Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Book of Common Prayer

Daily Old and New Testament readings based on the Book of Common Prayer.
Duration: 861 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 25

Bøn om vejledning og beskyttelse

25 En sang af David.

Til dig, Herre, råber min sjæl.
    Min Gud, jeg stoler på dig,
lad mig ikke i stikken!
    Lad ikke fjenderne sejre over mig!

For de, der stoler på Herren,
    bliver ikke til skamme.
Men de, der gør oprør mod ham,
    går deres undergang i møde.

Ja, Herre, lær mig at forstå dine veje,
    vis mig den sti, jeg skal følge.
Lær mig at leve i din sandhed,
    for du er min Gud og min frelser.
        Det er dig, jeg sætter min lid til.
Du har altid været en kærlig Gud,
    din barmhjertighed varer til evig tid.
Tilgiv mig min ungdoms oprør,
    vis mig din trofasthed og nåde.

Herren er god og barmhjertig,
    han hjælper de vildfarne tilbage på vejen.
Han viser de ydmyge, hvad der er rigtigt,
    lærer dem den rette vej.
10 Når vi ønsker at gøre hans vilje,
    leder han os med sin kærlige hånd.

11 Herre, tilgiv mine mange synder,
    for du er kendt som en nådig Gud.

12 Dem, der har ærefrygt for Herren,
    hjælper han at vælge den rigtige vej.
13 De oplever hans velsignelse,
    og deres børn får lov at bo i landet.
14 Herren vejleder alle, der vil følge ham,
    han indvier dem i sine hemmelige planer.

15 Jeg vil altid søge hjælp hos Herren,
    for han redder mig fra mine fjenders fælder.
16 Vær mig nådig, Herre,
    for jeg er helt alene og hjælpeløs.
17 Skab en vej ud af min ulykke,
    befri mig fra alle mine lidelser.
18 Tænk på min sorg og smerte,
    tilgiv mig alle mine synder.
19 Mine fjender er mange,
    og de hader mig inderligt.
20 Beskyt mig og red mig.
    Lad mig ikke bukke under,
        for jeg stoler på din hjælp.
21 Må min ærlighed blive min redning,
    for jeg har sat min lid til dig.

22 Herre, frels hele Israel fra ulykke.

Salme 9

Herren dømmer de onde og hjælper de undertrykte

Til korlederen: Synges til melodien „En søns død.” En sang af David.

Jeg vil prise dig, Herre, af hele mit hjerte,
    fortælle om dine undere dag efter dag.
Jeg fryder mig over dig og synger lovsange til dig,
    for du er den almægtige Gud.

Mine fjender vendte om og flygtede,
    du jog dem på flugt og fældede dem.
Du skaffede mig oprejsning
    og afsagde en retfærdig dom.
Du gik i rette med folkeslagene,
    du udryddede de onde mennesker,
        så deres navne er glemt for altid.
Mine fjender blev fuldstændig knust,
    deres byer blev lagt i ruiner,
        man husker dem ikke mere.

Herren regerer i evighed,
    han sidder som dommer på sin trone.
Han er fair, når han dømmer folkene,
    han regerer verden med retfærdighed.

10 De undertrykte søger tilflugt hos Herren,
    han hjælper dem i modgang og trængsel.
11 De, som kender dig, Herre, stoler på dig,
    du skuffer ikke dem, der søger din hjælp.
12 Syng af fryd for Herren, som troner på Zion,
    lad verden høre om hans store undere.
13 Han husker og hævner uret og drab,
    han glemmer ikke de svages råb.

14 Vær mig nådig, Herre,
    for mine fjender er ude efter mig.
        Herre, riv mig ud af dødens gab.
15 Så vil jeg prise dig på Jerusalems torve,
    og fryde mig over, at du frelste mig.
16 Fjenderne ender i deres egen faldgrube,
    de bliver fanget i deres egne fælder.
17 Herren er kendt for sin retfærdighed,
    de onde indfanges af deres egen ondskab.
18 De ugudelige ender i den evige død,
    det gælder alle, som gør oprør mod Gud.
19 Men de ydmyge bliver ikke ladt i stikken,
    de undertryktes håb bliver ikke gjort til skamme.

20 Herre, lad ikke de onde sejre,
    men udmål den straf, de fortjener.
21 Lad dem frygte og bæve,
    så de indser, at de kun er mennesker.

Salme 15

De gode kan nærme sig Gud

15 En sang af David.

Herre, hvem kan få adgang til din helligdom?
    Hvem har lov at opholde sig hos dig på det hellige bjerg?

De, som har et godt ry
    og altid handler ret.
De, som taler sandhed af et oprigtigt hjerte
    og nægter at bagtale andre.
De, som ikke foruretter deres næste
    eller taler ondt om andre.
De, som tager afstand fra de gudløse,
    men ærer dem, der adlyder Herren.
De, som holder deres løfter,
    selv om det koster dem dyrt.
De, som ikke kræver urimelige renter,
    når de låner penge ud.
De, som nægter at tage imod bestikkelse
    for at afgive falsk vidneudsagn.
De, som lever ret,
    har intet at frygte.

Josua 2:1-14

Rahab skjuler spionerne

Fra israelitternes lejr ved Shittim på Moabs sletter havde Josva i al hemmelighed sendt to spioner af sted over floden for at undersøge landet, især Jeriko. De tog af sted og kom til et hus i Jeriko, hvor der boede en kvinde ved navn Rahab, som var prostitueret. Der fik de lov til at overnatte.

