Book of Common Prayer
En uskyldigs ydmyge bøn
26 En sang af David.
Frikend mig, Herre, for jeg er uskyldig.
Jeg har altid sat min lid til dig.
2 Se efter, hvad der bor i mit hjerte,
undersøg mine tanker og motiver.
3 Jeg kender din trofaste nåde,
jeg ønsker at gøre din vilje.
4 Jeg færdes ikke blandt de falske,
gør ikke de gudløse selskab.
5 Jeg tager afstand fra de ondes planer,
jeg vil ikke have noget med dem at gøre.
6 Jeg ønsker at bevare min uskyld,
så jeg kan nærme mig dit hellige alter.
7 Der vil jeg synge dig en takkesang,
fortælle om alle dine undere.
8 Herre, jeg elsker at komme til dit hus,
for det er der, jeg kan se din herlighed.
9 Lad mig ikke dele skæbne med syndere,
døm mig ikke, som du dømmer voldsmænd,
10 for de er altid ude på rov
og tager gerne imod bestikkelse.
11 Men jeg lever oprigtigt og retskaffent.
Fri mig fra det onde og vær mig nådig.
12 Mine fødder står på sikker grund,
og i folkets forsamling vil jeg prise dig, Herre.
Bøn om hjælp
28 En sang af David.
Herre, jeg råber til dig om hjælp,
for du er min eneste redning.
Hvis du ikke griber ind,
må jeg se døden i øjnene.
2 Herre, lyt til min bøn om nåde,
jeg råber til dig om hjælp
med løftede hænder mod din helligdom.
3 Lad mig ikke ende som de ondskabsfulde,
der taler venligt til folk,
mens de udtænker onde planer.
4 Giv dem den straf, de fortjener,
lad dem lide for deres grusomme handlinger.
Straf dem for al deres ondskab.
5 De ænser ikke Guds veje,
de følger ikke hans bud.
Derfor vil Gud rive dem ned
som et hus, der aldrig skal genopbygges.
6 Lovet være Herren,
for han har hørt min bøn.
7 Han er min styrke og mit skjold,
jeg stoler på ham af hele mit hjerte.
Når han hjælper, fyldes jeg med glæde,
mit hjerte jubler af lovsang til ham.
8 Herren bevarer sit folk,
han giver sejr til sin udvalgte konge.
9 Herre, befri dit folk,
velsign dem, der hører dig til.
Vær som en hyrde for dem,
bær dem i dine arme for evigt!
Menneskets ondskab og Guds godhed
36 Til korlederen: En sang af Herrens tjener, David.
2 Onde mennesker har et oprørsk hjerte,
de har ingen respekt for Gud.
3 De er blændet af deres eget hovmod,
de vil ikke erkende deres egen synd.
4 Deres tale er løgn og bedrag,
de er ligeglade med, hvad der er ret og rigtigt.
5 De ligger om natten og lægger onde planer,
de gør bevidst det, de ved, er forkert,
i stedet for at tage afstand fra det onde.
6 Herre, din nåde er uden ende,
din trofasthed er uden begrænsning.
7 Din godhed er uden sidestykke,
din visdom er ufattelig som havets dyb.
Du holder hånden over både mennesker og dyr.
8 Hvor er din kærlighed fantastisk, Gud,
mennesker søger ly i dine vingers skygge.
9 De nyder velsignelsen fra dit eget bord,
og du lader dem drikke af din herligheds kilde.
10 Du er den, der giver liv til os alle,
du er Lyset, som oplyser vores indre.
11 Din kærlighed omslutter dem, der følger dig,
de oprigtige af hjertet kan regne med din hjælp.
12 Lad ikke de hovmodige trampe mig ned,
eller gudløse mennesker jage mig bort.
13 Jeg ved, at de onde vil få deres straf,
de bliver slået ud, så de ikke rejser sig igen.
Et råb om hjælp i lidelse
39 Til korlederen Jedutun: En sang af David.
2 Jeg havde besluttet ikke at gøre noget forkert,
og jeg ville ikke sige noget overilet.
Jeg havde valgt at holde munden lukket,
når der var gudløse mennesker til stede.
3-4 Derfor tav jeg og sagde ikke et ord,
men det hjalp bare ikke.
Uroen brændte i mit indre,
og min frustration voksede.
Jo mere jeg tænkte, jo værre blev det,
til sidst var jeg nødt til at tale:
5 „Herre, hjælp mig at indse, at livet er kort,
dagene synes at flyve af sted.
6 Mit liv er kort ud fra dit perspektiv,
et menneskes liv er flygtigt som et vindpust.
7 Vi er som skygger, der farer forbi.
Man slider for at samle sig rigdom,
men ved ikke, hvem der får glæde af det.
8 Herre, hvad kan jeg forvente af livet?
Du er mit eneste håb.
9 Red mig ud af syndens sump,
så ikke tåberne skal hovere over mig.
10 Herre, jeg har intet at sige til mit forsvar,
for det er jo dig, som straffer mig.
11 Men Herre, jeg kan ikke holde det ud længere,
jeg ligger knust under din hånd.
12 Når du straffer folk for deres synder,
bliver de mast som møl.
Mennesket er jo flygtigt som et åndepust.
13 Hør min bøn, Herre, lyt til mit råb!
Luk ikke ørerne for min gråd.
Jeg er jo blot en fremmed på jorden,
en gæst på gennemrejse som mine forfædre.
14 Vend din vrede fra mig, Herre,
så jeg kan opleve glæden igen,
før jeg skal herfra.”
