Book of Common Prayer
Herrens trofasthed imod sit folk
106 Halleluja!
Tak Herren, for han er god.
Hans trofasthed varer til evig tid.
2 Hvem har tal på alle hans undere?
Hvordan kan vi nogensinde takke ham nok?
3 Velsignede er de, der gør det gode,
de, der altid handler ret.
4 Husk på mig, Herre, når du velsigner dit folk,
giv også mig del i dine goder.
5 Lad mig se dit folk få fremgang,
lad mig glædes sammen med dine udvalgte,
juble med det folk, som tilhører dig.
6 Vi har svigtet dig, som vore forfædre gjorde,
vi har begået fejl og handlet forkert.
7 Vore forfædre ænsede ikke dine undere i Egypten,
de glemte hurtigt din trofasthed imod dem,
i stedet gjorde de oprør imod dig ved Det Røde Hav.
8 Alligevel frelste Herren sit folk for sin æres skyld
og for at vise sin magt for verden.
9 Han truede Det Røde Hav, så det tørrede ud,
og folket kunne gå tørskoet over.
10 Han frelste dem fra deres fjender,
friede dem fra egypternes had.
11 Vandet skyllede hen over forfølgerne,
så de druknede alle som en.
12 Da troede folket på Guds løfter
og brød ud i lovsang til ham.
13 Men de glemte snart, hvad Herren havde gjort,
de holdt op med at søge hans vilje.
14 I ørkenen krævede de kød at spise,
de udfordrede Guds tålmodighed.
15 Han gav dem, hvad de forlangte,
men straffede dem også for deres oprør.
16 Nogle i lejren blev misundelige på Moses
og på Aron, Guds udvalgte præst.
17 Som straf åbnede jorden sig og opslugte Datan,
lukkede sig over Abiram og de medsammensvorne.
18 Ild for ned fra himlen
og fortærede dem, der gjorde oprør.
19 Ved Horebs bjerg støbte de en tyrekalv,
de tilbad en afgud af metal.
20 De byttede Guds herlighed bort
for et billede af et dyr, der æder græs.
21 De glemte den Gud, der førte dem ud af Egypten,
han, som reddede dem på forunderlig vis.
22 Tænk på de mirakler, han udførte,
de fantastiske undere ved Det Røde Hav.
23 Gud var lige ved at udrydde sit oprørske folk,
men hans tjener Moses gik i forbøn for dem,
så de ikke blev tilintetgjort af hans vrede.
24 De nægtede at gå ind i det frugtbare land,
for de troede ikke på Guds løfte.
25 De sad bare i deres telte og surmulede
og ville slet ikke høre på Herrens ord.
26 Derfor svor han højt og helligt,
at oprørerne skulle dø i ørkenen.
27 Deres efterkommere skulle spredes blandt folkeslagene
og gøres til flygtninge i fremmede lande.
28 Dernæst tilbad de Ba’al i Peor,
de holdt fest og ofrede til livløse afguder.
29 Deres opførsel krænkede Herren dybt,
og han lod en pest bryde ud iblandt dem.
30 Men Pinehas tog mod til sig og greb ind,
og det gjorde, at plagen holdt op.
31 Pinehas viste sig som en gudfrygtig mand,
og det vil han altid blive husket for.
32 Ved Meribas kilder gjorde de oprør igen,
og Moses faldt i unåde hos Herren.
33 De gjorde ham nemlig så oprørt,
at han talte i vrede og handlede overilet.
34 De undlod også at tilintetgøre de folkeslag,
som Herren havde befalet dem at udrydde.
35 De giftede sig tilmed ind i deres familier,
lærte sig deres ugudelige skikke,
36 så de dyrkede de fremmedes afguder
og derved blev skyld i deres egen ulykke.
37 De ofrede både deres sønner og døtre
til de fremmede folkeslags guder.
38 Fordi de myrdede uskyldige børn
og ofrede dem til afguderne,
blev landet besmittet af det udgydte blod.
