Book of Common Prayer
Guds bud
119 Velsignede er de, som gør Guds vilje,[a]
alle de, som adlyder Herrens love.
2 Velsignede er de, som holder fast ved hans bud,
og søger ham af hele deres hjerte.
3 Vi ved, at han ønsker, vi skal følge hans vej,
derfor vælger vi at gøre hans vilje.
4 Vi kender dine befalinger, Herre,
som du forventer, vi følger til punkt og prikke.
5 Hvor ville jeg dog inderligt ønske,
at jeg kunne følge dine bud uden at vakle.
6 Ved at fokusere på alle dine befalinger
undgår jeg at blive gjort til skamme.
7 Vore hjerter bryder ud i tak,
når vi forstår dine retfærdige love.
8 Vær tålmodig med mig,
for jeg ønsker at adlyde dine bud.
Lydighed
9 Jeg opfordrer de unge til at følge dit ord,
for det hjælper dem til at blive på din vej.
10 Jeg søger dig af hele mit hjerte,
lad mig ikke fare vild fra dine bud.
11 Jeg gemmer dit ord i mit hjerte
for ikke at synde imod dig.
12 Jeg lover og priser dig, Herre,
lær mig alle dine lovbud.
13 Jeg gentager igen og igen
alle de bud, du har givet mig.
14 Jeg glæder mig over dine befalinger,
som var de alverdens rigdomme.
15 Jeg grunder over dine formaninger
og holder fast ved dine forskrifter.
16 Jeg glæder mig over din vejledning
og vil aldrig glemme dit ord.
At følge Guds lov giver glæde og styrke
17 Lad mig få øjnene op for din godhed,
så jeg kan tjene dig hele mit liv.
18 Luk mine øjne op, så jeg kan se
de vidunderlige ting i din lov.
19 Livet her på jorden er kort,
og jeg har brug for dine love til at lede mig.
20 Længslen efter at kende dig ligger i mit hjerte,
mind mig om dine love hver eneste dag.
21 Lovløse mennesker, der gør oprør mod dig,
vil blive dømt for deres egenrådige stolthed.
22 Lad dem ikke hovere over mig,
fordi jeg adlyder dine bud.
23 Lederne i samfundet bagtaler mig,
men jeg vil tjene dig og handle på dit ord.
24 Lovene, du har givet mig, gør mig glad,
og jeg ønsker at følge din vejledning.
Bøn om hjælp i en gudløs tid
12 Til korlederen: Brug lyrerne.[a] En sang af David.
2 Herre, kom os til hjælp.
Der er ingen tilbage, som adlyder dig.
Man kan ikke opdrive et ærligt menneske.
3 Alle bedrager hinanden,
de er fulde af løgn og falskhed.
4 Herre, gør en ende på al deres smiger,
sæt en stopper for de pralende ord.
5 De siger hovmodigt: „Vore ord giver os magt,
og vi siger, hvad der passer os!”
6 Men Herren svarer:
„Fordi de svage og forfulgte råber til mig,
vil jeg nu gribe ind og forsvare dem.”
7 Herrens løfter er sande,
hans ord er som det fineste sølv,
forædlet syv gange i ilden.
8-9 Herre, selvom ondskaben sidder i højsædet,
og alle gør, hvad der passer dem,
så ved vi, at du altid beskytter os
og bevarer os fra den slags mennesker.
Et fortvivlet menneskes bøn
13 Til korlederen: En sang af David.
2 Hvor længe vil du glemme mig, Herre?—For evigt?
Hvor længe skal jeg vente på din hjælp?
3 Hvor længe skal jeg kæmpe med sjæleangst?
Mine dage og nætter er fyldt med frygt.
Hvor længe skal fjenden triumfere over mig?
4 Min Herre og Gud, åh, hør min bøn,
grib ind og red mig fra døden.
5 Lad ikke mine fjender gå af med sejren,
lad ikke mine uvenner glædes over min undergang.
6 Jeg stoler på dig og din trofasthed.
Jeg vil juble, når jeg oplever din frelse.
Jeg vil prise dig, Herre, med sang,
for din underfulde godhed imod mig.
Menneskets ondskab
14 Til korlederen: En sang af David.
Tåberne mener, at Gud ikke findes.
De er fordærvede i tanke og handling.