Folket ankommer til Guds bjerg
19 Nøjagtigt to måneder efter at israelitterne havde forladt Egypten, ankom de til Sinaiørkenen. 2 De havde flyttet lejren fra Refidim og var nu kommet til Sinaiørkenen, hvor de slog lejr ved foden af bjerget.[a] 3 Moses gik op ad bjerget for at mødes med Gud, og Herren råbte til Moses fra bjergets top:
„Sig til israelitterne, Jakobs efterkommere: 4 ‚I har set, hvad jeg gjorde mod egypterne, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer hertil. 5 Hvis I vil adlyde mig og overholde jeres del af pagten, vil jeg udvælge jer blandt alle folkeslagene til at være mit eget folk, for hele jorden tilhører mig. 6 I skal være et indviet folk, et folk, der adlyder mig som jeres konge og tilbeder mig som jeres Gud.’ Sådan skal du sige til israelitterne.”
7 Da Moses kom ned fra bjerget, kaldte han folkets ledere sammen og fortalte dem, hvad Herren havde sagt. 8 Alle som én svarede de: „Vi vil nøje følge Herrens befalinger og gøre alt, hvad han siger.” Moses gik så tilbage til Herren med deres svar. 9 Da sagde Herren: „Jeg vil komme til dig i en tæt sky, så folket kan høre mig tale til dig, og så de for fremtiden vil have fuld tillid til dig.” Da Moses fortalte Herren, hvad folket havde sagt, sagde Herren: 10 „Gå ned til folket og lad dem hellige sig i dag og i morgen og vaske deres tøj. 11 De skal holde sig parat til i overmorgen, for da vil jeg stige ned på Sinaibjerget for øjnene af dem. 12 Du skal også lave afspærringer omkring bjerget og advare dem om, at de ikke må gå op ad bjerget. De må ikke engang røre ved foden af bjerget. Enhver, der rører bjerget, er dødsens. 13 Hvad enten det drejer sig om mennesker eller dyr, så skal de straks stenes eller skydes med pile, for ingen må røre ved dem. Folket må holde sig på afstand af bjerget, indtil de hører en langtrukken lyd som fra et vædderhorn. Derefter skal de samles ved foden af bjerget.”
14 Så gik Moses tilbage til folket og fortalte dem, at de skulle vaske både sig selv og deres tøj. 15 „Gør jer parat!” sagde han, „for om to dage vil Herren åbenbare sin herlighed. Indtil da må I også give afkald på seksuelt samvær.”
16 Om morgenen på den tredje dag[b] kom et voldsomt uvejr med lyn og torden. En tæt sky sænkede sig over bjerget, og der hørtes en høj og langtrukken lyd som fra et vædderhorn, så alle i lejren skælvede.
Indledende hilsen
1 1-2 Kære trofaste medkristne i Kolossæ. Dette brev er fra Paulus, der ved Guds vilje er blevet apostel i tjenesten for Jesus Kristus, og fra Timoteus, min medarbejder. Nåde være med jer og fred fra Gud, vores Far.
Taksigelse og bøn for menigheden
3 Når vi beder for jer, takker vi altid Gud, vores Herres Jesu Kristi Far. 4 Vi har jo hørt om jeres tro på Jesus som Messias og om jeres kærlighed til alle, der tror på ham, 5 en kærlighed, som næres af forventningen om den herlighed, der venter jer i Himlen, sådan som I har hørt gennem det sande budskab om evigt liv ved tro på Kristus. 6-7 Fra den dag Epafras, vores elskede medarbejder, bragte jer budskabet, og I oplevede Guds nåde, har det båret frugt i jeres liv, ligesom det gør i resten af verden. Epafras er en Kristi tjener og beder trofast for jer. 8 Det er ham, der har fortalt os om jeres kærlighed, som er en frugt af Guds Ånd. 9 Derfor er vi også blevet ved med at bede for jer, lige siden vi først hørte om jer, for vi ønsker, at I må få visdom og åndelig indsigt, så I fuldt ud kan forstå, hvad der er Guds vilje, 10 så I kan leve sådan, at det ærer og glæder Herren. Det gør I ved at udføre alle slags gode gerninger og stadig vokse i jeres forståelse af Gud. 11 Så vil han styrke jer på alle måder ved sin fantastiske kraft, så I kan holde ud under al modgang og med glæde 12 være taknemmelige over, at vores himmelske Far har givet jer adgang til alt det, han har til sine børn, dem, der lever i lyset. 13 Han har jo frigjort os fra mørkets magt og ført os ind i sin elskede Søns rige. 14 På grund af Jesu død blev alle vores synder tilgivet, og vi blev erklæret skyldfri.
7 Men da han så, at mange farisæere og saddukæere[a] også kom for at blive døbt, råbte han til dem: „Slangeyngel! Hvem har bildt jer ind, at I kan slippe for Guds straf? 8 Bevis med jeres liv, at I virkelig har taget afstand fra jeres synder. 9 Det hjælper jer ikke at sige: ‚Vi er da børn af Abraham.’[b] Nu skal jeg fortælle jer noget: Gud kan forvandle de sten her til børn af Abraham! 10 Øksen ligger allerede klar ved foden af træerne, og det træ, som ikke bærer god frugt, skal hugges om og kastes i ilden. 11 Jeg døber med vand, for at det skal føre til en ændret indstilling, men snart kommer der en, som har større magt, end jeg har. Jeg er ikke engang værdig til at bære hans sandaler. Han vil døbe med[c] Helligåndens kraft[d] og med ild. 12 Han har kasteskovlen i hånden for at rense kornet for avner. Kernerne samler han i sin lade, men avnerne vil blive brændt i en uudslukkelig ild.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.