Book of Common Prayer
Velsignelsen ved at gøre Guds vilje
1 Gud velsigner de mennesker,
som ikke går efter gudløses råd,
står bag syndige handlinger,
eller sidder og håner Herren,
2 men som ønsker at gøre hans vilje,
og har hans ord i tanke både dag og nat.
3 De er som træer, der vokser ved vandløb
og bærer frugt hver eneste høst,
og hvis blade altid er grønne.
Alt, hvad de gør, lykkes for dem.
4 Anderledes er det med de gudløse.
De er som avner, vinden blæser bort.
5 På dommens dag står de straf skyldige,
de hører ikke hjemme blandt Guds folk.
6 Herren hjælper dem, der gør hans vilje,
men de gudløses vej ender i afgrunden.
Guds udvalgte konge
2 1-2 Hvorfor er de fremmede folk så rasende?
Deres konger gør sig klar til kamp.
Hvorfor lægger folk nytteløse planer?
Deres ledere samles til rådslagning.
De kæmper imod Herren selv,
de angriber hans udvalgte tjener.
3 „Lad os bryde de snærende bånd,” siger de.
„Lad os sprænge de tunge lænker.”
4 Men han, som troner i Himlen, ler,
han ryster på hovedet ad deres planer.
5 Så taler han til dem i vrede,
de skælver af rædsel ved hans ord:
6 „Jeg har allerede indsat min konge,
han skal regere fra Zion, mit hellige bjerg.”
7 (Den udvalgte konge siger:)
„Lad mig fortælle jer, hvad Herren har lovet.
Han sagde til mig: ‚Du er min søn,
i dag er jeg blevet din Far.
8 Bed mig, og du skal få verden i eje,
alle jordens riger skal tilhøre dig.
9 Med dit jernscepter skal du fælde en knusende dom,
som pottemageren smadrer de fejlslagne kar.’ ”
10 Hør efter, I konger og fyrster,
vær kloge og lyt til mit råd.
11 Bøj jer ærbødigt for Herren,
søg ham med frygt og bæven.
12 Bøj jer med respekt i støvet,
så I ikke bliver knust under hans vrede.[a]
For hans dom kan hurtigt ramme jer.
Velsignede er de, der søger tilflugt hos ham.
Tryghed hos Herren
3 En sang af David, da han flygtede fra sin søn Absalom.
2 Åh Herre, mine fjender er så mange,
de er alle imod mig, de gør mig bange.
3 „Gud vil ikke redde ham!” siger de.
4 Men Herren er mit skjold og min styrke,
han gav mig modet tilbage.
5 Jeg råbte til ham om hjælp,
og han svarede mig fra sit hellige bjerg.
6 Jeg lagde mig trygt til at sove,
for Herren skærmede mig med sin hånd.
7 Jeg bliver ikke overmandet af frygt,
om så tusinder af fjender omringer mig.
8 Men jeg råber til Herren:
„Grib ind, Herre! Red mig, Gud!”
Herren ydmyger alle mine fjender,
det er ham, der bryder de ondes magt.
9 Han er den, som redder os.
Ja, velsign dit folk, Herre!
At stole på Herren
4 Til korlederen: Brug strengeinstrumenterne. En sang af David.
2 Hør mig, Gud, når jeg råber om hjælp,
for du er en god Gud.
Du har hjulpet mig før,
når jeg var trængt op i en krog.
Vær nådig imod mig
og lyt til min bøn!
3 I oprørske mennesker,
hvor længe vil I krænke min ære?
Hvor længe vil I stræbe efter falskhed
og foretrække løgn og bedrag?
4 I må forstå, at Herren velsigner dem,
der trofast følger ham.
Han hører mit råb om hjælp,
han svarer, hver gang jeg kalder.
5 Bliver I oprørte over noget, da synd ikke.
Tænk jer om, forhast jer ikke.
6 Bring hellere ofre til Herrens ære
og sæt jeres lid til ham.
7 Mange klager: „Hvorfor hjælper Gud os ikke?”
Herre, se i nåde til os.
8 Mit hjerte glæder sig mere over dig
end over en rig høst af korn og vin.
9 Jeg kan roligt lægge mig til at sove,
for du, Herre, beskytter mig.
Bøn om hjælp mod fjenderne
7 En sang David sang til Herren på grund af benjaminitten Kush.
2 Min Herre og Gud, jeg stoler på dig,
red mig fra alle mine forfølgere.
