Book of Common Prayer
Guds retfærdige dom
75 Til korlederen: En lovsang af Asaf.
2 Vi priser og takker dig, Gud,
vi glæder os over din godhed.
Du er os altid nær,
og vi oplever din underfulde hjælp.
3 Dommen kommer til den fastsatte tid,
og det bliver en retfærdig dom.
4 Jorden skal ryste og menneskene skælve,
men Gud står urokkeligt fast.
5 Jeg siger til de stolte: „Vær ikke hovmodige.”
Jeg advarer de gudløse: „Vær ikke selvsikre.
6 Prøv ikke på at kæmpe mod himlens Gud,
sæt jer endelig ikke op imod ham.
7 Dommen kommer hverken fra øst eller vest,
eller fra ørkenen nede mod syd.
8 For det er Gud, der dømmer os alle:
han ydmyger den ene og ophøjer den anden.
9 Herren holder et bæger i hånden,
hans vrede bobler som en krydret vin.
Han udøser sin straf over alle de onde,
de skal tømme bægeret til sidste dråbe.”
10 Men jeg vil altid juble og glædes,
takke og lovprise Israels Gud,
11 for han vil bryde de gudløses magt,
men de gudfrygtiges styrke skal vokse.
Guds magt og straf
76 Til korlederen: Brug strengeinstrumenterne. En lovsang af Asaf.
2 Gud har vist sin magt i Judas land,
han er berømt overalt i Israel.
3 Hans bolig er bygget i Jerusalem,
hans hjem findes på Zions bjerg.
4 Han brækkede fjendens pile og skjolde,
han ødelagde alle deres våben.
5 Du er mægtig og herlig,
større end de højeste bjerge.[a]
6 De stolte fjender blev slået,
nu sover de dødens søvn.
De kunne intet stille op mod dig.
7 Ved lyden af dit krigsråb, Jakobs Gud,
faldt heste og ryttere omkuld.
8 Hvem ville ikke frygte dig, Gud?
Hvem kan holde stand mod din vrede?
9 Du udråbte din dom fra himlen,
jorden skælvede og tav stille.
10 Du gik til angreb for at dømme de gudløse,
for at forsvare dit undertrykte folk.
11 Vi ærer dig, fordi du straffede de onde,
du åbenbarede din mægtige vrede.[b]
12 Opfyld de løfter, I har givet jeres Gud.
Bring jeres gaver som tak til den Almægtige.
13 Han ydmyger stormænd og mægtige fyrster,
alle konger på jorden frygter hans magt.
Herren er min hyrde
23 En sang af David.
Herren er min hyrde,
han sørger altid for mig.
2 Han leder mig til grønne enge
og fører mig til det friske vand.
3 Han redder mig, når jeg går fejl,
og leder mig ind på rette vej,
for han er en god og trofast Gud.[a]
4 Skal jeg end vandre gennem dødsskyggens dal,
har jeg dog intet at frygte,
for du går ved min side,
din kæp og din stav beskytter mig.
5 Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du gør mig til æresgæst
og fylder mit bæger til randen.
6 Din godhed og trofaste nåde
følger mig livet igennem.
Og jeg får lov at bo i dit hus,
så længe jeg lever.
Tillid til Herren
27 En sang af David.
Herren er mit lys og min redning,
så hvem har jeg grund til at frygte?
Herren beskytter mit liv,
hvad har jeg så at være bange for?
2 Når mine fjender angriber mig og vil mig til livs,
så snubler de alle og falder.
3 Selv om jeg omringes af en hær, er jeg ikke bange.
Selv om alt tyder på krig, er jeg stadig tryg.
4 Jeg har bedt Herren om én ting,
og det er mit højeste ønske:
at få lov at leve i hans nærhed livet igennem,
at se hans herlighed og meditere i hans helligdom.
5 Herren beskytter mig,
når der er fare på færde.
Han skjuler mig i sit telt,
sætter mig højt på en klippe.
6 Dér kan jeg være i fred,
for fjenden kan ikke nå mig.
Dér vil jeg bringe ofre til Herren
og lovprise ham af hele mit hjerte.
7 Herre, hør min bøn!
Vær mig nådig og svar mig.
8 Mit hjerte byder mig at søge dig,
og derfor kommer jeg til dig.[a]
9 Vend mig ikke ryggen, Herre.
Vis ikke din tjener bort i vrede.
Du er min redning, svigt mig ikke nu!
Lad mig ikke i stikken, min frelses Gud!
