Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Book of Common Prayer

Daily Old and New Testament readings based on the Book of Common Prayer.
Duration: 861 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 55

Om at blive forrådt af sine venner

55 Til korlederen: En visdomssang af David. Synges til akkompagnement af strengeinstrumenter.

Hør min bøn, Gud,
    lyt til mit råb om hjælp.
        Hør mig og svar mig.
Jeg er ude af mig selv
    og ryster af skræk.
Mine fjender gør mig bange
    med deres voldsomme trusler.
De er rasende på mig
    og klar til angreb.
Mit hjerte banker helt vildt,
    dødsangsten overmander mig.
Jeg er grebet af skræk og rædsel,
    jeg er lammet af frygt.
Jeg ville ønske, jeg havde vinger som en fugl,
    så jeg kunne flygte og finde fred.
Jeg ville flyve langt bort,
    slå mig ned i ødemarken og blive der.
Jeg ville skyndsomst søge ly
    for det voldsomme uvejr.
10 Skab forvirring hos dem, Herre,
    og forstyr deres planer.
Der er oprør og ufred i byen.
11     Der går vagter på bymuren dag og nat,
        men den virkelige fare kommer indefra.
12 Der er vold og mord overalt,
    trusler og bedrageri breder sig uhæmmet.
13 Hvis det var en fremmed, der rasede imod mig,
    kunne jeg bedre holde det ud.
Hvis jeg blev hånet af mine fjender,
    kunne jeg løbe væk fra dem.
14 Men det var dig, som jeg troede var min ven,
    du var min følgesvend og min fortrolige.
15 Vi delte hinandens hemmeligheder,
    vi fulgtes ad i festoptoget til Guds hus.

16 Gid du ville sende dem i døden, Gud,
    for ondskaben har fyldt deres sind.

17 Jeg vil råbe til min Gud,
    og Herren vil redde mig.
18 Morgen, middag og aften vil jeg klage min nød,
    og han vil høre min bøn.
19 Han vil redde mig fra mine angribere,
    selv om der er mange, der kæmper imod mig.
20 Gud, som hersker fra fortids dage,
    vil høre mig og ydmyge dem.
De nægter jo at forandre sig,
    de frygter ikke Gud.
21 Min ven forrådte mig,
    han brød sit løfte.
22 Hans tale var glat som olie,
    men han havde bagtanker om oprør.
Hans ord var bløde som smør,
    men de blev snart til skarpe dolke.
23 Kast din byrde på Herren,
    så vil han bære den for dig.
Han lader ikke de gudfrygtige bukke under.
    Aldrig i evighed.
24 Gud, send de onde bedragere i afgrunden,
    mordere og løgnere skal dø i deres ungdom.
Men jeg sætter min lid til dig.

Salme 138:1-139:23

Herrens trofasthed og hjælp

138 En sang af David.

Jeg takker dig, Herre, af hele mit hjerte,
    lovsynger dig i alles påhør.[a]
Jeg bøjer mig i tilbedelse mod din helligdom,
    jeg priser dig, for du er trofast og sand.
Du er ophøjet over alt andet,
    og dit ord står urokkeligt fast.
Du svarer mig, når jeg råber om hjælp,
    giver mig livsmod og styrke igen.
Alle jordens konger skal takke dig, Herre,
    når de hører de ord, du taler.
Ja, de skal synge om dine undere,
    og give dig den ære, som tilkommer dig.
Selv om du er så umådelig stor,
    tager du dig af de svage og ydmyge,
        men de stolte skubber du fra dig.
Når jeg står i problemer til halsen,
    er du med mig og redder mit liv.
Du holder fjendernes vrede i skak,
    frelser mig ved din vældige kraft.
Du fører mig igennem til sejr.
    Din trofaste kærlighed varer ved.
Opgiv mig ikke,
    men fuldend dit værk.

