Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Book of Common Prayer

Daily Old and New Testament readings based on the Book of Common Prayer.
Duration: 861 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 20-21

Folket beder for kongen før kampen

20 Til korlederen: En sang af[a] David.

Må Herren svare på din bøn, når du er i nød,
    må Jakobs Gud bevare dig fra alt ondt.
Må han sende dig hjælp fra sin helligdom,
    styrke dig fra sin bolig på Zion.
Må han mindes alle dine gaver
    og acceptere dine brændofre.
Må han opfylde dit hjertes længsler
    og lade dine planer lykkes.
Må vi få anledning til at råbe af glæde,
    når vi hører om dine sejre.
Må vi få anledning til at lovsynge vor Gud.
    Må Herren svare på alle dine bønner.

Kongen giver udtryk for sin tillid til Herren

Jeg er sikker på, at Herren vil hjælpe sin udvalgte konge.
    Han svarer mig fra sin himmelske bolig,
        hjælper mig med sin mægtige styrke.
Nogle stoler på vogne og ryttere,
    men vi stoler på Herren, vor Gud.
De skal falde og gå til grunde,
    men vi rejser os og står fast.

10 Giv mig sejren, Herre!
    Hør os, når vi beder dig om hjælp!

Lovsang efter sejren

21 Til korlederen: En sang af David.

Herre, kongen glæder sig over din magt,
    han råber af fryd over din sejr.
Du har opfyldt hans hjertes ønske,
    ikke nægtet ham, hvad han bad dig om.
Du kom til ham med rige gaver.
    Du satte en gylden krone på hans hoved.
Han bad om din velsignelse over sit liv,
    og du lovede ham et varigt dynasti.
Du gav ham sejre og berømmelse,
    du tildelte ham ære og værdighed.
Din velsignelse følger ham altid,
    dit nærvær fylder ham med usigelig glæde.
Han stoler på Herren og skal aldrig snuble,
    for den Almægtiges trofaste nåde bevarer ham.

Du opsporer alle dine fjender,
    tilintetgør enhver, som hader dig.
10 Når du viser dig, brænder de op som i en ovn,
    du opsluger dem i vrede, lader ild fortære dem.
11 Du fjerner deres børn fra jordens overflade,
    deres slægt dør fuldstændig ud.
12 Selv om de sætter sig op imod dig,
    vil deres onde planer ikke lykkes.
13 De vender om og flygter,
    når du sender dine pile.

14 Rejs dig, Herre, i din vældige styrke.
    Med sang og spil vil vi lovprise din magt.

Salme 110

Den mægtige konge

110 En sang af David.

Herren sagde til min Herre:
„Sæt dig ved min højre side,
    imens jeg overvinder dine fjender.”
Herren vil give dig et mægtigt kongerige,
    fra Zion skal du herske over alle dine fjender.
Dit folk kommer villigt på kampens dag,
    din hær af friske unge samles ved solopgang på det hellige bjerg.[a]
Herren har aflagt et løfte, som aldrig kan rokkes:
    „Du skal være præst efter Melkizedeks forbillede for evigt.”
Herren er ved din side, han er din styrke,
    han knuser de fjendtlige konger i sin vrede.
Han holder dom over folkeslagene,
    han knuser jordens ledere, dalene fyldes med lig.
Han drikker af en bæk langs vejen,
    han rejser sig med fornyet styrke.

Salme 116-117

Hjælp i dødsangst

116 Jeg elsker Herren,
    for han hører min bøn.
Han lytter til mit råb om hjælp,
    jeg vil bede til ham, så længe jeg lever.
Døden holdt mig i sit kvælertag,
    jeg var dødsens angst og dybt fortvivlet.
Da råbte jeg: „Herre, red mig fra at dø!”

Herren er god og nådig.
    Vor Gud er fuld af barmhjertighed.
Han hjælper dem, der råber om hjælp,
    han frelste mig i nødens stund.
Min sjæl, fald til ro igen,
    for Herren har bevist sin godhed.
Han reddede mig fra døden,
    mit øje fra gråd, min fod fra fald.
Jeg er stadig i live,
    og jeg vil altid følge Herrens vej.

10 Jeg troede, og derfor talte jeg.
    „Herre!” råbte jeg. „Jeg er i stor nød!”
11 I min bitre angst sagde jeg:
    „De er alle sammen fulde af løgn!”

12 Hvad kan jeg give til Herren
    for al hans godhed imod mig?
13 Jeg vil takke ham for min redning
    med et drikoffer.
14 Jeg vil bringe ham de ofre, jeg har lovet,
    for øjnene af hele folket.

15 Herren elsker sit folk,
    han griber ind, hvis nogen er nær ved at dø.
16 Herre, jeg er din tjener, en simpel slave.
    Tak, fordi du reddede mig fra døden.
17 Jeg vil bringe dig takofre
    og lovprise dig.
18 Jeg vil bringe de ofre, jeg lovede,
    for øjnene af hele folket,
19 midt i din helligdom, Herre,
    midt i Jerusalem.
Halleluja!

Herrens godhed og trofasthed

117 Pris Herren, alle nationer.
    Lovsyng ham, alle folkeslag.
For hans godhed mod os er stor,
    hans trofasthed varer for evigt.
Halleluja!

