Book of Common Prayer
Tilbedelse og lydighed
95 Kom, lad os lovprise Herren med sang,
lad os råbe af fryd for vor Frelser.
2 Lad os komme til ham med tak,
lad os spille og synge til hans ære.
3 For Herren er den almægtige Gud,
Kongen over alle guder.
4 Han hersker over havenes dyb,
de mægtige bjerge tilhører ham.
5 Han skabte både hav og land,
derfor tilhører det hele ham.
6 Kom, lad os bøje os og tilbede vor Gud,
lad os knæle for Herren, vor Skaber.
7 Han er vor Gud, og vi er hans folk,
den hjord, han vogter og tager sig af.
Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag:
8 Lad være med at lukke af for mit ord,
som da jeres forfædre gjorde oprør ved Meriba[a]
og satte sig op imod mig ved Massa i ørkenen.
9 De provokerede mig og satte mig på prøve,
selv om de havde set mine undere i 40 år.
10 Jeg blev vred på dem og sagde:
„De går altid deres egne veje,
i stedet for at følge mine.”
11 Så svor jeg i min vrede:
„De skal ikke få lov at opleve min hvile.”
Et nødråb i sygdom
88 Til korlederen: En sang af ezraitten Heman fra Koras slægt i mahalat-stil.[a]
2 Herre, min Gud, jeg råber til dig om dagen,
jeg kalder på dig om natten.
3 Lad min bøn nå frem til dig,
lyt til mit råb om hjælp.
4 Min sjæl er tynget af problemer,
jeg befinder mig på gravens rand.
5 Man betragter mig allerede som død,
et menneske, der har mistet sin kraft.
6 Man ser på mig som et lig,
der ligger i sin grav,
som et menneske, der snart bliver glemt
og ikke længere nyder godt af din hjælp.
7 Du har kastet mig i det dybe hul,
i den mørkeste afgrund.
8 Din straf tynger mig til jorden,
skyller over mig som brændingen.
9 Du har fået mine venner til at forlade mig,
du har gjort det, så de væmmes ved mig,
jeg er fanget og ser ingen udvej.
10 Mine øjne er matte af fortvivlelse.
Åh, Herre, dagen lang råber jeg til dig,
rækker hænderne op imod dig i bøn.
11 Mon du gør underværker for de døde?
Står de op af graven for at lovprise dig?
12 Vil de døde fortælle om din nåde?
Forkynder man din trofasthed i dødsrigets mørke?
13 Vil afgrunden opleve dine undere?
Huskes din godhed i glemslens land?
14 Herre, jeg råber til dig om hjælp,
hver morgen stiger mine bønner op til dig.
15 Hvorfor har du forkastet mig, Herre?
Hvorfor skjuler du dit ansigt for mig?
16 Jeg er hjælpeløs og døden nær,
fra min ungdom plaget af rædsel.
17 Din straf overvælder mig,
så jeg er ved at gå til af angst.
18 Som en malstrøm hvirvler den omkring mig,
slår sammen over mit hoved.
19 Mine venner og min familie har forladt mig,
mine bekendte har efterladt mig i mørket.
I Herrens varetægt
91 De, der søger hjælp hos den Højeste,
bliver beskyttet af den almægtige Gud.
2 Jeg siger til Herren: „Du er min tilflugt,
jeg stoler trygt på dig, min Gud.”
3 Han bevarer dig fra at gå i fælden,
redder dig fra dødelige sygdomme.
4 Han dækker dig med sine fjer,
du er tryg under hans vinger.
Du kan fuldt ud stole på hans hjælp.
5 Du skal ikke ligge vågen om natten af frygt,
eller være bange for de pile, der flyver om dagen.
6 Du skal ikke ængstes for at blive syg om natten,
eller for at ulykker skal ramme dig ved højlys dag.
7 Om så tusinde falder ved siden af dig,
eller ti tusinde bukker under omkring dig,
skal ulykken ikke ramme dig.
8 Med dine egne øjne får du at se,
hvordan gudløse mennesker bliver straffet.
9 Når du søger tilflugt hos Herren,
og beder den Almægtige beskytte dig,
10 skal du ikke rammes af noget ondt,
ingen ulykke skal ødelægge dit hjem.
11 For han befaler sine engle at passe på dig,
de skal vogte dig, hvor du end går.
12 De skal bære dig på hænder,
så du ikke støder din fod på nogen sten.
13 Du kan overvinde både løver og slanger
og sætte din fod på dem som sejrherre.
14 Herren siger: „Jeg redder dem, der elsker mig,
beskytter dem, der har tillid til mig.
15 Når de kalder, vil jeg svare.
Jeg hjælper dem, når de har problemer,
redder dem og giver dem oprejsning.
