Book of Common Prayer
Davids sejrssang(A)
18 Til korlederen: En sang af Herrens tjener, David. Han sang den til Herren i anledning af, at Herren havde reddet ham fra Saul og alle hans øvrige fjender.
2 Jeg elsker Herren,
han er min redning.
3 Herren er min Klippeborg
og min Beskytter.
Han er mit Skjul,
hos ham søger jeg tilflugt.
Han er mit Skjold,
min Frelse og min Fæstning.
4 Jeg kalder på Herren, den Højlovede,
og frelses fra mine fjender.
5 Dødens reb omsluttede mig,
undergangens bølger væltede ind over mig,
6 dødsriget strammede sit greb om mig,
jeg sad fast i dødens fælde.
7 I min fortvivlelse råbte jeg til Herren,
jeg bad til Gud om hjælp.
Han hørte mig fra sin helligdom,
mit skrig nåede frem til hans ører.
8 Da rystede jorden og skælvede,
bjergenes grundvolde bævede,
for Herrens vrede var blusset op.
9 Røg væltede ud af hans næsebor,
fortærende ild skød ud af hans mund,
glødende kul sprang frem fra ham.
10 Han skubbede himlens forhæng til side
og trådte ud på de mørke stormskyer.
11 Han steg op på en kerub og fløj,
fór frem på vindens vinger.
12 Han hyllede sig i mørke,
omgav sig med sorte tordenskyer.
13 Lynene glimtede foran ham,
og haglene faldt fra skyerne.
14 Herren tordnede fra himlen,
den højeste Gud lod sin røst høre.
15 Han skød sine pile,
sendte fjenderne på flugt.
Han sendte sine lyn af sted,
så fjenderne spredtes for alle vinde.
16 Herren fnyste i sin harme,
så Jordens vande blev pisket op,
og havets bund kom til syne.
17 Fra det høje rakte han hånden ud,
trak mig op af det dybe vand.
18 Han frelste mig fra mine fjender,
de hadede mig og var mig for stærke.
19 Da jeg var svag, overfaldt de mig,
men Herren holdt mig fast
20 og førte mig i sikkerhed.
Han frelste mig, fordi han elsker mig.
21 Herren belønnede mig for mit retsind,
tog hensyn til min uskyld,
22 for jeg har holdt mig til hans veje.
Jeg har ikke i ondskab vendt mig fra min Gud.
23 Altid har jeg hans bud i tanke,
aldrig har jeg vendt ryggen til hans love.
24 Jeg har adlydt ham til punkt og prikke
og holdt mig borte fra synden.
25 Herren har belønnet mig for min retfærd,
han kender min pletfri levevis.
26 Herre, du er trofast mod dem, der er trofaste mod dig,
retskaffen overfor de retskafne.
27 Du handler uskyldsrent med de uskyldige,
men er snu mod de snedige.
28 Du ophøjer de ydmyge,
men ydmyger de hovmodige.
29 Herre, du er mit lys og mit håb,
du tænder dit lys i mørket.
30 Ved din hjælp kan jeg springe over mure
og forcere enhver forhindring.
31 Guds veje er fuldkomne,
hans løfter er sande.
Han er et skjold for dem,
der søger ly hos ham.
32 Hvor findes der en gud som Herren?
Hvor findes en klippe som ham?
33 Han giver mig styrke,
han jævner vejen foran mig.
34 Han gør mine skridt sikre som hjortens,
han giver mig fodfæste på bjergene.
35 Han træner mine arme til kamp,
så jeg kan spænde kobberbuen.
36 Herre, du giver mig din frelse som et skjold,
du støtter mig med din højre hånd,
din hjælp giver mig styrke.
37 Du udjævner stien foran mig,
så jeg ikke snubler og falder.
38 Jeg forfulgte mine fjender og gjorde det af med dem,
jeg holdt ikke inde, før de alle var besejret.
39 Jeg slog dem ned, så de ikke kunne rejse sig,
de ligger faldne ved mine fødder.
40 Du gav mig styrke til kampen,
du tvang mine modstandere i knæ,
41 du slog mine fjender på flugt,
jeg gjorde det af med dem, som hadede mig.
42 De råbte om hjælp,
men ingen kom til undsætning.
De råbte til dig, Herre,
men du ville ikke høre.
43 Jeg knuste dem til støv, som hvirvler i vinden,
jeg trådte dem ned som snavs på gaden.
44 Du hjalp mig i kampen mod fjendtlige hære,
gav mig sejr over fremmede folkeslag,
som nu er blevet mig underlagt.
45 Straks de hørte min røst, adlød de.
De kom krybende hen til mig.
46 De tabte fuldstændig modet,
kom skælvende frem fra deres skjul.
47 Herren lever!
Lovet være min redningsmand.
Ære være min Gud, som frelste mig,
48 den Gud, som besejrede mine fjender,
som gjorde mig til hersker over fremmede folkeslag.
49 Herre, du reddede mig fra mine fjender.
Du førte mig i sikkerhed,
og frelste mig fra voldens mænd.
50 Derfor vil jeg lovprise dig blandt folkeslagene, Herre.
Jeg vil synge om din storhed.
51 Du giver din konge en mægtig sejr,
du viser nåde mod din salvede konge,
mod mig og mine efterkommere til evig tid.
18 Jeg mindede Rubens og Gads stammer samt Manasses halve stamme om, at selv om Herren nu havde tildelt dem dette område, måtte de vente med at etablere sig der, indtil deres våbenføre mænd havde gjort deres pligt ved at hjælpe de øvrige stammer med at indtage Kana’ans land vest for Jordanfloden, det land, som Herren ville give dem. 19 ‚Men jeres kvinder og børn,’ sagde jeg, ‚de kan blive tilbage i de byer, som Herren har givet jer her, og tage sig af jeres store kvægflokke, 20 indtil Herren har givet de øvrige stammer sejr, og I kan vende tilbage. I må ikke vende tilbage, før de øvrige stammer har indtaget landet på den anden side af Jordanfloden, for Herren har udset dette land til dem.’
