Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Book of Common Prayer

Daily Old and New Testament readings based on the Book of Common Prayer.
Duration: 861 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 93

Herren er Konge

93 Det er Herren, der sidder med magten,
    han er klædt i kongeligt skrud.
Ingen kan udfordre hans herredømme,
    han grundlagde jorden, den står urokkeligt fast.

Herre, du har været Konge fra tidernes morgen,
    fra evighed har du siddet på tronen.
Havene[a] buldrer og brager,
    brændingen hamrer højlydt mod stranden.
Men Herren sidder roligt på sin trone,
    berøres ikke af bølgernes oprør.
Herre, dine love og bud står fast,
    dit tempel vidner om din hellighed for evigt.

Salme 98

Lovsang til Gud for hans frelse

98 Syng en ny sang for Herren
    om de underfulde ting, han har gjort.
Han har vundet en vældig sejr
    ved sin egen guddommelige kraft.
Han har vist sin magt til at frelse,
    alle folkeslag har set hans retfærdige dom.

Han har vist sin trofasthed og nåde mod Israel,
    hele jorden har set, hvordan han frelste sit folk.
Bryd ud i lovsang til Gud, hele jorden,
    råb af fryd og syng af glæde.
Syng for Herren til harpeklang,
    lad lovsangen lyde til strengespil,
til trompeter og vædderhornets lyd,
    en vældig symfoni til Herren, vor konge.
Lad havet med alt dets liv stemme i,
    sammen med jorden og alle dens folk.
Lad floderne juble og klappe i hænderne,
    bjergene bryde ud i glædessang for Herren,
for han kommer og dømmer jorden.
    Han dømmer verden med retfærdighed,
        alle folkeslag får en fair behandling.

Salme 66

Lovsang til den nådige og trofaste Gud

66 Til korlederen: En lovsang.

Bryd ud i fryderåb for Gud, hele jorden,
    lovpris hans herlighed og magt.
        Giv ham den ære, han fortjener.
Sig til ham: „Dine gerninger er underfulde, Gud,
    fjenderne viger for din vældige magt.
Hele jorden skal tilbede dig
    og lovprise din herlighed.”

Kom og se Guds undere,
    han gør fantastiske mirakler for sit folk.
Han banede en vej gennem havet,
    så folket kunne gå tørskoet over.
        Lad os juble over hans vældige magt.
Han har herredømmet for evigt og altid,
    han regerer over alverdens folk.
        Kun en tåbe gør oprør mod ham.
Pris Gud, alle folkeslag på jorden,
    lad lovsange lyde til hans ære.
Han holder vores liv i sin hånd,
    han sørger for, at vi ikke snubler.

10 Du brugte ilden til at rense os, Gud,
    som sølv i en smeltedigel.
11 Du fangede os i dit net
    og gjorde os til slaver.

12 Du lod fjenderne underkue os,
    vi gik gennem ild og vand,
men du førte os ud i frihed til sidst
    og gav os fremgang og fred.
13 Jeg vil bringe dig brændofre i din helligdom
    for at opfylde de løfter, jeg gav dig.
14 Jeg vil stå ved de ord, jeg sagde,
    da jeg råbte til dig i min nød.
15 Jeg vil ofre mit fedekvæg til dig.
    Tag imod mine vædderes vellugt,
        duften fra mine tyre og geder.

16 Kom og hør, I, der ærer min Gud.
    Jeg vil fortælle, hvad han har gjort for mig.
17 Jeg råbte til ham om hjælp,
    jeg priste ham med min lovsang.
18 Havde jeg huset ondskab i hjertet,
    ville han ikke have hørt min bøn.
19 Men han lyttede til mig,
    han hørte min tryglende bøn.
20 Jeg priser dig, Gud, fordi du hørte min bøn
    og omsluttede mig med din trofaste kærlighed.

2 Mosebog 12:14-27

14 Den dag skal I altid mindes fra slægt til slægt. Hvert år skal I fejre påskefest for Herren. 15 I syv dage må I kun spise brød, som er bagt uden surdej. I løbet af påskedagen skal I fjerne al surdej fra jeres huse. Enhver, som spiser brød bagt med surdej i den næste uge, skal udryddes af Israels folk. 16 På festens første og syvende dag skal hele folket samles til højtid. På disse særlige dage må I ikke udføre nogen form for arbejde—udover madlavning.

17 Denne årlige fest, hvor I spiser usyrnet brød, skal minde jer om, at på den dag førte jeg hele det israelitiske folk ud af Egypten. I skal fejre den som en fast tradition fra slægt til slægt. 18 Fra solnedgang på månedens 14. dag indtil solnedgang på månedens 21. dag må I kun spise usyrnet brød. 19 I de syv dage må der ikke findes den mindste smule surdej i jeres huse, og enhver, der i den periode spiser syrnet brød, skal udryddes af Israels folk. Den samme forordning gælder for udlændinge, der bor iblandt jer. 20 Jeg gentager: I de syv dage må I—hvor I end bor—ikke spise noget som helst, der er tillavet med surdej, men kun usyrnet brød.”

