Book of Common Prayer
Israels fjender
83 En sang af Asaf.
2 Åh, Gud, sid ikke bare dér,
vær ikke så passiv og tavs!
3 Hør, hvor dine fjender larmer.
Se, hvor dine modstandere knejser.
4 De lægger snedige planer mod dit folk,
udtænker ondt mod dem, du holder af.
5 „Lad os udslette hele folket,” siger de,
„så Israel forsvinder totalt.”
6 De enes om en plan
og slutter pagt imod dig,
7 beduiner fra Edom og Moab,
ishmaelitter sammen med hagritter,
8 geballitter, ammonitter og amalekitter,
filistre og folk fra Tyrus.
9 Selv Assyrien har sluttet sig til dem,
de støtter nu Lots efterkommere.
10 Gør med dem, som du gjorde med midjanitterne.
Du slog jo Sisera og Jabin ved Kishonfloden,[a]
11 de blev tilintetgjort ved En-Dor,
deres kroppe rådnede på slagmarken.
12 Lad det gå deres ledere som Oreb og Ze’eb,
deres fyrster som Zeba og Zalmunna.
13 De sagde: „Lad os erobre Guds græsgange
og gøre dem til vores!”
14 Min Gud, lad dem blive som visne tidsler,
som avner, der flyver bort i vinden.
15 Som ild, der æder sig gennem skoven,
som flammer, der sætter bjerge i brand,
16 skal dit stormvejr forfølge dem,
din hvirvelvind forfærde dem.
17 Lad dem blive ydmyget så dybt,
at de forstår, hvem du er, Herre.
18 Gør dem skamfulde og skrækslagne,
lad dem få en frygtelig død.
19 Vis dem, at du er Herren, den Almægtige,
som hersker over hele jorden.
Bøn i eksil
42 Til korlederen: En visdomssang[a] af Koras slægt.
2 Som hjorten tørster efter rindende vand,
sådan tørster min sjæl efter dig, Gud.
3 Jeg længes efter at se den levende Gud,
hvornår kan jeg få lov at træde frem for ham?
4 Jeg græder dag og nat, mens folk spørger mig:
„Hvor bliver din Gud af?”
5 Jeg mindes med smerte, hvordan det var engang,
da jeg var med i den store flok.
Vi gik i procession til Guds hus,
det var festdage med glædesråb og lovsang.
6 Men hvorfor være så trist og nedtrykt?
Hvorfor længes efter gamle dage?
Jeg vil hellere sætte min lid til Gud.
Når han har reddet mig, vil jeg synge en takkesang.
7 Midt i min nedtrykthed vil jeg bede til dig, Gud,
mens jeg ligger her ved Jordanflodens kilde,
ved foden af Hermonbjerget.
8 Du har sendt bølger af sorg hen over min sjæl.
Jeg råber til dig fra min dybe nød,
jeg håber at overdøve vandfaldets torden.
9 Hver dag bekræfter Herren sin trofaste nåde.
Hver nat synger jeg lovsange til ham.
Det er bønner om hjælp til den Gud, som giver mig liv.
10 Gud er mit faste holdepunkt, og jeg råber til ham:
„Hvorfor har du glemt mig?
Hvorfor skal jeg plages af mine fjender?”
11 Det skærer mig i hjertet,
når mine fjender håner mig.
De siger til mig dagen lang:
„Hvor bliver din Gud af?”
12 Men så siger jeg til mig selv:
„Vær ikke mismodig og nedtrykt.
Vent tålmodigt på, at Gud griber ind.”
Når Gud har reddet mig,
vil jeg synge en takkesang til ham.
43 Gud, tag dig af min sag,[b]
red mig fra ugudelige mennesker.
Frels mig fra falske og onde folk.
2 For du er min tilflugt, Gud!
Hvorfor har du forkastet mig?
Hvorfor skal jeg plages af mine fjender?
3 Send dit lys og din sandhed,
så de kan lede mig frem
og føre mig til din bolig,
til Zions hellige bjerg.
4 Så vil jeg gå hen til dit alter, Gud,
du, som fylder mig med glæde,
og dér vil jeg takke dig med harpespil.
Oh, Gud, min Gud!
5 Jeg siger til mig selv:
„Vær ikke mismodig og nedtrykt.
Vent tålmodigt på, at Gud griber ind.”
Når Gud har reddet mig,
vil jeg synge en takkesang til ham.
Landets genopbygning
85 Til korlederen: En sang af en af Koras efterkommere.
2 Du var nådig mod dit land, Herre,
du vendte Israels skæbne,
3 du tilgav dit folks synder,
du fjernede al deres skyld!
4 Du vendte dig væk fra din vrede,
din heftige harme holdt op.
5 Genopret os, Gud, vor Frelser,
lad dit mishag imod os høre op.
6 Vil du være vred på os for evigt?
Skal din vrede vare fra slægt til slægt?
7 Tag imod os endnu en gang,
så vi atter kan glæde os i dig.
