Book of Common Prayer
Hvilen i Gud
131 En valfartssang af David.
Herre, mit hjerte er ikke hovmodigt,
jeg knejser ikke med nakken,
jeg siger ikke mere, end jeg kan stå inde for,
jeg har ikke urealistiske forestillinger,
2 men jeg har fundet hvile og ro i dig.
Som et lille barn er trygt hos sin mor,
har min sjæl fundet hvile hos dig.
3 Israel, sæt trygt jeres lid til Herren,
stol på ham evigt og altid.
Herrens bolig
132 En valfartssang.
Herre, du husker Davids hengivenhed.
2 Han gav et højtideligt løfte,
han sagde til Israels mægtige Gud:
3 „Jeg under mig ikke ro,
jeg vil ikke lægge mig til hvile,
4 jeg vil ikke sove,
jeg vil ikke lukke et øje,
5 før jeg har bygget Herren et hus,
en værdig bolig for Israels vældige Gud!”
6 Vi hørte i Betlehem,[a] at pagtens ark var blevet set,
vi tog til Ja’ars marker og fandt den.
7 Lad os nu bringe den til helligdommen,
så vi kan tilbede Gud ved hans fodskammel.
8 Kom, Herre, indtag din bolig,
på den Ark, der viser din magt.
9 Må præsterne altid gøre det rette,
og dit trofaste folk juble af glæde.
10 Du gav et løfte til David og hans slægt.
Forkast derfor ikke din udvalgte konge.
11 Du lovede David med en ed,
et løfte, som ikke kan brydes:
„Jeg vil gøre din søn til konge,
han skal regere efter dig.
12 Og hvis dine efterkommere vil holde min pagt
og adlyde mine befalinger,
skal din slægt blive ved at regere,
sidde på tronen til evig tid.”
13 Herren har udvalgt Zion,
dér ønsker han at bo.
14 „Dette er mit blivende hjem,
det er her, jeg har valgt at bo.
15 Jeg velsigner byen med overflod,
jeg giver de fattige mad at spise.
16 Jeg udruster præsterne til deres gerning,
mine trofaste tjenere skal råbe af glæde.
17 Derfra skal en mægtig konge spire frem,
fra Davids slægt, som jeg har udvalgt.
18 Hans fjender vil blive til skamme,
men han selv skal regere i herlighed.”
Det harmoniske fællesskab
133 En valfartssang af David.
Se, hvor smukt og dejligt det er,
når Guds folk er i harmoni med hinanden.
2 Det er som den kostbare salveolie,
der flyder fra Arons hoved
ned over hans skæg og præstedragt.
3 Det er som den friske morgendug på Hermon,
som den livgivende regn på Zions høje.
Dér er kilden til evigt liv,
den velsignelse, Herren har lovet.
Bøn om beskyttelse
140 Til korlederen: En sang af David.
2 Herre, red mig fra onde mennesker,
beskyt mig mod voldelige mænd.
3 Altid har de ondt i sinde,
hele tiden skaber de konflikter.
4 De spiller med tungen som en slange,
deres ord er som dræbende gift.
5 Herre, beskyt mig mod de ondes angreb,
vær mit værn mod de voldsmænd,
som ønsker at få mig ned med nakken.
6 Selvsikre mennesker sætter fælder for mig,
de lægger et net ud og sætter snarer på min vej.
De ligger i baghold for at fange mig.
7 Herre, du er min Gud.
Lyt til min bøn om hjælp.
8 Ja, Herre, du er min redningsmand,
du beskytter mig på kampens dag.
9 Lad ikke de gudløse få deres vilje,
lad ikke deres onde planer lykkes.
10 Lad dem ikke få held til at omringe mig,
men lad deres ondskab ramme dem selv.
11 Lad gloende kul vælte ned over dem,
styrt dem i afgrunden, så de aldrig kommer op igen.
12 Lad ikke løgnere få fremgang i landet,
lad voldsmænd få deres velfortjente straf.
13 Herre, jeg ved, du vil føre de hjælpeløses sag
og forsvare de undertryktes rettigheder.
14 De gudfrygtige har grund til at takke dig,
de retskafne skal bo i din nærhed.
Råb om hjælp
142 En visdomssang og bøn af David, fra dengang han gemte sig i en hule.
2 Jeg råber højt til Herren,
trygler ham om nåde.
3 Jeg udøser min nød for ham,
betror ham mine problemer.
4 Når jeg er modløs og opgivende,
viser du mig den vej, jeg skal gå,
for de har sat fælder op alle vegne.
