Book of Common Prayer
Tilbedelse og lydighed
95 Kom, lad os lovprise Herren med sang,
lad os råbe af fryd for vor Frelser.
2 Lad os komme til ham med tak,
lad os spille og synge til hans ære.
3 For Herren er den almægtige Gud,
Kongen over alle guder.
4 Han hersker over havenes dyb,
de mægtige bjerge tilhører ham.
5 Han skabte både hav og land,
derfor tilhører det hele ham.
6 Kom, lad os bøje os og tilbede vor Gud,
lad os knæle for Herren, vor Skaber.
7 Han er vor Gud, og vi er hans folk,
den hjord, han vogter og tager sig af.
Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag:
8 Lad være med at lukke af for mit ord,
som da jeres forfædre gjorde oprør ved Meriba[a]
og satte sig op imod mig ved Massa i ørkenen.
9 De provokerede mig og satte mig på prøve,
selv om de havde set mine undere i 40 år.
10 Jeg blev vred på dem og sagde:
„De går altid deres egne veje,
i stedet for at følge mine.”
11 Så svor jeg i min vrede:
„De skal ikke få lov at opleve min hvile.”
Bøn om Herrens indgreb
102 Fra en, der lider, men beder om og forventer Herrens hjælp.
2 Herre, hør min bøn,
lad mit nødråb nå frem til dig.
3 Vend dig ikke bort fra mig,
for jeg lider og er i stor nød.
Hør mig, når jeg kalder på dig,
kom mig hurtigt til hjælp.
4 Jeg føler mit liv forsvinde som en røg,
det er, som om jeg blev lagt på et bål.
5 Jeg er som afskåret græs, der er ved at visne,
jeg har mistet lysten til at spise.
6 Jeg sukker og stønner højlydt,
jeg er snart ikke andet end skind og ben.
7 Jeg er mager som en grib i ørkenen,
som en ugle i øde ruiner.
8 Om natten ligger jeg vågen og jamrer,
så ulykkelig som en ensom fugl på taget.
9 Dagen lang bliver jeg hånet af mine fjender,
de gør nar af mig og forbander mig.
10 Den mad, jeg spiser, smager som aske,
min drik er blandet med tårer,
11 fordi du udøste din vrede over mig,
du tog mig i kraven og kastede mig bort.
12 Mit liv er snart forbi som aftenskyggen,
jeg visner bort som afskåret græs.
13 Men du, min Gud, sidder evigt på tronen,
din storhed berømmes fra slægt til slægt.
14 Rejs dig og se i nåde til Zion.
Det er tid til at vise din barmhjertighed,
du har jo lovet at komme os til hjælp.
15 Selv om Jerusalem ligger i ruiner,
elsker dit folk byens sten og murbrokker.
16 Folkeslag skal ære Herrens navn,
og jordens konger skal frygte for hans magt.
17 For Herren vil genopbygge Jerusalem,
han vil åbenbare sin magt og herlighed.
18 Han vil lytte til de nødstedtes råb,
ikke afvise deres indtrængende bøn.
19 Det bliver nedskrevet for efterslægtens skyld,
så kommende generationer må prise Herren.
20 Herren ser os fra sin bolig i himlen,
han betragter jorden fra sit himmelske tempel.
21 Han hører de tilfangetagne stønne og klage,
han befrier dem, som var dømt til at dø.
22 Sådan skal Herrens magt fejres i Zion,
hans frelse skal prises i Jerusalem.
23 Da vil nationerne rådslå med hinanden,
og konger skal bøje sig for Herren.
24 Herre, du har ramt mig i min bedste alder,
jeg føler, at min livskraft ebber ud.
25 Åh, min Gud, du som lever for evigt,
lad mig ikke dø i min bedste alder.
26 I begyndelsen grundlagde du jorden,
med egne hænder skabte du himmelrummet.
27 Det hele skal forgå, men du vil bestå.
Himmel og jord slides op som en klædning,
du lægger dem væk som et udslidt stykke tøj.
28 Men du er altid den samme,
dine leveår får aldrig ende.
29 De kommende slægter skal leve i sikkerhed,
de skal få lov at trives i din nærhed.
Herrens trofasthed mod sit folk
107 Tak Herren, for han er god.
Hans trofasthed varer til evig tid.
2 Det er, hvad Herrens folk bør sige,
dem, han befriede fra fjendens magt
3 og bragte tilbage fra fjerne lande,
fra øst og vest og syd og nord.
4 De måtte vandre længe gennem øde egne,
de ledte efter et sted at bo.
5 De var udmattede af sult og tørst
og nær ved at give op.
6 Men i deres nød råbte de til Herren,
og han reddede dem ud af problemerne.