21 Da sagde jeg til Josva: ‚Du har selv oplevet, hvordan Herren har givet os sejr over kong Sihon og kong Og. Når I nu går over på den anden side af Jordanfloden, vil Herren også give jer sejr over kongerne dér. 22 Vær ikke bange for dem, for Herren, jeres Gud, vil gå med jer og kæmpe på jeres side.’
Moses fik ikke lov at komme ind i landet
23 I samme forbindelse bad jeg til Herren: 24 ‚Herre, min Gud! Du har vist mig din storhed og magt. Findes der nogen gud i himlen eller på jorden, der handler så underfuldt som dig? 25 Vil du ikke give mig lov til at drage over Jordanfloden og se det herlige bjergland og Libanon?’ 26 Men Herren var vred på mig på grund af folket og ville ikke give mig lov til at følge med. ‚Ikke tale om!’ sagde han. 27 ‚Du må nøjes med at gå op på toppen af Pisgas bjerg, hvor der er god udsigt til alle sider, og se ind i landet. Men Jordanfloden kommer du ikke over. 28 Du skal indsætte Josva som din efterfølger og opmuntre ham til at føre folket over floden og indtage det land, du ser på den anden side.’
19 Nu siger du måske: „Så kan Gud da ikke bebrejde os noget, for vi kan ikke gå imod Guds vilje.” 20 Menneske dog! Tør du gå i rette med Gud? Mon det, som er skabt, har ret til at beklage sig over for Skaberen og sige: Hvorfor har du skabt mig sådan? 21 Har pottemageren ikke ret til ud af den samme klump ler at lave enten en smuk vase eller en krukke til affald? 22 Selvom Gud ønskede at udøve sin magt og straffe dem, som gjorde oprør imod ham, og som er på vej mod fortabelsen, så holdt han igen. Har han ikke ret til det? 23 Han ønsker nemlig at vise sin overstrømmende kærlighed og nåde mod dem, han har beredt til at få del i hans herlighed.
Guds nye folk
24 Vi hører med til dem, som har oplevet Guds tilgivelse, uanset om vi er af jødisk afstamning eller ej. 25 Det nye Guds folk står omtalt hos Hoseas, hvor han siger:
„Det folk, som ikke var mit folk, vil jeg kalde ‚mit folk’,
og det folk, som jeg ikke elskede, vil jeg kalde ‚det elskede’.”[a]
26 Hoseas siger også: „På det sted, hvor der blev sagt til dem: ‚I er ikke mit folk’, vil de blive kaldt ‚den levende Guds børn’.”[b] 27 Og Esajas råbte med smerte om det jødiske folk: „Selvom Israels folk er talrigt som sandet ved stranden, vil kun nogle få af dem blive reddet, 28 for Herren vil gøre kort proces og føre straffen over landet til ende.”[c] 29 Det er, som Esajas også har forudsagt: „Hvis ikke den almægtige Gud havde reddet en rest, var vi blevet udslettet som Sodoma, gjort til intet som Gomorra.”[d]
Hvorfor tog det jødiske folk ikke imod Messias?
30 Hvad kan vi uddrage af alt det her? At folk, som ikke er jøder, og som ikke stræbte efter at blive accepteret af Gud, blev accepteret, vel at mærke på grund af deres tro. 31 Men jøderne, som hele tiden stræbte efter det ved at prøve at overholde loven, opnåede det aldrig. 32 Hvorfor ikke? Fordi de mente, at han ville godtage dem på grund af deres gode gerninger, ikke på grund af deres tro. De snublede over „anstødsstenen”, 33 og dermed opfyldte de Skriftens ord:
Jesus forudsiger templets ødelæggelse(A)
24 Da Jesus var på vej væk fra templet sammen med disciplene, gjorde de ham opmærksom på templets smukke bygninger. 2 „Ja, det ser smukt ud,” sagde Jesus. „Men det siger jeg jer: Det hele vil blive jævnet med jorden.”
Jesus advarer om krige, katastrofer og forfølgelser(B)
3 Da de var nået over på Olivenbjerget, satte Jesus sig ned. Han var alene sammen med disciplene, som sluttede kreds om ham og spurgte: „Hvornår vil det med templet ske? Hvad er tegnet på, at du kommer, og det bliver verdens ende?”
4 Jesus svarede: „Lad ikke nogen vildlede jer. 5 Mange vil komme og påstå, at de er Messias, og de vil føre mange mennesker på vildspor. 6 I vil høre om uro og krigshandlinger rundt omkring, men lad det ikke skræmme jer. Den slags er uundgåeligt, men det er endnu ikke afslutningen. 7 Folk og nationer vil bekrige hinanden, og mange steder bliver der hungersnød og jordskælv. 8 Men det er kun som de første veer inden en fødsel.
9 I vil blive forfulgt, og mange vil blive dræbt. I vil blive hadet af alle folkeslag, fordi I hører mig til. 10 Mange vil derfor opgive troen og endda forråde og hade hinanden. 11 Mange falske profeter vil dukke op, og de vil føre mange vild. 12 Efterhånden som ondskaben breder sig, vil kærligheden blive kold hos mange. 13 Men de, der holder ud indtil det sidste, skal blive frelst. 14 Og glædesbudskabet om Guds rige skal forkyndes i hele verden, så alle folkeslag kommer til at høre det—og så vil afslutningen komme.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.