8 Vis os din trofaste kærlighed, Herre,
red os endnu en gang.
9 Jeg vil lytte omhyggeligt til Herrens ord,
for han taler om fred til sit folk,
lad dem ikke gentage deres dumheder.
10 De, der adlyder ham, skal opleve hans frelse,
landet skal fyldes af hans herlighed igen.
11 Troskab og pålidelighed skal mødes,
godhed og fred skal kysse hinanden.
12 Sandhed spirer frem af jorden,
retfærdighed kommer ned fra Himlen.
13 Ja, Herren vil velsigne os igen,
så jorden giver en rigelig høst.
14 Godhed skal gå foran ham
og bane en vej for hans fødder.
En bøn om hjælp
86 En bøn af David.
Bøj dig, Herre, og lyt til min bøn,
jeg føler mig ydmyget og elendig.
2 Hjælp mig, for jeg er tro imod dig.
Red mit liv, for jeg tjener dig.
Du er min Gud, og jeg stoler på dig.
3 Vær mig nådig, Herre,
jeg råber til dig dagen lang.
4 Gør din tjener glad, Herre,
det er dig, der er min redning.
5 Herre, du er god og tilgiver gerne,
du er tro mod alle, der stoler på dig.
6 Åh Gud, hør min bøn,
lyt til mit råb om nåde.
7 Jeg kalder på dig i min nød,
for jeg ved, du vil svare mig.
8 Ingen afguder kan måles med dig, Herre,
ingen anden kan gøre det, du gør.
9 Alle folkeslag er skabt af dig,
og de skal komme og bøje deres knæ
for at ære og tilbede dig.
10 For du er almægtig og gør store undere,
du alene er den sande Gud.
11 Lær mig din vilje, så jeg kan gøre det rette,
hjælp mig til at tjene dig helt og fuldt.
12 Jeg vil prise dig af hele mit hjerte,
jeg vil altid ære dig, min Herre og Gud.
13 Din trofasthed er stor,
og du vil redde mig fra dødens gab.
14 Jeg angribes af brutale mænd, Herre,
voldsmænd prøver at slå mig ihjel.
De har ingen respekt for dig.
15 Men du er en barmhjertig og nådig Gud,
tålmodig, god og trofast.
16 Vis mig din nåde
og frels din ydmyge tjener.
17 Kom med et bevis på din godhed, Herre,
så mine fjender ser det og bliver ydmyget,
for du, Herre, vil beskytte og hjælpe mig.
Jakob og hans familie flytter til Egypten
46 Så tog Jakob af sted med hele sin teltlejr og kom til Be’ersheba. Dér bragte han et offer til sin fars Gud. 2 Om natten talte Gud til ham i et syn.
„Jakob! Jakob!” kaldte han.
„Ja, jeg lytter,” svarede Jakob.
3 „Det er Gud, der taler til dig,” sagde stemmen, „din fars Gud! Vær ikke bange for at tage til Egypten. Jeg vil sørge for, at din slægt bliver et stort folk, mens I bor der. 4 Jeg vil selv gå med dig til Egypten, og jeg vil bringe dine efterkommere tilbage igen. Selv vil du dø i Egypten, men Josef vil være hos dig, når du dør.”
5 Næste morgen hjalp Jakobs sønner så deres far, deres koner og deres børn op i de vogne, som Farao havde stillet til rådighed, og de forlod Be’ersheba. 6-7 De tog alting med sig—deres dyr og alt, hvad de havde samlet sig i Kana’an. Kort tid efter ankom de til Egypten, Jakob og alle hans efterkommere: hans sønner og døtre og børnebørn, hele hans store familie.
28 Da Jakob og hans følge ankom til Egypten, sendte Jakob Juda i forvejen for at bede Josef om at vise dem vej til Goshen. 29 Josef gjorde straks sin vogn klar og tog af sted til Goshen for at møde sin far. Så snart han ankom, omfavnede han sin far og græd ved hans skulder i lang tid. 30 Derefter sagde Jakob til Josef: „Nu kan jeg dø i fred, for jeg har med egne øjne set, at du er i live.”
31 Josef sagde til sine brødre og deres familier: „Jeg vil nu tage tilbage til Farao og fortælle ham, at I er ankommet fra Kana’ans land. 32 Jeg vil forklare ham, at I er fårehyrder og kvægavlere, og at I har bragt jeres får, geder og kvæg og alt, hvad I ejer, med jer. 33 Når Farao derpå sender bud efter jer og spørger om jeres beskæftigelse, 34 skal I sige: ‚Vi og vores forfædre har altid været kvægavlere og fårehyrder.’ Når I fortæller ham det, vil han lade jer sætte jeres telte op her ude i Goshen, for egypterne kan ikke fordrage nomadefolk.”