3 Lad dem ikke sønderrive mig som løver,
slæbe mig bort, uden at nogen kommer til hjælp.
4 Herre, hvis jeg havde forbrudt mig,
hvis jeg virkelig var skyldig,
5 hvis jeg havde svigtet mine venner
eller uden grund udplyndret mine fjender,
6 kunne de med god ret sønderrive mig
og trampe mig ned i støvet.
7 Grib ind mod mine fjenders raseri, Herre!
Giv dem den straf, de fortjener.
8 Lad folkene samles foran dig.
Tag plads på din høje trone.
9 Det er dig, Herre, der dømmer folkeslagene.
Frikend mig, for jeg er uskyldig.
Jeg har ikke gjort noget forkert.
10 Herre, gør en ende på de gudløses ondskab,
men hjælp dem, der er uden skyld.
For du er god og retfærdig, du kender hjertets dyb,
du vejer vore motiver og inderste tanker.
11 Den almægtige Gud er mit skjold,
han redder dem, der handler ret.
12 Gud er en retfærdig dommer,
han dømmer de gudløse dag efter dag.
13 Hvis de ikke omvender sig,
hvæsser han sværdet og spænder buen.
14 Han affyrer sine dødbringende våben,
sender de brændende pile af sted.
15 De gudløse undfanger uret,
er svangre med ondskab og føder løgn.
16 De sætter fælder for andre, men bliver selv fanget.
De graver faldgruber, men falder selv i dem.
17 Deres onde planer giver bagslag,
deres rænker rammer dem selv.
18 Jeg priser Herren, for han er god.
Jeg vil lovsynge den almægtige Gud.
21 Da Moses rakte sin stav ud over vandet, drev Herren vandet bort. Han lod en voldsom østenvind blæse hele natten, så havet delte sig, og en tør sti kom til syne midt i. 22 Så gik israelitterne gennem havet på den tørre havbund, mens vandet var som en beskyttende mur på begge sider. 23 Men alle Faraos heste, vogne, og ryttere fulgte efter dem ud i havet.
24 I den tidlige morgendæmring så Herren fra ild- og skysøjlen ned på egypternes hær og bragte den i uorden. 25 Han fik vognhjulene til at sidde fast, så de havde stort besvær med at komme fremad. Da råbte egypterne: „Lad os se at komme væk! Det er deres gud, Jahve, der kæmper imod os.”
26 Da alle israelitterne var kommet over på den anden side, sagde Herren til Moses: „Ræk din hånd ud over havet igen, så vil vandet vende tilbage og oversvømme de egyptiske vogne og ryttere.” 27 Moses adlød. Da dagen gryede, rakte Moses hånden ud over havet. Vandmasserne drønede tilbage til deres normale leje, og Herren skyllede de skrækslagne egyptere bort med de brusende strømme.
28 Vandet dækkede alle vognene og rytterne—ja, hele Faraos hær. Af alle de egyptere, der havde forfulgt israelitterne ud i havet, var der ikke en eneste, der overlevede. 29 Men israelitterne nåede tørskoede gennem havet, mens vandet beskyttede dem på begge sider.
30 Den dag reddede Herren israelitterne fra den egyptiske hær. De stod og betragtede ligene, der blev skyllet op på stranden. 31 Da israelitterne så Herrens vældige magt demonstreret på egypterne, blev de fyldt af dyb ærefrygt for Gud, og de gav udtryk for deres tillid til ham—og til hans tjener Moses.
Indledende hilsen
1 Dette brev er fra Peter, en af Jesu Kristi apostle. Jeg skriver til de kristne,[a] der bor som fremmede i provinserne Pontus, Galatien, Kappadokien, Asien og Bitynien. 2 Gud Fader udvalgte jer i sin forudviden til at blive frikendt for skyld og straf, ved at Jesus Kristus ofrede sit liv for jer, og til et liv i lydighed og indvielse til Gud ved Helligåndens medvirken.
Må I opleve stadig mere af Guds nåde og fred.
