Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Book of Common Prayer

Daily Old and New Testament readings based on the Book of Common Prayer.
Duration: 861 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 1-4

Velsignelsen ved at gøre Guds vilje

Gud velsigner de mennesker,
    som ikke går efter gudløses råd,
står bag syndige handlinger,
    eller sidder og håner Herren,
men som ønsker at gøre hans vilje,
    og har hans ord i tanke både dag og nat.

De er som træer, der vokser ved vandløb
    og bærer frugt hver eneste høst,
og hvis blade altid er grønne.
    Alt, hvad de gør, lykkes for dem.

Anderledes er det med de gudløse.
    De er som avner, vinden blæser bort.
På dommens dag står de straf skyldige,
    de hører ikke hjemme blandt Guds folk.
Herren hjælper dem, der gør hans vilje,
    men de gudløses vej ender i afgrunden.

Guds udvalgte konge

1-2 Hvorfor er de fremmede folk så rasende?
    Deres konger gør sig klar til kamp.
Hvorfor lægger folk nytteløse planer?
    Deres ledere samles til rådslagning.
De kæmper imod Herren selv,
    de angriber hans udvalgte tjener.
„Lad os bryde de snærende bånd,” siger de.
    „Lad os sprænge de tunge lænker.”

Men han, som troner i Himlen, ler,
    han ryster på hovedet ad deres planer.
Så taler han til dem i vrede,
    de skælver af rædsel ved hans ord:
„Jeg har allerede indsat min konge,
    han skal regere fra Zion, mit hellige bjerg.”

(Den udvalgte konge siger:)
    „Lad mig fortælle jer, hvad Herren har lovet.
Han sagde til mig: ‚Du er min søn,
    i dag er jeg blevet din Far.
Bed mig, og du skal få verden i eje,
    alle jordens riger skal tilhøre dig.
Med dit jernscepter skal du fælde en knusende dom,
    som pottemageren smadrer de fejlslagne kar.’ ”

10 Hør efter, I konger og fyrster,
    vær kloge og lyt til mit råd.
11 Bøj jer ærbødigt for Herren,
    søg ham med frygt og bæven.
12 Bøj jer med respekt i støvet,
    så I ikke bliver knust under hans vrede.[a]
For hans dom kan hurtigt ramme jer.
    Velsignede er de, der søger tilflugt hos ham.

Tryghed hos Herren

En sang af David, da han flygtede fra sin søn Absalom.

Åh Herre, mine fjender er så mange,
    de er alle imod mig, de gør mig bange.
        „Gud vil ikke redde ham!” siger de.
Men Herren er mit skjold og min styrke,
    han gav mig modet tilbage.
Jeg råbte til ham om hjælp,
    og han svarede mig fra sit hellige bjerg.
Jeg lagde mig trygt til at sove,
    for Herren skærmede mig med sin hånd.
Jeg bliver ikke overmandet af frygt,
    om så tusinder af fjender omringer mig.
Men jeg råber til Herren:
    „Grib ind, Herre! Red mig, Gud!”
Herren ydmyger alle mine fjender,
    det er ham, der bryder de ondes magt.
Han er den, som redder os.
    Ja, velsign dit folk, Herre!

At stole på Herren

Til korlederen: Brug strengeinstrumenterne. En sang af David.

Hør mig, Gud, når jeg råber om hjælp,
    for du er en god Gud.
Du har hjulpet mig før,
    når jeg var trængt op i en krog.
Vær nådig imod mig
    og lyt til min bøn!
I oprørske mennesker,
    hvor længe vil I krænke min ære?
Hvor længe vil I stræbe efter falskhed
    og foretrække løgn og bedrag?
I må forstå, at Herren velsigner dem,
    der trofast følger ham.
Han hører mit råb om hjælp,
    han svarer, hver gang jeg kalder.

Bliver I oprørte over noget, da synd ikke.
    Tænk jer om, forhast jer ikke.
Bring hellere ofre til Herrens ære
    og sæt jeres lid til ham.

Mange klager: „Hvorfor hjælper Gud os ikke?”
    Herre, se i nåde til os.
Mit hjerte glæder sig mere over dig
    end over en rig høst af korn og vin.
Jeg kan roligt lægge mig til at sove,
    for du, Herre, beskytter mig.

Salme 7

Bøn om hjælp mod fjenderne

En sang David sang til Herren på grund af benjaminitten Kush.

Min Herre og Gud, jeg stoler på dig,
    red mig fra alle mine forfølgere.
Lad dem ikke sønderrive mig som løver,
    slæbe mig bort, uden at nogen kommer til hjælp.
Herre, hvis jeg havde forbrudt mig,
    hvis jeg virkelig var skyldig,
hvis jeg havde svigtet mine venner
    eller uden grund udplyndret mine fjender,
kunne de med god ret sønderrive mig
    og trampe mig ned i støvet.
Grib ind mod mine fjenders raseri, Herre!
    Giv dem den straf, de fortjener.
Lad folkene samles foran dig.
    Tag plads på din høje trone.
        Det er dig, Herre, der dømmer folkeslagene.
Frikend mig, for jeg er uskyldig.
    Jeg har ikke gjort noget forkert.
10 Herre, gør en ende på de gudløses ondskab,
    men hjælp dem, der er uden skyld.
For du er god og retfærdig, du kender hjertets dyb,
    du vejer vore motiver og inderste tanker.

