Book of Common Prayer
Lovsang til den nådige og trofaste Gud
66 Til korlederen: En lovsang.
Bryd ud i fryderåb for Gud, hele jorden,
2 lovpris hans herlighed og magt.
Giv ham den ære, han fortjener.
3 Sig til ham: „Dine gerninger er underfulde, Gud,
fjenderne viger for din vældige magt.
4 Hele jorden skal tilbede dig
og lovprise din herlighed.”
5 Kom og se Guds undere,
han gør fantastiske mirakler for sit folk.
6 Han banede en vej gennem havet,
så folket kunne gå tørskoet over.
Lad os juble over hans vældige magt.
7 Han har herredømmet for evigt og altid,
han regerer over alverdens folk.
Kun en tåbe gør oprør mod ham.
8 Pris Gud, alle folkeslag på jorden,
lad lovsange lyde til hans ære.
9 Han holder vores liv i sin hånd,
han sørger for, at vi ikke snubler.
10 Du brugte ilden til at rense os, Gud,
som sølv i en smeltedigel.
11 Du fangede os i dit net
og gjorde os til slaver.
12 Du lod fjenderne underkue os,
vi gik gennem ild og vand,
men du førte os ud i frihed til sidst
og gav os fremgang og fred.
13 Jeg vil bringe dig brændofre i din helligdom
for at opfylde de løfter, jeg gav dig.
14 Jeg vil stå ved de ord, jeg sagde,
da jeg råbte til dig i min nød.
15 Jeg vil ofre mit fedekvæg til dig.
Tag imod mine vædderes vellugt,
duften fra mine tyre og geder.
16 Kom og hør, I, der ærer min Gud.
Jeg vil fortælle, hvad han har gjort for mig.
17 Jeg råbte til ham om hjælp,
jeg priste ham med min lovsang.
18 Havde jeg huset ondskab i hjertet,
ville han ikke have hørt min bøn.
19 Men han lyttede til mig,
han hørte min tryglende bøn.
20 Jeg priser dig, Gud, fordi du hørte min bøn
og omsluttede mig med din trofaste kærlighed.
Under Guds velsignelse
67 Til korlederen: Brug strengeinstrumenterne. En lovsang.
2 Velsign os og vær os nådig, Gud.
Grib ind og udfør dine undere.
3 Alle jordens folk vil kunne se, hvem du er,
når de oplever din magt til at frelse.
4 Alle folkeslag på jorden skal prise dig, Gud,
alle verdens nationer skal give dig ære.
5 Alle folkeslagene skal fryde sig over dig,
de vil lovprise dig med glædessange,
for alle dine handlinger er retfærdige,
og du regerer over alle nationer.
6 Alle folkeslag på jorden skal prise dig, Gud,
alle verdens nationer skal give dig ære.
7 Du har velsignet os, Gud,
og givet os en god høst.
8 Når Gud velsigner os mennesker så rigt,
bør alle folkeslag på jorden give ham ære.
Skaberværkets vidnesbyrd
19 Til korlederen: En sang af David.
2 Himlen vidner om Guds herlighed,
universet udtrykker hans underfulde skaberkraft.
3 Dag efter dag forkynder solen Guds storhed.
Nat efter nat vidner stjernerne derom.
4 Skaberværket taler ikke,
der er ingen stemme at høre.
5 Og dog når budskabet til jordens ende,
det kan ses overalt i verden.
Solen fik sit hjemsted på himlen,
6 strålende som en brudgom bryder den frem,
gennemløber sin bane med udholdenhed og glæde.
7 Den ene horisont er dens udgangspunkt,
ved den anden når den sit mål.
Intet undgår dens brændende varme.
Herrens lov
8 Herrens lov er fuldkommen, giver sjælen styrke.
Hans befalinger er troværdige, gør selv en tåbe vis.
9 Herrens anvisninger er gode, giver hjertet glæde.
Hans forordninger er fuldkomne, giver indsigt og forstand.
10 Herrens ord er sande, står fast for altid.
Hans vedtægter er gode og værd at følge.
11 De er mere værd end guld, ja selv det pureste guld,
sødere end frisk honning, der drypper fra bikagen.
12 Dine tjenere bliver vejledt gennem dem,
de, der adlyder dem, bliver rigt belønnet.
Hjælp imod synd
13 Herre, hvem kan se sine egne fejl?
Straf mig ikke for ubevidste synder.
14 Bevar mig fra at synde med vilje,
lad ikke mit begær få magten over mig.
Da kan jeg stå uden skyld for dit ansigt
og skal ikke dømmes for oprør imod dig.
15 Gid alt, hvad jeg siger med min mund,
og alt, hvad jeg tænker i mit hjerte,
er noget, du kan acceptere.
Herre, du er den, der beskytter og udfrier mig.
Gud er midt iblandt sit folk
46 Til korlederen: En sang af Koras slægt. Synges af sopranstemmer.[a]
2 Gud er vor tilflugt og styrke,
parat til at hjælpe i svære tider.
3 Derfor behøver vi ikke at frygte,
om jorden end ryster, og bjergene styrter i havet,
4 om end havene larmer og raser,
om end bjergene skælver ved bølgernes brusen.
5 Kanaler med vand bringer glæde til byen,
hvor Gud, den Almægtige, bor.
6 Den by går aldrig til grunde, for Guds bolig er der.
Han redder den, når morgenen gryr.
7 Nationer går i krig, og riger styrter sammen,
men når Gud taler, skælver hele jorden.
8 Den almægtige Gud er med os.
Israels Gud er vores redning.
9 Kom og se, hvad Herren gør,
når han kæmper imod sine fjender.
10 Han gør ende på alle krige i verden,
han brækker buen og splintrer spyddet,
alle skjolde bliver brændt.