39 Guds folk var blevet urent i hans øjne,
deres handlinger viste deres utroskab mod Herren.
40 Derfor blussede Guds vrede op imod dem,
han følte afsky for sit ejendomsfolk.
41 Han overgav dem i fremmedes vold,
deres fjender undertrykte dem.
42 De gjorde livet surt for dem
og kuede dem på alle måder.
43 Gang på gang befriede Herren sit folk,
men de blev ved med at gøre oprør
og falde dybere og dybere i synd.
44 Alligevel kunne han ikke lukke øjnene for deres nød,
han hørte deres råb om nåde.
45 Han havde jo indgået en pagt med sit folk,
og hans trofasthed forbød ham at udslette dem helt.
46 Han sørgede for, at de fremmede herskere
fik medlidenhed med dem.
47 Vor Herre og Gud, frels os!
Bring os tilbage fra landflygtigheden,
så vi kan give dig taknemmelighedsofre
og lovprise dit hellige navn.
48 Lovet være Herren, Israels Gud.
Lad os prise ham nu og til evig tid.
Lad hele folket svare: Amen!
Halleluja!
Moabs konge søger hjælp fra Bileam
22 Israelitterne brød op fra Bashan og tog sydpå igen. Da de nåede Moabs højslette øst for Jordanfloden over for Jeriko, slog de lejr der. 2-4 På det tidspunkt var Balak, en søn af Zippor, konge over Moab. Da han blev klar over, hvor talrige israelitterne var, og hvordan de havde udryddet amoritterne, blev både han og hans folk skrækslagne. Balak klagede sin nød til midjanitternes ledere: „Denne enorme menneskemængde vil gøre det fuldstændig af med os, som når en stor flok køer spiser græsset på marken rub og stub.”
5-6 Derpå sendte Balak bud til Bileam, Beors søn, der boede i Petor[a] ved Eufratfloden, og bad ham komme og hjælpe. „Jeg er ved at blive rendt over ende af et mægtigt folk, der kommer fra Egypten,” forklarede han. „Skynd dig! Kom og forband dette folk, så jeg kan få held til at jage dem ud af landet. Jeg ved jo, at den du velsigner, er velsignet, og at den, du forbander, er forbandet.”
7 Kong Balaks sendebud, nogle af de mest betroede moabitiske og midjanitiske ledere, havde penge med for at betale Bileam for hans tjeneste. Da de nåede frem, satte de straks Bileam ind i situationen. 8 „Bliv her i nat,” sagde Bileam, „så skal jeg i morgen fortælle jer, hvad Herren til den tid har sagt til mig.” Så blev de der natten over.
9 Samme nat viste Gud sig for Bileam og spurgte: „Hvem er de mænd, der er hos dig?” 10 „De kommer fra kong Balak af Moab,” svarede han. 11 „Kongen siger, at et mægtigt folk fra Egypten er på vej mod hans land, og han har bedt mig komme og forbande dem, så han kan få held til at besejre dem.” 12 „Følg ikke med dem,” sagde Gud. „Du må ikke forbande dem, for jeg har velsignet dem.”
13 Næste morgen sagde Bileam til sendebudene: „I må hellere vende hjem, for Herren siger, at jeg ikke må følge med jer.”
14 Sendebudene vendte så tilbage til kong Balak med uforrettet sag. 15 Men Balak gav ikke op. Han sendte endnu flere af sine mest betroede ledere af sted. 16-17 Da de nåede frem, sagde de: „Kong Balak beder dig inderligt om at komme. Han lover dig store æresbevisninger og en god betaling. Ja, han vil give dig hvad som helst, du forlanger—bare du vil komme og forbande disse mennesker.” 18 Men Bileam svarede: „Om han så giver mig et helt palads fuldt af guld og sølv, har jeg ikke magt til at handle imod Herren min Guds vilje. 19 Men bliv her i nat—så skal jeg finde ud af, om Herren har noget at tilføje til det, han allerede har sagt.” 20 Samme nat sagde Gud til Bileam: „Når du er så opsat på at følge med disse mænd, så gør det bare—men du må ikke gøre andet end det, jeg siger til dig.”
