Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Book of Common Prayer

Daily Old and New Testament readings based on the Book of Common Prayer.
Duration: 861 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 101

Et kongeligt løfte om retfærdighed

101 En sang af David.

Jeg priser dig, Herre, for din trofasthed,
    jeg vil synge om din godhed og retfærdighed.

Jeg ønsker at leve et ulasteligt liv,
    og derfor har jeg brug for din hjælp.
Alt, hvad jeg gør i mit kongelige palads,
    vil jeg gøre af et oprigtigt hjerte.

Jeg vil ikke tage del i ondskab,
    jeg hader dem, der gør oprør imod dig.
Jeg vil stræbe efter ubetinget ærlighed,
    ikke tolerere falskhed og ondskab.
De, der nedgør andre bag deres ryg,
    vil jeg sørge for, bliver straffet.
Jeg tager afstand fra stolte mennesker,
    hovmodige folk kan jeg ikke holde ud.
Men de gudfrygtige, der lever i landet, er velkomne hos mig.
    Jeg vil kun have ærlige folk i min tjeneste.
Bedragere skal ikke få plads under mit tag,
    løgnagtige folk bliver ikke lukket ind.
Jeg vil gøre det af med de onde dag efter dag,
    fjerne alle forbrydere fra Herrens by.

Salme 109:1-30

Bøn under forfølgelse

109 Til korlederen: En sang af David.

Gud, jeg lovsynger dig.
    Forbliv ikke tavs og afvisende,
mens onde mennesker lyver om mig,
    bagtaler mig med deres falske anklager.
De taler ondskabsfuldt om mig,
    hader mig, skønt jeg intet har gjort.
Jeg elsker dem og går i forbøn for dem,
    men alligevel anklager de mig groft.
De gengælder mig ondt for godt,
    belønner min venlighed med had.

Lad en anklager stå frem
    og føre sag mod min fjende i retten.
Lad ham blive kendt skyldig,
    lad hans selviske bønner blive afsløret.
Gør hans livstid kort,
    lad en anden overtage hans lederfunktion.
Lad hans børn blive faderløse
    og hans hustru enke.
10 Lad dem tigge sig til dagligt brød
    og blive jaget fra hus og hjem.
11 Lad hans kreditorer overtage hans ejendom,
    lad fremmede røve hans formue.
12 Lad ingen vise ham barmhjertighed
    eller have ondt af hans efterladte børn.
13 Lad hans slægt dø ud,
    så hans navn for altid er glemt.
14 Husk hans forfædres ondskab,
    tilgiv ikke hans mors synd.
15 Herre, husk altid på hans synder,
    men lad hans slægt blive glemt.
16 Han havde ikke tanke for andres vel,
    men forfulgte de fattige, pinte de fortvivlede til døde.
17 Han elskede at forbande,
    så lad ham være forbandet.
Han brød sig ikke om din velsignelse,
    så lad være med at velsigne ham.
18 At forbande andre var en livsstil for ham,
    det gennemtrængte ham fuldstændigt.
19 Lad hans forbandelser ramme ham selv og dække ham
    som det tøj, han har på, det bælte, han bærer.
20 Det skal være din straf mod de fjender,
    der udslynger løgne og dødstrusler imod mig.

21 Herre, frels mig for din æres skyld.
    Lad mig opleve din nåde og godhed.
22 For jeg er i stor nød,
    mit hjerte hamrer af angst.
23 Mit liv er kortvarigt som en skygge, der forsvinder,
    det bliver viftet væk som en flue.
24 Jeg er så udmattet af at faste, at mine knæ ryster,
    jeg er kun skind og ben.
25 Folk ser på mig med foragt,
    de ryster på hovedet, når de ser mig.
26 Hjælp mig, min Herre og Gud,
    red mig, for du er trofast.
27 Så vil de se, at det er dig, der griber ind.
    De vil forstå, Herre, at det var dig, der reddede mig.
28 Lad dem bare forbande,
    for du velsigner mig.
Deres angreb vil mislykkes,
    så de ydmyges, mens jeg fryder mig.
29 Lad mine fjender blive gjort skamfulde,
    lad ydmygelsen omgive dem som en kappe.
30 Da vil jeg takke dig, Herre, af hele mit hjerte.
    Jeg vil prise dig i alles påhør.

Salme 119:121-144

Om at følge Guds bud under modstand

121 Jeg forsøger altid at gøre det rigtige.
    Lad ikke mine fjender få bugt med mig.
122 Jag de stolte og overmodige mennesker væk,
    så de ikke har mulighed for at skade mig.
123 Jeg er træt af at vente på, at du redder mig,
    selv om jeg ved, at du altid holder dine løfter.
124 Jeg ved, at din kærlighed omslutter mig,
    lær mig at kende din vilje.
125 Jeg er din tjener, giv mig forstand
    til at fatte dine formaninger.
126 Jeg græmmes, når de gudløse overtræder dine bud.
    Herre, hvornår griber du ind?
127 Jeg foretrækker din lov
    frem for guld og grønne skove.
128 Jeg hader løgn og bedrag,
    men elsker at adlyde dine bud.