16 Jeg velsigner dem med et langt liv,
de skal opleve, at jeg frelser dem.”
Lovsang i Guds hus
92 En sang til sabbatten.
2 Det er godt at takke dig, Herre,
at lovsynge den almægtige Gud,
3 at mindes din nåde hver morgen,
at takke dig for din trofasthed hver aften,
4 at prise dig til harpeklang,
til toner fra lut og lyre.
5 Jeg fryder mig over dine undere,
glæder mig over dine gerninger.
6 Du gør utrolige ting, Herre,
dine tanker er ufattelige.
7 Der er noget, som tåber ikke kan begribe,
en sandhed, de uvidende ikke kan forstå:
8 Selv om de gudløse ser ud til at klare sig godt,
bliver de til sidst udslettet for evigt.
9 Men du, Herre, har magten i al evighed,
10 du nedkæmper alle dine fjender.
De gudløse vil gå til grunde,
de onde vil blive gjort til intet.
11 Du har givet mig styrke som vildoksen,
din støtte giver mig glæde og fremgang.
12 Jeg har set mine fjender falde,
hørt om mine angriberes nederlag.
13 De retskafne trives som mægtige palmer,
vokser sig store som Libanons cedre.
14 De er plantet i Herrens Hus,
dér trives de under hans pleje.
15 Selv i alderdommen bærer de frugt,
de bevarer deres friskhed og livskraft.
16 De vidner om Herrens beskyttelse,
han er helt igennem god og retfærdig.
Farao byder Jakob og hans familie velkommen
47 Josef vendte så tilbage til Farao og sagde: „Min far og mine brødre er ankommet fra Kana’an med deres får, geder, kvæg og alt, hvad de ejer. De befinder sig lige nu i Goshen.” 2 Josef havde fem af sine brødre med sig. Dem præsenterede han for Farao, 3 og Farao spurgte dem: „Hvad er jeres beskæftigelse?”
„Vi er hyrder ligesom vores forfædre,” svarede de. 4 „Vi er kommet for at bo som gæster i Egypten. Der er ikke mere græs til vores dyr i Kana’an, for hungersnøden er meget streng der. Vi beder derfor om tilladelse til at bo i Goshen.”
5 Henvendt til Josef sagde Farao: „Nu, da din far og dine brødre er kommet, 6 må du lade dem slå sig ned i den bedste del af landet. Hvis de gerne vil bosætte sig i Goshen, så lad dem gøre det. Og hvis nogle af dem er særlig gode hyrder, kan du give dem opsyn med mit kvæg.”
7 Derefter bragte Josef sin gamle far Jakob til Farao, og Jakob hilste på Farao med en velsignelse.
8 „Hvor gammel er du?” spurgte Farao ham.
9 Jakob svarede: „I mine 130 år har jeg rejst i mange lande og været igennem et utal af problemer, men jeg har ikke levet nær så længe, som mange af mine forfædre.” 10 Jakob velsignede igen kongen som afsked og forlod ham.
11 Så gav Josef den bedste del af Egypten—området omkring byen Ramses—til sin far og sine brødre, sådan som Farao havde sagt. 12 Og han sørgede for korn til sin far og sine brødre i forhold til størrelsen af deres familier.
Hungersnøden bliver værre
13 Hungersnøden blev værre og værre, og der var stadig ingenting at høste hverken i Egypten eller i Kana’an, hvor jorden blev totalt udtørret. 14 Alle de penge, Josef havde modtaget som betaling for korn, der var solgt til folk i Egypten og Kana’an, opbevarede han i Faraos skatkammer. 15 Men selv om folks penge var sluppet op både i Egypten og Kana’an, kom alle egypterne alligevel til Josef og tiggede om mad. „Vores penge er sluppet op,” sagde de. „Men giv os korn alligevel! Hvorfor skal vi dø for øjnene af dig?”
16 „Hvis I ingen penge har, så giv mig jeres dyr,” svarede Josef, „så skal I få korn i bytte.” 17 Derfor kom de til Josef med deres husdyr og byttede dem for mad, og han forsørgede dem det år med korn. Inden længe tilhørte alle landets heste, køer, får, geder og æsler Farao.
18 Da året var omme kom folk tilbage og sagde: „Nu har vi hverken penge eller dyr tilbage. Det eneste, vi råder over, er vores arbejdskraft og vores jord. 19 Lad os ikke dø for øjnene af dig. Køb os og vores jord og gør os til Faraos fæstebønder. Og giv os så korn og såsæd, så vi ikke skal dø, og så markerne ikke skal ligge brak.”