Men da Jerikos konge fik at vide, at der var kommet nogle israelitter til byen den aften for at udspionere landet, sendte han straks nogle af sine folk til Rahabs hus: „Udlever de mænd, som er i dit hus,” beordrede de. „De er spioner.”

Rahab havde allerede skjult mændene, så hun svarede: „Der kom ganske rigtig to mænd til mit hus, men jeg vidste ikke, hvor de kom fra. De er her ikke længere, for de forlod byen inden solnedgang, da byporten skulle lukkes. Jeg ved ikke, hvor de tog hen, men hvis I skynder jer, kan I sikkert nå at indhente dem.” Rahab havde ført mændene op på det flade tag og gemt dem under noget hør, hun havde liggende til tørre deroppe.

Kongens mænd skyndte sig af sted i retning af Jordanflodens vadesteder, og byporten blev lukket forsvarligt, så snart de var taget af sted.

Imens gik Rahab op på taget for at tale med mændene, inden de lagde sig til at sove. „Jeg ved, at Herren har givet jer vores land,” sagde hun. „Vi er alle sammen frygtelig bange for jer. 10 Vi har jo hørt, hvordan Herren åbnede en vej for jer gennem Det Røde Hav, dengang I forlod Egypten. Vi ved også, hvordan det gik amoritterkongerne Sihon og Og på den anden side af Jordanfloden, da I ødelagde deres land og udryddede befolkningen. 11 Så det er ikke underligt, at vi har tabt modet. Ingen tør kæmpe imod jer, når de ved, at Herren, jeres Gud, er den øverste Gud i Himlen og på jorden. 12-13 Derfor vil jeg bede jer om én ting: Sværg ved jeres Guds hellige navn, at I vil hjælpe mig og min familie, ligesom jeg nu hjælper jer. Giv mig et sikkert tegn på, at I vil skåne mig og min mor og far, mine brødre og søstre og deres familier, så vi ikke skal dø, når I erobrer Jeriko.”

14 „Liv for liv!” svor mændene. „Hvis du ikke forråder os, vil vi sørge for, at du og din familie bliver skånet, når Herren giver os sejr over jeres land.”

Romerne 11:1-12

Flertallet faldt, en rest kom med

11 Betyder det, at Gud har skubbet det jødiske folk fra sig? Nej, bestemt ikke. Jeg tilhører jo selv det samme folk. Jeg nedstammer fra Abraham og hører til Benjamins stamme. Gud har ikke slået hånden af det folk, han selv har udvalgt. Kender I ikke det sted i Skriften, hvor Gud taler til Elias, dengang Elias beklagede sig over Israels folk? „Herre! Dine profeter har de slået ihjel, og dine altre har de revet ned. Jeg er den eneste, der er tilbage, og nu vil de også slå mig ihjel!”[a] Men Gud svarede: „Jeg har stadig 7000 mænd, som ikke har bøjet knæ for afguderne.”[b] Det samme gælder i dag. Der er et lille mindretal, som Gud i sin nåde har udvalgt. Men de er ikke blevet udvalgt på grund af deres gode gerninger, for så ville der ikke være tale om nåde.

7-8 Altså er det kun en lille, udvalgt skare blandt jøderne, som har opnået det, de alle søgte efter. De øvrige er blevet forhærdede, som Skriften siger: „Gud har gjort dem åndeligt sløve. De har øjne, men kan ikke se. De har ører, men kan ikke høre.”[c] Og David siger:

„Må deres fester føre dem i fælden,
    så de bliver fanget og får løn som forskyldt.
10 Gør det sort for deres øjne,
    så de ikke kan se.
Lad dem altid gå rundt med bøjet ryg.”[d]

Guds plan for jøderne

11 Betyder jødernes fald, at alt er forbi for dem? Nej, bestemt ikke. Men da de afviste budskabet, nåede det ud til de andre folkeslag. På den måde ville Gud gøre jøderne misundelige. 12 Da jødernes afvisning af budskabet betød en rigdom af velsignelse for resten af verden, og da deres tab betød gevinst for de øvrige folkeslag, hvilken velsignelse vil der så ikke komme ud af det, når jøderne engang fuldt ud tager imod deres Messias?

Matthæus 25:1-13

Om at være parat til Jesu genkomst

25 Jesus fortsatte: „Lad mig fortælle en historie om Guds riges komme. Der var ti brudepiger, som tog deres olielamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem bar sig tåbeligt ad, de andre fem havde tænkt sig om. De første fem tog ganske vist deres lamper med, men de tog ingen ekstra olie med, hvorimod de sidste fem tog ekstra olie med til lamperne. Da brudgommen lod vente på sig, blev alle brudepigerne trætte og faldt i søvn.

Men ved midnatstid lød råbet: ‚Brudgommen er på vej! Kom ud og mød ham!’ Alle pigerne vågnede og tjekkede deres lamper. De fem, der ikke havde taget olie med, opdagede, at deres lamper var ved at gå ud. De bad derfor de fem andre om at få noget af deres olie. Men de andre svarede: ‚Vi har ikke nok både til os og jer. I må hellere løbe hen til købmanden og købe noget selv.’ 10 Mens de var henne for at købe olie, kom brudgommen. De fem, der var parat, gik sammen med ham ind til bryllupsfesten, hvorefter døren blev lukket.

11 Senere kom de andre fem og stod udenfor og råbte: ‚Herre, luk op for os!’ 12 Men han svarede: ‚Det siger jeg jer: Jeg kender jer ikke!’ ”

13 „Vær altid parate,” sagde Jesus, „for I kan ikke vide, hvornår jeg kommer.”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.