10 Selv hvis min far og mor forlod mig,
ville du altid blive hos mig, Herre.
11 Vis mig den vej, jeg bør følge,
led mig på ærlighedens sti.
Mine fjender venter på, at jeg falder.
12 Lad mig ikke falde i hænderne på dem!
De anklager mig for ting, jeg ikke har gjort,
og de er altid ude på vold.
13 Men jeg er sikker på, at Herren vil hjælpe mig,
så jeg oplever hans godhed hele mit liv.
14 Regn med Herren og hold ud!
Stol på ham og tab ikke modet!
16 Da Josef så, at Benjamin var med, sagde han til sin husholder: „Før de der mænd hen til mit hus og lav et festmåltid. De skal spise hos mig i dag ved middagstid.” 17 Husholderen gjorde, som han havde fået besked på, og førte brødrene til Josefs hus, 18 men de blev bange, da de så, hvor de blev ført hen.
„Han vil nok anholde os og gøre os til slaver og tage vores æsler på grund af det med pengene oven i sækkene!” sagde de til hinanden. „Han tror sikkert, vi stjal dem!”
19 Derfor gik de hen til husholderen, som stod ved indgangen 20 og sagde: „Undskyld, men der er noget, vi må fortælle dig: Da vi var på vej hjem fra Egypten sidste gang, 21 standsede vi undervejs for at overnatte, og da vi åbnede vores sække, lå de penge, som vi havde betalt for kornet, oven i sækkene! Se, her er de! Vi har taget dem med tilbage! 22 Og vi har taget ekstra med, så vi kan købe mere korn! Men vi aner ikke, hvem der lagde pengene i vores sække.”
23 „Det skal I ikke være bekymrede over,” svarede husholderen. „Det må være jeres fædres Gud, som har lagt dem oven i jeres sække. Vi har i alt fald fået betaling for det korn, I købte.” Så hentede han Simeon, 24 hvorefter de alle blev lukket ind i Josefs hus og fik vand, så de kunne vaske støvet af deres fødder, mens æslerne blev fodret udenfor. 25 Da de fik at vide, at de skulle spise der i huset, fik de travlt med at gøre deres gaver til Josef parat. 26 Da Josef kom ind, gav de ham deres gaver og bøjede sig dybt med ansigtet til jorden.
27 Josef spurgte dem, hvordan de havde haft det. „Og hvordan går det med jeres far—ham, I fortalte mig om? Han må være gammel! Lever han endnu?”
28 „Ja,” svarede de, „han lever og har det godt.” Så bøjede de sig endnu en gang for Josef.
29 Josef så på sin bror Benjamin og spurgte: „Er det så jeres yngste bror, som I fortalte mig om? Må Gud være med dig, min dreng.” 30 Mere fik han ikke sagt, før han måtte skynde sig ud og ind i sit soveværelse for at give tårerne frit løb. Følelserne over for hans egen lillebror overvældede ham. 31 Så beherskede han sig, vaskede sit ansigt og gik tilbage til brødrene. „Bring maden ind!” beordrede han.
32 Josef spiste for sig selv, mens brødrene blev opvartet ved et andet bord, og de tilstedeværende egyptere sad ved et tredje bord. Egypterne bryder sig nemlig ikke om at spise sammen med hebræere. 33 Josef havde placeret brødrene umiddelbart foran sig, efter alder, så den ældste sad først og den yngste sidst, hvilket fik dem til at sende hinanden undrende blikke. 34 Maden blev bragt dem fra Josefs eget bord, og Benjamin fik den største portion—fem gange så meget som de andre! Der var rigeligt med mad og drikke, og snakken gik lystigt imellem dem.
10 Men med hensyn til dem, der er gift, har jeg en befaling, ikke kun et forslag. Og den befaling kommer fra Herren: En kvinde må ikke skille sig fra[a] sin mand. 11 (Hvis hun alligevel skiller sig fra ham,[b] bør hun forblive ugift eller blive forsonet med ham igen.) Og en mand må ikke gå fra sin kone.