Velsignelsen ved at adlyde Guds vilje

129 Din vejledning er vidunderlig,
    jeg ønsker at rette mig efter den.
130 Dit ord bringer lys, når det bliver forstået,
    selv begyndere kan fatte det.
131 Dit ord skaber en længsel i mig,
    jeg kan aldrig få nok af det.
132 Din nåde og barmhjertighed gør mig godt,
    du er god mod alle, som elsker dig.
133 Dit ord viser mig den vej, jeg skal gå,
    så jeg ikke bliver overrumplet af det onde.
134 Der er mennesker, som vil føre mig på vildspor.
    Hjælp mig til at holde fast ved dine bud.
135 Du velsigner mig med dit nærvær.
    Hjælp mig at tjene dig bedre.
136 Der er mange, der ikke holder dine bud,
    derfor strømmer tårerne ned over mine kinder.

Ordet står fast for evigt

137 Du er en god Gud, Herre,
    alle dine love er retfærdige.
138 Dine principper er fuldkomne,
    og din trofasthed er stor.
139 Der er mange, som ignorerer din vejledning,
    og det skærer mig i hjertet at se det.
140 Dit ord er ædelt som renset sølv,
    derfor elsker jeg det så højt.
141 Der er ikke noget særligt ved mig,
    men jeg forsømmer ikke at adlyde dine bud.
142 Din retfærdighed varer evigt,
    din lov vil altid være sand.
143 Det sker, at jeg tynges af bekymring og uro,
    men dine bud gør mig glad igen.
144 Din lov står altid ved magt,
    lad mig forstå den bedre dag for dag.

Esajas 4:2-6

Håb om ny herlighed for den rest, der overlever

Men engang vil Herrens plante, Israel, blive frodig og smuk igen, og de overlevende vil glæde sig over landets frugt. De, hvis navne er skrevet i Herrens bog, de, som overlever Jerusalems ødelæggelse, skal være hans hellige folk. For Herren vil rense Jerusalems indbyggere for deres urenhed og fjerne blodskyld fra byen. Hans Ånd vil dømme ondskaben og rense dem som gennem ild. Derefter vil Herren selv være en skærmende skygge over Zions bjerg og alle, som samles der. Det vil ligne en sky om dagen og ild om natten, så der er et beskyttende dække over alt, hvad der er helligt. Herrens herlighed vil være som et telt, der beskytter byen mod solens hede og mod storm og regn.

Efeserne 4:1-16

Paulus opfordrer til enhed gennem ydmyghed og kærlighed

Jeg, som nu sidder fængslet her, fordi jeg tjener Herren, bønfalder jer om at leve det kald værdigt, som I har modtaget. Vær ydmyge og imødekommende. Vær tålmodige og bær over med hinanden i kærlighed. Gør alt for at fastholde den enhed, som Helligånden skaber, og den fred, som binder os sammen. Vi er jo dele af det samme legeme og har fået den samme Ånd, ligesom vi har den samme stærke forventning om en herlig fremtid. Der er kun én Herre, én tro, én dåb og én Gud, som er Far for os alle. Han står over os alle, virker gennem os alle og bor i os alle.

Kristi gaver til menighedens vækst og udvikling

Kristus har delt ud af sine åndelige gaver til os, og vi har hver især fået nåde til at tjene ham i overensstemmelse med hans plan. Det hedder jo: „Han steg op til det høje, frigav fanger og gav menneskene gaver.”[a] Når der står, at han steg op, må det betyde, at han først var steget ned til jordens nederste regioner.[b] 10 Og han, som steg ned, er den samme som steg op, højt over himmelrummet, for at bringe alt til fuldendelse.

11 Kristus gav os apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere. 12 Deres opgave er at træne de kristne til at udføre hver deres tjeneste, så Kristi legeme kan styrkes og udvikles, 13 indtil vi alle når frem til enhed i troen på og forståelsen af Guds Søn, til en sådan grad af åndelig modenhed, at vi fuldt ud kan repræsentere Kristus.

14 Målet er, at vi ikke længere skal være ustabile som en båd, der kastes hid og did af vinden, eller være som godtroende børn. Lad os ikke blive vildledt af menneskers snedige påhit og falske lærdomme. 15 Nej, i trofasthed overfor sandheden og i kærlighed til hinanden skal vi vokse op til at ligne Kristus på enhver måde. Det er jo ham, der er hovedet for legemet, 16 og under hans ledelse sammenføjes det og vokser i kærlighed, idet hver enkelt del udfører sin specielle opgave og derved hjælper til at knytte det hele sammen til en enhed.

Matthæus 8:28-34

Jesus sætter to ikke-jøder fri fra dæmonernes magt(A)

28 Kort efter gik de i land på den modsatte bred. Det var i gadarenernes område.[a] To dæmonbesatte mænd kom hen imod dem. De holdt til i gravhulerne og var så farlige, at ingen turde rejse gennem det område. 29 Nu råbte og skreg de: „Lad os være i fred, du Guds Søn! Er du kommet for at pine os før tiden?”

30 Lidt derfra gik en stor flok svin og rodede efter føde i jorden. 31 Dæmonerne råbte nu til Jesus: „Skal vi kastes ud, så giv os lov til at fare i svinene!”

32 „Ud med jer!” kommanderede Jesus. Straks fór de ud af mændene og ind i svinene. Hele svineflokken styrtede derpå ned ad skrænten og ud i vandet, så de alle druknede.

33 Svinehyrderne løb forfærdede ind til den nærmeste by, hvor de fortalte om alt, hvad der var sket. 34 Alle indbyggerne gik derefter ud for at se Jesus og bad ham så om at forlade deres egn.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.