Book of Common Prayer
Guds løfte til David
89 En visdomssang af ezraitten Etan.
2 Herre, jeg vil altid synge om din nåde,
tale om din trofasthed fra slægt til slægt.
3 Din nåde forandres aldrig,
din trofasthed kan umuligt høre op.
4 „Jeg har sluttet pagt med min udvalgte,
højtideligt lovet min tjener David,
5 at jeg altid vil tage vare på hans slægt
og bygge ham en evig trone.”
6 Englene lovpriser dine undere, Herre,
himmelske skarer synger om din trofasthed.
7 Er der nogen, der kan sammenlignes med Gud?
Hvem af englene kan måle sig med ham?
8 Den himmelske forsamling skælver foran dig,
alle omkring dig bøjer sig i ærefrygt.
9 Hvem er som du, almægtige Gud?
Altid er du omgivet af din trofasthed.
10 Du hersker over det oprørte hav,
du befaler over de brusende bølger.
11 Du knuste Rahab, det stolte uhyre,
du fejede dine fjender langt væk.
12 Himlen er din, jorden tilhører dig,
du skabte dem med alt, hvad de rummer.
13 Du skabte både nord og syd.
Tabor og Hermon priser dig med glæde.
14 Din arm er umådelig stærk,
din højre hånd kan besejre alt.
15 Din trone er bygget på retfærdighed,
du kendetegnes ved nåde og sandhed.
16 Lykkelige er de, som lovsynger dig,
de lever i lyset af dit nærvær.
17 De glæder sig over dig dagen lang,
soler sig i din godhed.
18 Du er grunden til deres styrke,
vi sejrer på grund af din nåde og accept.
19 Vor konge[a] er indsat af Herren,
Israels almægtige Gud udvalgte ham.
20 Du sagde engang i et syn til din profet:
„Jeg har valgt at støtte en ung helt,
udvalgt en konge blandt almindelige mennesker.
21 Jeg udtog David som min tjener,
salvede ham med olie til konge.
22 Min hånd skal altid støtte ham,
min arm give ham styrke.
23 Hans fjender kan ikke få ram på ham,
de onde kan ikke overmande ham.
24 Jeg vil selv gøre det af med hans fjender,
jeg tilintetgør dem, der hader ham.
25 Min trofaste kærlighed følger ham altid,
han får styrke ved at stole på mig.
26 Jeg giver ham magt over havet,
han skal herske over floderne.
27 Han skal kalde mig ‚Far’ og ‚Gud’
og ‚Redningsmand’.
28 Jeg vil gøre ham til min førstefødte søn,
den mægtigste konge på jorden.
29 Jeg vil være ham tro for evigt,
min pagt med ham står fast.
30 Hans slægt skal altid bestå,
hans rige vare ved, så længe himlen er til.
31 Men hvis hans børn svigter mig
og ikke adlyder mine bud,
32 hvis de bryder mine love
og ikke gør, som jeg siger,
33 så må jeg straffe dem for deres oprør,
drage dem til ansvar for deres ulydighed.
34 Men jeg vil altid være ham tro
og holde fast ved mit løfte.
35 Jeg bryder ikke min pagt,
og svigter ikke mit ord.
36 Jeg har én gang aflagt et højtideligt løfte,
og jeg kan ikke lyve overfor David.
37 Hans slægt skal altid bestå,
hans rige vare ved, så længe solen står op,
38 så længe månen er til,
så længe himlen består.”
Bøn om national befrielse
39 Men nu har du forkastet din udvalgte konge,
du har udøst din vrede over mig.
40 Du har svigtet pagten med din tjener,
du har kastet min kongekrone i støvet.
41 Du har nedbrudt vore forsvarsmure,
lagt vore fæstninger i ruiner.
42 Alle, der kommer forbi, udplyndrer os,
vi er til spot for vore naboer.
43 Du har givet vore fjender sejren,
og gjort vore modstandere glade.
44 Min hær er slået tilbage,
du hjalp mig ikke mod fjenden.
45 Du har gjort ende på min herlighed,
væltet min trone omkuld.
46 Du gjorde mig gammel før tiden,
jeg blev til skamme for øjnene af alle.
47 Åh, Herre, hvor længe skal det fortsætte?
Hvor længe vil du skjule dig for os?
Hvor længe vil din vrede brænde som ild?
48 Husk på, at mit liv er kort.
Hvorfor skal mennesker være så magtesløse?
49 Kan man leve evigt og aldrig dø?
Kan man undslippe dødsrigets magt?
50 Herre, hvor er din trofasthed blevet af?
Hvor er den godhed, du lovede David?
