Book of Common Prayer

Davids sejrssang^(A)

18 Til korlederen: En sang af Herrens tjener, David. Han sang den til Herren i anledning af, at Herren havde reddet ham fra Saul og alle hans øvrige fjender.

¹⁰ Mens Aron talte til israelitterne, skete der noget ude i ørkenen. Alle vendte sig og kiggede derhen, og nu så de Herrens herlighed vise sig i skysøjlen, som plejede at lede dem. ¹¹ Da talte Herren til Moses: ¹² „Jeg har hørt israelitternes klager. Sig til dem: ‚I aften skal I få kød at spise, og i morgen tidlig skal I spise jer mætte i brød. Da skal I indse, at jeg er Herren, jeres Gud.’ ”

¹³ Samme aften kom en stor flok vagtler flyvende, og de faldt i et tykt lag over hele lejren. Og næste morgen lå duggen tæt rundt om lejren. ¹⁴ Da duggen forsvandt, var ørkenen dækket af tynde flager, noget, der lignede rimfrost. ¹⁵ Da israelitterne så det, sagde de til hinanden: „Hvad er det?”^[a] De vidste jo ikke, hvad det var.

„Det er det brød, som Herren har givet jer at spise,” svarede Moses. ¹⁶ „Herren har befalet, at enhver af jer skal samle så meget, der er brug for i jeres familie—omkring to liter^[b] til hver person.”

¹⁷ Israelitterne gjorde nu, som Moses havde sagt, og nogle samlede meget, andre mindre. ¹⁸ Da de bagefter målte, hvad de havde samlet, viste det sig, at de, der havde samlet meget, ikke havde for meget, og de, der havde samlet mindre, havde ikke for lidt. Alle fik, hvad de havde brug for.

¹⁹ „I må ikke gemme noget af det fra den ene dag til den anden,” sagde Moses til dem.

²⁰ Der var dog nogle, som ikke rettede sig efter Moses, og de gemte noget af det til næste morgen. Men om morgenen var det fuldt af orme og lugtede grimt. Da blev Moses vred på dem.

²¹ De følgende morgener samlede hver familie så meget, de havde behov for. Når solen begyndte at brænde, smeltede det, som endnu lå på jorden. ²² Den sjette dags morgen var der dobbelt så meget som de andre morgener—fire liter til hver i stedet for to. Da kom folkets ledere til Moses og spurgte ham, hvordan det kunne være.

Vis et godt eksempel i jeres måde at leve på

¹¹ Elskede venner, i denne verden er vi kun på gennemrejse. Vi bor her en kort tid som udlændinge og fremmede. Derfor opfordrer jeg jer til ikke at bukke under for selvisk begær, for det ødelægger sjælen. ¹² Selv når de gudløse taler ondt om jer, skal I opføre jer godt og prisværdigt over for dem, så de må blive tiltrukket ved at iagttage jeres gode liv og gerninger. Så vil de på dommens dag kunne takke Gud for jer.

¹³ Da I repræsenterer Herren, skal I underordne jer de menneskelige myndigheder, hvad enten det er en konge, som er sat til at regere, ¹⁴ eller det er ordensmagten, som straffer forbryderne og påskønner dem, der handler ret. ¹⁵ Det er nemlig Guds vilje, at jeres eksemplariske levevis skal lukke munden på dem, som kommer med uovervejede beskyldninger imod jer. ¹⁶ Kristus har sat jer i frihed, men brug ikke friheden som en undskyldning for onde handlinger. Nok er I frie, men I er også Guds tjenere. ¹⁷ Vis respekt for alle mennesker, og vis jeres kærlighed til alle de kristne. Frygt Gud og respekter kongen.^[a]

Lev med Kristus som forbillede

¹⁸ I, der er slaver, skal underordne jer under jeres herrer og vise dem respekt. Det gælder ikke kun, hvis jeres herrer er gode og venlige, men også hvis de er hårde og urimelige. ¹⁹ For det er prisværdigt, hvis I kan udholde selv en urimelig behandling i bevidstheden om at tjene Gud. ²⁰ Der er ingen ære ved at udholde en straf, I har fortjent. Men finder I jer i at blive straffet, selvom I ikke har gjort noget forkert, så er det al ære værd.

²¹ Lidelse hører med til det kald, I har fået fra Gud. Kristus viste jer et godt eksempel ved at lide for jer, selvom han intet forkert havde gjort. Følg hans eksempel. ²² Han begik aldrig nogen synd og var helt igennem ærlig. ²³ Han svarede ikke igen, når han blev uretfærdigt anklaget. Han truede ikke dem, der mishandlede ham, men han overlod sin sag til Gud, der dømmer retfærdigt. ²⁴ Han tog vores synder på sig, da han døde på korset. På den måde blev vi frigjort fra syndens herredømme, så vi nu kan gøre Guds vilje. Ved hans sår fik vi helbredelse. ²⁵ I var som vildfarne får, men nu har I fået en hyrde, der virkelig har omsorg for jer.

¹² Min befaling til jer er, at I skal vise hinanden den samme kærlighed, som jeg har vist jer. ¹³ Ingen har større kærlighed end den, der sætter livet til for at redde sine venner. ¹⁴ I er mine venner—hvis I altså gør det, jeg har befalet jer at gøre. ¹⁵ Jeg betragter jer ikke længere som tjenere,^[a] for en tjener bliver ikke indviet i sin herres planer. Jeg regner jer for mine venner, for jeg har betroet jer alt det, jeg selv har fået at vide af min Far. ¹⁶ Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer. Jeg har sat jer til at gå ud og bære frugt—og det skal være en varig frugt—så min Far kan give jer alt, hvad I beder ham om i mit navn. ¹⁷ Min befaling til jer er: I skal elske hinanden.^[b]

Disciplene vil blive hadet af verden

¹⁸ Når I oplever, at verden hader jer, så husk, at den også har hadet mig. ¹⁹ Hvis I tilhørte denne verden, ville den elske jer, som den elsker sine egne. Men fordi jeg har kaldet jer ud af verden, hører I ikke længere til i verden; derfor hader den jer. ²⁰ Husk på, hvad jeg sagde til jer: En tjener står ikke over sin herre. De, der har forfulgt mig, vil også forfølge jer, men de, der har adlydt mine ord, vil også adlyde jeres. ²¹ De vil forfølge jer, fordi I tilhører mig. De kender jo ikke ham, som har sendt mig. ²² De havde ikke været skyldige, hvis jeg ikke havde været her og talt til dem om deres synd, men nu har de ingen undskyldning. ²³ Den, der hader mig, hader også min Far. ²⁴ De havde heller ikke været skyldige, hvis jeg ikke havde gjort de store undere iblandt dem, som ingen anden har gjort, men nu har de set dem, og alligevel hader de både mig og min Far. ²⁵ Således opfyldes Skriftens ord: ‚De hadede mig uden grund.’^[c]

²⁶ Når jeg sender Vejlederen til jer—sandhedens Ånd, der kommer fra Faderen—så vil han tale til mennesker om mig. ²⁷ Men også I skal fortælle om mig, for I har været med mig fra begyndelsen.