Book of Common Prayer
Om at sætte sin lid til Herren
146 Halleluja!
Min sjæl, pris Herren!
2 Jeg vil lovprise Herren, så længe jeg lever,
synge til hans ære, så længe jeg trækker vejret.
3 Stol ikke på stormænd,
for mennesker kan ikke frelse jer.
4 De dør og bliver lagt i deres grav,
da er det slut med alle deres planer.
5 Velsignede er de, der stoler på Israels Gud,
de, der sætter deres lid til Herren.
6 Han skabte himlen og jorden,
havet og alt, hvad der lever deri.
Han er trofast til evig tid.
7 Han står på de undertryktes side
og sørger for mad til de sultne.
Han sætter fanger i frihed
8 og åbner de blindes øjne.
Han løfter de nedbrudte op,
han elsker dem, der gør hans vilje.
9 Han tager sig af de fremmede,
viser omsorg for enker og forældreløse,
men de ondes planer forpurrer han.
10 Herren skal regere for evigt!
Jerusalem, din Gud er konge fra slægt til slægt!
Halleluja!
Den almægtige Gud
147 Halleluja!
Det er godt at synge lovsange til Gud,
ja, det er herligt at prise hans magt.
2 Herren genopbygger Jerusalem
og bringer de landflygtige hjem til Israel.
3 Han heler de sønderbrudte hjerter,
læger de sår, de har fået.
4 Herren satte stjernerne på himlen,
han har givet dem alle et navn.
5 Han er stor og mægtig,
hans visdom er uden grænser.
6 Herren rejser den ydmyge op
og kaster den onde i støvet.
7 Syng takkesange for Herren,
spil på jeres harper for Gud.
8 Han samler skyerne på himlen,
sender byger af regn ned på jorden,
så græs spirer frem på bakkerne.
9 Han giver dyrene deres føde,
mætter den skrigende ravneunge.
10 Han er ikke interesseret i stærke heste,
ikke imponeret af krigerens styrke.
11 Han glæder sig over dem, der adlyder ham
og har tillid til hans trofaste omsorg.
12 Jerusalems befolkning, pris Herren.
Zions indbyggere, lovsyng jeres Gud.
13 Han beskytter byen mod fjenders angreb
og velsigner dens indbyggere.
14 Han skaber fred i landet
og sørger for en rigelig høst.
15 Han sender sit ord ud over jorden,
hans vilje bliver udført i hast.
16 Han breder sneen ud som et tæppe,
spreder rimfrost på jorden som mel.
17 Han kaster hagl som byger af småsten,
hvem kan holde stand mod den isnende kulde?
18 På hans ord begynder isen at smelte,
når han ånder på den, pibler vandet frem.
19 Han sendte sit ord til Israels folk,
gav dem sine forskrifter og lovbud.
20 Han sendte det ikke til de andre folk,
de kender ikke hans love.
Halleluja!
Herrens storhed og mægtige undere
111 Halleluja!
Af hele mit hjerte vil jeg takke Herren,[a]
berømme ham midt i de gudfrygtiges forsamling.
2 De ting, han gør, er vidunderlige,
enhver, der oplever dem, må juble og glæde sig.
3 Fantastiske er alle hans undere,
glem ikke hans uendelige godhed.
4 Herren er nådig og barmhjertig,
ingen må glemme hans velgerninger.
5 Jeg ved, at han altid sørger for sit folk.
Kan han nogensinde glemme sin pagt med dem?
6 Landet, som tilhørte de fremmede, gav han til sit eget folk,
med magt drev han de andre væk for øjnene af sine udvalgte.
7 Når han handler, gør han altid det rigtige,
ordene fra ham kan man stole på.
8 Pas på, at I trofast adlyder hans bud,
retsindighed har evighedsværdi.
9 Sit folk har han sat i frihed,
til evig tid varer hans pagt med dem.
Underfuld og hellig er Herren.
10 Visdom udspringer af ærefrygt for Gud.
Ypperlig er den indsigt, man får ved at adlyde ham.
Æren er hans for evigt!
At adlyde Herren giver velsignelse
112 Halleluja!
At adlyde Herren giver velsignelse.[b]
Budene er til for at blive overholdt.
2 Du og dine efterkommere får fremgang og magt,
enhver, der handler ret, bliver velsignet.
3 Familien vil opleve velstand,
gode mennesker vil altid blive husket.
4 Herren gør de gudfrygtige til et lys midt i mørket,
især når de er venlige og barmhjertige.
5 Ja, velsignet er de gavmilde og hjælpsomme,
kendetegnet på deres handlinger er ærlighed.
6 Lever de sådan, får de styrke og fasthed,
mennesker med et godt ry bliver husket længe.
7 Når modgangen kommer, som kunne skabe frygt,
opgiver de ikke, for de stoler på Herren.
8 På trods af fjendens angreb
rider de stormen af og ender med sejr.
9 Sådanne mennesker giver gavmildt til dem, der er i nød,
taknemmelighed og ære bliver dem til del,
uselvisk godhed vil aldrig blive glemt.
10 Ved at se en sådan velsignelse bliver de gudløse vrede.
Ynkeligt sidder de tilbage med tomme hænder,
ærgrelsen står malet i deres ansigter.
Den almægtige Guds godhed
113 Halleluja!
Pris Herren, alle hans tjenere,
lovpris den almægtige Gud!
2 Hans er æren,
både nu og i al evighed.
3 Alle mennesker på jorden[c]
bør lovprise Herren, den Almægtige.
4 Herren er ophøjet over alle jordens folk,
hans herlighed fylder universet.
5 Ingen når på højde med Herren, vor Gud,
han sidder på sin trone i Himlen.