7 Han førte dem ad den rigtige vej
til en by, hvor de kunne bosætte sig.
8 De bør takke Herren for hans trofasthed,
for de undere, han gør for menneskene.
9 Han slukkede de udmattedes tørst,
og han mættede de sultne med gode gaver.
10 De sad i et trøstesløst mørke
og led under deres fangenskab,
11 fordi de havde gjort oprør mod Gud,
ringeagtet den Højestes bud.
12 Han nedbrød deres stolthed gennem lidelser,
når de segnede, hjalp ingen dem op.
13 Men i deres nød råbte de til Herren,
og han reddede dem ud af problemerne.
14 Han førte dem ud af mørket
og rev deres lænker i stykker.
15 De bør takke Herren for hans trofasthed,
for de undere, han gør for menneskene.
16 Han sprængte porte af bronze
og huggede gennem slåer af jern.
17 De blev mishandlet og betragtet som tåber
på grund af deres synd og oprør mod Gud.
18 De mistede appetitten og fik kvalme af maden,
de var døden nær af sult.
19 Men i deres nød råbte de til Herren,
og han reddede dem ud af problemerne.
20 Han sagde blot et ord, og de blev reddet,
han rev dem ud af dødens gab.
21 De bør takke Herren for hans trofasthed,
for de undere han gør for menneskene.
22 Lad dem bringe ham ofre i taknemmelighed,
synge med glæde om hans vældige gerninger.
23 Nogle stod til søs med deres skibe,
drev handel på det store hav.
24 Også de fik Herrens gerninger at se,
de undere han udførte på havet.
25 Han befalede stormvejret at bryde løs,
bølgerne rejste sig som bjerge.
26 De steg mod himlen, sank atter ned i dybet.
Sømændene var ved at give op over for orkanen.
27 De ravede rundt som fulde folk,
de kunne intet stille op.
28 Men i deres nød råbte de til Herren,
og han reddede dem ud af problemerne.
29 Stormen blev stille som en hvisken,
havets bølger faldt hurtigt til ro.
30 Da fyldtes de af fred, åndede lettet op,
og han førte dem til deres rejses mål.
31 De bør takke Herren for hans trofasthed,
for de undere, han gør for menneskene,
32 ophøje ham offentligt i folkets forsamling
og for landets ledende råd.
Moses’ første år
2 På den tid var der en familie, hvor både manden og konen var fra Levis stamme. 2 Konen blev gravid og fødte en søn, og da hun så, hvor dejlig drengen var, skjulte hun ham de tre første måneder. 3 Da hun ikke længere kunne skjule barnet, lavede hun en kurv af papyrusrør og gjorde den vandtæt med beg og tjære. Så lagde hun barnet i kurven og satte den ud mellem sivene ved Nilens bred. 4 Drengens storesøster gemte sig i nærheden for at se, hvad der ville ske med ham.
5 Kort efter kom en af Faraos døtre ned til Nilen for at bade. Imens gik hendes hofdamer langs flodens bred. Da prinsessen fik øje på kurven mellem sivene, sendte hun en af hofdamerne hen for at hente den. 6 Da hun åbnede kurven, så hun den lille dreng, som lå og græd, og hans gråd rørte hende dybt. „Det må være en af de hebræiske drenge!” udbrød hun.
7 Så trådte drengens søster frem og spurgte prinsessen: „Skal jeg få fat i en hebræisk kvinde, der kan amme barnet for dig?”
8 „Ja, gør det!” svarede prinsessen. Så skyndte pigen sig hjem og hentede sin mor.
9 „Tag dette barn med hjem og pas ham for mig,” sagde prinsessen til moderen. „Jeg skal nok betale dig for det.” Så tog moderen barnet med hjem og passede ham.
10 Nogle år senere, da drengen var blevet ældre, bragte moderen ham tilbage til prinsessen, som adopterede ham. Hun gav ham navnet Moses,[a] for hun sagde: „Jeg trak ham op af vandet.”
Moses flygter til Midjans land
11 Mange år senere, da Moses var blevet voksen, gik han en dag ud for at se til sine israelitiske landsmænd. Han så, hvor hårdt de blev tvunget til at arbejde. Han så også, hvordan en egypter gennembankede en af de hebræiske slaver—en af hans egne landsmænd! 12 Efter at have set sig om til alle sider for at være sikker på, at der ikke var nogen vidner, slog Moses egypteren ihjel og skjulte ham i sandet.
13 Næste dag, da han igen gik derud, så han to hebræere i slagsmål. „Hold op med det!” råbte han til ham, der havde startet kampen, „du slår jo en af dine egne landsmænd!”
