Book of Common Prayer
Lovsang efter helbredelse
30 En sang af David, som blev sunget ved templets indvielse.
2 Herre, jeg priser dig, for du reddede mig.
Mine fjender fik ikke lov at triumfere over mig.
3 Herre, min Gud, jeg råbte om hjælp,
og du helbredte mig.
4 Du reddede mig fra den sikre død,
kaldte mig tilbage fra gravens rand.
5 Syng for Herren, I, som adlyder ham!
Pris hans hellige navn!
6 Hans vrede varer et øjeblik,
men hans nåde bringer livet tilbage.
Den gråd, der lyder om natten,
afløses af glæde om morgenen.
Selvsikkerhedens fristelse
7 Jeg blev selvsikker og mente,
jeg kunne klare det hele.
8 Men det var jo din nåde,
der gjorde mig til det, jeg var.
Så da du vendte dig fra mig,
blev jeg grebet af panik.
9 Jeg råbte til dig, Herre,
tryglede dig om nåde.
10 „Hvad opnår du ved, at jeg dør?
Hvad gavner det, at jeg lægges i graven?
Kan en død synge lovsange
eller fortælle om din trofasthed?
11 Hør på mig, Herre, og vær mig nådig.
Herre, kom og hjælp mig.”
12 Da vendte du min sorg til glæde,
tog min sørgedragt og klædte mig i festtøj.
13 Nu kan jeg synge af glæde,
fra nu af vil jeg altid takke dig.
Bekendelse og tilgivelse
32 En visdomssang[a] af David.
Lykkelige er de, hvis forseelser er tilgivet,
hvis synderegister er slettet.
2 Lykkelige er de mennesker,
som Herren ikke tilregner skyld,
de, som er oprigtige af hjertet.
3 Før jeg var villig til at indrømme min skyld,
havde jeg det helt elendigt.
Jeg sukkede dagen lang.
4 Dag og nat lå din hånd tungt på mig,
jeg følte mig trykket som under en hedebølge.
5 Så bekendte jeg omsider min synd for dig,
søgte ikke længere at skjule mine forseelser.
Jeg sagde: „Jeg vil bekende mit oprør for Herren.”
Så tilgav du mig, og min skyld forsvandt.
6 Derfor bør enhver gudfrygtig søge dig,
så længe der endnu er tid.
Hvis ulykkerne senere skyller ind over dem,
er du parat til at redde dem.
7 Herre, du er mit skjulested,
du skærmer mig fra ulykke.
Derfor vil jeg juble af glæde.
8 Jeg vil instruere og undervise dig,
jeg vil vise dig den vej, du skal gå.[b]
Jeg vil give dig min personlige vejledning.
9 Vær ikke trodsig som heste og æsler,
der skal tvinges med tømme og bidsel,
når de ikke vil komme til dig.
10 De gudløse har mange problemer,
men de, der stoler på Herren,
oplever hans trofaste nåde.
11 Glæd jer i Herren, I, som er uskyldige.
Fryd jer, I, som ønsker at adlyde ham.
Bøn i eksil
42 Til korlederen: En visdomssang[a] af Koras slægt.
2 Som hjorten tørster efter rindende vand,
sådan tørster min sjæl efter dig, Gud.
3 Jeg længes efter at se den levende Gud,
hvornår kan jeg få lov at træde frem for ham?
4 Jeg græder dag og nat, mens folk spørger mig:
„Hvor bliver din Gud af?”
5 Jeg mindes med smerte, hvordan det var engang,
da jeg var med i den store flok.
Vi gik i procession til Guds hus,
det var festdage med glædesråb og lovsang.
6 Men hvorfor være så trist og nedtrykt?
Hvorfor længes efter gamle dage?
Jeg vil hellere sætte min lid til Gud.
Når han har reddet mig, vil jeg synge en takkesang.
7 Midt i min nedtrykthed vil jeg bede til dig, Gud,
mens jeg ligger her ved Jordanflodens kilde,
ved foden af Hermonbjerget.