11 Den almægtige Gud er mit skjold,
    han redder dem, der handler ret.
12 Gud er en retfærdig dommer,
    han dømmer de gudløse dag efter dag.
13 Hvis de ikke omvender sig,
    hvæsser han sværdet og spænder buen.
14 Han affyrer sine dødbringende våben,
    sender de brændende pile af sted.
15 De gudløse undfanger uret,
    er svangre med ondskab og føder løgn.
16 De sætter fælder for andre, men bliver selv fanget.
    De graver faldgruber, men falder selv i dem.
17 Deres onde planer giver bagslag,
    deres rænker rammer dem selv.
18 Jeg priser Herren, for han er god.
    Jeg vil lovsynge den almægtige Gud.

Ordsprogene 3:11-20

11 Mit barn, strit ikke imod, når Herren opdrager på dig,
    bliv ikke bitter, når han sætter dig i rette.
12 Det er jo dem, han elsker, han opdrager på,
    som når en far irettesætter sin elskede søn.

Visdommens værdi

13 Velsignede er de, der vinder sig visdom,
    lykkelige de, som opnår indsigt.
14 Hvad de vinder, er vigtigere end sølv,
    det, de opnår, er bedre end guld.
15 Visdom er mere værd end juveler,
    ingen skatte kan måle sig med den.
16 Den giver dig et langt og lykkeligt liv
    og desuden både rigdom og ære.
17 Den leder dig ad herlige stier
    og fører dig fremad i fred.
18 Visdom er et livets træ for dem, der tager imod den.
    Velsignede er de, der klynger sig til den.

19 Herren skabte jorden ved hjælp af sin visdom,
    han brugte sin indsigt til at danne himlen.
20 På hans kundskabs ord brød jordens kilder frem,
    og skyerne begyndte at sende væde.

1 Johannes 3:18-4:6

18 Mine kære børn, lad os ikke nøjes med at sige, at vi elsker hinanden, lad os vise det i praksis. 19 Derved kan vi vide, at vi hører Sandheden til, og så kan vi stå foran Gud med god samvittighed. 20 Selvom vores hjerte måske vil fordømme os, så ved vi, at Gud er større end vores hjerte, og at han kender det hele.

21 Elskede venner, hvis vores hjerte ikke fordømmer os, kan vi være frimodige over for Gud 22 og tro på, at vi får det, vi beder om, fordi vi følger hans befalinger og gør det, der glæder ham. 23 Hans befaling er, at vi skal tro på hans Søn, Jesus Kristus, og at vi skal elske hinanden. 24 De, der følger hans befalinger, holder sig nær til ham, og han holder sig nær til dem. Hvordan kan vi vide, at Gud er os nær? Det kan vi gennem den Ånd, han har givet os.

At skelne mellem sandhed og vildfarelser

Elskede venner, I skal ikke tro på alt, hvad I hører. Vurder det for at se, om det er inspireret af Gud. For der er mange falske profeter, som rejser rundt i verden med deres forførende budskaber. Vi kan bedømme, om de taler ud fra Guds Ånd på følgende måde: Hvis de forkynder, at Jesus er den ventede Messias, og at han er kommet herned på jorden som et menneske af kød og blod, så er det et budskab, der kommer fra Gud. Men hvis de forkynder noget andet om Jesus, er de ikke sendt af Gud. Så er de inspireret af den antikristelige ånd, den oprørsånd, som I har hørt skal komme, og som allerede er begyndt sit virke her på jorden.

Men I, kære børn, I tilhører Gud. I har vundet sejr over dem, for den Ånd, som bor i jer, er stærkere end den ånd, som styrer verden. De falske profeter taler ud fra menneskelig tankegang, fordi de tilhører denne verden, og derfor lytter verden til dem. Vi er derimod Guds børn. De, der kender Gud, lytter til os, men de, der ikke tilhører Gud, lytter ikke til os. Det er på den baggrund, at vi kan skelne mellem Guds Ånd, som taler sandt, og den ånd, som fører folk på vildspor.

Matthæus 11:1-6

Johannes Døber kommer i tvivl, om Jesus er Messias(A)

11 Efter at Jesus havde instrueret og udsendt sine 12 disciple, gik han selv videre til de omliggende byer for at undervise folk og forkynde de gode nyheder.

I sin fængselscelle hørte Johannes Døber om, hvad Jesus gik rundt og gjorde. Han sendte derfor sine disciple hen for at spørge ham: „Er du den Messias, vi har ventet på så længe, eller skal vi vente en anden?”

Jesus sagde til dem: „Gå tilbage til Johannes og fortæl ham, hvad I selv har set og hørt: Blinde får deres syn, lamme går omkring, spedalske bliver helbredt, døve får hørelsen, døde bliver levende, og der forkyndes godt nyt for dem, som erkender deres behov for hjælp.[a] Sig til ham: Velsignede er de, som ikke mister troen på mig.”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.