Book of Common Prayer

Lovsang som tak for sejr^[a]

Lovprisning af Herrens godhed

145 En lovsang af David.

¹⁶ Tag nu af sted og kald alle Israels ledere sammen. Fortæl dem, at Jahve, deres forfædre Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, viste sig for dig, og at han sagde til dig: ‚Jeg har set, hvordan egypterne har behandlet jer. ¹⁷ Og jeg lover at befri jer fra elendigheden i Egypten og føre jer ind i det land, hvor kana’anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor—et land, der flyder med mælk og honning.’ ¹⁸ De israelitiske ledere vil tage imod dit budskab. Derefter skal I sammen gå til Egyptens konge og sige: ‚Jahve, vores Gud, har åbenbaret sig for os. Derfor vil vi gerne rejse tre dagsrejser ud i ørkenen for at ofre til ham. Giv os nu din tilladelse.’ ”

¹⁹ Jahve fortsatte: „Jeg ved godt, at egypterkongen ikke uden videre vil lade jer rejse—ikke medmindre han bliver tvunget til det. ²⁰ Jeg vil tvinge ham ved at slå hårdt ned på hele Egypten, og så vil han til sidst give efter og lade jer rejse. ²¹ Og jeg vil sørge for, at egypterne bliver venligt stemt og giver jer gaver, så I ikke skal rejse bort med tomme hænder. ²² De hebræiske kvinder skal bede alle de egyptiske kvinder, der bor i nærheden af dem som fremmede, om juveler, sølv, guld og fine klæder, og I skal give jeres sønner og døtre det på. På den måde får I lov at plyndre egypternes rigdomme.”

Moses får autoritet til at udføre mirakler

4 „Jamen, hvad nu hvis Israels ledere ikke vil høre på mig?” indvendte Moses. „Hvad nu, hvis de ikke vil tro på, at Herren har vist sig for mig?”

² „Hvad har du der i din hånd?” spurgte Herren ham.

„Min hyrdestav,” svarede Moses.

³ „Smid den på jorden,” sagde Herren. Da Moses smed staven på jorden, blev den til en slange, og han løb forskrækket væk fra den.

⁴ Men Herren råbte til ham: „Grib den i halen!” Så greb Moses den i halen, og straks blev den igen til en hyrdestav i hans hånd.

⁵ „Det skal nok overbevise israelitterne om, at det er deres forfædre Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, der har vist sig for dig,” sagde Herren. ⁶ „Stik nu din hånd ind på brystet under kjortlen!” Moses adlød, og da han trak hånden ud igen, var den hvid af spedalskhed. ⁷ „Stik hånden ind på brystet igen,” fortsatte Herren. Det gjorde Moses, og da han trak den ud, var den fuldstændig normal igen.

⁸ „Hvis de tvivler efter at have set det første mirakel, vil de blive overbevist af det andet,” sagde Herren. ⁹ „Men hvis de stadig ikke tror dig, skal du tage lidt vand fra Nilen og hælde det ud på den tørre jord. Når du gør det, bliver vandet til blod.”

¹⁰ Men Moses havde flere indvendinger: „Jamen Herre, jeg er ikke god til at tale. Det har jeg aldrig været—og det er jeg heller ikke nu, efter at du har talt til mig. Jeg famler efter ordene.”

¹¹ „Hvem skabte menneskets mund?” spurgte Herren. „Har jeg ikke magt til at gøre et menneske i stand til at tale eller ikke at tale, til at se eller ikke at se, til at høre eller ikke at høre? ¹² Gå nu og gør, som jeg siger. Jeg vil hjælpe dig til at sige de rette ord—ja, jeg vil fortælle dig, hvad du skal sige.”

Den nye måde at tjene Gud og hinanden på

12 Kære venner, I har oplevet Guds nåde, og derfor beder jeg jer indtrængende om at give jer selv til ham som en levende offergave. Det glæder Gud, og det er den åndelige måde at tjene ham på. ² Jeres liv skal ikke styres af verdens tankegang. Lad i stedet Guds Ånd forvandle jeres tanker og vaner, så I kan glæde ham ved at leve efter hans vilje som gode og modne kristne.