14 „Hvad bilder du dig ind?” vrissede urostifteren. „Hvem har sat dig til at dømme os imellem og være vores leder? Du vil måske slå mig ihjel, ligesom du i går slog egypteren ihjel?” Da blev Moses bange, for han var klar over, at alle nu vidste, hvad han havde gjort. 15 Da Farao hørte om det, gav han ordre til, at Moses skulle arresteres og henrettes. Men Moses flygtede til Midjans land,[b] hvor han satte sig ved en brønd.
16 Der var en præst i Midjan, som havde syv døtre. De kom nu for at hente vand og fylde vandtrugene, så deres fars får kunne drikke. 17 Samtidig kom nogle hyrder til brønden, som ville jage pigerne væk, men Moses lagde sig imellem og hjalp dem. Han trak også vand op til deres får.
18 Da pigerne kom hjem til deres far, Reuel, udbrød han: „I kommer tidligt hjem i dag! Hvordan kunne I give fårene vand så hurtigt?”
19 „En egypter hjalp os mod hyrderne,” forklarede de. „Og han trak endda vand op fra brønden til fårene!”
20 „Hvor er han nu?” spurgte faderen. „I lod ham vel ikke bare blive stående ude ved brønden? Inviter ham til at spise sammen med os.”
21 Moses tog imod invitationen og slog sig ned hos familien. Efter nogen tid gav Reuel ham en af sine døtre, Zippora, til kone. 22 Hun fødte en dreng, som Moses kaldte Gershom,[c] for—som han sagde: „Jeg bor jo som udlænding i et fremmed land.”
27 I udgør altså tilsammen Kristi legeme, men hver for sig er I kun en del af det. 28 Og de dele, som Gud har sat i sin menighed, er først og fremmest apostlene, dernæst profeterne og for det tredje lærerne. Desuden er der dem, der gør undere, dem, der har nådegaver til at helbrede syge, dem, der er gode til at hjælpe andre, dem, der har evner til at organisere, og dem, der har forskellige slags tungetale. 29 Er alle dele på legemet apostle? Er alle profeter? Er alle lærere? Kan alle gøre undere? 30 Har alle nådegaver til at helbrede syge? Er det alle, der kan give et budskab i tunger? Eller kan alle udlægge et sådant budskab?
31 Søg blot efter de største nådegaver, men lad mig først vise jer noget, som er større end alt andet.
Størst af alt er kærligheden
13 Om jeg så var i stand til at tale alle de jordiske og himmelske sprog, men ikke havde kærlighed, da var jeg som en rungende gonggong eller et støjende bækken.
2 Om jeg havde profetiens gave, havde åbenbaring om alle mysterier og havde al kundskab, om jeg havde den tro, der flytter bjerge, men ikke havde kærlighed, da var jeg intet.
3 Om jeg gav alle mine ejendele væk, om jeg ofrede mit liv for at få ære,[a] men ikke havde kærlighed, da ville det intet gavne mig.
Tre disciple ser et glimt af Jesus i hans herlighed(A)
2 Seks dage senere tog Jesus Peter, Jakob og Johannes med op på et højt bjerg, hvor de var helt alene. Pludselig skiftede Jesus udseende for øjnene af de tre disciple. 3 Hans klæder blev så blændende hvide, som intet jordisk blegemiddel kunne gøre dem. 4 Derefter så disciplene Elias og Moses komme til syne og tale med Jesus.
5 „Mester, hvor er det skønt at være her,” udbrød Peter. „Lad os bygge tre hytter: en til dig, en til Moses og en til Elias.”
6 Han tænkte ikke over, hvad han sagde, for de var alle helt forfærdede.
7 Så kom der en sky og indhyllede dem, og de hørte en stemme inde fra skyen: „Det er min elskede Søn! Lyt til ham!”
8 Da de igen så sig omkring, var Moses og Elias forsvundet, og de var alene med Jesus.
9 På vej ned ad bjerget sagde Jesus til sine tre ledsagere, at de ikke måtte fortælle nogen, hvad de havde set oppe på bjerget, før han var genopstået fra de døde. 10 De mærkede sig det, han sagde, men begyndte samtidig at diskutere indbyrdes, hvad det vil sige at genopstå fra de døde.
Skulle „Elias” ikke komme før Messias?(B)
11 Disciplene spurgte nu Jesus: „Hvordan kan det være, at de skriftlærde siger, at Elias skal komme før Messias?”
12-13 Jesus svarede: „Det er rigtigt, at Elias går i forvejen og genopretter alt.[a] Det siger jeg jer: ‚Elias’ har allerede været her, og de gjorde med ham, hvad de ville, sådan som der står skrevet om ham. Men hvordan kan det være, at selv om Elias skulle komme og genoprette alt, står der alligevel skrevet, at Menneskesønnen skal lide meget og behandles med foragt?”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.