Book of Common Prayer
Guds nåde og trofasthed
103 En sang af David.
Min sjæl, pris Herren,
alt i mig skal ophøje hans hellige navn.
2 Min sjæl, pris Herren,
glem ikke hans velgerninger.
3 Han tilgiver alle mine synder
og helbreder alle mine sygdomme.
4 Han frier mig fra dødens gab,
velsigner mig med sin nåde og godhed.
5 Han mætter mig med gode gaver,
jeg får min livskraft igen som ørnen.
6 Han lader retfærdigheden ske fyldest,
så de undertrykte får deres ret.
7 Han åbenbarede sine planer for Moses,
Israels folk var vidner til hans undere.
8 Herren er barmhjertig og nådig
med tålmodig og trofast kærlighed.
9 Han fortsætter ikke med at anklage os,
bliver ikke ved med at være vred.
10 Han giver os ikke løn som forskyldt,
straffer os ikke i forhold til vore synder.
11 Så højt som himlen er over jorden,
så stor er hans nåde mod dem, der har ærefrygt.
12 Så langt som østen er fra vesten,
har han fjernet vore synder fra os.
13 Som en far er barmhjertig mod sine børn,
er Herren barmhjertig mod dem, der ærer ham.
14 Han forstår, hvor skrøbelige vi er,
han ved, at vi kun er som støv.
15 Vores liv på jorden er som græsset,
som markblomster, der hurtigt forsvinder.
16 Blæsten gør en ende på blomsten,
man skulle tro, den aldrig havde været der.
17 Men Herrens trofasthed er evig,
den omslutter dem, der ærer ham.
Hans godhed bliver alle generationer til del,
18 hvis de holder hans pagt og adlyder hans bud.
19 Herren sidder på sin trone i Himlen,
alt er underlagt hans herredømme.
20 Lovpris Herren, alle hans engle,
I vældige krigere, som adlyder hans ordrer
og udfører alle hans befalinger.
21 Ja, pris Herren, I englehære,
som tjener ham og udfører hans vilje.
22 Pris Herren, alle hans skabninger,
hvor I end befinder jer i hans rige.
Min sjæl, pris Herren.
Herrens storhed og mægtige undere
111 Halleluja!
Af hele mit hjerte vil jeg takke Herren,[a]
berømme ham midt i de gudfrygtiges forsamling.
2 De ting, han gør, er vidunderlige,
enhver, der oplever dem, må juble og glæde sig.
3 Fantastiske er alle hans undere,
glem ikke hans uendelige godhed.
4 Herren er nådig og barmhjertig,
ingen må glemme hans velgerninger.
5 Jeg ved, at han altid sørger for sit folk.
Kan han nogensinde glemme sin pagt med dem?
6 Landet, som tilhørte de fremmede, gav han til sit eget folk,
med magt drev han de andre væk for øjnene af sine udvalgte.
7 Når han handler, gør han altid det rigtige,
ordene fra ham kan man stole på.
8 Pas på, at I trofast adlyder hans bud,
retsindighed har evighedsværdi.
9 Sit folk har han sat i frihed,
til evig tid varer hans pagt med dem.
Underfuld og hellig er Herren.
10 Visdom udspringer af ærefrygt for Gud.
Ypperlig er den indsigt, man får ved at adlyde ham.
Æren er hans for evigt!
Herren hjælper sit folk
114 Da Israels folk forlod Egypten,
hvor de havde levet blandt et fremmed folk,
2 blev de Herrens ejendomsfolk,
de blev hans eget, hellige folk.
3 Havets vandmasser flygtede fra dem,
Jordanfloden holdt sig ærbødigt tilbage.[a]
4 Bjergene sprang rundt som væddere,
bakkerne var kåde som lam.
5 Hvad går der af dig, hav, siden du flygter?
Jordanflod, hvorfor holder du dig tilbage?
6 Hvorfor springer I bjerge som væddere?
Bakker, hvorfor er I kåde som lam?
7 Når jorden står overfor den Almægtige, må den skælve,
ryste af angst for Israels Gud,
8 han, som gav drikkevand fra en ørkensten,
gjorde klippevæg til kildevæld.
28 Israelitterne gjorde nu, som Herren havde befalet dem gennem Moses og Aron. 29 Ved midnatstid slog Herren alle de førstefødte sønner i de egyptiske familier ihjel—lige fra Faraos søn, kronprinsen, til den førstefødte søn af fangen i fangehullet. Selv de førstefødte blandt dyrene måtte dø. 30 Den nat stod Farao, hans hoffolk og hele det egyptiske folk op, og utallige sørgeskrig steg op fra Egyptens land, for i hvert eneste hus var der nogen, som var død.
Afrejsen fra Egypten
31 I nattens løb tilkaldte Farao Moses og Aron. „Tag af sted,” sagde han, „forsvind alle som én! Rejs ud og tilbed Herren, som I ønsker. 32 Tag alle jeres dyr og forsvind. Rejs bare, men velsign mig, før I tager af sted.”