51 Herre, se, hvordan din tjener foragtes,
hvordan jeg må udholde folkenes hån.
52 Dine fjender ler ad mig, Herre,
de puster mig i nakken med deres hån.
53 Lovet være Herren for evigt.
Amen, amen.
Jakobs sidste ord til sine 12 sønner
49 Derefter tilkaldte Jakob alle sine sønner, og de samlede sig omkring ham: „Nu skal jeg fortælle jer, hvordan det vil gå jer fremover.
2 Kom og hør, I Jakobs sønner,
lyt til Israel, jeres far!
3 Ruben, du min ældste søn,
det første skud på stammen,
ypperlig i rang og styrke,
4 men uregerlig som havets bølger.
Du mistede din forret som førstefødt,
for du gik i seng med din fars kone.
Hvilken skændig handling
at vanære sin far sådan.
5 Simeon og Levi, to alen af ét stykke,
mænd af vold og vrede ord.
6 Jeres planer og motiver kan jeg ikke acceptere,
i galskab myrdede I mennesker og lemlæstede okser for sjov.
7 Forbandet være jeres hidsighed,
forbandet jeres vrede og vold.
I bliver adskilt i Israel,
spredt ud over landet.
8 Juda, dine brødre vil juble,
når du tilintetgør dine fjender.
Ja, dine brødre skal bøje sig for dig.
9 Juda er en løve, der vogter over sit bytte.
Når han hviler sig, hvem tør da vække ham?
10 Scepteret skal tilhøre Juda,
og han skal herske,
indtil den rette hersker kommer,[a]
han, som alle folkeslag skal lyde.
11 Han binder sit æsel til en vinstok
og vasker sit tøj i druesaft.
12 Hans øjne er mørkere end rødvin,
hans tænder hvidere end mælk.
13 Zebulon vil havne ved havet,
hans land bliver hjemsted for skibe,
det strækker sig helt til Sidon.
14 Issakar er stærk som et æsel,
han hviler sig mellem kvægfoldene.
15 Når han opdager, hvor godt et sted, han har fundet
og hvor frugtbart landet er,
tager han villigt åget på skuldrene
og arbejder hårdt for føden.
16 Dan skaffer sit folk deres ret
så godt som nogen af Israels stammer.
17 Han er som en slange på stien,
hugger i hestens hæl, så rytteren styrter.
18 Åh Gud, du er vores redning!
19 Gad bliver angrebet af omstrejfende bander,
men han forfølger og udplyndrer dem.
20 Asher får en overflod af afgrøder
og kan levere til kongens hof.
21 Naftali løber frit omkring,
kommer gerne med smukke ord.[b]
22 Josef er som en vinstok, plantet ved kilden,
hvis ranker spreder sig over muren.
23 Han blev beskudt med bitterheds pile,
hans modstandere behandlede ham hårdt,
24 men han holdt sin bue med fasthed,
hans stærke arme rystede ikke.
Han blev hjulpet af Jakobs mægtige Gud,
og igennem det blev han en hyrde,
en frelser for Israels folk.
25 Din fars Gud er din hjælper,
og den Almægtige velsigner dig
med himlens velsignelser ovenfra
og jordens velsignelser nedenfra,
med ægteskabelige glæder
og med mange børn.
26 Den velsignelse, du får fra din far,
overgår de ældgamle bjerges velsignelser
og det, de evige høje kan tilbyde.
Må disse velsignelser hvile på Josefs hoved,
på issen af fyrsten blandt brødre.
27 Benjamin er som en ulv på rov.
Han æder af sit bytte om morgenen
og deler ud af sit overskud om aftenen.”
28 Det var, hvad Jakob sagde til Israels 12 stammeoverhoveder. Hver især fik de deres særlige ord med på vejen.
Hold jer væk fra al afgudsdyrkelse
14 Derfor, venner, skal I holde jer langt væk fra enhver form for afgudsdyrkelse. 15 I er jo fornuftige mennesker og kan selv bedømme det, jeg siger. 16 Når vi deltager i nadveren og drikker af det bæger med vin, som vi takker Gud for, så bliver vi knyttet sammen med Kristi blod, som han ofrede for os. Og når vi spiser nadverbrødet, så bliver vi knyttet sammen med Kristi legeme, som han ofrede for os. 17 Fordi der kun er ét brød, udgør vi tilsammen ét legeme, selvom vi er mange, for vi har alle spist af det samme brød. 18 Tænk på det gamle Guds folk, Israel![a] Alle de israelitter, der tog del i offermåltidet, blev knyttet til Gud ved det, der skete på alteret. 19 Hvad vil jeg sige med det her? Siger jeg, at afguderne virkelig eksisterer, eller at afgudsofringerne er sande ofringer? 20 Slet ikke! Men det, de ofrer, bliver ofret til onde ånder, og jeg ønsker ikke, at nogen af jer ved at spise disse ofre skal blive knyttet til onde ånder. 21 I kan ikke på én gang være ét med Herren og ét med de onde ånder. I kan ikke på én gang deltage i Herrens nadver og i en ofringsfest til onde ånder. 22 Tør I provokere Herren og vække hans vrede, som Israels folk gjorde? Har vi større magt, end han har?
