Book of Common Prayer
En bøn om redning fra fjenderne
145 Jeg beder dig inderligt om hjælp, Herre.
Svar mig, og jeg vil adlyde dine bud.
146 Jeg råber til dig: „Red mig,
så jeg kan adlyde dine bud.”
147 Jeg er oppe før daggry for at råbe om hjælp,
for jeg sætter min lid til løfterne i dit ord.
148 Jeg ligger vågen om natten
og mediterer over dit ord.
149 Jeg beder dig, Herre, hør min bøn,
vær mig nådig og red mit liv.
150 Jeg gruer for, hvad mine fjender vil gøre,
for de er ligeglade med din lov.
151 Jeg ved dog, at du er mig nær, Herre,
alle dine bud er grundet på sandheden.
152 Jeg har for længe siden lært,
at dit ord står urokkeligt fast.
Guds løfter giver nyt mod
153 Vær nådig og fri mig fra mine lidelser,
for jeg har ikke taget let på din lov.
154 Ved at høre dine løfter får jeg nyt mod.
Kæmp på min side og red mig.
155 Ved at gøre oprør mod dig og dine bud,
har de gudløse mistet håbet om frelse.
156 Hvor er din nåde dog stor, Herre,
du har magt til at redde mit liv.
157 Vel er mine fjender og modstandere mange,
men jeg holder fast ved dine lovbud.
158 Ved synet af de gudløse bliver jeg fyldt med foragt,
for de gør oprør mod dine bud og befalinger.
159 Vis mig din kærlighed og red mit liv,
Tænk dog på, hvor højt jeg elsker dine love.
Giv mig liv, for du elsker mig med trofast kærlighed!
160 Værdien af dit ord er ubeskrivelig,
det er troværdigt og står fast for evigt.
Lydighed og tryghed
161 Der er magtfulde mænd, som angriber mig uden grund,
men jeg vil holde fast ved dit ord i mit hjerte.
162 Din vejledning fylder mig med glæde,
som en, der har vundet en stor gevinst.
163 Det er løgn og bedrag, jeg hader,
men jeg elsker dit ord.
164 Dag efter dag vil jeg takke dig
for dine retfærdige lovbud.
165 De, der elsker din lov, lever trygt,
intet kan rokke dem.
166 Der er en forvisning i mit hjerte om, at du vil redde mig,
og jeg vil blive ved med at adlyde dine bud.
167 Dine befalinger har jeg altid for øje,
jeg elsker dem af hele mit hjerte.
168 Du ved, at jeg har adlydt dine bud,
for mit liv ligger udbredt for dig.
Råb om frelse
169 Jeg beder om hjælp, Herre, lyt til mit råb.
Lad dit ord give mig råd og vejledning.
170 Ja, jeg beder så inderligt om nåde,
grib ind og red mig, som du har lovet.
171 Jeg vil lovprise dig, Herre,
for du har lært mig at forstå dine bud.
172 Jeg vil synge en sang om dit ord,
for alle dine love er gode og retfærdige.
173 Jeg venter på, at du griber ind,
for jeg har valgt at gøre din vilje.
174 Jeg længes efter, at du redder mig, Herre,
og jeg glæder mig over dine lovbud.
175 Jeg ønsker at leve i lovprisning til dig.
Lad dit ord være min støtte på livsvejen.
176 Jeg er som et får, der er faret vild.
Kom og red mig, for jeg har holdt fast ved dine bud.
Velsignelsen ved at adlyde Herren
128 En valfartssang.
Du bliver velsignet, når du adlyder Herren,
når du omhyggeligt handler på hans ord.
2 Du får lov at nyde resultatet af dit arbejde,
du bliver lykkelig og får et godt liv.
3 Din hustru trives hos dig,
hun er frugtbar som en vinranke.
Dine børn sidder omkring bordet,
sunde og raske som unge oliventræer.
4 Se, det er Herrens velsignelse,
sådan lønner han enhver, der adlyder ham.