5 Jeg ser mig omkring til højre og venstre,
men alle virker så ligeglade,
ingen vil føre mig i sikkerhed,
ingen er villige til at hjælpe.
6 Herre, derfor råber jeg til dig,
du er min tilflugt, mit eneste håb.
7 Lyt til min bøn, for jeg er i stor nød.
Red mig, for mine forfølgere er stærke.
8 Hjælp mig ud af det her fængsel,
så jeg atter kan takke og tilbede dig.
Når du griber ind og redder mig,
vil de gudfrygtige samles og takke dig for det.
25 Sådan gik der syv dage.
Anden katastrofe: Frøer
26 Derpå sagde Herren til Moses: „Gå hen til Farao og giv ham denne besked fra mig: Lad mit folk rejse, for at de kan tilbede mig. 27 Hvis du stadig nægter, vil jeg lade mængder af frøer plage dit land fra ende til anden. 28 Nilen skal komme til at vrimle med frøer, og frøerne vil trænge ind i dit palads og dit soveværelse—ja, helt op i din seng. De vil myldre ind i alle egypternes huse, selv ind i bageovnene og op i gryderne. 29 Frøerne vil kravle rundt på dig og dine hoffolk—ja, på alle landets indbyggere.”
8 Og Herren gav Moses besked om, at Aron med sin stav skulle pege ud over landets floder, alle kanalerne og dammene, så frøerne kunne invadere landet. 2 Aron adlød, og der vrimlede frøer frem overalt. 3 Men ved hjælp af deres magi fik også troldmændene frøer til at vrimle frem.
4 Da kaldte Farao Moses og Aron til sig og sagde: „Bed Jahve om at fjerne frøerne fra mig og mit folk, så vil jeg give jeres folk tilladelse til at rejse ud og tilbede jeres Gud.”
5 „Hvornår vil du have, jeg skal bede for dig, dine tjenere og dit folk?” spurgte Moses. „Når jeg beder, vil frøerne forsvinde fra jeres huse og kun være i floden.”
6 „I morgen!” sagde Farao.
„Det skal ske,” svarede Moses. „Så vil du forstå, at der ikke findes nogen så mægtig som vores Gud, Jahve. 7 Alle frøer vil forsvinde fra dig og dine huse, dine tjenere og dit folk. Kun de frøer der findes i Nilen, vil blive tilbage.”
8 Moses og Aron forlod nu Farao, og Moses bad Herren om at udrydde frøerne. 9 Herren gjorde, hvad Moses bad om. Frøerne døde i husene, i gårdene og på markerne. 10 De blev samlet i store dynger, og det stank over hele landet. 11 Men da Farao så, at han var blevet fri for frøerne, kom stædigheden over ham igen, og han nægtede at lade folket rejse—nøjagtig som Herren havde forudsagt.
Tredje katastrofe: Myg
12 Så sagde Herren til Moses: „Sig til Aron, at han skal slå på jordens støv med sin stav. Så vil støvet i hele Egypten blive forvandlet til myggesværme.” 13 Moses og Aron gjorde igen, som Herren havde befalet, og pludselig vrimlede det med myg over hele landet, og de angreb både mennesker og dyr. 14 Troldmændene forsøgte igen at gøre miraklet efter, men denne gang kunne de ikke. Myggene sad tæt på både mennesker og dyr.
15 „Det er et tegn fra Gud!” udbrød troldmændene. Men Farao var lige stædig og hårdhjertet, og ville ikke lade folket rejse—nøjagtig som Herren havde forudsagt.
Fjerde katastrofe: Fluer
16 Så sagde Herren til Moses: „Stå tidligt op i morgen og gå Farao i møde, når han er på vej til floden. Sig til ham fra mig af: Lad mit folk rejse ud for at tilbede mig. 17 Hvis du stadig nægter, vil jeg sende store sværme af fluer over dig, dine tjenere og hele dit folk. Dine huse og egypternes huse vil blive fyldt med fluer, og jorden vil blive dækket af dem. 18 Men i Goshens land, hvor israelitterne bor, vil jeg gøre en undtagelse, så der ingen fluer vil være. Så må du vel kunne fatte, at jeg er Herren, og at jeg har magten her i landet. 19 Jeg vil gøre forskel på mit folk og dit folk. Det her mirakel skal ske i morgen.”
