Book of Common Prayer
Guds hellighed og magt
97 Herren er konge, lad jorden juble!
Lad de fjerne lande glæde sig!
2 Skyer og mørke omslutter ham,
retfærdighed og ret er hans trones grundvold.
3 Foran ham kommer der en ild,
som opbrænder alle hans fjender.
4 Hans lyn oplyser verden,
jorden ser det og bæver.
5 Bjergene smelter af frygt foran ham,
for han er den Almægtige, jordens Herre.
6 Himlene udråber hans godhed,
folkene ser hans herlighed.
7 De, som beder til afguder, bliver til skamme,
de praler af deres håbløse guder,
men alle afguder bliver underlagt Herren.
8 Jerusalem skal høre det og glæde sig,
Judas byer skal fryde sig,
for du, Herre, er en retfærdig dommer.
9 Du er den højeste magt i verden,
ingen guder kan måle sig med dig.
10 I, der elsker Herren, skal tage afstand fra det onde,
for han beskytter dem, der adlyder ham,
han redder dem ud af de gudløses kløer.
11 De retsindige oplever Guds lys,
de oprigtige har grund til at glæde sig.
12 Glæd jer i Herren, I retskafne,
lovsyng hans hellige navn.
Herren er en god og retfærdig konge
99 Herren er konge, og alle folkeslag bæver.
Han sidder på en trone af keruber,
og hele jorden skælver.
2 Han sidder som konge på Zions bjerg,
han hersker over alle jordens folkeslag.
3 De skal ære hans store og herlige navn.
Hans navn er helligt.
4 Du store konge, som elsker retfærdighed,
du har sørget for lighed og retfærdighed i Israel.
5 Lovpris Herren, vor hellige Gud,
bøj jer ned for hans fødder,
for han er hellig.
6 Moses og Aron var hans præster,
Samuel en profet, der bad til Gud.
De påkaldte Herren, og han svarede dem.
7 Han talte til dem fra skysøjlen,
og de fulgte den vejledning, han gav dem,
adlød hans bud og befalinger.
8 Herre, vor Gud, du svarede dem og var villig til at tilgive,
selv om du måtte straffe dem for deres synder.
9 Lovpris Herren, vor Gud,
tilbed ham på hans hellige bjerg.
Hellig er Herren.
Lovsang på vej til templet
100 En takkesang.
Råb af fryd for Herren,
2 tilbed jeres Gud med glæde,
kom til ham med jublende sang.
3 Forstå, at Herren er Gud,
han skabte os, og vi er hans folk,
vi er den fåreflok, han passer.
4 Træd ind ad tempelporten med takkesang,
gå ind i hans forgård med glæde,
lovpris hans navn og sig ham tak,
5 for Herren er god,
hans nåde varer til evig tid,
hans trofasthed fra slægt til slægt.
Herren er dommer
94 Herre, du er en retfærdig dommer.
Vis din herlighed ved at dømme de skyldige.
2 Afsig din dom over menneskene,
lad de stolte få den straf, de fortjener.
3 Åh, Herre, hvor længe skal de onde hovere,
hvor længe får de lov til at gå fri?
4 De udspyr trusler til alle sider,
de bryster sig af deres evindelige ondskab.
5 Herre, de undertrykker dit udvalgte folk,
de plager dem, der tilhører dig.
6 De myrder både enker og de fremmede i landet,
de dræber de forældreløse børn.
7 De siger, at du slet ikke ser det,
at Israels Gud ikke opdager, hvad de gør.
8 Tænk jer dog om, I tåber!
Fatter I da slet ingenting?
9 Er han, som skabte øjet, ikke i stand til at se?
Er han, som skabte øret, ikke i stand til at høre?
10 Er han, som styrer verden, ikke i stand til at straffe?
Han, som giver mennesker kundskab,
har kendskab til alt.
11 Han kender menneskenes tanker,
han ved, at de er uden værdi.
12 Det er en velsignelse at blive irettesat af Herren,
for man lærer at adlyde hans lov.
13 Man slipper for en masse problemer,
og han overvinder alle ens fjender.
14 Herren vil ikke forkaste sit folk,
han lader ikke sine egne i stikken.
15 Retfærdigheden skal sejre til sidst,
de retskafne længes efter at se det ske.
16 Hvem beskyttede mig mod de onde?
Hvem skærmede mig mod forbryderne?
17 Havde Herren ikke hjulpet mig,
havde det været ude med mig.
18 Da jeg råbte til dig i min nød,
hjalp du mig, Herre, for du er trofast.
19 Når bekymringerne vælter ind over mig,
så styrker du mig og giver mig nyt mod.
20 De onde regenter gør oprør imod dig,
når de vedtager uretfærdige love.
21 De anklager retskafne mennesker
og dømmer uskyldige til døden.
22 Men Herren er min tilflugt,
min Gud vil beskytte mig.
23 Han straffer de onde på grund af deres synd,
han udrydder dem på grund af deres ondskab.
Herren, vor Gud, vil gøre det af med dem.
Tilbedelse og lydighed
95 Kom, lad os lovprise Herren med sang,
lad os råbe af fryd for vor Frelser.
2 Lad os komme til ham med tak,
lad os spille og synge til hans ære.
3 For Herren er den almægtige Gud,
Kongen over alle guder.
4 Han hersker over havenes dyb,
de mægtige bjerge tilhører ham.
5 Han skabte både hav og land,
derfor tilhører det hele ham.
6 Kom, lad os bøje os og tilbede vor Gud,
lad os knæle for Herren, vor Skaber.
7 Han er vor Gud, og vi er hans folk,
den hjord, han vogter og tager sig af.
Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag:
8 Lad være med at lukke af for mit ord,
som da jeres forfædre gjorde oprør ved Meriba[a]
og satte sig op imod mig ved Massa i ørkenen.
