Book of Common Prayer
Beskyttet under Herrens nåde
5 Til korlederen: Brug fløjterne. En sang af David.
2 Herre, hør min bøn,
lyt til mine dybe suk.
3 Min Konge og min Gud, hør mit råb om hjælp,
for til dig vil jeg klage min nød.
4 Om morgenen løfter jeg min røst til dig,
jeg lægger min sag frem for dig og venter.
5 Gud, du hader grusomheder
og kan ikke acceptere ondskab.
6 Oprørere får ikke adgang til dig,
for du hader de onde.
7 Du tilintetgør dem, der lyver,
du afskyr vold og bedrageri.
8 Men jeg kan gå ind i dit tempel
på grund af din trofaste nåde
og tilbede dig i ærefrygt.
9 Herre, led mig ad den rette vej,
så mine fjender ikke fælder mig.
Vis mig den vej, jeg skal gå,
og fortæl mig, hvad jeg skal gøre.
10 Mine fjender lyver konstant,
de er kun ude på at gøre fortræd.
Deres strube stinker som en åben grav,
deres tunge er belagt med smiger.
11 Drag dem til ansvar, oh, Gud,
fang dem i deres egne fælder.
Straf dem for deres trodsighed,
for det er dig, de gør oprør imod.
12 Men lad alle, som stoler på dig, juble.
Lad dem råbe af fryd til hver en tid.
Du beskytter dem, der følger dig trofast,
så de altid er fyldt med glæde.
13 Du velsigner jo de gudfrygtige, Herre,
dækker dem med din nådes skjold.
Bøn under lidelse
6 Til korlederen: Brug lyrerne.[a] En sang af David.
2 Herre, straf mig ikke i vrede,
irettesæt mig ikke i harme.
3 Vær barmhjertig, Herre, for jeg er svag.
Helbred mig, Herre, jeg ryster over det hele.
4 Jeg er fortvivlet og fuld af frygt.
Hvor længe skal jeg lide, Herre?
5 Hør mit råb og red mig,
vær mig nådig og hjælp mig.
6 I graven kan ingen tilbede dig,
de døde lovsynger dig ikke.
7 Jeg er udmattet af smerte,
jeg græder hver eneste nat,
min pude er gennemblødt af tårer.
8 Sorgen slører mit blik
på grund af mine mange fjender.
9 Gå væk fra mig, I onde mennesker,
for Herren har hørt min gråd.
10 Han har hørt mit suk,
og han vil svare på min bøn.
11 Alle mine fjender bliver ydmyget,
de gribes af rædsel og flygter.
Det stolte menneske
10 Hvorfor er du så langt væk, Herre,
når jeg har allermest brug for dig?
2 De gudløse undertrykker frækt de svage,
fanger dem med listige intriger.
3 De praler af deres onde planer,
roser de grådige, men håner Herren.
4 De er stolte og regner ikke med Gud.
De mener, han slet ikke eksisterer.
5 De ser ud til at klare sig godt.
De ænser ikke straffen, der venter dem.
De blæser på deres modstandere.
6 „Intet kan slå os ud,” siger de.
„Vi klarer alle problemer.”
7 De har munden fuld af forbandelser, løgn og trusler,
deres ord skaber altid ødelæggelse.
8 De ligger på lur i mørket og myrder de uskyldige,
de venter altid på et hjælpeløst bytte.
9 Som løver kryber de sammen, klar til spring,
venter på at kaste sig over de svage.
Som jægere fanger de deres ofre i fælden
og slæber dem bort i deres net.
10 De svage overmandes og segner,
falder under de gudløses magt.
11 „Gud opdager det ikke,” siger de onde,
„han vil aldrig få noget at vide.”
12 Grib ind, Herre! Løft din hånd og slå dem ned.
Glem ikke de svage og undertrykte.
13 Skal de onde have lov at håne dig
og sige: „Han vil ikke kræve os til regnskab.”?
14 Herre, du ser hver eneste ond handling.
Du ser det og straffer dem.
De nødstedte regner med dig, Gud,
for du er den, der hjælper de svage.
15 Sæt en stopper for de ondes adfærd,
drag dem til ansvar for alle deres forbrydelser.
16 Herre, du er konge for evigt og altid.
De gudløse skal ikke bo i dit land.
17 Herre, du ved, hvad de undertrykte længes efter.
Du hører deres suk og trøster dem.
18 Du forsvarer de sårbare og svage,
så ingen skal terrorisere dem længere.
Tilflugt hos Herren
11 Til korlederen: En sang af David.
Jeg stoler på Herren og søger hans hjælp.
Hvorfor siger I: „Flygt op i bjergene som en fugl,
2 for de gudløse har spændt deres bue og lagt pilen til rette.
De gemmer sig i mørket for at ramme de retskafne.
3 Hvad kan en gudfrygtig gøre, når al lov og ret er borte?”
4 Herren sidder i sit hellige tempel.
Han regerer fra sin trone i Himlen.
Han overvåger hvert menneske på jorden.
5 Han gennemskuer både de gode og de gudløse.
Han hader dem, som elsker vold.