8 Du har sendt bølger af sorg hen over min sjæl.
Jeg råber til dig fra min dybe nød,
jeg håber at overdøve vandfaldets torden.
9 Hver dag bekræfter Herren sin trofaste nåde.
Hver nat synger jeg lovsange til ham.
Det er bønner om hjælp til den Gud, som giver mig liv.
10 Gud er mit faste holdepunkt, og jeg råber til ham:
„Hvorfor har du glemt mig?
Hvorfor skal jeg plages af mine fjender?”
11 Det skærer mig i hjertet,
når mine fjender håner mig.
De siger til mig dagen lang:
„Hvor bliver din Gud af?”
12 Men så siger jeg til mig selv:
„Vær ikke mismodig og nedtrykt.
Vent tålmodigt på, at Gud griber ind.”
Når Gud har reddet mig,
vil jeg synge en takkesang til ham.
43 Gud, tag dig af min sag,[b]
red mig fra ugudelige mennesker.
Frels mig fra falske og onde folk.
2 For du er min tilflugt, Gud!
Hvorfor har du forkastet mig?
Hvorfor skal jeg plages af mine fjender?
3 Send dit lys og din sandhed,
så de kan lede mig frem
og føre mig til din bolig,
til Zions hellige bjerg.
4 Så vil jeg gå hen til dit alter, Gud,
du, som fylder mig med glæde,
og dér vil jeg takke dig med harpespil.
Oh, Gud, min Gud!
5 Jeg siger til mig selv:
„Vær ikke mismodig og nedtrykt.
Vent tålmodigt på, at Gud griber ind.”
Når Gud har reddet mig,
vil jeg synge en takkesang til ham.
Offergaver til Guds bolig
25 Herren sagde til Moses: 2 „Sig til israelitterne, at de skal bringe mig en offergave, alt efter hvad enhver får på hjerte at give. 3 Du skal tage imod gaverne, som kan bestå af guld, sølv eller bronze, 4 blåt, violet eller purpurrødt garn, fintvævet linned, gedehår, 5 rødfarvede vædderskind, kraftigt læder,[a] akacietræ, 6 olivenolie til lamperne, aromatiske stoffer til salveolien og til røgelsen, 7 onykssten eller andre ædelsten til at sætte på den hellige efod[b] og på brystklædet. 8-9 Jeg ønsker, at I skal bygge et helligt sted til mig, og det skal være min bolig iblandt jer. I skal bygge og indrette min bolig nøjagtigt efter den plan, jeg vil vise dig.
Pagtens ark
10 Lav en ark, en kasse af akacietræ, 112 cm[c] lang, 67 cm bred og 67 cm høj. 11 Belæg den med rent guld både indvendig og udvendig og lav en pynteliste af guld hele vejen rundt. 12 Støb fire bæreringe af guld og fastgør dem ved kassens fire fødder, to på hver side. 13 Lav derefter to bærestænger af akacietræ belagt med guld, 14 og stik stængerne gennem ringene på siden af arken, så den kan bæres. 15 Bærestængerne må aldrig tages ud af ringene. 16 Når arken er færdig, skal I lægge de stentavler i den, som jeg vil give dig, og på hvilke de ti bud er skrevet.
17 Lav så et låg til arken, forsoningsstedet, af rent guld. Det skal være 112 cm langt og 67 cm bredt. 18-19 Lav to keruber af udhamret guld og placer dem på hver sin ende af låget, så de går ud i ét med det. 20 De to keruber skal vende ansigtet mod hinanden og se ned på forsoningsstedet, og deres vinger skal være udbredt over det. 21 Læg stentavlerne, som jeg vil give dig, i arken og placer låget ovenpå arken. 22 Det er der, over forsoningsstedet mellem keruberne, jeg vil mødes med dig og tale til dig og give dig alle de befalinger, som angår mit folk Israel.
