Book of Common Prayer

Jerusalem—Guds by og hans folks hjem

87 En sang af Koras slægt.

Moses’ bøn

90 En bøn af Guds tjener Moses.

Herrens trofasthed og magt

²⁷ Israelitterne slog sig altså ned i Goshen i Egypten, hvor de trivedes godt og hurtigt voksede i antal. ²⁸ Jakob levede 17 år efter sin ankomst til Egypten, så han var 147 år, da han døde. ²⁹ Da han mærkede, at hans sidste time nærmede sig, sendte han bud efter sin søn Josef og sagde: „Læg din hånd under min lænd og sværg på, at du vil opfylde min sidste bøn: Begrav mig ikke her i det fremmede land, ³⁰ men lov mig, at du vil bringe mig ud af Egypten og begrave mig hos mine forfædre.” Det lovede Josef, ³¹ men Jakob insisterede: „Sværg på, at du vil gøre, som jeg siger!” Det svor Josef på, og Jakob bøjede hovedet over sin stav^[a] i tilbedelse.

Jakob velsigner Josefs sønner

48 Kort efter fik Josef meddelelse om, at det gik hurtigt ned ad bakke med hans fars helbred. Han tog derfor straks af sted for at besøge ham sammen med sine to sønner Manasse og Efraim. ² Da Jakob hørte, at Josef var kommet, satte han sig med en kraftanstrengelse op og svingede benene ud over sengekanten. ³ Derpå sagde han til Josef: „Gud den almægtige viste sig for mig i Luz i Kana’an og velsignede mig. ⁴ Han sagde: ‚Jeg vil gøre dig til et stort folk og give Kana’ans land til dig og dine efterkommere, og det skal for altid være jeres ejendom.’ ”

⁵ „Nu vil jeg adoptere dine to sønner, Efraim og Manasse, som blev født her i Egypten, før jeg kom hertil,” fortsatte Jakob. „De skal være mine egne sønner og arve på lige fod med Ruben og Simeon og mine andre sønner. ⁶ Men de sønner, du får i fremtiden, bliver dine egne, og det land de skal arve, bliver indenfor Efraims og Manasses område. ⁷ Da vi kom tilbage fra Paddan-Aram døde Rakel i Kana’an, inden vi ankom til Efrat—og jeg begravede hende der ved siden af vejen til Efrat.” (Efrat hedder nu Betlehem.)

Advarsel mod at falde fra

10 Husk på, kære venner, at alle vores forfædre blev beskyttet af en sky under ørkenvandringen, og at de alle gik igennem Det Røde Hav. ² Derved blev de knyttet til Moses, ligesom dåben har knyttet jer til Kristus, og de forstod, hvor vigtigt det var at adlyde ham. ³ De var fælles om at spise den mad, som kom ned fra himlen, ⁴ og de var fælles om at drikke det vand, som på underfuld vis vældede frem fra en klippe. Det skete flere gange, som om klippen fulgte med dem, og den klippe er symbol på Kristus, som altid følger med jer. ⁵ Alligevel var de allerfleste af dem ulydige, så Gud kunne ikke acceptere dem, og alle de, der var ulydige, døde under den lange ørkenvandring.

⁶ Alt det, der skete med dem, er blevet et eksempel til skræk og advarsel for os, så vi ikke skal gøre, hvad der er ondt i Herrens øjne, sådan som de gjorde. ⁷ Lad os ikke tilbede afguderne, sådan som nogle af dem gjorde. Der står jo skrevet: „De satte sig ned for at spise og drikke, og så stod de op for at danse foran afguden og more sig.”^{[a] 8} Lad os ikke tage del i religiøs prostitution, som nogle af dem gjorde.^[b] På én dag blev 23.000 unge mænd straffet med døden. ⁹ Lad os ikke sætte os op mod Herren,^[c] sådan som nogle af dem satte sig op imod ham og blev dræbt af slangebid.^{[d] 10} Lad os ikke beklage os og gøre oprør mod Gud, som nogle af dem gjorde og blev dræbt af dødens engel.^[e]

