Book of Common Prayer
Bøn om Herrens indgreb
102 Fra en, der lider, men beder om og forventer Herrens hjælp.
2 Herre, hør min bøn,
lad mit nødråb nå frem til dig.
3 Vend dig ikke bort fra mig,
for jeg lider og er i stor nød.
Hør mig, når jeg kalder på dig,
kom mig hurtigt til hjælp.
4 Jeg føler mit liv forsvinde som en røg,
det er, som om jeg blev lagt på et bål.
5 Jeg er som afskåret græs, der er ved at visne,
jeg har mistet lysten til at spise.
6 Jeg sukker og stønner højlydt,
jeg er snart ikke andet end skind og ben.
7 Jeg er mager som en grib i ørkenen,
som en ugle i øde ruiner.
8 Om natten ligger jeg vågen og jamrer,
så ulykkelig som en ensom fugl på taget.
9 Dagen lang bliver jeg hånet af mine fjender,
de gør nar af mig og forbander mig.
10 Den mad, jeg spiser, smager som aske,
min drik er blandet med tårer,
11 fordi du udøste din vrede over mig,
du tog mig i kraven og kastede mig bort.
12 Mit liv er snart forbi som aftenskyggen,
jeg visner bort som afskåret græs.
13 Men du, min Gud, sidder evigt på tronen,
din storhed berømmes fra slægt til slægt.
14 Rejs dig og se i nåde til Zion.
Det er tid til at vise din barmhjertighed,
du har jo lovet at komme os til hjælp.
15 Selv om Jerusalem ligger i ruiner,
elsker dit folk byens sten og murbrokker.
16 Folkeslag skal ære Herrens navn,
og jordens konger skal frygte for hans magt.
17 For Herren vil genopbygge Jerusalem,
han vil åbenbare sin magt og herlighed.
18 Han vil lytte til de nødstedtes råb,
ikke afvise deres indtrængende bøn.
19 Det bliver nedskrevet for efterslægtens skyld,
så kommende generationer må prise Herren.
20 Herren ser os fra sin bolig i himlen,
han betragter jorden fra sit himmelske tempel.
21 Han hører de tilfangetagne stønne og klage,
han befrier dem, som var dømt til at dø.
22 Sådan skal Herrens magt fejres i Zion,
hans frelse skal prises i Jerusalem.
23 Da vil nationerne rådslå med hinanden,
og konger skal bøje sig for Herren.
24 Herre, du har ramt mig i min bedste alder,
jeg føler, at min livskraft ebber ud.
25 Åh, min Gud, du som lever for evigt,
lad mig ikke dø i min bedste alder.
26 I begyndelsen grundlagde du jorden,
med egne hænder skabte du himmelrummet.
27 Det hele skal forgå, men du vil bestå.
Himmel og jord slides op som en klædning,
du lægger dem væk som et udslidt stykke tøj.
28 Men du er altid den samme,
dine leveår får aldrig ende.
29 De kommende slægter skal leve i sikkerhed,
de skal få lov at trives i din nærhed.
Herrens trofasthed mod sit folk
107 Tak Herren, for han er god.
Hans trofasthed varer til evig tid.
2 Det er, hvad Herrens folk bør sige,
dem, han befriede fra fjendens magt
3 og bragte tilbage fra fjerne lande,
fra øst og vest og syd og nord.
4 De måtte vandre længe gennem øde egne,
de ledte efter et sted at bo.
5 De var udmattede af sult og tørst
og nær ved at give op.
6 Men i deres nød råbte de til Herren,
og han reddede dem ud af problemerne.
7 Han førte dem ad den rigtige vej
til en by, hvor de kunne bosætte sig.
8 De bør takke Herren for hans trofasthed,
for de undere, han gør for menneskene.
9 Han slukkede de udmattedes tørst,
og han mættede de sultne med gode gaver.