Paulus kræver ikke sin ret
9 Har jeg ikke min frihed? Er jeg ikke apostel? Har jeg ikke med egne øjne set Jesus, vores Herre? Er I ikke resultatet af min tjeneste for Herren? 2 Hvis jeg ikke har fungeret som apostel over for andre, så har jeg i hvert fald for jer. Det, at I tilhører Herren, er beviset på min tjeneste som apostel.
3 Til dem, som gerne vil tage mig i forhør, vil jeg sige følgende til mit forsvar: 4 Har Barnabas og jeg ikke ret til kost og logi, når vi besøger en menighed? 5 Hvis jeg havde en kone, havde jeg så ikke ret til at tage hende med overalt, sådan som de andre apostle, Jesu brødre og Peter gør? 6 Er det kun Barnabas og mig, der er tvunget til at have et arbejde ved siden af vores tjeneste? 7 Betaler en soldat sin egen løn? Ejer nogen en frugtplantage uden at have ret til at spise af frugten? Har en hyrde ikke ret til at drikke af mælken fra de får og geder, han vogter?
8 Er det, jeg siger her, kun mennesketanker? Siger Guds lov ikke det samme? 9 I den lov, som Gud gav Moses, står der faktisk: „I må ikke binde munden til på en okse, mens den tærsker korn.”[a] Tror I, at Gud kun tænkte på okserne med den befaling? 10 Mon ikke han også tænkte på os? Naturligvis! De, der pløjer, skal have lov til at pløje med forventning om at få del i høsten engang. Det samme gælder dem, der tærsker. 11 Vi har sået en åndelig udsæd i jeres hjerter. Er det da for meget forlangt, at I til gengæld deler jeres materielle goder med os, 12 sådan som I gør for andre, der besøger jer? Har I ikke endnu mere grund til at gøre det samme for os?
Men vi har valgt ikke at gøre krav på vores ret til at modtage betaling. I stedet prøver vi at klare os selv, så godt vi kan. Vi ønsker på ingen måde at lægge hindringer i vejen for det budskab om Kristus, som vi forkynder.
13 Ved I ikke, at de, der gør tjeneste i helligdommen, spiser af den mad, der bliver bragt som offergaver til Gud? Ved I ikke, at de, der foretager ofrene på Guds alter, får del i det, der ofres? 14 På samme måde har Herren Jesus bestemt, at de, der forkynder budskabet om ham, skal kunne leve af det.
15 Men jeg har aldrig gjort brug af en eneste af disse rettigheder, og jeg skriver heller ikke det her for at antyde, at jeg nu vil til at gøre det. Jeg vil nemlig hellere dø af sult end kræve betaling for at forkynde budskabet om Jesus.
Bespisningen af de 5000(A)
30 De apostle, som Jesus havde sendt ud to og to, kom nu tilbage og fortalte om alt det, de havde udført og undervist om. 31 „I trænger til at hvile jer,” sagde Jesus. „Lad os tage hen til et øde sted, hvor vi kan være alene.” Folk blev nemlig ved med at komme og gå, så de ikke engang havde ro til at spise.
32 Så sejlede de ud på søen for at tage hen til et øde sted. 33 Men mange mennesker, som havde set dem tage af sted, løb langs bredden og nåede frem til stedet i forvejen. Også mange folk fra byerne deromkring sluttede sig til flokken. 34 Da Jesus gik i land, blev han mødt af en stor skare mennesker, der havde samlet sig, og han blev fyldt af medlidenhed, for de var som får uden hyrde. Og han begyndte at undervise dem om mange ting.
35 Sidst på eftermiddagen kom hans disciple hen til ham og sagde: „Det er ved at blive sent, og stedet her er øde. 36 Du må hellere sende alle de mennesker bort, så de kan gå hen til gårdene og landsbyerne heromkring og købe sig noget at spise.”
37 „I kan give dem noget at spise!” svarede Jesus.
„Vil du have, at vi skal købe brød for 200 denarer[a] til alle de mennesker!” spurgte de.
38 „Gå hen og se efter, hvad vi selv har af brød,” svarede han.
Et øjeblik efter kom de igen. „Vi har fem brød og to fisk,” sagde de.
39 Han bad dem så om at få folk til at sætte sig ned på rad og række i det grønne græs, 40 og de satte sig i rækker med 50 mand i hver. Det blev til 100 rækker.[b] 41 Jesus tog nu de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og takkede Gud for dem. Derefter brækkede han brødene i stykker og begyndte at dele ud til disciplene, for at de skulle give dem videre til alle de mennesker, der var til stede. Også de to fisk blev delt ud, 42 og alle fik nok og blev mætte. 43-44 5000 mænd blev bespist, og bagefter samlede man de tiloversblevne stykker brød og fisk sammen. Det blev til 12 fyldte kurve.
Disciplenes tøvende tro(B)
45 Straks efter gav Jesus disciplene besked om at gå i båden og sejle i forvejen i retning af Betsajda, mens han selv sendte folkeskaren bort. 46 Da han havde gjort det, gik han op på bjergskråningen for at bede.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.