6 Han lader gloende kul regne ned over de onde,
straffer dem med rygende svovl og en brændende vind.
7 Herren er god og elsker dem, der adlyder ham,
de, som gør det gode, skal se hans ansigt.
Levitbyerne
35 Mens israelitterne stadig lå i lejr på Moabs sletter langs Jordanfloden over for Jeriko, sagde Herren til Moses:
2 „Sig til folket, at de skal overdrage nogle af deres byer med omliggende græsmarker til levitterne. 3 Der skal levitterne bo og deres husdyr græsse.
Tilflugtsbyerne
9 Herren sagde videre til Moses: 10-11 „Sig til folket: Når I kommer ind i landet, skal I udpege nogle byer til at være tilflugtsbyer. En person, som er skyldig i uagtsomt manddrab, kan flygte til sådan en by, 12 så vedkommende undgår at blive dræbt af blodhævnere, endnu inden der er afsagt dom i sagen. 13-14 Der skal ligge tre tilflugtsbyer i Kana’ans land og tre i området øst for Jordanfloden. 15 Både israelitterne, de fremmede iblandt jer og folk på gennemrejse skal kunne søge tilflugt i disse byer.
30 Enhver morder skal henrettes, medmindre der er mangel på vidneudsagn. Der skal mindst to vidneudsagn til for at dømme en person til døden. 31 Men hvis han dømmes skyldig i mord, skal han henrettes. Han kan ikke frigives mod, at der betales løsepenge for ham. 32 En flygtning, der bor i en tilflugtsby, kan heller ikke løskøbes, så han kan forlade tilflugtsbyen og vende tilbage til sit hjem før ypperstepræstens død. 33-34 I må ikke gøre det land, som I skal ind og bo i, urent, for jeg, Herren, bor i jeres midte. Hvis et menneske udgyder et andet menneskes blod, bliver landet urent, og der kan kun skaffes soning ved at den skyldige dør.”
Guds kærlighed overvinder alt
31 Behøver jeg at sige mere? Når Gud er med os, hvem kan da besejre os? 32 Gud ofrede sin egen søn for os! Når han har givet os så stor en gave, mon han så ikke også vil give os, hvad vi ellers har brug for? 33 Når Gud har frikendt sine børn, hvem har så ret til at anklage dem? 34 Når Kristus er død for os, hvem vover så at fordømme os? Ikke alene døde Kristus for os, men han blev oprejst fra de døde og sidder nu ved Guds højre hånd og beder inderligt for os. 35 Intet kan skille os fra Kristi kærlighed, det være sig lidelser, vanskeligheder eller forfølgelse, sult eller fattigdom, fare eller død. 36 Selvom Skriften lover os modgang, når den siger: „Vi er i livsfare hver eneste dag. Vi er som får, der er på vej til slagtning”,[a] 37 så kommer vi igennem det hele sejrende, fordi Kristus i sin kærlighed giver os styrke. 38-39 Jeg er overbevist om, at intet i hele universet kan skille os fra Guds kærlighed—hverken engle eller åndsmagter, hverken det, som eksisterer nu, eller det, som vil komme i fremtiden, hverken himmelrummets eller havdybets kræfter. Nej, intet i livet—end ikke døden—kan rive os ud af den kærlighed, som Gud har vist os gennem Jesus Kristus, vores Herre!
Den syvfoldige anklage imod religiøst hykleri(A)
13 Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I har smækket døren i til Guds rige! I er ikke selv gået derind, og når andre er på vej derind, gør I, hvad I kan, for at holde dem ude.[a]
15 Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I farer land og rige rundt for at hverve tilhængere, og så gør I dem til Helvedes børn, dobbelt så slemme, som I selv er!
16 Ve jer blinde vejledere, for I lærer folk, at hvis man sværger ‚ved Guds tempel’, så gælder det ikke, men det gælder kun, hvis man sværger ‚ved guldet i templet’. 17 I blinde tåber! Hvad er størst: guldet eller templet, som gør guldet helligt? 18 I lærer dem også, at hvis man sværger ‚ved alteret’, gælder det ikke. Men det gælder kun, hvis man sværger ‚ved gaven’, der er lagt på alteret. 19 Det er en tåbelig tanke! Hvad er størst: gaven eller alteret, som gør gaven hellig? 20 Den, der sværger ‚ved alteret’, sværger både ved alteret og ved alt, hvad der er lagt derpå. 21 Og den, der sværger ‚ved templet’, sværger både ved templet og ved Gud, som bor deri. 22 Den, der sværger ‚ved Himlen’, sværger både ved Guds trone og ved ham, som sidder derpå.
23 Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I er omhyggelige med at betale tiende af alle jeres indtægter, men I forsømmer de vigtigere ting i Toraen—nemlig retfærdighed, barmhjertighed og troskab.[b] Det er nødvendigt at gøre det ene, men I må ikke forsømme det andet. 24 I vildleder både jer selv og andre, når I sier myggen fra, men sluger kamelen.
25 Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, som polerer bægre og skåle udvendigt—mens I selv indvendigt er fyldt med griskhed og begær. 26 Du blinde farisæer! Rens først bægeret indvendigt, så bliver det ydre rent bagefter.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.