10 De sad i et trøstesløst mørke
og led under deres fangenskab,
11 fordi de havde gjort oprør mod Gud,
ringeagtet den Højestes bud.
12 Han nedbrød deres stolthed gennem lidelser,
når de segnede, hjalp ingen dem op.
13 Men i deres nød råbte de til Herren,
og han reddede dem ud af problemerne.
14 Han førte dem ud af mørket
og rev deres lænker i stykker.
15 De bør takke Herren for hans trofasthed,
for de undere, han gør for menneskene.
16 Han sprængte porte af bronze
og huggede gennem slåer af jern.
17 De blev mishandlet og betragtet som tåber
på grund af deres synd og oprør mod Gud.
18 De mistede appetitten og fik kvalme af maden,
de var døden nær af sult.
19 Men i deres nød råbte de til Herren,
og han reddede dem ud af problemerne.
20 Han sagde blot et ord, og de blev reddet,
han rev dem ud af dødens gab.
21 De bør takke Herren for hans trofasthed,
for de undere han gør for menneskene.
22 Lad dem bringe ham ofre i taknemmelighed,
synge med glæde om hans vældige gerninger.
23 Nogle stod til søs med deres skibe,
drev handel på det store hav.
24 Også de fik Herrens gerninger at se,
de undere han udførte på havet.
25 Han befalede stormvejret at bryde løs,
bølgerne rejste sig som bjerge.
26 De steg mod himlen, sank atter ned i dybet.
Sømændene var ved at give op over for orkanen.
27 De ravede rundt som fulde folk,
de kunne intet stille op.
28 Men i deres nød råbte de til Herren,
og han reddede dem ud af problemerne.
29 Stormen blev stille som en hvisken,
havets bølger faldt hurtigt til ro.
30 Da fyldtes de af fred, åndede lettet op,
og han førte dem til deres rejses mål.
31 De bør takke Herren for hans trofasthed,
for de undere, han gør for menneskene,
32 ophøje ham offentligt i folkets forsamling
og for landets ledende råd.
27 Herren siger: „Der kommer en tid, hvor jeg forøger antallet af indbyggere og kvæg i Israel og Juda. 28 Jeg rykkede mit folk op med rode, nedrev deres huse og ødelagde deres land, men til den tid vil jeg plante dem på ny og genopbygge deres land. 29 Man vil ikke længere bruge det gamle ordsprog: ‚Fædrene spiste sure druer, og børnene kom til at lide under det.’ 30 Nej, den som spiser sure druer, må nu selv lide under det. Enhver skal dø for sin egen synd.”
31 „Engang i fremtiden vil jeg gennemføre en ny pagt med Israels og Judas folk,” siger Herren. 32 „Den nye pagt vil ikke komme til at ligne den, jeg oprettede med deres forfædre, da jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af slaveriet i Egypten. De brød jo min pagt, selv om jeg var som en trofast ægtemand. 33 Den ny pagt, som jeg vil oprette med Israels folk engang i fremtiden, bygger på følgende løfte: Jeg vil lægge mine love i deres indre og skrive dem på deres hjerter. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. 34 Da skal man ikke længere sige til sine venner eller familie, at de bør kende mig som deres herre, for alle, både små og store, vil forstå, at jeg er Herren. For jeg vil tilgive dem deres skyld og udslette deres synder af min hukommelse.”
Det kristne liv er et liv i kærlighed og sandhed i lydighed mod Guds vilje
5 Da I nu er Guds elskede børn, så lad ham være jeres forbillede i alle ting. 2 Elsk hinanden, ligesom Kristus elskede os. Han gav jo afkald på sit liv for vores skyld og bragte sig selv som et lifligt duftende offer til Gud.
