mig,
    blev jeg grebet af panik.
Jeg råbte til dig, Herre,
    tryglede dig om nåde.

10 „Hvad opnår du ved, at jeg dør?
    Hvad gavner det, at jeg lægges i graven?
Kan en død synge lovsange
    eller fortælle om din trofasthed?
11 Hør på mig, Herre, og vær mig nådig.
    Herre, kom og hjælp mig.”

12 Da vendte du min sorg til glæde,
    tog min sørgedragt og klædte mig i festtøj.
13 Nu kan jeg synge af glæde,
    fra nu af vil jeg altid takke dig.

Salme 32

Bekendelse og tilgivelse

32 En visdomssang[a] af David.

Lykkelige er de, hvis forseelser er tilgivet,
    hvis synderegister er slettet.
Lykkelige er de mennesker,
    som Herren ikke tilregner skyld,
        de, som er oprigtige af hjertet.

Før jeg var villig til at indrømme min skyld,
    havde jeg det helt elendigt.
        Jeg sukkede dagen lang.
Dag og nat lå din hånd tungt på mig,
    jeg følte mig trykket som under en hedebølge.
Så bekendte jeg omsider min synd for dig,
    søgte ikke længere at skjule mine forseelser.
Jeg sagde: „Jeg vil bekende mit oprør for Herren.”
    Så tilgav du mig, og min skyld forsvandt.

Derfor bør enhver gudfrygtig søge dig,
    så længe der endnu er tid.
Hvis ulykkerne senere skyller ind over dem,
    er du parat til at redde dem.

Herre, du er mit skjulested,
    du skærmer mig fra ulykke.
        Derfor vil jeg juble af glæde.

Jeg vil instruere og undervise dig,
    jeg vil vise dig den vej, du skal gå.[b]
        Jeg vil give dig min personlige vejledning.
Vær ikke trodsig som heste og æsler,
    der skal tvinges med tømme og bidsel,
        når de ikke vil komme til dig.
10 De gudløse har mange problemer,
    men de, der stoler på Herren,
        oplever hans trofaste nåde.
11 Glæd jer i Herren, I, som er uskyldige.
    Fryd jer, I, som ønsker at adlyde ham.

Salme 42-43

Bøn i eksil

42 Til korlederen: En visdomssang[a] af Koras slægt.

Som hjorten tørster efter rindende vand,
    sådan tørster min sjæl efter dig, Gud.
Jeg længes efter at se den levende Gud,
    hvornår kan jeg få lov at træde frem for ham?
Jeg græder dag og nat, mens folk spørger mig:
    „Hvor bliver din Gud af?”
Jeg mindes med smerte, hvordan det var engang,
    da jeg var med i den store flok.
Vi gik i procession til Guds hus,
    det var festdage med glædesråb og lovsang.
Men hvorfor være så trist og nedtrykt?
    Hvorfor længes efter gamle dage?
Jeg vil hellere sætte min lid til Gud.
    Når han har reddet mig, vil jeg synge en takkesang.
Midt i min nedtrykthed vil jeg bede til dig, Gud,
    mens jeg ligger her ved Jordanflodens kilde,
        ved foden af Hermonbjerget.
Du har sendt bølger af sorg hen over min sjæl.
    Jeg råber til dig fra min dybe nød,
        jeg håber at overdøve vandfaldets torden.

Hver dag bekræfter Herren sin trofaste nåde.
    Hver nat synger jeg lovsange til ham.
        Det er bønner om hjælp til den Gud, som giver mig liv.
10 Gud er mit faste holdepunkt, og jeg råber til ham:
„Hvorfor har du glemt mig?
    Hvorfor skal jeg plages af mine fjender?”
11 Det skærer mig i hjertet,
    når mine fjender håner mig.
De siger til mig dagen lang:
    „Hvor bliver din Gud af?”
12 Men så siger jeg til mig selv:
„Vær ikke mismodig og nedtrykt.
    Vent tålmodigt på, at Gud griber ind.”
Når Gud har reddet mig,
    vil jeg synge en takkesang til ham.

43 Gud, tag dig af min sag,[b]
    red mig fra ugudelige mennesker.
        Frels mig fra falske og onde folk.
For du er min tilflugt, Gud!
    Hvorfor har du forkastet mig?
        Hvorfor skal jeg plages af mine fjender?
Send dit lys og din sandhed,
    så de kan lede mig frem
og føre mig til din bolig,
    til Zions hellige bjerg.
Så vil jeg gå hen til dit alter, Gud,
    du, som fylder mig med glæde,
og dér vil jeg takke dig med harpespil.
    Oh, Gud, min Gud!
Jeg siger til mig selv:
„Vær ikke mismodig og nedtrykt.
    Vent tålmodigt på, at Gud griber ind.”
Når Gud har reddet mig,
    vil jeg synge en takkesang til ham.

