Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Book of Common Prayer

Daily Old and New Testament readings based on the Book of Common Prayer.
Duration: 861 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 37

De gudløses straf og de gudfrygtiges fremtid

37 En sang af David.[a]

At de onde synes at klare sig godt
    må ikke få dig til at misunde dem,
for der kommer en dag, hvor det hele er forbi,
    og de vil falme og visne som blomster.

Bestræb dig på at leve ærligt og sandt.
    Sæt din lid til Herren og gør det gode.
Så vil du opleve glæden fra Herren,
    og han vil give dig, hvad dit hjerte ønsker.

Din fremtid skal du lægge i Herrens hænder,
    stol på ham, så griber han ind.
Bliver du udsat for falske anklager,
    vil Herren selv bevise din uskyld.

Er der en synder, som klarer sig godt,
    skal du ikke blive sur over det.
Sæt dig stille i Herrens nærhed,
    vent tålmodigt, så griber han ind.

For selv om det ikke ser retfærdigt ud,
    skal du ikke fare op i vrede.
De onde får deres straf engang,
    men de, som adlyder Herren, har en lovende fremtid.

10 Glem ikke, at det snart er ude med de onde,
    går man ud og leder efter dem, finder man dem ikke.
11 Men de ydmyge har en fremtid i landet,
    de skal leve i fremgang og fred.

12 Hvorfor er de onde så fulde af had?
    De viger ikke tilbage for at angribe de uskyldige.
13 Men Herren ryster på hovedet ad dem,
    for han ved, at regnskabets time kommer.

14 Intet kan åbenbart standse deres ondskab,
    de griber sværdet og spænder buen.
De overfalder de svage og værgeløse
    og udrydder uskyldige mennesker.
15 Men sværdet skal ramme deres egne hjerter,
    og deres buer skal brækkes itu.

16 Jeg foretrækker gudsfrygt og nøjsomhed
    frem for at få del i forbryderes overflod,
17 for de onde vil uvægerligt få deres straf,
    men Herren velsigner de retsindige.

18 Kun de gudfrygtige har et håb for fremtiden,
    for Herren er hos dem og hjælper dem.
19 I vanskelige tider svigter han dem ikke,
    midt i hungersnøden sørger han for dem.

20 Lovløse mennesker vil få deres straf,
    for Herrens fjender vil ende i en ovn,
        de vil forgå i flammer og røg.

21 Medlidenhed og gavmildhed kendetegner de gudfrygtige,
    mens de gudløse låner uden at betale tilbage.
22 De, som Herren vedkender sig, får landet i eje,
    mens de, som han forkaster, bliver udryddet.

23 Når vi vælger Herrens vej,
    vil han lede vore skridt.
24 Når vi snubler, falder vi ikke,
    for han holder os i hånden.

25 Overalt hvor jeg har færdedes i mit lange liv,
    har jeg aldrig set de gudfrygtige ladt i stikken
        eller deres børn tigge om brød.
26 For de er gavmilde og låner ud med glæde,
    deres børn er til velsignelse for mange.

27 Pas på at holde dig fra det onde og gøre det gode,
    så vil du opleve fremgang og fred.
28 For Herren er god,
    han svigter aldrig dem, der tjener ham.
Han vil altid beskytte og hjælpe dem,
    men den gudløses slægt skal udryddes.
29 De gudfrygtige skal arve landet
    og bo der til evig tid.

30 Retsindige mennesker taler med visdom
    og handler ret.
31 Guds lov er skrevet i deres hjerter,
    derfor farer de aldrig vild.

32 Skurke lægger sig ofte i baghold
    og prøver at få ram på de uskyldige.
33 Men Herren svigter ikke dem, der stoler på ham,
    han får dem frikendt, hvis de stilles for retten.

34 Tålmodigt må du vente på Herren og vandre på hans vej.
    Så vil du få landet i eje.
        Du får lov at se de gudløses undergang.

35 Voldsmænd er store og stærke
    som mægtige knejsende træer.
36 Men går man senere forbi deres hus, er de væk.
    Det er forgæves at kigge efter dem.

37 Ydmyge og ærlige mennesker bør du lægge mærke til,
    for de, der skaber fred, har en lykkelig fremtid.
38 Men gudløse oprørere skal udryddes,
    de onde har ingen fremtid.
39 Herren beskytter dem, der adlyder ham,
    han redder dem ud af deres problemer.
40 Han hjælper dem og befrier dem,
    han redder dem fra de ondes angreb,
        for de søger tilflugt hos ham.

2 Mosebog 20:1-21

De ti bud

20 Derefter gav Gud sit folk følgende budskab:

„Jeg er Herren, jeres Gud, som reddede jer fra slaveriet i Egypten.

Du må ikke tilbede andre end mig.

Du må ikke lave afgudsbilleder af nogen art ud fra det, du ser i himmelrummet, på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke bøje dig for et afgudsbillede eller tilbede det, for jeg er Herren, din Gud, og jeg vil ikke dele din hengivenhed med nogen anden gud. Jeg undlader ikke at straffe dem, der hader mig, så det kan mærkes indtil tredje eller fjerde slægtled. Men jeg er også den, der er trofast gennem tusind generationer. Jeg gør godt mod dem, der elsker mig og holder mine befalinger.

Du må ikke misbruge Herren, din Guds, navn. Jeg straffer den, der misbruger mit navn.