Ingen gør det gode,
ikke én eneste.
2 Fra himlen ser Herren på menneskene:
Er der nogen, der er forstandige?
Er der nogen, der søger Gud?
3 Nej, alle er kommet på afveje, fordærvede af synd.
Ingen gør det gode, ikke én eneste.
4 „Fatter de da intet?” siger Herren.
„De forsynder sig uden at blinke,
og de regner slet ikke med mig.”
5 En dag skal de fyldes af rædsel,
for Gud er med dem, der adlyder ham.
6 Onde mennesker undertrykker de svage,
men Herren er deres beskytter.
7 Gid Herren ville sende sin frelse fra Zion
og redde Israels folk.
Når Herren griber ind og genrejser sit folk,
så bliver der jubel og glæde i Israel.
Indledning
1 I denne bog er de ord nedskrevet, som Moses talte til Israels folk, mens de opholdt sig på Moabs ubeboede sletter øst for Jordanfloden, omkranset af byerne Suf, Paran, Tofel, Laban, Hatzerot og Di-Zahab. 2 Stedet ligger 11 dagsrejser fra Horebs bjerg[a] via Kadesh-Barnea og Seirs bjerge, 3 og det var nu 40 år siden, israelitterne rejste fra Egypten. På den første dag i den 11. måned i det 40. år holdt Moses følgende tale. 4 Det var efter, at han havde overvundet amoritterkongen Sihon fra Heshbon og i Edrei havde slået kong Og af Bashan fra Ashtarot. 5 I talen nævnes de love, som Herren havde befalet ham at give videre til Israels folk.
Tilbageblik på vandringen fra Sinai til det lovede land
6 „Herren, vores Gud, talte til os ved Horebs bjerg,” begyndte Moses. „Dengang sagde han til os: ‚Nu er det på tide, at I forlader dette bjerg 7 og går ind og erobrer amoritternes bjergland og nabofolkenes landområder i Arabadalen[b], i Negev ørkenen, i kana’anæernes højland, bakkeskråningerne mod vest og kystområderne, ja helt op til Eufratfloden mod nord, inklusive Libanons land. 8 Gå ind og tag hele det land i besiddelse, som jeg lovede jeres forfædre, Abraham, Isak og Jakob.’
9 Dengang sagde jeg til Israels folk: ‚Jeg kan ikke bære så stort et ansvar alene. 10 Herren har gjort jer til et stort folk, så talrige som stjernerne på himlen. 11 Må Herren, jeres fædres Gud, gøre jer 1000 gange så talrige, som I er nu, og velsigne jer, sådan som han har lovet. 12 Men det er en uoverkommelig opgave for mig at være alene om at afgøre jeres retssager og stridsspørgsmål. 13 Derfor skal hver enkelt stamme udvælge nogle vise, erfarne og forstandige mænd, som jeg kan indsætte som jeres ledere.’
14 Det forslag accepterede de, 15 hvorefter jeg indsatte de mænd, der blev valgt, som dommere og administrative ledere, nogle med ansvar for 1000, andre med ansvar for 100, for 50 eller for 10. 16 Jeg indprentede dem, at alle skulle være lige for loven, også de fremmede, og at de skulle lade begge parter komme til orde og derefter dømme retfærdigt. 17 ‚Når I afsiger dom,’ forklarede jeg dem, ‚skal alle behandles ens, hvad enten de er rige eller fattige. Sørg for at yde alle samme retfærdighed. I må ikke frygte for nogen, for I dømmer på Guds vegne, og hvis en sag er for vanskelig til, at I kan træffe en afgørelse, skal I komme til mig med den, så jeg kan overtage den.’ 18 Ved den lejlighed gav jeg også folket instrukser vedrørende mange andre ting.
