Book of Common Prayer
Tilbedelse og lydighed
95 Kom, lad os lovprise Herren med sang,
lad os råbe af fryd for vor Frelser.
2 Lad os komme til ham med tak,
lad os spille og synge til hans ære.
3 For Herren er den almægtige Gud,
Kongen over alle guder.
4 Han hersker over havenes dyb,
de mægtige bjerge tilhører ham.
5 Han skabte både hav og land,
derfor tilhører det hele ham.
6 Kom, lad os bøje os og tilbede vor Gud,
lad os knæle for Herren, vor Skaber.
7 Han er vor Gud, og vi er hans folk,
den hjord, han vogter og tager sig af.
Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag:
8 Lad være med at lukke af for mit ord,
som da jeres forfædre gjorde oprør ved Meriba[a]
og satte sig op imod mig ved Massa i ørkenen.
9 De provokerede mig og satte mig på prøve,
selv om de havde set mine undere i 40 år.
10 Jeg blev vred på dem og sagde:
„De går altid deres egne veje,
i stedet for at følge mine.”
11 Så svor jeg i min vrede:
„De skal ikke få lov at opleve min hvile.”
Et nødråb i sygdom
88 Til korlederen: En sang af ezraitten Heman fra Koras slægt i mahalat-stil.[a]
2 Herre, min Gud, jeg råber til dig om dagen,
jeg kalder på dig om natten.
3 Lad min bøn nå frem til dig,
lyt til mit råb om hjælp.
4 Min sjæl er tynget af problemer,
jeg befinder mig på gravens rand.
5 Man betragter mig allerede som død,
et menneske, der har mistet sin kraft.
6 Man ser på mig som et lig,
der ligger i sin grav,
som et menneske, der snart bliver glemt
og ikke længere nyder godt af din hjælp.
7 Du har kastet mig i det dybe hul,
i den mørkeste afgrund.
8 Din straf tynger mig til jorden,
skyller over mig som brændingen.
9 Du har fået mine venner til at forlade mig,
du har gjort det, så de væmmes ved mig,
jeg er fanget og ser ingen udvej.
10 Mine øjne er matte af fortvivlelse.
Åh, Herre, dagen lang råber jeg til dig,
rækker hænderne op imod dig i bøn.
11 Mon du gør underværker for de døde?
Står de op af graven for at lovprise dig?
12 Vil de døde fortælle om din nåde?
Forkynder man din trofasthed i dødsrigets mørke?
13 Vil afgrunden opleve dine undere?
Huskes din godhed i glemslens land?
14 Herre, jeg råber til dig om hjælp,
hver morgen stiger mine bønner op til dig.
15 Hvorfor har du forkastet mig, Herre?
Hvorfor skjuler du dit ansigt for mig?
16 Jeg er hjælpeløs og døden nær,
fra min ungdom plaget af rædsel.
17 Din straf overvælder mig,
så jeg er ved at gå til af angst.
18 Som en malstrøm hvirvler den omkring mig,
slår sammen over mit hoved.
19 Mine venner og min familie har forladt mig,
mine bekendte har efterladt mig i mørket.
Tillid til Herren
27 En sang af David.
Herren er mit lys og min redning,
så hvem har jeg grund til at frygte?
Herren beskytter mit liv,
hvad har jeg så at være bange for?
2 Når mine fjender angriber mig og vil mig til livs,
så snubler de alle og falder.
3 Selv om jeg omringes af en hær, er jeg ikke bange.
Selv om alt tyder på krig, er jeg stadig tryg.
4 Jeg har bedt Herren om én ting,
og det er mit højeste ønske:
at få lov at leve i hans nærhed livet igennem,
at se hans herlighed og meditere i hans helligdom.
5 Herren beskytter mig,
når der er fare på færde.
Han skjuler mig i sit telt,
sætter mig højt på en klippe.
6 Dér kan jeg være i fred,
for fjenden kan ikke nå mig.