7-8 Tjenesten i den gamle pagt byggede på love, der var hugget ind i sten, og den førte til død. Da Moses kom ned fra bjerget med stentavlerne, strålede hans ansigt efter at have været i Guds nærhed, så Israels folk ikke kunne holde ud at se på ham.[a] Stråleglansen på hans ansigt forsvandt ganske vist lidt efter lidt. Men når dødens tjeneste havde sådan en herlighedsglans over sig, hvor meget større herlighed er der da ikke over Helligåndens tjeneste. 9 Hvis den gamle pagts tjeneste var herlig, selvom den førte til, at mennesker kom under Guds dom, hvor meget herligere er så ikke den nye pagts tjeneste, der fører til, at mennesker bliver frikendt af Gud? 10 I sammenligning med den overvældende herlighed i den nye pagt er den gamle pagts herlighed for intet at regne. 11 Når den gamle pagts tjeneste havde herlighed over sig, selvom den var bestemt til at forsvinde, hvor meget større herlighed er der så ikke over den nye pagts tjeneste, som er kommet for at blive.
12 Da vi har en så stor og vedvarende herlighed, kan vi tale åbent og ærligt uden at lægge skjul på noget. 13 Vi gør ikke som Moses, der skjulte sit ansigt bag et slør, så israelitterne ikke kunne se, hvordan stråleglansen forsvandt. 14 I stedet for at få sandheden at vide blev folks tanker låst fast på det, der var engang. Lige til i dag ligger der et tilsvarende slør over deres tanker under oplæsningen af den gamle pagts skrifter, så de ikke forstår den dybere mening. Det slør fjernes først, når de kommer til tro på Kristus. 15 Det er stadigvæk sådan, at hver gang Moses’ skrifter bliver læst op, er deres tanker dækket af et slør. 16 Men når nogen vender sig til Herren Jesus, bliver sløret taget bort. 17 Jesus har sendt Helligånden, og hvor hans Ånd er, dér er der frihed. 18 Alle vi, som har fået sløret fjernet, kan nu se hans herlighed—med de begrænsninger, der hører det jordiske liv til[b]—og den herlighed sætter sit præg på os, så vi forvandles til lighed med ham, efterhånden som vi modtager fra hans Ånd, og det går fra herlighed til endnu større herlighed.
Hvordan man får det evige liv(A)
17 Da Jesus ville gå videre, kom en mand løbende og faldt på knæ foran ham. „Mester, du er et godt menneske,” sagde han. „Fortæl mig, hvad jeg skal gøre for at få del i det kommende liv?”
18 „Hvorfor kalder du mig god?” spurgte Jesus. „Det ord kan jo kun bruges om Gud. 19 Og med hensyn til det, du spørger om, så kender du budene: Du må ikke begå drab, du må ikke bryde ægteskabet, du må ikke stjæle, du må ikke anklage nogen på falsk grundlag, du må ikke bedrage nogen, og du skal ære din far og din mor.”
20 „Jamen, Mester,” svarede manden, „alle de bud har jeg overholdt, fra jeg var ganske ung.”
21 Jesus så kærligt på ham. „Du mangler én ting,” sagde han. „Gå hjem, sælg alt, hvad du har, og giv pengene til de fattige. Så skal du få del i Himlens rigdom—og kom så og følg mig.”
22 Manden blev ilde til mode over det svar og gik nedslået bort. Han var nemlig meget rig.
23 Jesus kiggede rundt på disciplene. „Hvor er det dog svært for rige folk at komme ind i Guds rige,” sagde han. 24 De stirrede forfærdet på ham. Jesus gentog: „Det er ikke let at komme ind i Guds rige, når man er bundet af sin rigdom.[a] 25 Ja, faktisk er det lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje, end det er for en rig at gå ind i Guds rige.”
26 Disciplene var rystede. De kunne ikke tro deres egne ører, men sagde til hinanden: „Hvem kan så få det evige liv?”
27 Jesus så på dem og sagde: „Hvad intet menneske kan gøre, det kan Gud, for Gud kan gøre alt.”
Lønnen for at følge Jesus(B)
28 „Hvad så med os?” spurgte Peter. „Vi har jo forladt alt for at følge dig.”
29 Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Alle, som har forladt deres hjem, brødre, søstre, far, mor, børn eller deres job for at følge mig og forkynde mit budskab, 30 skal få det 100 gange igen nu her i det jordiske liv: nye hjem, nye brødre, søstre, mødre, børn og nyt arbejde—men også forfølgelser. Desuden får de det evige liv i den kommende verden. 31 Men mange, der her på jorden regnes blandt de store, vil i Guds rige være de mindste. Og mange af dem, der her er blandt de mindste, vil dér være de største.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.