Begræns din egen frihed for næstens skyld
23 „Alt er tilladt”, siger nogle af jer. Men ikke alt er gavnligt. Det kan godt være, at alt er tilladt, men det er ikke alt, som er til gavn for andre mennesker. 24 Tænk ikke kun på jer selv! Tænk på, hvad der hjælper de andre.
25 Alt det kød, der sælges på torvet, kan I spise med god samvittighed uden at spørge, om det er afgudsofferkød, 26 for: „Jorden og alt, hvad der er på den, tilhører Herren.”[b] 27 Hvis en ikke-troende indbyder jer til middag, og hvis I siger ja tak, så kan I med god samvittighed spise alt, hvad der bliver sat på bordet uden at spørge, hvor det stammer fra. 28 Men hvis man siger til jer: „Det er kød fra afgudstemplet”, så lad være med at spise det af samvittighedshensyn. 29 Jeg mener ikke din egen samvittighed, men den anden persons.
„Men hvorfor skal min frihed begrænses af andre menneskers skrøbelige samvittighed?” vil nogen måske indvende. 30 „Hvis jeg kan spise efter at have takket Gud for maden, hvorfor skal jeg så høre for det bagefter?”
31 Jo, det skal jeg sige jer: I skal gøre alting til Guds ære! Også når I spiser og drikker. 32 Jeres handlinger bør ikke vække anstød, hverken hos jøder, grækere eller Guds menighed. 33 Det er sådan, jeg selv gør, når jeg søger at komme alle i møde. Jeg tænker ikke på, hvad der er bedst for mig selv, men på, hvad der er bedst for dem, så de har mulighed for at få det evige liv.
11 Følg mit eksempel, sådan som jeg følger Kristi eksempel.
En ikke-jødisk kvindes tro(A)
24 Derefter forlod Jesus og disciplene Galilæa og kom til egnene omkring Tyrus. Der fandt de et hus at bo i og ville gerne være forblevet ubemærket. Men det var umuligt. 25-26 Jesus blev straks opsøgt af en ikke-jødisk kvinde fra egnen, som havde hørt om ham. Hun havde en datter, som var plaget af en ond ånd, og hun kom nu og faldt på knæ foran Jesus og bønfaldt ham om at uddrive den onde ånd af hendes datter.
27 Jesus sagde til hende: „Jeg må først tage mig af mine egne ‚børn’, jøderne. Det kan ikke være rigtigt at tage børnenes mad og give den til hundehvalpene.”
28 „Det er sandt, Herre,” sagde hun, „og dog løber hvalpene ind under bordet og spiser de krummer, som børnene taber.”
29 Så sagde Jesus til hende: „Fordi du svarede på den måde, skal du få, hvad du bad om. Gå nu blot hjem. Den onde ånd har forladt din datter.”
30 Da hun kom hjem, lå hendes datter roligt i sengen. Den onde ånd var forsvundet.
Jesus helbreder en døvstum mand, som ikke var jøde(B)
31 Fra Tyrus gik Jesus via Sidon til Dekapolis’ egne øst for Genesaret Sø. 32 En døv mand, der tillige havde svært ved at tale, blev ført hen til ham, og man bad Jesus om at lægge hænderne på ham og helbrede ham. 33 Jesus tog ham lidt afsides og stak fingrene i ørerne på ham. Dernæst spyttede han på fingrene og rørte ved mandens tunge, 34 så op mod himlen, sukkede dybt og sagde: „Luk dig op!”
35 Straks kunne manden høre alt, hvad der blev sagt, og det, der havde hæmmet hans tale, forsvandt, så han kunne tale tydeligt. 36 Jesus forbød de tilstedeværende at sige det til nogen. Men jo mere han forbød det, desto ivrigere fortalte de om det, 37 for de var ude af sig selv af forundring. „Han kan klare alt!” sagde folk til hinanden. „Han helbreder både de stumme og de døve.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.