Du skal holde hviledagen hellig. Du har seks dage om ugen til at udføre dit arbejde og dine daglige gøremål, 10 men den syvende dag er en hviledag, som er indviet til Herren, din Gud. Den dag må du ikke udføre nogen form for arbejde. Det gælder også dine sønner, dine døtre, dine slaver, dine husdyr og eventuelle fremmede, som bor hos dig. 11 Jeg brugte seks dage til at skabe jorden, himlen, havet og alt hvad der findes i dem, men jeg hvilede på den syvende dag. Derfor velsignede jeg hviledagen og gjorde den hellig.

12 Du skal ære din far og din mor, så du kan få et godt og langt liv i det land, Herren, din Gud, vil give dig.

13 Du må ikke begå drab.

14 Du må ikke bryde ægteskabet.

15 Du må ikke stjæle.

16 Du må ikke anklage nogen på falsk grundlag.

17 Du må ikke begære andre menneskers hus, ægtefælle, slaver, husdyr eller andet, der tilhører dem.”

18 Da folket hørte larmen af tordenen og den frygtindgydende lyd af vædderhornet og så lynglimtene og røgen, der bølgede til vejrs fra bjerget, rystede de af skræk og holdt sig på afstand. 19 Da sagde de til Moses: „Det er bedre, at du fortæller os, hvad Gud siger. Vi skal nok handle derefter! Men lad ikke Gud tale direkte til os mere, for så dør vi!”

20 „I skal ikke være bange,” svarede Moses. „Når Gud kom til jer på denne frygtindgydende måde, var det, for at I skulle se hans vældige magt og lære at have ærefrygt for ham. Det skal hjælpe jer til ikke at synde imod ham.”

21 Mens folket stod på afstand og så til, gik Moses ind i den tykke mørke sky, hvor Gud var.

Kolossensern 1:24-2:7

Gennem lidelser til herlighed

24 Jeg har måttet lide meget, fordi jeg har forkyndt budskabet om Kristus for jer ikke-jøder. Men jeg glæder mig midt i det hele. Kristus måtte jo også lide meget, og jeg fortsætter blot, hvor han slap, til gavn for menigheden, som er hans legeme. 25-26 Jeg blev tjener for Guds menighed for at udføre den opgave, som Gud har givet mig med henblik på jer. Jeg er med til at gøre den plan til virkelighed, som har været et mysterium gennem tiderne og ikke blev forstået af de tidligere generationer, men nu er blevet åbenbaret for hans hellige tjenere. 27 Gud besluttede at vise os, hvor stor en rigdom der ligger i, at budskabet om frelse også gælder for ikke-jøder. Det betyder, at Kristus nu bor i jer, og det giver jer et stærkt håb om en herlig fremtid. 28 Når vi fortæller jer om Kristus, gør vi det med al den visdom, vi har fået fra Gud. Vi underviser og retleder jer alle sammen med det formål, at hver enkelt af jer må nå frem til fuld modenhed i Kristus. 29 Det er det mål, jeg arbejder og kæmper for med Guds kraft, som virker mægtigt i mig.

Paulus kæmper i bøn for menighederne

Jeg vil gerne have, at I skal vide, hvor svær en åndelig kamp jeg kæmper både for jer, for menigheden i Laodikea og for alle de andre, som jeg aldrig har mødt personligt. Jeg beder om, at I må blive knyttet sammen i kærlighed og styrkes i jeres tro med en åndelig rigdom af indsigt og overbevisning. Derved vil I bedre kunne fatte det mysterium fra Gud, som Kristus nu har åbenbaret. Det er jo hos ham, at alle visdommens og kundskabens kostelige skatte ligger gemt. Det siger jeg for at advare jer imod dem, der vil prøve at bedrage jer med veltalenhed og falske argumenter. Selvom jeg opholder mig langt borte fra jer, tænker jeg meget på jer, og jeg glæder mig over at høre, at I står sammen i jeres fællesskab og har en stærk tro på Kristus.

Lev jeres liv i lydighed mod Kristus i stedet for religiøse regler

Nu, hvor Jesus Kristus er jeres Herre, skal I leve i lydighed mod ham. Stå fast i troen og søg jeres åndelige næring og styrke fra ham, sådan som I har lært, og vær altid fyldt med tak til Gud.

Matthæus 4:1-11

Fristelsen i ørkenen(A)

Derefter førte Helligånden Jesus ud til et øde sted, for at Djævelen kunne friste ham. Der gik 40 dage, hvor Jesus ikke spiste noget, og han blev meget sulten. Da kom Fristeren til ham og sagde: „Hvis du virkelig er Guds Søn, hvorfor siger du så ikke til de sten dér, at de skal blive til brød?”

Jesus svarede: „Der står skrevet: ‚Et menneske lever ikke af brød alene, men af hvert ord, som Gud taler.’ ”[a]

Så førte Djævelen ham ind til Jerusalem og op på det højeste hjørne af tempelmuren.[b] „Hvis du virkelig er Guds Søn,” sagde han, „så kast dig ud herfra! Der står jo skrevet: ‚Han befaler sine engle at passe på dig. De skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.’[c]

Jesus svarede: „Der står også skrevet: ‚Du må ikke provokere Herren, din Gud.’ ”[d]

Så tog Djævelen ham med op på toppen af et højt bjerg og viste ham alle verdens lande og al deres herlighed. „Alt det vil jeg give dig,” sagde han, „hvis du falder på knæ og tilbeder mig.”

10 Jesus svarede: „Forsvind Satan! Der står jo skrevet: Det er Herren din Gud, du skal tilbede, og ham alene du skal tjene.”[e]

11 Så forlod Djævelen ham, og nogle engle kom og sørgede for mad til ham.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.