20 Således opkøbte Josef al Egyptens jord til Farao, for egypterne havde ingen anden udvej end at sælge deres jord, fordi hungersnøden fortsatte. På den måde kom hele landet til at tilhøre Farao, 21 og alle landets indbyggere blev fæstebønder. 22 Kun præsternes jord blev ikke opkøbt, for de fik deres løn direkte fra Farao og behøvede derfor ikke at sælge deres jord.
23 Josef sagde derpå til folket: „Jeg har nu købt jer og jeres jord til Farao. Her er såsæd, så I kan tilså jeres marker. 24 Når I til sin tid høster, skal en femtedel af afgrøden tilhøre Farao. De fire femtedele må I beholde og bruge til mad til jer selv og jeres børn og til såsæd næste år.”
25 „Du har reddet vores liv,” svarede de. „Vi er taknemmelige og vil med glæde være Faraos fæstebønder.” 26 Josef gjorde det til en lov i Egypten, som gælder den dag i dag, at Farao skulle have en femtedel af alle landets produkter. Men siden Farao ikke havde købt præsternes jord, blev de fritaget fra at betale denne afgift.
16 At forkynde om Jesus er jo ikke noget, jeg kan rose mig af. Det er lagt hen til mig som en nødvendighed. Ve mig, hvis jeg ikke gør det! 17 Hvis jeg selv havde valgt at forkynde budskabet, så kunne jeg forvente løn for det. Men sådan er det jo ikke. Det er Gud, der har udvalgt mig og betroet mig den opgave. 18 Og ved I, hvad min løn er? Det er den glæde, jeg har ved at forkynde uden betaling og uden at gøre krav på alle mine rettigheder.
19 Fordi jeg således ikke er forpligtet over for nogen bestemt, kan jeg tjene alle mennesker, og mit mål er at vinde så mange som muligt for Kristus. 20 Når jeg er sammen med jøder, der jo lever under loven, gør jeg som dem, selvom jeg ikke selv er underlagt loven. Det gør jeg i håbet om at vinde dem for Kristus. 21 Når jeg er sammen med dem, der ikke kender til loven, bekymrer jeg mig ikke om den, for jeg ønsker at vinde dem for Kristus. Dog er det ikke sådan, at jeg er uden nogen lov fra Gud, for jeg er underlagt Kristi kærlighedslov.[a] 22 Når jeg er sammen med de svage, opfører jeg mig, som om jeg selv var svag, for at jeg kan vinde de svage. På den måde prøver jeg så vidt muligt at identificere mig med alle mennesker i håb om, at i det mindste nogle af dem vil få det evige liv. 23 Alt dette gør jeg på grund af det budskab, jeg har fået betroet, og for at få del i de velsignelser, det indeholder.
Det kræver disciplin at vinde sejren
24 Tænk på dem, der løber om kap på et atletikstadion. De er alle med fra starten, men kun én vinder førstepræmien. Løb for at vinde! 25 Idrætsfolk må give afkald på mange ting for at vinde sejren. De gør det for at få en sejrskrans,[b] som hurtigt visner, men vi gør det for at få en sejrskrans, som aldrig visner. 26 Altså løber jeg direkte mod målet, fast besluttet på at vinde. Jeg bokser ikke ud i luften. 27 Jeg holder min krop i ave og tøjler den, for at ikke jeg, der har forkyndt for andre, skal risikere at blive diskvalificeret og ikke nå frem til målet.
47 Det var efterhånden blevet ud på natten, og båden var allerede et godt stykke ude på søen. Inde på land stod Jesus alene, 48 og han kunne se, hvordan disciplene sled i det med årerne, for de havde strid modvind. Kort før daggry kom Jesus gående ud til dem på vandet, og han nåede helt op på siden af båden, før de opdagede ham. 49 Da de så en skikkelse gå på vandet, skreg de af rædsel, for de troede, det var et spøgelse. 50 Men Jesus råbte til dem: „I skal ikke være bange—det er mig!” 51 Så klatrede han op i båden til dem, og straks lagde vinden sig. Disciplene var overvældede og ude af stand til at fatte, hvad der foregik. 52 At Jesus netop havde udført et mirakel ved at bespise 5000 mennesker, var ikke nok til, at de forstod, at for ham var det overnaturlige naturligt.
Helbredelser i Genesaret området(A)
53 De styrede nu båden ind mod land og lagde til ved et sted, som kaldes Genesaret. 54 Aldrig så snart var de kommet ned fra båden, før folk genkendte ham. 55 De skyndte sig rundt i hele omegnen for at fortælle, at Jesus var kommet. En masse syge blev bragt til ham på bårer, 56 og hvor han end kom i landsbyer og byer og omkring på gårdene, blev de syge lagt ud på åbne pladser. Overalt tiggede lidende mennesker om at få lov at røre ved kvasten på hans bedesjal, og alle, der rørte ved ham, blev raske.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.