Paulus’ sorg over jødernes vantro
9 1-2 Jeg bærer på en stor sorg og har en stadig smerte i mit hjerte. Jeg lyver ikke, for jeg tilhører Kristus. Helligånden bekræfter over for min samvittighed, at jeg taler sandt, når jeg siger, 3 at jeg er parat til selv at gå fortabt, hvis det kunne redde mine jødiske landsmænd fra fortabelsen. 4 Det drejer sig jo om israelitterne, der blev udvalgt til at være Guds eget folk, og de har oplevet hans mægtige undere. Det var dem, han oprettede sine pagter med. Det var dem, der modtog Guds lov, tempeltjenesten og løfterne om velsignelse. 5 De udgør Abrahams slægt, og ud af den slægt kom Messias. Lovet være Gud til evig tid, han som er Herre over alle ting. Amen.[a]
Velsignelsen fås ved tro på Guds løfter
6 Når nu flertallet af jøder ikke oplevede den velsignelse, som Gud havde lovet skulle komme gennem Abrahams slægt, betyder det så, at man ikke kan stole på Guds løfter? Nej, for det er ikke alle jøder, der hører med til det sande Guds folk.[b] 7 Det er jo heller ikke alle Abrahams efterkommere, der får del i Guds løfte til Abrahams slægt, men kun dem, der nedstammer fra hans søn Isak. 8 Det betyder, at man ikke bliver et Guds barn blot ved, at man nedstammer fra Abraham,[c] men ved, at man tror på, hvad Gud har lovet. 9 Guds løfte vedrørende Isak lød jo sådan: „Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara født en søn.”[d]
Er Gud uretfærdig?
10-12 Gud gav også et løfte til Rebekka, som blev gift med vores stamfar Isak. Da hun ventede tvillinger, sagde Gud til hende: „Den ældste kommer til at tjene den yngste.”[e] Det blev sagt, før Jakob og Esau blev født, så de havde endnu ikke udført hverken gode eller onde bedrifter. Det viser, at Guds beslutninger står fast. Udvælgelsen bygger ikke på vores anstrengelser, men på Gud, som kalder. 13 Gud har jo selv sagt: „Jeg foretrak Jakob frem for Esau.”[f]
14 Betyder det så, at Gud er uretfærdig? På ingen måde! 15 Han sagde engang til Moses: „Jeg viser barmhjertighed mod hvem, jeg vil.”[g] 16 Altså beror det ikke på menneskers viljestyrke eller anstrengelser, men på Guds barmhjertighed. 17 Gud sagde engang til Egyptens konge: „Jeg har gjort dig til konge for at demonstrere min magt på dig, og for at mit navn kan blive kendt over hele jorden.”[h] 18 Det er altså Gud selv, der afgør, hvem han vil være barmhjertig imod, og hvem han vil gøre hård.
27 Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I er som hvidkalkede gravkamre,[a] der udvendigt ser fine ud, men indvendigt er fyldt op med skeletter og lig, der er gået i forrådnelse. 28 I prøver at have en pæn facade, men under det fromme ydre er I fulde af hykleri og råddenskab.
29-30 Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I bygger monumenter til ære for de profeter, som jeres forfædre slog ihjel. I pynter gravstederne for de gudfrygtige mænd, som jeres forfædre dræbte. Og så siger I: ‚Hvis vi havde levet på vores forfædres tid, ville vi ikke have været med til at slå profeterne ihjel.’ 31 Men ved at kalde dem jeres forfædre afslører I jer selv. I er nemlig af samme skuffe som dem, der slog profeterne ihjel. 32-33 Slangeyngel! Fortsæt I bare i jeres forfædres spor, men hvordan vil I undgå at blive dømt til Helvede?
34 Derfor vil I også korsfæste eller på anden måde dræbe mange af de profeter, vismænd og skriftkyndige, jeg vil sende til jer. Nogle vil I piske i jeres synagoger og jagte dem fra by til by. 35 Men I og jeres forfædre vil blive krævet til regnskab for at have myrdet alle disse retskafne mænd, fra Abel, der blev slået ned uden grund, til Zakarias, Barakias’ søn, som blev dræbt mellem indgangen til templet og brændofferalteret. 36 Det siger jeg jer: Mennesker som jer vil blive dømt for deres onde gerninger.
Jerusalems indbyggere anklages for deres vantro(A)
37 Åh, Jerusalems indbyggere, I som dræber Guds profeter og stener hans sendebud, hvor ofte har jeg ikke villet tage jer under mine vinger, som en høne samler kyllingerne under sine vinger? Men I ville ikke! 38 Derfor bliver jeres hus øde og forladt, 39 for det siger jeg jer: Fra nu af får I mig ikke længere at se, før I anerkender mig som den, Gud har sendt.”[b]
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.