11 „Stop,” råber han. „Accepter, at jeg er Gud!
Alle folk på jorden skal ære mig.”
12 Herren, den Almægtige, er midt iblandt os.
Israels Gud er vores tilflugt.
Gud kalder Moses ved den brændende busk
3 Moses vogtede nu får for sin svigerfar, præsten i Midjan, som også kaldtes Jetro. Han drev dyrene over i den fjerne ende af ørkenområdet og kom til Guds bjerg, Horeb. 2 Der viste Herrens engel sig for ham som en flammende ild midt i en tornebusk. Moses var forundret over, at busken stod i flammer uden at brænde op, 3 så han tænkte: „Jeg må hen og se, hvorfor busken ikke brænder op.” 4 Da Gud så, at Moses var på vej hen for at se på den, råbte han til ham fra busken: „Moses! Moses!”
„Ja, det er mig!” svarede Moses.
5 „Kom ikke nærmere!” advarede Gud. „Men tag dine sandaler af, for du står på et helligt sted. 6 Jeg er dine forfædres Gud—Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.” Ved de ord dækkede Moses sit ansigt med hænderne, for han var bange for at se Gud.
7 Herren fortsatte: „Jeg har set, hvordan mit folk bliver undertrykt i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig. Jeg føler med dem i deres lidelser, 8 og jeg er kommet ned for at befri dem fra egypterne. Jeg vil føre dem ud af Egypten og ind i deres eget gode land, hvor der er masser af plads—et land, der flyder med mælk og honning. Det er landet, hvor kana’anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. 9 Israelitternes skrig er nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne har undertrykt dem med hårdt arbejde. 10 Derfor sender jeg nu dig til Farao, for du skal føre mit folk, israelitterne, ud af Egypten.”
11 „Jamen, det kan jeg da ikke,” indvendte Moses. „Jeg kan da ikke møde frem foran Farao. Og hvordan skulle jeg kunne føre israelitterne ud af Egypten?”
12 Men Gud sagde: „Jeg vil være med dig! Lad dette være et tegn på, at det er mig, som har sendt dig: Efter at du har ført folket ud af Egypten, skal I tilbede mig ved det bjerg, du står ved lige nu.”
Det konkrete Sinaibjerg og det åndelige Zions bjerg
18 I står jo ikke som Israels folk ved et konkret bjerg med flammende ild, mørke, sorte skyer og et voldsomt uvejr.[a] 19 Dengang folket hørte lyden fra vædderhornet og den vældige røst, blev de så bange, at de bad sig fri for at høre Gud tale til dem.[b] 20 De kunne ikke klare, at Gud havde sagt, at selv et dyr, der rørte ved bjerget, skulle stenes.[c] 21 Guds hellighed var så frygtindgydende, at selv Moses udbrød: „Jeg ryster af angst.”[d]
22 Nej, I står ved „Zions bjerg”, den levende Guds by, det himmelske Jerusalem, hvor tusinder af engle er samlet til fest. 23 I står overfor Guds menighed af arveberettigede børn, indskrevet som borgere i Himlen. I står over for den Gud, som vil dømme alle mennesker, og over for vores retsindige forfædres ånder, som er nået frem til målet. 24 Ja, I står over for Jesus selv, som indstiftede den nye pagt, over for Jesu blod, der har et bedre budskab om renselse og tilgivelse end Abels blod, som råbte på hævn.
25 Pas på, at I ikke beder jer fri for at høre, hvad Gud taler til jer. For når Israels folk blev straffet, fordi de nægtede at adlyde, da Gud talte sit advarende ord til dem på jorden, hvor meget mere skal vi da ikke blive straffet, hvis vi vender os bort fra Gud, når han taler fra Himlen. 26 Da han talte fra Sinaibjerget, rystede jorden ved hans stemme, men nu har han givet et andet løfte: „Én gang mere vil jeg ryste ikke kun jorden, men også himlen.”[e] 27 Udtrykket „én gang mere” betyder, at alt det, der hører den skabte verden til, vil blive fjernet ved den sidste rystelse. Kun det, der står urokkeligt fast, vil bestå.
28 Da vi tilhører Guds rige, som står urokkeligt fast, så lad os tjene Gud med taknemmelighed og på en måde, der glæder ham, med ærefrygt og dyb respekt. 29 For vores Gud er som en fortærende ild, når han straffer de ugudelige.
Den rette grund til glæde
17 Da de 70 disciple vendte tilbage, fortalte de glædestrålende: „Herre, selv de onde ånder adlyder os, når vi bruger den autoritet, vi har fået fra dig.”
18 Jesus svarede: „Jeg så Satan falde ned fra himlen som et lyn. 19 Jeg har givet jer magt til at træde på ‚slanger’ og ‚skorpioner’—ja, magt over hele fjendens hær—og han vil ikke kunne skade jer. 20 Men det afgørende er ikke, at de onde ånder adlyder jer. Nej, glæd jer hellere over, at jeres navne er indskrevet i Himlen.”
De, der ser Jesus som Guds Søn, er velsignede(A)
21 I det samme blev Jesus fyldt af glæde ved Helligånden, og han udbrød: „Jeg priser dig, Far, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult det her for de overlegne og selvkloge. I stedet har du åbenbaret det for de ydmyge. Ja, Far, det var din vilje, at det skulle være sådan.”
22 Så fortsatte han: „Alt, hvad jeg har, det har jeg fået fra min himmelske Far. Han alene kender mig fuldt ud, og jeg alene kender ham fuldt ud. Men den, som jeg åbenbarer Faderen for, får også lov at kende ham.”
23 Derpå sagde han til sine disciple: „Velsignede er de, som ser det, I ser! 24 Mange profeter og konger har længtes efter at se det, I ser, og høre det, I hører, men de opnåede det ikke.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.