Josua 6:1-14

Jerikos byporte blev holdt lukket både dag og nat på grund af befolkningens frygt for israelitterne. Ingen kunne gå ud eller ind. Men Herren sagde til Josva: „Jeg vil give dig sejr over Jerikos konge og alle hans krigere, så du kan indtage byen. I seks dage skal alle jeres våbenføre mænd marchere rundt om byen én gang dagligt. Syv præster skal gå foran arken og blæse i deres vædderhorn. På den syvende dag skal I gå rundt om byen syv gange, mens præsterne blæser i hornene. Derefter skal præsterne give signal ved at blæse meget længe og kraftigt i hornene. Når I hører det signal, skal I alle udstøde et højt kampråb. Så vil murene styrte sammen, og I kan gå lige ind!”

Josva sammenkaldte nu præsterne og sagde til dem: „I skal bære arken, og syv af jer skal gå foran den, hver med et vædderhorn.” Dernæst sagde han til alle Israels mænd: „I skal gå rundt om byen, og de tungest bevæbnede skal gå forrest, foran præsterne og arken.”

På Josvas befaling begyndte hæren at gå rundt om byen med pagtens ark og præsterne i midten. De svært bevæbnede mænd gik forrest, derefter de syv præster, som blæste i vædderhorn, derefter de præster, der bar arken, og til sidst resten af mændene.

10 „I skal være helt stille!” havde Josva sagt. „Der må ikke høres en lyd med undtagelse af hornene. Men når jeg siger til, skal I råbe af jeres lungers fulde kraft!”

11 Den dag blev arken båret rundt om byen én gang, hvorefter mændene vendte tilbage til lejren for at overnatte.

12-14 Næste dag gik de igen en omgang rundt om byen, mens præsterne blæste i deres vædderhorn. Så vendte de tilbage til lejren. Sådan gjorde de i seks dage.

Romerne 13:1-7

Vis respekt for myndighederne

13 Respekter de myndigheder, I har over jer, for enhver myndighed har sin magt fra Gud og har fået sin plads af ham. De, der gør oprør mod myndighederne, bekæmper altså en samfundsordning, som Gud har givet, og de vil komme til at bøde for det. Ordensmagten er jo ikke til skræk og advarsel for dem, der gør det gode, men for dem, der gør det onde. Hvis du vil undgå at leve i frygt for myndighederne, så gør det gode. Derved får du deres anerkendelse. De handler på Guds vegne til gavn for dig. Men hvis du handler ondt, har du grund til at frygte, for de har magt til at straffe dig. Altså bør man underordne sig myndighederne, ikke kun af frygt for straf, men også af hensyn til sin samvittighed. Det er også derfor, I betaler skat. Embedsmændene har jo brug for løn, så de kan udføre det arbejde, Gud har lagt hen til dem. Derfor skal I også yde, hvad der er nødvendigt, hvad enten det drejer sig om at betale skatter og afgifter, eller om at vise ære og respekt.

Matthæus 26:26-35

Jesus indstifter den nye pagt(A)

26 Under måltidet tog Jesus et brød, takkede Gud, brækkede det i stykker og delte det ud til disciplene, idet han sagde: „Tag imod dette brød og spis det. Det er mit legeme.” 27 Så tog han et bæger med vin, takkede Gud, sendte det rundt og sagde til dem: „Drik alle heraf, 28 for det er mit blod, som besegler den nye[a] pagt, og som udgydes for mange, for at de kan få tilgivelse for deres synder. 29 Jeg siger jer: Jeg skal ikke drikke vin mere før den dag, da jeg drikker den ny vin sammen med jer i min Fars rige.”

Jesus forudser, at disciplene vil tage afstand fra ham(B)

30 Da Jesus og hans disciple havde sunget lovsangen,[b] gik de ud mod Olivenbjerget.

31 Mens de gik op ad stien, sagde Jesus til dem: „I nat vil I alle tage afstand fra mig, men så bliver det skriftord opfyldt, som siger: ‚Jeg vil slå hyrden ned, og fårene vil blive spredt.’[c] 32 Men efter at jeg er genopstået fra de døde, vil jeg gå i forvejen til Galilæa, så vi kan mødes dér.”

33 „Selv om alle de andre tager afstand fra dig, så vil jeg aldrig svigte dig!” forsikrede Peter.

34 Jesus svarede ham: „Det siger jeg dig: Inden natten er forbi, og hanen galer, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.”

35 „Aldrig i livet!” udbrød Peter. „Så vil jeg hellere dø sammen med dig!” Det samme sagde alle de andre disciple.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.