Dér vil jeg bringe ofre til Herren
og lovprise ham af hele mit hjerte.
7 Herre, hør min bøn!
Vær mig nådig og svar mig.
8 Mit hjerte byder mig at søge dig,
og derfor kommer jeg til dig.[a]
9 Vend mig ikke ryggen, Herre.
Vis ikke din tjener bort i vrede.
Du er min redning, svigt mig ikke nu!
Lad mig ikke i stikken, min frelses Gud!
10 Selv hvis min far og mor forlod mig,
ville du altid blive hos mig, Herre.
11 Vis mig den vej, jeg bør følge,
led mig på ærlighedens sti.
Mine fjender venter på, at jeg falder.
12 Lad mig ikke falde i hænderne på dem!
De anklager mig for ting, jeg ikke har gjort,
og de er altid ude på vold.
13 Men jeg er sikker på, at Herren vil hjælpe mig,
så jeg oplever hans godhed hele mit liv.
14 Regn med Herren og hold ud!
Stol på ham og tab ikke modet!
37 Nogle tror, at de handler i egen kraft, men Herren står bag det.
38 Når vi oplever velsignelse eller bliver straffet, kommer begge dele fra Herren.
39 Nu kan vi lige så godt se i øjnene, at vi straffes for vore egne synder.
Omvendelse og syndserkendelse
40 Oprigtig selverkendelse er nødvendig, lad os erkende vores synd og bede om nåde.
41 Og lad os så løfte vore hjerter og hænder og råbe til Gud i Himlen.
42 Oprørskhed førte os ud i store synder, som Herren var nødt til at straffe.
43 På grund af vore synder blev du vred på os, du ramte os hårdt uden skånsel.
44 Påkaldte vi dig i vore bønner, var det, som om du gemte dig bag en sky.
45 Provokationen fra folkeslagene var ikke til at bære, de så på os som det værste skidt.
46 Ringeagt og trusler var alt, hvad vi mødte fra alle vore fjender omkring os.
47 Rædsel og angst fyldte vore hjerter, for hele vores verden blev lagt i ruiner.
48 Reaktionen på mit folks ødelæggelse kunne ikke blive andet end en strøm af tårer.
49 Strømmen af tårer, der flyder fra mine øjne, er ikke til at standse.
50 Se i nåde til os, Herre, for kun du kan redde os.
51 Synet af Jerusalems befolkning er en stadig smerte i min sjæl.
52 Tænk på, hvordan fjenderne overfaldt mig, selv om jeg ikke havde gjort dem noget.
53 Triumferende smed de mig i et dybt hul og overdængede mig med sten.
54 Til sidst troede jeg, at alt var forbi, og jeg sagde: „Det er ude med mig!”
Bøn om hjælp og straf over fjenderne
55 Uden noget af mit eget tilbage råbte jeg til dig, Herre.
56 Udmattet og ussel skreg jeg om hjælp, og du hørte mine tryglende bønner.
57 Uden at tøve kom du mig til hjælp og trøstede mig med et: „Vær ikke bange!”
58 Ved at høre min bøn, Herre, har du reddet mit liv.
Formaning til tro og lydighed som forudsætning for at gå ind til Guds hvile
4 Løftet om at gå ind til Guds hvile gælder stadig, åndeligt set. Lad os derfor være på vagt, så ingen af jer risikerer at gå glip af den hvile. 2 Vi har hørt det glædelige budskab om den hvile, der venter os, akkurat som folket dengang fik løftet om hvilen i det land, Gud havde lovet dem. Men det, at de hørte løftet, betød ikke, at de fik det opfyldt, for de troede ikke på det, de hørte.[a] 3 Altså er det kun, når vi tror på Guds løfte, at vi får lov til at gå ind til hans hvile. Det passer med, hvad han sagde om de vantro: „Så svor jeg i min vrede, at de ikke skal få lov at opleve min hvile.”