³ På grundlag af den nåde, som Gud har givet mig til at tjene ham, siger jeg til enhver af jer: Hav ikke højere tanker om jer selv, end hvad der er rimeligt, men bedøm jer selv ud fra, hvor stor en tro Gud har givet hver enkelt af jer. ⁴ Ligesom et legeme består af mange dele, og hver del har sin særlige funktion, ⁵ således udgør alle vi, som tilhører Kristus, ét legeme. Vi hører sammen i en enhed, og vi er hver for sig dele af det samme legeme. ⁶ Gud har i sin nåde givet os forskellige gaver, så vi kan hjælpe hinanden. De, der har profetisk gave, skal bruge den i forhold til den tro, de har fået. ⁷ De, der har gaver til at yde praktisk hjælp, skal gøre det med tjenersind. De, der har gaver til at undervise, bør tage sig af undervisningen. ⁸ De, der har gaver til at opmuntre andre, skal gøre dét. De, der har en givertjeneste, bør give uden bagtanke. De, der har en ledertjeneste, bør lede med omhu. De, der har en barmhjertighedstjeneste, bør tjene med glæde.

⁹ Kærligheden skal være ægte. Tag afstand fra det onde, og gør jer til ét med det gode. ¹⁰ Elsk hinanden som kristne brødre og søstre. Kom hinanden i forkøbet med at vise respekt. ¹¹ Bliv ikke sløve. Vær brændende i ånden. Tjen Herren. ¹² Glæd jer i det håb, I har fået. Hold ud, når I møder modstand. Bliv ved med at bede. ¹³ Hjælp dem af jeres medkristne, som er i nød. Vær gæstfri over for de fremmede.

Velsign modstanderne og lev så vidt muligt i fred med alle

¹⁴ Velsign dem, der forfølger jer. Forband dem ikke, men bed for dem. ¹⁵ Glæd jer med de glade, og græd med de grædende. ¹⁶ Lad ikke menneskers sociale status bestemme, hvordan I tænker om dem.^[a] Hav ikke for høje tanker om jer selv, men vær villige til at have fællesskab selv med de mennesker, som ikke regnes for noget.^{[b] 17} Gengæld ikke ondt med ondt, men stræb efter at gøre det, som alle kan se er godt. ¹⁸ Lev i fred med alle mennesker—så vidt I kan. ¹⁹ Kære venner, tag ikke hævn, men lad Gud tage sig af at straffe. Der står jo skrevet: „Hævnen og gengældelsen er min, siger Herren.”^{[c] 20} Der står også skrevet: „Er din fjende sulten, så giv ham noget at spise. Er han tørstig, så giv ham noget at drikke. På den måde gør du ham skamfuld.”^{[d] 21} Lad dig ikke rive med af det onde, men overvind det onde med det gode.

⁴⁶ Hvem af jer kan påvise, at jeg skulle have gjort noget forkert? Når nu det, jeg siger, er sandt, hvorfor tror I så ikke på mig? ⁴⁷ Den, der tilhører Gud, lytter til hans ord. Men I lytter ikke til Guds ord, fordi I ikke er hans børn.”

⁴⁸ „Din samaritaner!” snerrede de. „Har vi ikke hele tiden sagt, at du er besat af en ond ånd?”

⁴⁹ „Jeg er ikke besat af nogen ond ånd,” svarede Jesus. „Jeg ærer min Far, men I vanærer mig. ⁵⁰ Jeg søger ikke min egen ære. Det er der en anden, der gør, og han skal dømme jer. ⁵¹ Det siger jeg jer: Den, der adlyder mit ord, skal aldrig dø.”

⁵² „Nu ved vi, at du er besat af en ond ånd!” sagde de jødiske ledere triumferende. „Abraham er død. Profeterne er døde. Og nu kommer du og siger, at hvis man bare adlyder dig, skal man aldrig dø. ⁵³ Du påstår vel ikke, at du er større end vores far Abraham, der dog ligger i sin grav. Eller større end profeterne, som måtte dø. Hvem tror du egentlig, du er?”

⁵⁴ Jesus svarede: „Hvis jeg lovpriste mig selv, ville det ikke være noget værd. Nu er det imidlertid min Far, der giver mig ære, ham, som I kalder jeres Gud, ⁵⁵ selv om I slet ikke kender ham. Men jeg kender ham, og hvis jeg sagde, at jeg ikke kendte ham, ville jeg være lige så stor en løgner, som I er. Ikke alene kender jeg ham, men jeg adlyder hans ord. ⁵⁶ Jeres stamfar Abraham så med glæde frem til den dag, jeg skulle komme. Han fik lov at se mig, og han frydede sig over det.”

⁵⁷ „Du er ikke engang 50 år, og så påstår du at have set Abraham!” protesterede de.

⁵⁸ Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Jeg har levet, fra længe før Abraham blev født.”^[a]

⁵⁹ Det blev dem for meget, og de begyndte at samle sten op for at slå ham ihjel, men Jesus forsvandt i mængden og gik bort fra tempelområdet.