5 Må Herren velsigne dig rigt fra Zion,
må du se Jerusalem blomstre op.
6 Må du leve længe og se dine børnebørn.
Fred være med Israel!
Jerusalems skæbne
129 En valfartssang.
Fra min tidlige ungdom har mine fjender mishandlet mig
—lad hele Israel gentage det:
2 Fra min tidlige ungdom har mine fjender mishandlet mig.
De angreb mig, men overvandt mig ikke.
3 Min ryg er mærket af dybe sår,
som var den pløjet med en plov.
4 Men Herren er retfærdig,
han satte en stopper for deres mishandling.
5 Alle, der angriber Zion,
vil blive slået og tvunget til at vende om.
6 De er som græsset, der vokser på taget,
det visner og dør, før det bliver til noget.
7 Det fylder ingenting i høstfolkenes hænder,
der er ikke nok til at binde et neg af.
8 Ingen, der går forbi dem, vil sige:
„Herren velsigne jer!”
Herren er villig til at tilgive
130 En valfartssang.
Herre, jeg er dybt fortvivlet.
2 Hør mit råb, oh, Gud!
Lyt til min tryglende bøn!
3 Hvis du holdt regnskab med alle vore synder,
hvem kunne da undslippe dommen?
4 Men jeg ved, du er villig til at tilgive,
og det ansporer mig til ærefrygt.
5 Jeg venter på, at du griber ind, Herre,
jeg ser frem til, at du taler til mig.
6 Jeg længes mere efter at høre fra dig,
end nattevagten længes efter daggry.
7 Israels folk, sæt jeres håb til Herren,
for han er trofast og barmhjertig.
Han står parat til at frelse,
8 han vil redde os ud af syndens morads.
41 Næste morgen førte Balak så Bileam op på toppen af Bamot-Ba’al, hvorfra de kunne se ud over hele[a] det israelitiske folk.
Bileam velsigner israelitterne
23 Da sagde Bileam til kongen: „Byg syv altre her og bring mig syv tyre og syv væddere.” 2 Balak adlød, hvorefter de i fællesskab ofrede en tyr og en vædder på hvert af de syv altre.
3 Bileam sagde nu til kongen: „Bliv stående her ved dine brændofre, så vil jeg gå hen og prøve at få Herren i tale. Bagefter skal jeg fortælle dig, hvad Herren siger.” Så gik han op på en nøgen klippetop, 4 og Herren mødte ham dér. Bileam sagde til Herren: „Jeg har bygget syv altre og ofret en tyr og en vædder på hvert alter.” 5 Da gav Herren Bileam et budskab til kong Balak.
6 Så vendte Bileam tilbage til kongen, der stod ved sine brændofre sammen med de moabitiske ledere. 7 Det budskab, Herren havde givet ham, lød som følger:
„Fra Aram lod Balak mig hente,
han sendte bud fra østlandets bjerge:
‚Kom og forband Jakob,
nedkald Guds vrede over Israel.’
8 Kan jeg mon forbande, når Gud ikke vil,
nedkalde vrede, uden at Herren er vred?
9 Jeg ser dem fra min udkigspost,
fra bjergene skuer mit øje dem:
De er et udvalgt folk,
udskilt fra andre nationer.
10 Jakobs slægt kan ikke tælles,
Israels folk er som sand på stranden.
Det er et gudfrygtigt folk,
gid jeg må leve og dø som dem.”
11 „Hvad i alverden er det, du siger?” udbrød kong Balak. „Bad jeg dig ikke om at forbande mine fjender? Hvorfor velsigner du dem så i stedet for?”
12 Bileam svarede: „Kan jeg gøre andet end at gentage, hvad Herren har sagt til mig?”
13 Jamen, hvis loven er god, hvordan kunne den så føre til sådan en elendighed?—Det var egentlig ikke loven, der gjorde det. Det var synden. I og med at synden brugte det gode til at opnå det onde, blev det klart, hvor ond synden i virkeligheden er.