33 Alle egypterne bad israelitterne om at forlade landet så hurtigt som muligt, for de tænkte: „Ellers ender det med, at vi alle dør.” 34 Så tog israelitterne deres dejtrug med den usyrnede dej, viklede noget tøj omkring og bar dem af sted på deres skuldre. 35 Israels folk bad egypterne om guld og sølv og klæder, som Moses havde sagt, 36 og Herren havde givet egypterne respekt for israelitterne, så de gav dem, hvad de bad om. Sådan forlod de Egypten som en sejrende hær med meget bytte.
37 Midt om natten forlod israelitterne Ramses og satte kursen mod Sukkot. Omkring 600.000 mænd foruden alle kvinderne og børnene begav sig på vej til fods. 38 Mange andre, som ikke var israelitter, fulgte med, sammen med får og geder og en stor mængde kvæg. 39 Når de gjorde holdt for at spise, bagte de brød af den usyrnede dej, de havde bragt med sig. Dejen var usyrnet, for folket blev jo nærmest smidt ud af Egypten uden at have tid til at vente på, at dejen skulle hæve.
Alle menneskers opstandelse
12 Når I nu har fået at vide, at Kristus opstod fra de døde, hvordan kan så nogle af jer påstå, at det slet ikke er muligt at genopstå? 13 Hvis det ikke er muligt, så kan Kristus jo heller ikke være genopstået. 14 Men hvis han ikke er genopstået, så er vores forkyndelse tom snak og jeres tro til ingen nytte. 15 I så fald har vi afgivet falsk vidnesbyrd om Gud, for vi har sagt, at han oprejste Kristus fra de døde. Men det kan han ikke have gjort, hvis det ikke er muligt at opstå fra de døde. 16 Altså, hvis døde ikke kan genopstå, så er Kristus heller ikke genopstået. 17 I så fald er jeres tro værdiløs, og I har ikke fået tilgivelse for jeres synder. 18 Desuden er alle de, som er sovet ind i troen på Kristus, gået fortabt, 19 og vi, som har satset vores største forventninger i dette liv på Kristus, er så de ynkværdigste af alle mennesker.
20 Men nu er Kristus opstået fra de døde. Han er den første, og han skal følges af de mange hensovede, der en dag vil genopstå. 21 Døden kom ind i verden på grund af ét menneske, nemlig Adam. Ligeledes blev opstandelsen fra de døde en realitet på grund af ét menneske, nemlig Kristus. 22 Ligesom alle, der er af Adams slægt, skal dø, sådan skal alle, der hører Kristus til, oprejses til nyt liv. 23 Det sker i en bestemt rækkefølge: Først af alle er Kristus genopstået, og når han kommer igen, skal alle de, der hører ham til, genopstå. 24 Derefter kommer verdens ende, når han har fjernet enhver fjendtlig øvrighed, myndighed og magt, og når han overgiver herredømmet til Gud, Faderen. 25 Det er nemlig nødvendigt, at Kristus sidder på tronen, indtil han har overvundet alle sine fjender. 26 Den sidste fjende, som bliver besejret, er døden. 27 Der står skrevet: „Han blev sat som hersker over alle ting.”[a] Men når der står „alle ting”, så er Gud selv naturligvis undtaget, for det er ham, der vil gøre Kristus til Herre over alle ting. 28 Når således alt er blevet underlagt Kristi herredømme, vil Sønnen selv blive underlagt Faderens herredømme. Da vil Gud være den øverste hersker over alt og alle.
Jesus viser sig for Maria Magdalene[a](A)
9 Det var tidligt søndag morgen, Jesus opstod fra de døde, og den første, der fik ham at se, var Maria Magdalene, som han havde befriet for syv onde ånder. 10-11 Hun gik straks hen til de grædende og sørgende disciple og sagde: „Jesus lever! Jeg har selv set ham!” Men de troede ikke på det.
Jesus viser sig for to disciple(B)
12 Senere samme dag viste Jesus sig i sin nye skikkelse for to mænd, der var på vej ud på landet—bort fra Jerusalem. 13 De skyndte sig så tilbage til byen for at fortælle de øvrige disciple, at de havde været sammen med Jesus. Men heller ikke deres beretning troede disciplene på.
Jesus viser sig for de 11 disciple(C)
14 Derefter viste Jesus sig for de elleve disciple, mens de var ved at spise. Han bebrejdede dem, at de så stædigt havde nægtet at tro på dem, der havde set ham i live.
Jesu sidste ord til disciplene(D)
15 Senere gav Jesus sine disciple følgende befaling: „Gå ud i hele verden og forkynd det gode budskab for alle mennesker. 16 Den, der tror og bliver døbt, vil blive frelst. Men den, som ikke tror, vil blive dømt. 17 Og disse tegn skal følge dem, der tror: med fuldmagt fra mig skal de drive dæmoner ud, de skal tale med nye tunger, 18 og hvis de kommer til at tage på slanger, vil der ikke ske dem noget. Skulle de drikke gift, vil det heller ikke skade dem. Og de skal lægge hænderne på de syge, så de bliver helbredt.”
Jesus tages op til Himlen(E)
19 Efter at Herren Jesus havde sagt alt, hvad han ville sige til sine disciple, blev han taget op til Himlen, hvor han satte sig ved Guds højre side.
Disciplene begynder at forkynde budskabet om Jesus
20 Og disciplene gik ud alle vegne og forkyndte budskabet om Jesus, og Gud gav dem magt til at udføre tegn og undere, som bekræftede, at budskabet var sandt.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.