Book of Common Prayer
Tillid i kriser
31 Til korlederen: En sang af David.
2 Herre, jeg søger ly hos dig,
for du svigter mig aldrig.
Kom og red mig,
for du er altid trofast.
3 Bøj dig og lyt til min bøn,
grib ind og red mig hurtigt.
Vær du min fæstning og mit tilflugtssted,
hvor mine fjender ikke kan nå mig.
4 Ja, du er min klippeborg og min fæstning.
Hjælp mig igen, og jeg vil ære dig.
5 Gør mig fri af den fælde, mine fjender har sat,
for du er mit håb og min tilflugt.
6 Mit liv er i dine hænder.[a]
Frels mig, Herre, min trofaste Gud.
7 Jeg hader dem, der dyrker jammerlige afguder.
Jeg stoler altid selv på dig og din magt.
8 Jeg jubler over din trofaste nåde,
for du kender mine problemer,
og du har set mine lidelser.
9 Du udleverede mig ikke til fjenden,
men førte mig til et sikkert sted.
10 Herre, vær mig nådig,
for jeg er i nød.
Mine øjne er røde af gråd,
mit indre fortæres af smerte.
11 Jeg er døden nær af sorg,
mine dage går med at sukke.
Mit livsmod er brudt,
min krop sygner hen.
12 Mine fjender håner mig,
mine naboer spotter mig.
Mine venner frygter mig,
de flygter, når de ser mig på gaden.
13 De har afskrevet mig, som var jeg allerede død,
jeg er kasseret som en krukke, der blev knust.
14 Jeg hører, hvad der hviskes i krogene,
jeg ved, jeg er omringet af fjender.
De rotter sig sammen imod mig,
de planlægger at slå mig ihjel.
15 Men Herre, jeg stoler på dig.
Jeg siger: „Du er min Gud!
16 Mit liv er i dine hænder.
Red mig fra alle mine fjender.
17 Se i nåde til din stakkels tjener,
frels mig, min trofaste Gud.”
18 Herre, lad mig ikke i stikken,
når jeg råber til dig om hjælp.
Gør det af med de onde mennesker,
lad dem synke stumme i graven.
19 Sæt en stopper for deres falske anklager,
luk munden på de hovmodige løgnere,
som anklager de gudfrygtige uden grund.
20 Hvor er din godhed dog stor,
du velsigner alle, der ærer dig.
Enhver kan se din nåde
over dem, der søger din hjælp.
21 Du beskytter dem, der adlyder dig,
de er skærmet mod vold og overgreb.
Du holder din hånd over dem
og renser dem fra de falske anklager.
22 Jeg priser dig, Herre, for din trofaste nåde.
Du reddede mig, da jeg var omringet af fjender.
23 Jeg sagde i min angst,
„Herren har forladt mig.”
Men du hørte min bøn,
da jeg råbte om hjælp.
24 Følg Herren, alt hans folk,
for han beskytter de lydige,
men straffer de oprørske.
25 Hold ud og tab ikke modet,
I, der stoler på Herren.
Hjælp under falsk anklage
35 En sang af David.
Herre, kæmp mod dem, der bekæmper mig.
Gå i krig mod dem, som angriber mig.
2 Tag din rustning på, grib dit skjold,
gør klar til kamp mod mine fjender.
3 Kast dit spyd og brug din lanse
mod dem, der forfølger mig.
Lov mig, at du vil redde mig.
4 Bring skam over dem,
der ønsker at slå mig ihjel.
Forvir dem, så de må vende om,
og deres onde planer mislykkes.
5 Blæs dem væk som avner for vinden,
lad din mægtige engel drive dem bort.
6 Gør deres vej mørk og glat,
lad din engel forfølge dem.
7 Uden grund har de sat fælder for mig,
gravet en faldgrube på min vej.
8 Men pludselig kommer ulykken over dem,
de bliver fanget i deres egen fælde,
de styrter selv i faldgruben.
9 Så vil jeg glæde mig over dig, Herre,
jeg vil fryde mig over din frelse.
10 Fra mit hjertes dyb vil jeg råbe:
Herre, ingen kan sammenlignes med dig.
Du, som redder de svage fra deres undertrykkere,
frelser de værgeløse fra røveres overgreb.
11 Falske vidner stod frem imod mig,
anklagede mig for noget, jeg ikke havde gjort.
12 De gengældte godt med ondt
og gjorde mig helt fortvivlet.
13 Dengang de var syge, sørgede jeg,
klædte mig i sæk og aske,
bad med bøjet hoved
og fastede inderligt for dem.
14 Jeg følte det, som var det min egen familie,
jeg sørgede for dem, som var det min mor.
15 Men da jeg selv kom ud i problemer,
blev de glade og samlede sig imod mig.
De angreb mig uden varsel,
bagtalte mig dagen lang.
16 Da jeg snublede, gjorde de nar ad mig.
De viste tænder som glubske løver.
17 Herre, hvor længe vil du bare se på?
Grib dog ind og frels mig fra de løver.
Red mit liv fra de rasende bæster.
18 Så vil jeg offentligt give dig ære,
prise dig blandt alt dit folk.
19 De blev mine fjender uden årsag.
Lad dem ikke sejre over mig.
De hadede mig uden grund.
Lad dem ikke udføre deres onde planer.
20 De ønsker ikke at skabe fred,
men planlægger ondt mod uskyldige folk.
21 De råber deres anklager imod mig:
„Ha!” siger de. „Vi så det selv!”
22 Herre, du har set det hele. Vær ikke tavs.
Lad mig ikke i stikken nu.
23 Grib ind, Herre, og skaf mig ret.
Min Herre og Gud, før min sag.
24 Erklær mig skyldfri, for du er retfærdig.
Lad dem ikke sejre over mig.