5 Mosebog 34

Moses dør i Moab

34 Derefter steg Moses op fra Moabs sletter til Pisgatinden på Nebos bjerg over for Jeriko, hvorfra Herren viste ham landet: Gileads land helt op til Dan i nord; Naftalis land; Efraims og Manasses land; Judas land helt over til Middelhavet mod vest, Negev mod syd, og Jordandalen mellem palmebyen Jeriko og Zoar.

„Det er landet, som jeg lovede Abraham, Isak og Jakob at give deres efterkommere,” sagde Herren til Moses. „Nu har du set det med egne øjne, men du får ikke lov til at komme ind i det.”

Så døde Moses, Herrens tjener, i Moabs land, sådan som Herren havde bestemt det, og han blev begravet i Moab, i dalen over for byen Bet-Peor. Den dag i dag er der ingen, der kender det nøjagtige sted.

Moses var 120 år gammel, da han døde, men han havde bevaret sin livskraft og sit gode syn.

Der på Moabs sletter sørgede folket i 30 dage over hans død.

Josva, Nuns søn, var fyldt med visdoms ånd, for Moses havde lagt sine hænder på ham og velsignet ham, og israelitterne fulgte ham og adlød de befalinger, Herren havde givet Moses.

10 Aldrig før eller siden har der været en profet som Moses, med hvem Herren talte ansigt til ansigt. 11-12 Ingen mirakler kan sammenlignes med dem, han udførte for øjnene af Israel og egypterkongen og alle hans tjenere.

Romerne 10:14-21

14 Men hvordan kan nogen søge hjælp hos Jesus, hvis de ikke tror på ham? Og hvordan kan nogen komme til tro på ham, hvis de ikke har hørt om ham? Og hvordan kan de høre om ham, hvis ingen fortæller dem om ham? 15 Og hvordan kan nogen fortælle om ham, hvis de ikke sendes ud med budskabet? Som Skriften siger: „Hvor er det dejligt, når nogen kommer med et glædeligt budskab.”[a]

16 Men ikke alle ønskede at tage imod det glædelige budskab. Det er, som Esajas sagde: „Herre, hvem troede på budskabet?”[b] 17 Troen kommer af det, man hører, hvis det, man hører, er budskabet om Kristus.

18 Har jøderne da ikke hørt budskabet? Jo, helt bestemt, for det er, som Skriften siger: „Deres ord når ud til jordens ende. Budskabet høres i hele verden.”[c]

19 Har jøderne da ikke forstået budskabet? Jo, men de tog ikke imod det.[d] Gud talte jo for længe siden profetisk gennem Moses og sagde: „Jeg vil provokere dem ved at elske en anden, jeg vil gøre dem jaloux på et ‚uvidende’ folk.”[e] 20 Endvidere sagde Gud helt klart gennem profeten Esajas: „Jeg blev fundet af dem, der ikke søgte mig. Jeg viste mig for dem, der ikke spurgte efter mig.”[f] 21 Og om jøderne siger han: „Dagen lang rakte jeg hænderne ud mod et ulydigt og oprørsk folk.”[g]

Matthæus 24:32-51

32 Lad mig bruge figentræet som billede. Når de nye skud bryder frem, og bladene folder sig ud, så ved I, at sommeren er på vej. 33 På samme måde kan I vide, at jeg er lige på trapperne, når I ser disse ting ske. 34 Det siger jeg jer: Mit udvalgte folk skal ikke forgå, selv om alt det her vil ske.[a] 35 Himlen og jorden skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.

Vær altid parat(A)

36 Ingen kender dagen eller tidspunktet, hvornår det vil ske, ikke engang Guds engle, end ikke jeg selv. Kun Faderen ved det. 37 Som det gik i Noas dage, skal det gå ved Menneskesønnens komme. 38 Dengang fortsatte de med deres fester og bryllupper, lige til Noa gik ind i arken. 39 Folk forstod ikke, hvad der ventede dem. Det gik ikke op for dem, før vandmasserne kom og skyllede dem alle bort. Sådan bliver det ved mit komme. 40 To mænd vil arbejde sammen i marken, den ene bliver taget med, den anden bliver ladt tilbage. 41 To kvinder vil arbejde sammen i huset, den ene bliver taget med, den anden bliver ladt tilbage.

42 Derfor skal I altid være parate, for I ved ikke, hvornår jeres Herre kommer tilbage. 43 I ved, at hvis en husejer havde fået at vide, hvornår tyven ville komme, så ville han have holdt vagt for at forhindre indbruddet. 44 Sådan skal I være parate, for Menneskesønnen kommer på et tidspunkt, I ikke regner med.

45 En klog og god forvalter passer sin herres ejendom godt og sørger for, at alle de øvrige tjenere får noget at spise til rette tid. 46 Lykkelig den forvalter, som trofast er i gang med at udføre sit arbejde, når hans herre vender tilbage. 47 Det siger jeg jer: Hans herre vil give ham ansvaret for alt, hvad han ejer.

48 En dårlig forvalter tænker derimod: ‚Det varer nok længe, inden min herre viser sig.’ 49 Derfor har han ingen skrupler ved at mishandle sine medtjenere og bruge tiden til at feste med sine venner. 50 Når så hans herre kommer på et uventet tidspunkt, 51 bliver forvalteren hårdt straffet og kommer til at dele skæbne med hyklerne. Dér, hvor de kommer hen, er der gråd og stor fortvivlelse.”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.