Det sagde Gud, selvom alt var planlagt og havde været klar siden verdens skabelse. 4 Der står jo et sted om den syvende dag: „Siden alting nu var fuldført, kunne Gud hvile på den syvende dag.”[b] 5 Men selvom løftets land var parat, måtte Gud sige: „De skal ikke få lov at opleve min hvile.” 6 Der er dog alligevel nogle, som får lov til at komme ind i Guds hvile, selvom de, der først fik løftet, ikke oplevede at få det opfyldt, fordi de var ulydige mod Gud. 7 Han fastsatte nemlig en ny dag, for de ord, der allerede er citeret fra Davids salme, hvor han taler om „i dag”, blev sagt mange år senere:
„Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag:
Lad være med at lukke af for mit ord.”
8 Hvis det var lykkedes Josva at føre folket ind til hvilens land, havde Gud ikke behøvet senere at tale om en ny tid, hvor man kunne opleve Guds hvile. 9 Altså er der stadig en hvile i vente til Guds folk. 10 De, som oplever at gå ind til den hvile, vil kunne hvile fra deres anstrengelser, ligesom Gud hvilede efter at have skabt verden. 11 Lad os derfor stræbe efter at komme ind i den hvile, og lad ingen af os gå glip af den på grund af ulydighed og oprør som dengang i ørkenen.
12 Pas på ikke at være ulydige, for når Gud taler, er der både liv og kraft i hans ord. De er skarpere end noget tveægget sværd og er i stand til at trænge ind i hjertets inderste kroge. Guds ord afslører vores hemmeligste tanker og motiver, og de sætter skel mellem det sjælelige og det åndelige. 13 Ingen kan gemme sig for Gud. Alt ligger åbent og udbredt for hans øjne, og vi skal engang stå til regnskab over for ham.
Jesus som den helt specielle og evige ypperstepræst
14 Lad os derfor holde fast ved det, vi er kommet til tro på, for Jesus, Guds Søn, som steg op gennem himlene og nu er i Guds nærhed, er vores fantastiske ypperstepræst. 15 Han forstår vores svagheder, for han har ligesom vi været udsat for alle mulige fristelser, dog uden at bukke under for dem. 16 Lad os derfor frimodigt træde frem for Guds trone, for han vil i sin nåde og barmhjertighed komme os til hjælp i rette tid.
Nyt liv ved Guds Ånds kraft
8 Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, der tilhører Jesus Kristus. 2 For gennem Kristus er jeg[a] blevet sat fri ved den Ånds kraft, som bringer liv, og jeg lever ikke længere under syndens lov, som bringer død. 3 Loven var ikke stærk nok til at sejre over menneskets syndige natur, men Gud gav os sejr. Han sendte jo sin egen Søn ind i denne verden, for at han skulle leve under samme vilkår, som vi syndige mennesker levede under, og han gjorde ham til syndebuk for os alle. På den måde blev synden, som var i mennesket, dømt til døden. 4 Derfor kan vi, som nu lever under Åndens ledelse—og ikke under syndens herredømme—opfylde lovens gode hensigt. 5 De, der lever under syndens herredømme, tænker i syndens tankebaner, mens de, der lever under Åndens ledelse, tænker i Åndens tankebaner. 6 Syndens tanker fører til død, men Åndens tanker fører til liv og fred. 7 Synd er nemlig oprør og fjendskab mod Gud. Synden hverken vil eller kan underordne sig Guds vilje, 8 og de, der lever et liv styret af synden, kan ikke behage Gud. 9 I, derimod, er ikke styret af synden, men af Ånden, hvis ellers Guds Ånd bor i jer. Men de, som ikke har Kristi Ånd, hører ikke Kristus til.
10 Når Kristus bor i jer, skal legemet ganske vist dø engang, fordi synden bragte døden ind i verden, men Ånden giver nyt liv, fordi Kristus tog straffen for al synd på sig selv. 11 Og da Guds Ånd bor i jer, vil han, som oprejste Jesus fra de døde, også oprejse jeres dødelige legemer til sin tid og give jer det evige liv.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.