6 Han må bøje sig frem
for at kigge ned på himmelrummet og jorden.
7 Han løfter de hjælpeløse op fra støvet,
han giver de fortvivlede nyt mod.
8 Han ærer dem som kongebørn,
bænker dem på hæderspladsen.
9 Han giver den barnløse kvinde børn,[d]
gør hende til en lykkelig mor.
Halleluja!
5 Da Egyptens konge fik at vide, at israelitterne ikke var kommet tilbage til den fastsatte tid, holdt han rådslagning med sine embedsmænd. De fortrød nu, at de havde ladet alle deres slaver rejse bort. 6 Så lod Farao sin stridsvogn gøre klar og satte efter dem 7 i spidsen for et elitekorps på 600 udsøgte stridsvogne. Alle Egyptens øvrige stridsvogne fulgte efter, bemandet med erfarne vognkæmpere.
8 Herren havde gjort Farao så stædig, at han nu satte efter israelitterne, der var taget af sted i triumf.[a] 9 Hele Faraos kavaleri af heste, ryttere og vogne deltog i forfølgelsen, og de indhentede Israels folk, hvor de havde slået lejr ved havet nær Pi-ha-Hirot over for Ba’al-Zefon.
10 Da nu Farao og hans hær kom nærmere, fik Israels folk øje på dem langt borte. De blev skrækslagne og råbte til Herren om hjælp. 11 Så vendte de sig imod Moses og sagde: „Har du ført os her ud i ørkenen, for at vi skal dø? Var der ikke gravpladser nok i Egypten? Hvorfor fik du os i det hele taget til at forlade Egypten? 12 Sagde vi ikke til dig dengang, at du skulle lade os være i fred? Hellere være slaver for egypterne end blive slagtet ned her i ørkenen!”
13 Men Moses svarede folket: „I skal ikke være bange! Bare bliv stående, hvor I står, for nu skal I få at se, hvordan Herren vil frelse jer. De egyptere, I ser komme imod os i dag, vil I aldrig komme til at se mere! 14 Herren selv vil tage kampen op for jer. I skal bare tie stille!”
15 Derpå sagde Herren til Moses: „Der er ikke tid til mere snak. Sig til israelitterne, at de skal bryde op. 16 Løft din stav og ræk den ud over havet, så der bliver en vej midt igennem. Så kan alle israelitterne gå tørskoet igennem havet og over på den anden side. 17 Jeg vil gøre egypterne stædige, så de dumdristigt følger efter jer ud i havet. Sådan vil jeg få ære og herlighed på bekostning af Farao og hans hær, alle hans stridsvogne og ryttere. 18 Når jeg har gjort det af med Farao og hele hans hær, vil egypterne indse, at jeg er Herren!”
19 Herrens engel, som indtil da havde gået foran israelitterne for at vise vej, gik nu om bag dem. Også skysøjlen flyttede sig fra pladsen foran dem og stillede sig bag ved dem, 20 så den stod mellem israelitterne og egypterne. Om natten var der således lyst på israelitternes side og bælgmørkt på den egyptiske side. På den måde kom de ikke i nærheden af hinanden hele natten.
21 Da Moses rakte sin stav ud over vandet, drev Herren vandet bort. Han lod en voldsom østenvind blæse hele natten, så havet delte sig, og en tør sti kom til syne midt i. 22 Så gik israelitterne gennem havet på den tørre havbund, mens vandet var som en beskyttende mur på begge sider.
Budskabet om Kristus er en øjenvidneberetning
1 1-3 Vi fortæller jer om det Livets Ord, som var til fra begyndelsen hos Faderen. Han blev sendt her til jorden, for at vi kunne se ham og gennem ham få del i det evige liv. Vi så ham med vores egne øjne, og vi rørte ved ham med vores egne hænder. Han bragte budskabet om evigt liv til os mennesker, og vi har selv lyttet til det. Vi fortæller jer om det, vi selv har set og hørt, for at I må opleve det samme fællesskab, som vi oplever, nemlig fællesskabet med Faderen og med hans Søn, Jesus Kristus. 4 Vi skriver det her til jer, for at jeres[a] hjerter må blive fyldt med glæde.
Lev i lyset
5 Det budskab, som Jesus kom med, og som vi giver videre til jer, er, at Gud er lys. Der findes slet intet mørke i ham. 6 Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, men samtidig lever i åndeligt mørke, så lyver vi og følger ikke sandheden. 7 Men hvis vi lever i Guds lys, ligesom Jesus altid levede i lyset, så har vi fællesskab med hinanden, og Jesu Kristi, Guds Søns, blod renser os fra al synd.
Jesus er vejen til Faderen
14 Jesus fortsatte sin tale til disciplene: „I skal ikke være bange eller urolige. I tror på Gud. Tro også på mig.[a] 2 I min Fars hus er der masser af boliger. Hvis ikke, ville jeg have sagt det til jer, for[b] jeg er på vej hen for at gøre alt klar til, at I kommer. 3 Når alt er parat, kommer jeg tilbage for at hente jer, så I altid kan være sammen med mig der, hvor jeg er. 4 Og I kender vejen, der fører til det sted, hvor jeg skal hen.”
5 „Nej, Herre,” indvendte Thomas. „Vi ved hverken, hvor du går hen, eller hvordan vi skal finde vej derhen.”
6 Jesus svarede: „Jeg er Vejen og Sandheden og Livet. Ingen kan komme til Faderen uden gennem mig. 7 Havde I forstået, hvem jeg er, ville I også have forstået, hvem min Far er.[c] Men I skal snart forstå, hvem han er, og I har set ham.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.