9 De provokerede mig og satte mig på prøve,
selv om de havde set mine undere i 40 år.
10 Jeg blev vred på dem og sagde:
„De går altid deres egne veje,
i stedet for at følge mine.”
11 Så svor jeg i min vrede:
„De skal ikke få lov at opleve min hvile.”
Samuel salver David til konge
16 Efter nogen tid sagde Herren til Samuel: „Jeg har jo forkastet Saul som konge i Israel! Hvor længe endnu vil du gå og sørge over ham? Fyld hellere dit horn med olivenolie og gå til Betlehem. Dér skal du opsøge en mand ved navn Isaj, for jeg har udvalgt en af hans sønner til at være Israels nye konge.”
2 „Hvordan skal jeg kunne gøre det?” indvendte Samuel. „Hvis Saul får det at vide, slår han mig ihjel.”
„Tag en kvie med dig,” svarede Herren, „og sig, at du er kommet for at ofre til Herren. 3 Så skal du invitere Isaj til at deltage i ofringen, og jeg vil vise dig, hvem af hans sønner du skal salve til konge.”
4 Samuel gjorde nu, som Herren havde sagt, og han ankom til Betlehem. Men byens ledere blev bange, da de så ham. „Er der noget galt?” spurgte de. „Hvad er grunden til dit besøg?”
5 Samuel svarede: „Der er ikke noget galt. Jeg er kommet for at ofre til Herren. Rens jer og kom så til offerfesten.”
Samuel sørgede for at Isaj og hans sønner gennemgik renselsesritualet og indbød dem til ofringen. 6 Da de kom, og Samuel så Isajs søn Eliab, tænkte han: „Det må være ham!” 7 Men Herren svarede: „Nej, det er ikke ham! Bedøm ikke en mand efter hans udseende og højde. Mennesker bedømmer hinanden efter det ydre, men Herren ser på hjertet.”
8 Derefter præsenterede Isaj sin næste søn, Abinadab, for Samuel, men Herren sagde: „Det er heller ikke ham.”
9 Så præsenterede Isaj sin næste søn, Shamma, men Herren sagde: „Det er heller ikke ham.” 10 På samme måde gik det med de fire næste sønner.
„Det er ikke nogen af de syv, Herren har udvalgt,” sagde Samuel til Isaj. 11 „Er det alle de sønner, du har?”
„Nej. Der er en mere, den yngste, han vogter får ude på marken,” svarede Isaj.
„Send straks bud efter ham,” befalede Samuel. „Vi sætter os ikke til bords, før han kommer.”
12 Så sendte Isaj bud efter David. Han var en rask og rødmosset dreng med et godt udseende og kønne øjne, og Herren sagde: „Det er ham, du skal salve til konge!”
13 Da hældte Samuel olivenolien ud over Davids hoved og salvede ham for øjnene af hans brødre, og Herrens Ånd kom over ham og blev over ham fra den dag af. Så vendte Samuel tilbage til Rama.
Paulus beder for menigheden
14 Når jeg tænker på storheden og visdommen i Guds frelsesplan, må jeg bøje mine knæ for Faderen i taknemmelighed og lovprisning. 15 Han er et forbillede for ethvert faderforhold i Himlen og på jorden. 16 Jeg beder om, at Gud ved sin Helligånd og i kraft af sin mægtige herlighed vil give jer stor indre styrke, 17 og om, at jeres tro på Kristus må være af en sådan art, at han kan have fast bopæl i jeres hjerter. Jeg beder også om, at I må blive fast forankret i hans kærlighed, 18 så I sammen med alle de andre kristne kan forstå, hvor bred og lang og høj og dyb den er.
19 Jeg beder om, at I virkelig må kunne tage imod Kristi kærlighed, der overgår menneskelig fatteevne, så I fuldt ud kan opleve alt det, Gud har til jer.
Afsluttende lovprisning
20-21 Gud virker gennem os med sin kraft og kan gøre meget mere, end vi beder om eller forstår. Lad os som hans menighed til enhver tid, både nu og i al evighed, give ham ære for, hvad han har gjort muligt gennem Jesus, som er Messias. Amen.
En discipel af Jesus skal være parat til at lide afsavn(A)
18 En gang var der så mange mennesker, der stimlede sammen omkring Jesus, at han bad disciplene om at gøre en båd klar, så de kunne sejle over til den anden side af søen. 19 I mellemtiden kom en af de skriftlærde hen til Jesus og sagde: „Mester, jeg vil gerne være din discipel og følge med dig—uanset hvor du går hen!”
20 Jesus svarede: „Ræve har huler, og fugle har reder, men jeg, Menneskesønnen, har ikke engang mit eget hjem.”
21 En anden af dem, der fulgte ham, sagde: „Herre, jeg vil gerne være din discipel, men jeg må først tage mig af min fars begravelse.”
22 Til ham sagde Jesus: „Følg du mig, og lad de døde begrave deres døde.”
Jesus befaler blæst og bølger at lægge sig(B)
23 Derpå gik Jesus om bord sammen med disciplene, og de sejlede af sted. 24 Da de var midt ude på søen, kom der pludselig en frygtelig storm, så høje bølger slog ind over båden. Men Jesus lå og sov. 25 Til sidst gik disciplene hen og vækkede ham og råbte: „Herre, red os! Vi drukner!”
26 „Hvorfor er I så bange?” sagde Jesus. „I har ikke megen tro!” Så rejste han sig og befalede vinden og bølgerne at lægge sig. Straks blev der helt stille. 27 Disciplene blev overvældet af forundring. „Hvem er egentlig den mand?” sagde de til hinanden. „Selv stormen og søen adlyder ham!”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.