14 Jeg ved[a] jo godt, at loven er åndelig, men det er jeg[b] ikke, så længe jeg er slave under synden. 15 Så forstår jeg ikke, hvad det er, jeg gør. Jeg gør nemlig ikke det, jeg gerne vil, men derimod det, jeg ikke ønsker at gøre. 16 Når jeg altså gør det, jeg ikke ønsker at gøre, så er jeg enig i, at loven har ret. 17 Og det er egentlig ikke mig, der gør det, men synden, som bor i mig. 18 Jeg må erkende, at der ikke bor noget godt i mit syndige jeg, for selvom jeg har viljen til at gøre det rigtige, har jeg ikke magten til det. 19 Jeg gør nemlig ikke det gode, som jeg ønsker at gøre. Tværtimod gør jeg det onde, som jeg ikke ønsker at gøre. 20 Så når jeg gør det, jeg ikke ønsker, så er det egentlig ikke mig selv, der gør det, men synden, som bor i mig. 21 Så længe jeg lever under syndens herredømme, gælder den grundlov, at når jeg ønsker at gøre det gode, kommer det onde til udtryk. 22 Selvom jeg i mit inderste glæder mig over Guds lov, 23 så finder jeg, at der er en anden lov, der styrer mine handlinger og ødelægger mine gode forsætter. Jeg er taget til fange af synden, som regerer i mit liv. 24 Hvor er det frygteligt! Hvem kan redde mig ud af dette elendige liv, som fører til død?
25 Det, jeg her har beskrevet, er, hvad der sker, når man prøver at tjene Guds lov med sit sind, alt imens man stadig er slave under synden. Men Gud ske lov, at Jesus Kristus, vores Herre, redder mennesker ud af den elendighed.
Jesus afslører de jødiske lederes ondskab(A)
33 „Lad mig fortælle jer en anden historie,” fortsatte Jesus. „Der var en landmand, som ville dyrke vindruer på sin mark. Han tilplantede marken, lavede et stengærde omkring den og byggede et vagttårn for at beskytte den mod røvere. Så udhuggede han et bassin i klippegrunden, hvor saften kunne presses af druerne. Derefter lejede han sin vinmark ud til nogle forpagtere og rejste selv til udlandet. 34 Ved høsttid sendte han nogle af sine folk derhen, for at de kunne få udleveret den del af druehøsten, der tilfaldt ham. 35 Men forpagterne overfaldt dem. En slog de til jorden, en anden dræbte de, og en tredje stenede de.
36 Så sendte ejeren endnu flere af sine folk af sted, for at de kunne opkræve hans del af høsten. Men resultatet var det samme. 37 Til sidst sendte han sin søn, for han tænkte: ‚Min søn må de da respektere.’ 38 Men da forpagterne fik øje på sønnen, sagde de til hinanden: ‚Der har vi ham, der skal arve det hele. Kom, lad os gøre det af med ham, så vi kan få arven.’ 39 Så greb de ham, trak ham uden for vingården og slog ham ihjel.”
40 Jesus afsluttede historien med et spørgsmål: „Når nu ejeren selv kommer, hvad vil han så gøre med forpagterne?”
41 De svarede: „Han vil slå de onde mennesker ihjel, og så vil han forpagte ejendommen bort til andre, som vil give ham hans del af høsten, når tiden er inde.”
42 Så spurgte Jesus dem: „Har I aldrig læst, hvad der står skrevet:
‚Den sten, bygmestrene kasserede,
er blevet selve hjørnestenen.
Det er Herren, der har gjort det,
og det er forunderligt at se.’[a]?”
43 Og han fortsatte: „Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som vil gøre, hvad Gud beder dem om. 44 De, der snubler over denne sten, vil slå sig fordærvet, men dem stenen falder på, vil blive knust.”
45 Ypperstepræsterne og farisæerne forstod udmærket, at historierne handlede om dem. 46 De ville gerne have anholdt ham på stedet, men de var bange for, hvad folkeskaren så ville gøre, for alle anså ham for at være en profet.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.