21 Næste morgen sadlede Bileam sit æsel og fulgte med sendebudene tilbage.
12 Selvom I stadig er dødelige mennesker, må I ikke lade synden regere i jeres liv, så I adlyder jeres syndige tilbøjeligheder. 13 Lad jer ikke rive med af ondskaben og uretfærdigheden. Nej, nu da I er gået over fra døden til livet, skal I stille jer til rådighed for Gud og gøre det, som er godt og ret. 14 Synden skal ikke herske over jer, for I lever ikke under loven, men under Guds nåde.
Synd straffes med døden, men Gud skænker livet
15 „Skal vi så bare synde løs, fordi vi ikke lever under loven, men under Guds nåde?” spørger nogen måske. På ingen måde! 16 Ved I ikke, at hvis man lader sig styre af noget, bliver man slave af det? Lader du synden styre dit liv, fører det til død. Men lader du lydighed mod Gud styre dit liv, fører det til Guds accept og velbehag. 17 I har været slaver af synden, men Gud ske tak, at I med liv og sjæl er blevet lydige mod den undervisning, I har modtaget. 18 I er løst fra syndens slaveri og er nu ivrige efter at gøre det, som er ret. 19 Jeg bruger disse menneskelige billeder om slaveri for at hjælpe jer, da I stadig er svage i troen. Før i tiden var I behersket af urene tanker og onde handlinger, som førte til et udsvævende liv. Men nu skal jeres liv være kendetegnet af rene tanker og gode gerninger.
20 Dengang I var slaver af synden, tænkte I ikke på, om det, I gjorde, var godt i Guds øjne. 21 Hvad førte det jer ud i? Kun ting, som I nu skammer jer over. Sådan et liv ender nemlig med død. 22 Nu, da I er løst fra syndens lænker og er kommet ind i et lydighedsforhold til Gud, fører det til et liv, som Gud kan acceptere, og det ender med evigt liv. 23 Synd straffes med døden, men Gud skænker det evige liv gennem Jesus, vores Frelser og Herre.
Den sidste tempeludrensning(A)
12 Jesus gik senere ind på tempelpladsen og begyndte at jage alle de handlende og deres kunder ud. Han væltede valutahandlernes[a] borde og duesælgernes bænke og råbte til dem: 13 „Skriften siger, at ‚mit hus skal være et bønnens hus’,[b] men I gør det til ‚et tilholdssted for røvere’.[c]”
14 Blinde og lamme mennesker blev ført hen til ham på tempelpladsen, og han helbredte dem. 15 Men da ypperstepræsterne og de skriftlærde så de mange helbredelsesmirakler og hørte børnene løbe omkring og råbe: „Priset være Davids Søn!”, blev de rasende og sagde til Jesus: 16 „Hører du ikke, hvad børnene råber?”
„Jo, det har jeg hørt,” sagde han. „Men I har måske aldrig læst det sted i Skrifterne, hvor der står: ‚Du har fået småbørn til at lovprise din herlighed’?”[d]
17 Så forlod han dem og gik ud af byen til Betania, hvor han overnattede.
Figentræet uden frugt(B)
18 Tidligt om morgenen på vej ind til Jerusalem, blev Jesus sulten. 19 Han fik øje på et figentræ, der stod ved vejen, og gik hen for at se, om der var nogen frugter på det. Men der var kun blade. Så sagde han til træet: „Aldrig mere skal du bære frugt!”[e] Og straks visnede træet.
20 Da disciplene så det, var de forbløffede. „Hvordan kunne det træ visne så hurtigt?” spurgte de.
21 Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Hvis I tror uden at tvivle, så vil I ikke blot kunne gøre sådan med et figentræ, men I vil endog kunne sige til det ‚bjerg’ her: ‚Flyt dig ud i havet!’ Og så vil det ske. 22 I skal få alt, hvad I beder om, hvis I tror.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.