12 Med hensyn til blandede ægteskaber har jeg selv en mening, men ikke en direkte befaling fra Herren: Hvis en troende mand er gift med en ikke-troende kvinde, som gerne vil blive hos ham, så må han ikke gå fra hende. 13 Og hvis en troende kvinde har en mand, der ikke er troende, men som er villig til at blive sammen med hende, så må hun ikke gå fra ham. 14 En troende kvinde bliver jo ikke uren ved at være gift med en ikke-troende mand, og en troende mand bliver jo heller ikke uren ved at være gift med en ikke-troende kvinde. Den ikke-troende ægtefælle regnes som værende ren i Guds øjne gennem sit ægteskab med en troende ægtefælle. Ellers ville deres børn jo være urene, men det er de ikke. 15 Hvis derimod den ikke-troende ægtefælle ønsker at blive skilt, så lad dem blive skilt. I sådanne tilfælde er en troende mand eller kvinde ikke under tvang. Gud har kaldet os til at leve i fred. 16 En troende kvinde kan jo ikke vide, om hendes mand vil komme til tro, ligesom en troende mand ikke kan vide, om hans kone vil komme til tro.
17 I bør hver især acceptere det liv, Gud har kaldet jer til at leve, og de vilkår, Herren har givet jer i livet. Sådan er min undervisning i alle menighederne.
18 Hvis en mand har gennemgået den jødiske omskærelsesceremoni, inden han blev en kristen, skal han ikke søge at ændre på det, og hvis han ikke er blevet omskåret, skal han ikke blive det nu. 19 For en kristen betyder det intet, om han har gennemgået den ceremoni eller ej. Det afgørende er at gøre Guds vilje.
20 Fortsæt blot i den situation, I var i, da I blev kristne. 21 Var du slave på det tidspunkt, så lad det ikke bekymre dig, men skulle du få en chance for at blive fri, så udnyt den bare. 22 Var du slave, da Herren kaldte dig ind i sit rige, så glæd dig over, at du nu er frigjort fra syndens slaveri. Og var du fri, da du blev kaldet, så husk, at du nu er slave hos Kristus. 23 Det kostede ham dyrt at løskøbe dig, så pas på, at du ikke igen bliver slave af verdslig tankegang. 24 Altså, kære venner, bør I tjene Gud, lige meget hvilken situation I var i, dengang I blev kristne.
Jesus sætter en ikke-jøde fri fra dæmonernes magt(A)
5 Jesus og disciplene var nu nået over søen til den anden bred, til gerasenernes[a] egn. 2-3 Straks da de gik i land, kom en mand styrtende ud fra en klippehule og hen imod dem. Han var besat af onde ånder og holdt til i de klippehuler, der blev brugt som gravpladser. 4 Han havde igen og igen sprængt alle de fodjern og lænker, man havde forsøgt at holde ham bundet med. Ingen kunne klare ham, 5 og dag og nat kunne man høre ham hyle i gravhulerne og oppe i bjergene, hvor han slog sig selv med sten.
6 Manden havde på lang afstand fået øje på Jesus, og nu kom han styrtende og kastede sig ned på jorden foran ham. 7-8 Jesus befalede den onde ånd at forlade manden, men blev mødt med et højt skrig: „Lad mig være i fred, Jesus, du, den almægtige Guds Søn! Lov mig højt og helligt, at du ikke vil pine mig.”
9 „Hvad er dit navn?” spurgte Jesus. „Legion,” svarede han, „for vi er mange!” 10 Og så gav dæmonerne sig til at bønfalde Jesus om ikke at sende dem bort fra egnen.
11 Nu var der en stor flok svin, som gik og rodede efter føde på toppen af en skrænt i nærheden. 12 „Giv os lov til at besætte svinene!” tiggede dæmonerne. 13 I samme øjeblik Jesus gav dem lov, fór dæmonerne ud af manden og ind i svinene, og hele flokken—omkring 2000—styrtede ned ad skrænten og druknede i søen.
14 Svinehyrderne flygtede og fortalte om det både i by og på land, så egnens beboere kom strømmende til for at se, hvad der var sket. 15 Da de kom hen til Jesus, så de manden, der havde haft de mange dæmoner i sig, sidde påklædt og ved sans og samling. Det forbløffede dem og gjorde dem bange. 16 De, der havde set, hvad der var sket med manden og svinene, fortalte dem, hvordan det var gået til. 17 Derefter bad de Jesus om at forlade deres egn.
18 Da Jesus var på vej op i båden, bad manden, der havde været besat af dæmoner, om lov til at følge med ham. 19 „Nej,” sagde Jesus, „gå du hjem til dine landsmænd og fortæl, hvad Israels Gud[b] i sin barmhjertighed har gjort for dig.”
20 Manden gik derefter rundt i Dekapolis og fortalte alle om de store ting, Jesus havde gjort for ham. Og folk undrede sig.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.