Visheden om det evige liv som troens mål
3-4 Vi takker og priser Gud, som er Far til vores Herre, Jesus Kristus. Ved hans store barmhjertighed er vi blevet født på ny. Og fordi Jesus Kristus opstod fra de døde, er vi overbeviste om, at vi får del i det vidunderlige liv, der venter os i Himlen, det evige liv, som aldrig kan ødelægges eller miste sin herlighed. 5 Det gælder alle jer, der gennem jeres tro bliver beskyttet af Guds kraft, indtil I når frem til den fulde frigørelse, som allerede ligger parat, men først bliver virkeliggjort ved afslutningen af den nuværende tidsalder.
6 Det kan I se frem til med glæde, selvom I nu for en kort tid må igennem lidelser, som gør jer bedrøvede. 7 Det er jo sådan, jeres tro[b] prøves og forædles, ligesom guld renses og forædles ved at blive smeltet i ilden. Når troen kommer styrket gennem prøven, er den meget mere værd end et stykke forgængeligt guld, og den vil bringe jer ære, pris og herlighed, når Jesus Kristus åbenbares i sin herlighed.
8 I elsker Jesus, selvom I aldrig har set ham, og I tror på ham, selvom I endnu ikke ser ham, og I skal fryde jer over ham med en ubeskrivelig og vidunderlig glæde, 9 den dag I når målet for jeres tro, nemlig jeres sjæles frelse.
10 Den frelse prøvede profeterne at forstå og forestille sig, når de profeterede om den nåde, som I skulle få del i. 11 Når Kristi Ånd i dem talte om de lidelser, som Messias engang skulle igennem, og om den herlighed, som ville komme bagefter, grundede de over, hvornår og hvordan det ville ske. 12 De forstod, at budskabet ikke angik dem selv, men deres efterkommere. Det glædelige budskab om Jesus har I nu hørt og taget imod, og det blev fortalt jer af mennesker, der var inspireret af Helligånden, som blev sendt ned fra Himlen. Det er et budskab, som selv englene ville ønske, de kunne forstå.
Jesus er vejen til Faderen
14 Jesus fortsatte sin tale til disciplene: „I skal ikke være bange eller urolige. I tror på Gud. Tro også på mig.[a] 2 I min Fars hus er der masser af boliger. Hvis ikke, ville jeg have sagt det til jer, for[b] jeg er på vej hen for at gøre alt klar til, at I kommer. 3 Når alt er parat, kommer jeg tilbage for at hente jer, så I altid kan være sammen med mig der, hvor jeg er. 4 Og I kender vejen, der fører til det sted, hvor jeg skal hen.”
5 „Nej, Herre,” indvendte Thomas. „Vi ved hverken, hvor du går hen, eller hvordan vi skal finde vej derhen.”
6 Jesus svarede: „Jeg er Vejen og Sandheden og Livet. Ingen kan komme til Faderen uden gennem mig. 7 Havde I forstået, hvem jeg er, ville I også have forstået, hvem min Far er.[c] Men I skal snart forstå, hvem han er, og I har set ham.”
8 „Herre, vis os Faderen!” bad Filip. „Det er alt, hvad vi ønsker.”
9 „Er du stadig ikke klar over, hvem jeg er, Filip?” spurgte Jesus. „Og det efter, at jeg har været så lang tid sammen med jer! Den, som har set mig, har set Faderen. Hvorfor siger du så: ‚Vis os Faderen’? 10 Tror du da ikke, at jeg er ét med Faderen, og at Faderen er ét med mig? Det jeg siger til jer, kommer ikke fra mig selv, men fra Faderen, som bor i mig. Og det er også ham, der gør sine gerninger gennem mig. 11 Tro mig, når jeg siger, at jeg er ét med Faderen, og Faderen er ét med mig. Men vil I ikke tro det, så tro på grund af de undere, I har set mig gøre.
12 Det siger jeg jer: De, der tror på mig, skal gøre de samme undere, som jeg har gjort; ja, de skal gøre endnu mere, for jeg er på vej til Faderen. 13-14 Hør godt efter: Hvad I end beder om i mit navn,[d] det vil jeg gøre. På den måde vil Faderen blive æret gennem Sønnen.
Jesus går bort, men vil sende Helligånden i stedet
15 Hvis I elsker mig, vil I gøre det, jeg beder jer om. 16 Jeg vil bede Faderen om at sende jer en anden Vejleder,[e] som altid skal være hos jer. 17 Det er sandhedens Ånd, som denne verdens mennesker ikke er i stand til at tage imod, for de ser ham ikke, og de kender ham ikke. Men I kender ham, for han er hos jer og skal være i jer.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.