3 Nu, hvor I ligesom Kristus er blevet oprejst til et nyt liv, skal I lægge vægt på de værdier, som kommer ovenfra, hvor Kristus sidder på tronen ved Guds højre hånd. 2 Læg vægt på den himmelske verdens værdier, ikke de jordiske. 3 Jeres gamle liv er forbi, og jeres kommende liv ligger gemt hos Gud, hvor Kristus er. 4 Når Kristus bliver åbenbaret i sin herlighed, vil jeres kommende liv blive synligt, og I vil opnå den samme herlighed, som Kristus har.
5 Alt det i jeres gamle liv, som hører denne verden til, skal I derfor overgive til døden: seksuel synd, urene tanker, skammelige lidenskaber og ondt begær, samt pengegriskhed, som er en form for afgudsdyrkelse. 6 Gud vil straffe de ulydige mennesker, der lever sådan. 7 I levede også engang i ulydighed mod Gud, 8 men nu skal I lægge al den slags fra jer. Undgå vredesudbrud, hidsighed, sjofelheder, samt ondskabsfulde og hånlige ord. 9 Lyv ikke for hinanden. I har jo aflagt den gamle livsstil med alle dens onde gerninger, 10 og I har iført jer det nye liv, som vokser og fornyes i takt med jeres forståelse af Gud, så I kommer til at ligne ham mere og mere. 11 Det har ikke noget at sige, om man er græker eller jøde, omskåret eller uomskåret, fremmed eller udlænding, slave eller fri. Nu er det Kristus, det drejer sig om. Han er grundlaget for alle ting, og han virker i og gennem os alle.
12 Som Guds udvalgte, elskede og hellige børn skal I iklæde jer det liv, han gav jer. Vær barmhjertige, venlige, ydmyge, imødekommende og tålmodige. 13 Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, så snart der er noget at tilgive. Som Herren tilgav jer, skal I også tilgive hinanden. 14 Frem for alt skal jeres liv være præget af kærlighed, som er det bedste middel til at knytte os sammen.
15 Lad den fred, som kommer fra Kristus, kontrollere jeres tanker. I blev jo kaldet til at leve i fred som lemmer på samme legeme. Vær altid taknemmelige. 16 Lad Kristi ord få lov at fylde meget i jeres liv, så I kan undervise og vejlede hinanden med hans visdom. Syng lovsange, salmer og åndelige sange med taknemmelighed i hjertet til Gud. 17 Lad alt, hvad I siger og gør, være motiveret af lydighed mod Kristus og taknemmelighed til Gud, Faderen, for alt, hvad I har fået gennem Kristus.
Jesus udvælger sine første disciple(A)
18 En dag, da Jesus gik langs bredden af Galilæasøen, så han to brødre, Simon (der senere fik navnet Peter) og Andreas. De var i færd med at fiske med kastenet i søen. 19 Jesus råbte ud til dem: „Kom med mig, så skal jeg gøre jer til menneskefiskere!” 20 Med det samme sagde de farvel til fiskeriet og fulgte ham som hans første disciple.[a]
21 Lidt længere henne på stranden fik Jesus øje på to andre brødre, Jakob og Johannes. De sad i en båd sammen med deres far, Zebedæus, og var ved at gøre deres net[b] klar til næste fangst. Dem kaldte Jesus også på, 22 og de lagde straks arbejdet til side, efterlod deres far i båden og fulgte med Jesus.
Jesus fortæller om Gud og helbreder i hele Galilæa(B)
23 Jesus vandrede nu omkring i hele Galilæa og underviste i synagogerne. Overalt hvor han kom frem, forkyndte han de gode nyheder om Guds rige, og han helbredte alle slags skrøbeligheder og sygdomme. 24 Rygterne om de mirakler, han gjorde, blev spredt langt ud over Galilæas grænser, så der kom syge helt fra Syrien for at blive helbredt. Uanset hvad de fejlede, eller hvilke smerter de havde—om det var dæmonbesatte, epileptikere eller lamme mennesker—så helbredte Jesus dem alle. 25 Store skarer fulgte ham, hvor han end gik. Det var folk fra Galilæa, Dekapolis, Jerusalem, Judæa og området øst for Jordanfloden.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.