Guds storhed og omsorg

139 Til korlederen: En sang af David.

Herre, du ved alt om mig,
    du kender mit hjerte til bunds.
Du er klar over alt, hvad jeg gør,
    du kender mine inderste tanker.
Du ved, hvor jeg går om dagen og sover om natten,
    du lægger mærke til al min færden.
Du ved, hvad jeg vil sige,
    før jeg kan nå at åbne munden.
Du omgiver mig på alle sider,
    lægger din skærmende hånd på mig.
Det er næsten for godt til at være sandt.
    Jeg fatter ikke din uendelige godhed.
Jeg når aldrig uden for din rækkevidde,
    hvor jeg end er, er du nær hos mig.
Farer jeg op til himlen, da møder du mig der.
    Stiger jeg ned i dødsriget, da møder du mig der.
Flyver jeg mod øst på morgenrødens vinger,
    rejser jeg mod vest over det store hav,
10 så vil din hånd også lede mig der,
    din højre hånd holde mig fast.
11 Bad jeg mørket om at skjule mig,
    befalede jeg dagen at blive til nat,
12 så ville mørket ikke være mørkt for dig,
    for nat eller dag gør ingen forskel.
13 Du har skabt mig som den, jeg er,
    du formede mig i min mors mave.
14 Tak, Gud, at du skabte mig så forunderligt,
    dit skaberværk er fantastisk.[b]
15 Du så på mig, da jeg blev dannet i det skjulte,
    da jeg langsomt voksede i livmoderens mørke.
16 Mens jeg endnu var et foster, så du mig.
    Mine livsdage var lagt fast og skrevet ned i din bog,
        længe før jeg så dagens lys.
17 Forunderlige og fuldkomne er dine tanker, Gud,
    de overgår langt, hvad jeg kan fatte.
18 Kunne de tælles, ville de være talrige som sandet.
    Jeg ville aldrig nå til ende med dem.[c]
19 Jeg ville ønske, du ville udrydde de gudløse,
    få de morderiske mænd til at lade mig være i fred.

20 De vanærer dit navn og håner dig,
    de er blasfemiske og taler ondt om dig.
21 Herre, jeg hader enhver, der hader dig,
    jeg føler lede ved dem, der er imod dig.
22 Dine fjender er også mine fjender,
    jeg hader dem af hele mit hjerte.

23 Undersøg mig og se på mit hjerte, Gud!
    Gransk mine motiver og afslør mine tanker!

2 Mosebog 40:18-38

18 Først blev soklerne anbragt på deres pladser, vægmodulerne blev rejst på soklerne, tværstængerne blev skubbet på plads og stolperne på østsiden blev rejst op. 19 Så bredte han teltdugen ud over det hele og lagde presenningerne ovenpå, nøjagtig som Herren havde befalet.

20 Derpå lagde han stentavlerne med de ti bud ned i arken, satte bærestængerne fast og lagde forsoningstedet ovenpå som låg. 21 Arken blev så båret ind i det allerhelligste rum, og det indre forhæng blev hængt op, så arken blev skjult, nøjagtig som Herren havde befalet.

22 Bordet blev placeret uden for forhænget ved åbenbaringsteltets nordvæg, 23 og de hellige brød blev lagt ud på bordet foran det allerhelligste, hvor Herrens nærvær var, nøjagtig efter forskriften.

24 Ved teltets sydvæg, over for bordet, anbragte Moses lysestagen 25 og satte lamperne på stagen foran det allerhelligste rum, hvor Herrens nærvær var, nøjagtig som Herren havde befalet ham.

26 Røgelsesalteret af guld placerede han foran det indre forhæng, 27 og han brændte vellugtende røgelse derpå, nøjagtig som Herren havde befalet.

28 Dernæst hængte han det ydre forhæng op ved boligens indgang 29 og anbragte brændofferalteret uden for teltet nær ved indgangen. Så ofrede han brændofferet og afgrødeofferet, nøjagtig som Herren havde befalet.

