Book of Common Prayer
Herrens bolig
132 En valfartssang.
Herre, du husker Davids hengivenhed.
2 Han gav et højtideligt løfte,
han sagde til Israels mægtige Gud:
3 „Jeg under mig ikke ro,
jeg vil ikke lægge mig til hvile,
4 jeg vil ikke sove,
jeg vil ikke lukke et øje,
5 før jeg har bygget Herren et hus,
en værdig bolig for Israels vældige Gud!”
6 Vi hørte i Betlehem,[a] at pagtens ark var blevet set,
vi tog til Ja’ars marker og fandt den.
7 Lad os nu bringe den til helligdommen,
så vi kan tilbede Gud ved hans fodskammel.
8 Kom, Herre, indtag din bolig,
på den Ark, der viser din magt.
9 Må præsterne altid gøre det rette,
og dit trofaste folk juble af glæde.
10 Du gav et løfte til David og hans slægt.
Forkast derfor ikke din udvalgte konge.
11 Du lovede David med en ed,
et løfte, som ikke kan brydes:
„Jeg vil gøre din søn til konge,
han skal regere efter dig.
12 Og hvis dine efterkommere vil holde min pagt
og adlyde mine befalinger,
skal din slægt blive ved at regere,
sidde på tronen til evig tid.”
13 Herren har udvalgt Zion,
dér ønsker han at bo.
14 „Dette er mit blivende hjem,
det er her, jeg har valgt at bo.
15 Jeg velsigner byen med overflod,
jeg giver de fattige mad at spise.
16 Jeg udruster præsterne til deres gerning,
mine trofaste tjenere skal råbe af glæde.
17 Derfra skal en mægtig konge spire frem,
fra Davids slægt, som jeg har udvalgt.
18 Hans fjender vil blive til skamme,
men han selv skal regere i herlighed.”
Rodskuddet fra Isajs stub
11 Der vil komme et rodskud fra Isajs stub, et nyt skud på Davids stamtræ. 2 Herrens Ånd hviler over ham og giver ham visdom, indsigt, karakterstyrke, kundskab og gudsfrygt. 3 Han lever og ånder for at gøre Herrens vilje. Han bedømmer aldrig en sag blot på grundlag af, hvad han ser og hører. 4 Han forsvarer fattiges rettigheder og dømmer de svage retfærdigt. Han sætter voldsmænd til vægs med et visdomsord, tilintetgør de onde med et åndepust. 5 Han bærer ret adfærd som bælte om sit liv, klæder sig i trofasthed og sandhed.
6 Engang vil ulven og lammet følges ad, leoparden hvile sig hos gedekiddet, kalven og løven græsse sammen, så et barn kan passe dem. 7 Køer og bjørne vil blive venner, så deres unger ligger side om side. Løven vil æde græs som oksen. 8 Spædbørn kan lege ved slangens hule, og småbørn kan uskadt stikke hånden i hugormens rede. 9 Ingen gør fortræd i hele mit hellige bjergland, for alverden skal fyldes af en dyb forståelse af Herren, som vandet fylder verdenshavene.
10 Engang vil Isajs rodskud stå som et banner og kalde på alle folkeslagene. Menneskene vil søge svar hos ham, og hans bolig bliver herlig.
11 Både han, der banede vejen til frelse, og vi, der fulgte vejen, har samme Far. Derfor er Jesus heller ikke bange for at kalde os for sine venner,[a] 12 som der står skrevet:
„Jeg vil fortælle om dig til mine venner,
jeg vil synge din pris midt i en stor forsamling.”[b]
13 Endvidere står der: „Jeg sætter al min lid til ham.”[c] Og det fortsætter: „Her er jeg sammen med de børn, som Gud gav mig.”
14 Da nu de børn, der er tale om, er mennesker af kød og blod, var han nødt til selv at blive et menneske af kød og blod, for at han ved sin død kunne erobre magten fra ham, som ellers var herre over døden, nemlig Djævelen. 15 Således satte han menneskene fri fra dødsangstens tyranni, som de ellers skulle leve under hele livet. 16 Det er jo ikke engle, han er kommet for at hjælpe, men dem, der er børn af Abraham.[d] 17 Derfor var han nødt til på enhver måde at blive som os, så han kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst i tjenesten for Gud og dermed gøre forsoning mulig for alle mennesker. 18 Fordi han selv måtte igennem prøvelser og lidelser, er han i stand til at hjælpe dem, der står midt i prøvelserne.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.