25 Lad dem ikke sige: „Ha! Det gik, som vi havde håbet!”
Lad dem ikke tænke: „Nu er det ude med ham!”
26 Gør dem alle skamfulde,
alle, der fryder sig over min ulykke.
Lad dem, der gør nar ad mig,
selv blive gjort til grin.
27 Men lad dem, som ønsker mig det godt,
juble af glæde og sige:
„Lovet være Herren,
for han hjælper sine tjenere.”
28 Så vil jeg altid mindes din godhed.
Ja, jeg vil prise dig dagen lang.
19 Det var den tiende dag i årets første måned,[a] at folket krydsede Jordanfloden og slog lejr ved Gilgal øst for Jeriko. 20 Det var også der, Josva anbragte de 12 mindesten, de havde taget med fra midten af floden. 21 Så gentog han over for hele Israels folk, hvad han allerede tidligere havde sagt: „I fremtiden, når jeres børn spørger: ‚Hvad betyder de mindesten?’ 22 skal I sige: ‚De er til minde om, at Israels folk gik tørskoet over Jordanfloden.’ 23 Fortæl dem, hvordan Herren holdt vandet tilbage for øjnene af jer, indtil alle var kommet over, ligesom han gjorde med Det Røde Hav, dengang Israels folk skulle krydse det. 24 For alle jordens folk skal det være et tegn på Herrens vældige magt, og det skal hjælpe jer til altid at have respekt og ærefrygt for Herren, jeres Gud.”
5 Da de amoritiske konger, der herskede vest for Jordanfloden, og de kana’anæiske konger langs Middelhavets kyst hørte, at Herren havde stoppet vandet i Jordanfloden, så israelitterne kunne gå over, blev de lammet af frygt og turde ikke kæmpe imod Israels folk.
10 Mens de lå i lejren ved Gilgal på Jerikosletten, fejrede de påske om aftenen den fjortende dag i årets første måned. 11 Dagen efter spiste de af landets afgrøde: ristet korn og brød bagt uden surdej. 12 Fra den dag kom der ikke mere manna, men de spiste af Kana’ans afgrøder.
Jerikos fald
13 En dag, mens Josva opholdt sig i nærheden af Jeriko, så han pludselig, at der stod en mand med draget sværd foran ham. Josva gik hen til ham og spurgte: „Hører du til hos os eller vores fjender?”
14 „Ingen af delene,” svarede manden. „Jeg er øverstkommanderende for Herrens hær!”
Da faldt Josva på knæ og bøjede ansigtet mod jorden. „Til tjeneste, Herre!” udbrød han. „Hvad ønsker du, jeg skal gøre?”
15 Den øverstkommanderende over Herrens hær svarede: „Tag dine sko af, for du står på et helligt sted.” Og Josva gjorde, som han sagde.
9 Kærligheden skal være ægte. Tag afstand fra det onde, og gør jer til ét med det gode. 10 Elsk hinanden som kristne brødre og søstre. Kom hinanden i forkøbet med at vise respekt. 11 Bliv ikke sløve. Vær brændende i ånden. Tjen Herren. 12 Glæd jer i det håb, I har fået. Hold ud, når I møder modstand. Bliv ved med at bede. 13 Hjælp dem af jeres medkristne, som er i nød. Vær gæstfri over for de fremmede.
Velsign modstanderne og lev så vidt muligt i fred med alle
14 Velsign dem, der forfølger jer. Forband dem ikke, men bed for dem. 15 Glæd jer med de glade, og græd med de grædende. 16 Lad ikke menneskers sociale status bestemme, hvordan I tænker om dem.[a] Hav ikke for høje tanker om jer selv, men vær villige til at have fællesskab selv med de mennesker, som ikke regnes for noget.[b] 17 Gengæld ikke ondt med ondt, men stræb efter at gøre det, som alle kan se er godt. 18 Lev i fred med alle mennesker—så vidt I kan. 19 Kære venner, tag ikke hævn, men lad Gud tage sig af at straffe. Der står jo skrevet: „Hævnen og gengældelsen er min, siger Herren.”[c] 20 Der står også skrevet: „Er din fjende sulten, så giv ham noget at spise. Er han tørstig, så giv ham noget at drikke. På den måde gør du ham skamfuld.”[d] 21 Lad dig ikke rive med af det onde, men overvind det onde med det gode.
Forberedelsen til påskemåltidet(A)
17 På den første af påskefestens[a] dage kom disciplene til Jesus og spurgte: „Hvor ønsker du, at vi skal forberede påskemåltidet for dig?” 18 Han svarede: „Gå ind i byen, find frem til en bestemt mand og sig til ham: ‚Mesteren siger: Øjeblikket er kommet. Jeg vil gerne spise påskemåltidet i dit hus sammen med mine disciple.’ ”
19 Disciplene gjorde, som Jesus havde sagt, og forberedte påskemåltidet.
Jesus forudsiger Judas’ forræderi(B)
20 Ved mørkets frembrud gik Jesus derhen sammen med de Tolv, og de lagde sig ned ved bordet og begyndte måltidet. 21 Mens de spiste, udbrød han: „Det siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.” 22 Disciplene blev meget bedrøvede, og den ene efter den anden spurgte ham: „Det er vel ikke mig, Herre?”
23 Jesus svarede: „Ham, der har sin hånd i skålen sammen med mig, vil forråde mig. 24 Selv om Menneskesønnen nødvendigvis må dø, sådan som Skrifterne har sagt, så må jeg sige: Ve det menneske, som forråder mig. Det havde været bedre for ham, om han aldrig havde levet.”
25 „Det er vel ikke mig, Herre?” spurgte Judas, forræderen.
„Jo, det er!” svarede Jesus.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.