30 Derefter placerede han vaskefadet mellem brændofferalteret og teltet og fyldte det med vand, 31 og han selv og Aron og Arons sønner vaskede hænder og fødder. 32 Hver gang de gik ind i Guds bolig eller skulle bringe et offer på alteret, vaskede de sig, sådan som Herren havde befalet Moses.

33 Endelig rejste han forgårdens vægge rundt om teltet og alteret og hængte forhænget op for indgangen til forgården. Således fuldendte Moses værket.

Herrens herlighed fylder helligdommen

34 Da dækkede skyen teltet, og Herrens herlighed fyldte boligen. 35 Moses kunne ikke gå ind i teltet, for skyen dækkede det, og Herrens herlighed fyldte boligen.

36 Under resten af rejsen mod det land, Gud havde lovet israelitterne, brød folket kun op, når skyen løftede sig fra teltet. 37 Hvis skyen blev over teltet, blev folket, hvor de var, indtil skyen lettede. 38 Om dagen hvilede skyen over boligen, og om natten lyste skyen som ild, så Israels folk kunne se, at Gud var med dem.

1 Tessalonikerne 4:1-12

Om at leve i kærlighed og hellighed efter Guds vilje

Med den autoritet, som Herren Jesus har givet os, beder vi jer nu indtrængende om at glæde Gud ved til enhver tid at leve efter hans vilje, sådan som vi underviste jer om. Det gør I jo allerede nu, men vi ønsker, at I må gøre yderligere fremskridt. I husker nok de påbud, vi gav jer fra Herren Jesus. Gud ønsker, at I skal indvi jeres liv til ham og afholde jer fra seksuel synd. I må hver især forstå, hvordan man vinder sig en kone på en anstændig og ærbar måde, ikke i sanseligt begær, sådan som de gudløse gør. I må heller ikke synde imod en ven eller udnytte ham i denne sag.[a] Herren straffer alle den slags handlinger. Det har vi tidligere understreget for jer. Gud har jo ikke kaldet os til et liv i synd, men til et liv i hellighed. Hvis nogen ikke respekterer disse påbud, er det jo ikke mennesker, de ringeagter, men Gud selv, han, som giver jer[b] sin hellige Ånd.

Vi behøver vist ikke at skrive til jer om den indbyrdes kærlighed i det kristne fællesskab. Gud har jo selv lært jer at elske hinanden, 10 og I har allerede vist jeres kærlighed til de kristne i hele Makedonien. Alligevel beder vi jer om at arbejde endnu mere på den indbyrdes kærlighed. 11 Sæt en ære i at leve stilfærdigt, passe jeres egne sager og arbejde flittigt, sådan som vi tidligere har sagt. 12 Så vil mennesker, der ikke er kristne, respektere jer, og I behøver ikke at være afhængige af økonomisk hjælp fra andre.

Matthæus 5:38-48

Om at elske sine fjender i stedet for at gøre gengæld(A)

38 I har hørt, at der blev sagt: ‚Øje for øje og tand for tand.’[a] 39 Men jeg siger jer: Gengæld ikke ondt med ondt. Hvis nogen slår dig på den højre[b] kind, så vend den anden til. 40 Hvis nogen truer dig med en retssag for at få din inderkjortel, så lad ham få yderkjortlen med.[c] 41 Hvis nogen befaler dig at bære hans oppakning en kilometer, så gå to kilometer med ham. 42 Giv til dem, der beder om hjælp. Afvis ikke dem, der vil låne af dig.

43 I har hørt, at der blev sagt: ‚Du skal elske din næste og hade din fjende.’[d] 44 Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer.[e] 45 Derved handler I som jeres himmelske Fars sande børn, for han lader sin sol skinne til gavn både for de onde og de gode, og han lader det regne både på dem, der gør hans vilje, og dem, der ikke gør. 46 Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad særligt godt skulle der være ved det? Det kan enhver synder jo gøre. 47 Hvis I kun hilser på dem, der hilser på jer, hvad særligt gør I så? Gør alle ikke det? 48 Nej, I bør have samme kærlighed, som jeres Far i Himlen har.[f]

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.