¹¹ Alt det, der skete med dem, er blevet afskrækkende eksempler for os. Det blev nedskrevet som en advarsel til os, der lever i de sidste tider. ¹² Hvis nogen mener, at de i hvert fald ikke kan blive fristet, skal de passe på, at de ikke alligevel falder for fristelsen. ¹³ De fristelser, I har mødt, er ikke værre end dem, folk ellers bliver stillet overfor. Og Gud er altid parat til at hjælpe jer. Han vil ikke tillade, at I fristes over evne. Når fristelsen kommer, vil han skabe en vej ud af situationen, så I ikke bukker under.

Guds befalinger og menneskelige traditioner^(A)

7 En dag kom der nogle farisæere og skriftlærde fra Jerusalem for at holde Jesus under observation. ² De lagde mærke til, at nogle af hans disciple spiste med „vanhellige”, dvs. uvaskede hænder. ^3-4 Jøderne—og ikke mindst farisæerne—var nemlig meget nøjeregnende med at overholde forfædrenes overleveringer, bl.a. de mange forskrifter for, hvordan man skulle rense kobberskåle, kander og krus,^[a] som var blevet urene, og hvordan man skulle rense hænderne på en bestemt måde, når man kom hjem fra markedspladsen, eller når man skulle til at spise.

⁵ Farisæerne og de skriftlærde spurgte nu Jesus: „Hvorfor følger dine disciple ikke de regler, vores forfædre har pålagt os? De spiser jo med vanhellige hænder!”

⁶ „I er nogle hyklere!” udbrød Jesus. „Det er sådan nogle som jer, Gud har talt om i profeten Esajas’ bog:

⁸ De ord passer på jer, for I tilsidesætter Guds bud og følger menneskelige traditioner i stedet for. ⁹ Hvor smukt af jer at ophæve Guds befalinger for at kunne overholde jeres egne traditioner!

¹⁰ For eksempel gav Moses jer følgende befaling fra Gud: ‚Du skal ære din far og din mor!’ Han sagde også: ‚Den, der forbander sin far eller mor, skal dø.’^{[c] 11} Men I hævder, at hvis blot man siger til sin far eller mor: ‚Det, du skulle have haft, vil jeg i stedet give som gave til templet,’ ¹² så har man lov til at lade være med at hjælpe sine forældre. ¹³ På den måde ophæver I Guds ord til fordel for jeres egne traditioner. Det er bare ét eksempel ud af mange.”

Hvad gør et menneske urent i Guds øjne?^(B)

¹⁴ Så kaldte Jesus folk sammen og sagde: „Hør nu efter, alle sammen! Prøv at forstå, hvad jeg siger: ¹⁵ Det er ikke det, som udefra kommer ind i et menneske, der gør det urent i Guds øjne. Tværtimod—det er det, som kommer ud inde fra mennesket, der gør det urent. ¹⁶ Lad dem høre, som har øre!”^[d]

¹⁷ Jesus gik derefter ind i det hus, hvor han holdt til, for at slippe bort fra folkemængden, og hans disciple spurgte ham, hvad meningen var med det billede. ¹⁸ „Forstår I stadig ingenting?” sagde Jesus. „Så hør her: Det er jo ikke den mad, som udefra kommer ind i et menneske, der gør et menneskes tanker urene, ¹⁹ for maden kommer ned i maven og forsvinder ud igen.” Ved at sige det erklærede han, at al slags mad var acceptabel i Guds øjne. ²⁰ Han tilføjede: „Det, der gør et menneske urent, er det, der udgår fra menneskets indre, ²¹ dvs. de onde tanker, som fører til: seksuel synd, tyveri, mord, ²² utroskab, griskhed, ondskab, bedragerier, udsvævelser, misundelse, bagvaskelse, arrogance og tåbelig snak. ²³ Alle disse onde ting kommer indefra og forurener menneskene.”