21 Da kaldte Moses alle Israels ledere sammen og sagde til dem: „Sig til alle israelitiske familieoverhoveder, at de skal gå ud til deres småkvæg og hente et lam eller gedekid, som de kan slagte. Det bliver deres påskeoffer. 22 De skal lade blodet løbe fra i en balje. Så skal de tage nogle isopgrene, dyppe dem i blodet og slå dem mod overliggeren og siderne af dørkarmen, så de bliver farvet af blodet. Og husk, at ingen må gå uden for en dør, før det bliver morgen, 23 for i nat vil Herren gå gennem landet og slå egypterne ihjel. Men når han ser blodet på jeres dørkarme, vil han gå forbi og ikke tillade ødelæggeren at trænge ind og slå jeres førstefødte sønner ihjel.

24 Husk, at disse forordninger er permanente, og skal overholdes af jer og jeres efterkommere i fremtiden. 25 Når I kommer ind i det land, som Herren har lovet jer, skal I fortsætte med at højtideligholde påskefesten. 26 Så vil jeres børn spørge: ‚Hvad betyder alt det her? Hvorfor holder vi den her fest?’ 27 Og I skal svare: ‚Det er påskefesten, som vi fejrer, fordi Herren gik forbi israelitternes huse i Egypten. Han dræbte egypternes førstefødte sønner, men han skånede vores familier.’ ” Da Moses var færdig, faldt lederne på knæ, bøjede hovedet mod jorden og tilbad Herren.

1 Korinterne 15:1-11

Budskabets kerne og Kristi opstandelse

15 Kære venner, jeg vil minde jer om det budskab om Jesus, som jeg forkyndte for jer, som I tog imod, og som nu er grundlaget for jeres tro. Det er på grund af det budskab, I får lov at gå ind til det evige liv, hvis I da holder fast ved det ord, jeg forkyndte for jer—ellers var det forgæves, at I kom til tro.

Kernen i det budskab, jeg gav jer, sådan som jeg selv hørte det og tog imod det, er, at Kristus døde for vores synder i overensstemmelse med, hvad der står i Skrifterne, at han blev begravet, og at han på den tredje dag blev oprejst fra de døde, som der står i Skrifterne. Efter at være genopstået blev han set af Peter og senere af de Tolv samtidigt. Derefter blev han set af mere end 500 kristne på én gang, og selvom nogle af dem nu er sovet ind, lever de fleste. Siden blev han set af Jakob og derefter af alle apostlene. Sidst af alle fik også jeg lov at se ham, jeg, der er lige så lidt værd som et dødfødt barn. Jeg er jo den ringeste af alle apostlene—ja, jeg burde ikke engang kaldes apostel, for jeg har forfulgt Guds menighed. 10 Men af Guds nåde er jeg blevet det, jeg er. Hans nåde over mig har heller ikke været forgæves, for jeg har arbejdet hårdere end nogen af de andre apostle. Dog er det ikke min fortjeneste, men det skyldes alene den nåde og kraft, som Gud har velsignet mig med. 11 Uanset hvem, der bragte jer budskabet, jeg eller de andre, så er det det samme budskab om Jesus, vi forkynder, og det er det, I er kommet til tro på.

Markus 16:1-8

Jesus genopstår(A)

16 Næste dags aften, da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Salome og Maria, Jakobs mor, vellugtende salver til at salve den døde med. Tidligt søndag morgen, mens solen var ved at stå op, gik de ud til gravhulen. 3-4 „Hvem mon vi kan få til at rulle den store sten væk fra indgangen?” sagde de til hinanden,[a] for stenen var meget tung. Men da de nåede frem, så de, at stenen allerede var rullet væk. Graven var åben. De gik indenfor og så en engel i skikkelse af en ung mand sidde i højre side af gravhulen. Han var iført en lang, hvid klædning. Da kvinderne så englen, blev de forskrækkede, men han sagde til dem: „Vær ikke bange! Er det ikke Jesus af Nazaret, den korsfæstede, I leder efter? Han er ikke her! Han er genopstået. Se selv: Det var her, han blev lagt. Men gå nu hen og sig til Peter og de andre disciple: ‚Jesus tager til Galilæa for at mødes med jer dér, sådan som han har sagt jer.’ ”

Så snart kvinderne var kommet ud fra gravhulen, gav de sig til at løbe alt, hvad de kunne. De var ude af sig selv og rystede af sindsbevægelse. De turde ikke fortælle nogen, hvad de havde oplevet.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.