3 Seksuel synd, umoralske handlinger eller griskhed må ikke forekomme hos jer, for det hører ikke hjemme blandt Guds folk. 4 Uanstændig snak, tåbeligheder og ondskabsfuld ironi passer sig heller ikke for kristne. Brug i stedet munden til at takke Gud. 5 I kan være sikre på én ting: Folk, der lever i seksuel synd eller anden umoral eller griske personer vil ikke få del i Kristi og Guds rige. Griskhed er nemlig en form for afgudsdyrkelse. 6 Lad jer ikke bedrage med tomme løfter om, at der ikke sker noget ved det, for Guds dom vil ramme dem, der lever i oprør mod ham og gør sådanne ting. 7 Derfor må I ikke gøre fælles sag med den slags mennesker.
8 Før i tiden spredte I mørke omkring jer, men nu spreder I lyset fra Herren. I skal leve som lysets børn, 9 for Guds lys giver sig udslag i godhed, retfærdighed og sandhed. 10 I skal gøre det, der glæder Herren. 11 Hold jer fra lyssky foretagender, som intet godt fører med sig. Afslør dem hellere. 12 Man vil jo skamme sig over bare at nævne, hvad visse folk laver i det skjulte. 13 Men når alle disse ting kommer frem i lyset, afsløres deres sande natur, 14 for det er lyset, der gør, at man kan se tingene, som de i virkeligheden er. Derfor siger vi: „Vågn op, du, som går rundt i søvne! Rejs dig op fra de åndeligt døde, så vil Kristus blive dit lys.”[a]
15 Derfor må I nøje overveje, hvad det er, I gør. Opfør jer ikke som de uvise, men lev klogt og besindigt. 16 Udnyt enhver chance for at gøre det gode, for I lever i en ond verden. 17 Vær derfor ikke tankeløse, men prøv at forstå, hvad der til enhver tid er Herrens vilje. 18 Drik jer ikke fulde, for det får jer bare til at skeje ud. Nej, lad jer fylde med Helligåndens kraft, 19 så I opmuntrer hinanden med lovsange, salmer og åndelige sange. Lovsyng Herren i jeres hjerter, 20 og sig altid tak til Gud, Faderen, for alt, hvad I har fået gennem vores Herre, Jesus Kristus.
Jesus elsker dem, det religiøse samfund forkaster(A)
9 Da Jesus gik videre, fik han øje på en mand, der sad og opkrævede told til den romerske besættelsesmagt. Han hed Mattæus. „Kom med mig!” sagde Jesus til ham. Mattæus rejste sig straks op og fulgte med ham som en af hans disciple.
10 Senere blev Jesus og disciplene inviteret til at spise i Mattæus’ hjem. Også en del skatteopkrævere og andre „syndere” var inviteret med. 11 Farisæerne var forargede og sagde til disciplene: „Hvordan kan jeres læremester få sig selv til at spise sammen med den slags syndige mennesker?”
12 Jesus hørte det og svarede: „Raske mennesker har ikke brug for lægehjælp, men det har de syge. 13 Tænk over, hvad det skriftord betyder: ‚Jeg ønsker barmhjertighed frem for slagtofre.’[a] Det er syndere, jeg er kommet for at invitere til at vende om fra deres synd. Det mener de ‚frelste’ jo ikke, at de har brug for!”
Jesus kommer med en ny lære(B)
14 En dag kom Johannes Døbers disciple til Jesus og spurgte: „Hvorfor faster dine disciple ikke, når både vi og farisæerne gør det?”
15 Jesus svarede: „Brudgommens venner kan da ikke sørge og faste, så længe de er sammen med ham. Men der kommer et tidspunkt, hvor brudgommen bliver taget fra dem. Så kan de faste.
16 Man lapper ikke gammelt tøj med et stykke nyt, uvasket stof. Enhver ved, at hvis man gjorde det, ville lappen krympe og rive det gamle tøj i stykker. 17 Der er heller ingen, der hælder ny vin på gamle lædersække, for når vinen gærer, vil sækkene sprænges, og vinen går til spilde. Nej, ny vin skal hældes på nye lædersække. På den måde bevares begge dele.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.