Book of Common Prayer
Tilbedelse og lydighed
95 Kom, lad os lovprise Herren med sang,
lad os råbe af fryd for vor Frelser.
2 Lad os komme til ham med tak,
lad os spille og synge til hans ære.
3 For Herren er den almægtige Gud,
Kongen over alle guder.
4 Han hersker over havenes dyb,
de mægtige bjerge tilhører ham.
5 Han skabte både hav og land,
derfor tilhører det hele ham.
6 Kom, lad os bøje os og tilbede vor Gud,
lad os knæle for Herren, vor Skaber.
7 Han er vor Gud, og vi er hans folk,
den hjord, han vogter og tager sig af.
Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag:
8 Lad være med at lukke af for mit ord,
som da jeres forfædre gjorde oprør ved Meriba[a]
og satte sig op imod mig ved Massa i ørkenen.
9 De provokerede mig og satte mig på prøve,
selv om de havde set mine undere i 40 år.
10 Jeg blev vred på dem og sagde:
„De går altid deres egne veje,
i stedet for at følge mine.”
11 Så svor jeg i min vrede:
„De skal ikke få lov at opleve min hvile.”
Nødråb til Gud
69 Til korlederen: En sang af David. Synges til melodien „Liljerne”.
2 Red mig, Gud, for jeg er ved at drukne,
vandet når mig allerede til halsen.
3 Jeg er som sunket i et bundløst hul,
jeg leder forgæves efter fodfæste.
Jeg er kommet ud på det dybe vand,
snart skyller bølgerne hen over mig.
4 Jeg er udmattet af at råbe om hjælp,
min hals er hæs og tør,
mine øjne er trætte af at stirre
og vente på hjælp fra min Gud.
5 De, som hader mig uden grund,
er flere end hårene på mit hoved.
De ønsker at gøre det af med mig,
selv om jeg er ganske uskyldig.
De beskylder mig for at stjæle
og forlanger det stjålne tilbage.
6 Gud, du kender mig og mine tåbeligheder,
mine fejl kan ikke skjules for dig.
7 Almægtige Gud, lad ikke dem, som stoler på dig,
tabe modet på grund af mine trængsler.
Åh, Israels Gud, lad ikke dem, som søger din hjælp,
opgive håbet på grund af mine problemer.
8 Jeg udsættes for hån, fordi jeg tjener dig.
Det er derfor, jeg bliver gjort til grin.
9 Mine søskende vil ikke kendes ved mig,
de ser mig som en fuldstændig fremmed.
10 Jeg brænder af nidkærhed for dit Hus.
Den hån, som ramte dig, ramte også mig.
11 Når jeg faster for Herren,
håner de mig.
12 Når jeg sørger i sæk og aske,
synger de smædeviser om mig.
13 Byens ledere taler nedsættende om mig,
fulde folk synger spottesange.
14 Jeg beder til dig om hjælp, Herre,
se i nåde til mig, Gud.
Du er en kærlig og trofast Gud.
Hør min bøn og hjælp mig.
15 Træk mig op af det dybe dynd,
lad mig ikke synke helt til bunds.
Red mig fra dem, der hader mig,
lad mig ikke drukne i dybet.
16 Lad ikke bølgerne begrave mig.
Lad ikke dybet opsluge mig.
Lad ikke døden få det sidste ord.
17 Svar mig, Herre, for din trofastheds skyld,
hjælp mig i din store nåde.
18 Vend dig ikke bort fra din tjener,
skynd dig at redde mig ud af min nød.
19 Kom til mig og frels mig,
fri mig fra mine fjenders magt.
20 Du ved, hvad de siger om mig,
hvordan de håner og spotter mig.
Du kender mine fjender,
og du ved, hvad de siger.
21 Deres hån har taget så hårdt på mig,
at jeg fuldstændig har mistet modet.
Ingen havde medlidenhed med mig,
ingen var villig til at trøste mig.
22 De ville have mig til at spise deres giftige mad,
og de ville slukke min tørst med sur vin.
23 Må deres fester føre dem i fælden,
så de bliver fanget og får løn som forskyldt.
24 Gør det sort for deres øjne, så de ikke kan se.
Lad dem altid gå rundt med bøjet ryg.[a]
25 Udøs din vrede over dem,
lad din harme fortære dem.
26 Lad deres hjem ligge øde hen,
lad ingen mere bo i deres telte.
27 Du opdrager mig,
men de håner mig.
Mens jeg lider under min straf,
spreder de falske rygter om mig.
28 Straf dem for alle deres synder,
lad dem ikke undslippe.
29 Slet deres navne af livets bog,[b]
så de ikke tælles med blandt dit folk.
30 Åh, Gud, hvor længe vil du lade mig lide?
Red mig snart fra min elendighed.
31 Så vil jeg prise og tilbede dig,
ophøje dig med takkesange.
32 For i dine øjne er dét mere værd
end at ofre både okser og tyre.
33 Når de ydmyge og gudfrygtige ser min redning,
vil de glæde sig og fatte nyt mod.
34 For Herren hører den ydmyges råb,
han foragter ikke dem, han opdrager.
35 Selv himlen og jorden skal prise ham,
havet og fiskene stemme i med lovsang.
36 Ja, Gud vil redde Jerusalem
og genopbygge Judas byer.
Hans folk kommer igen til at bo der
og tager landet i eje som før.
37 Hans tjeneres børn får det i arv,
de, som elsker Herren, skal bo der.
Gud er retfærdig og god
73 En sang af Asaf.
Gud er god mod sit folk,
mod dem, hvis hjerte er rent.
2 Men jeg var på nippet til at miste min tro,
jeg var kommet snublende nær til afgrunden.
3 For jeg blev misundelig på de stolte og gudløse,
de har jo fremgang på trods af deres ondskab.
4 Alt går så glat og sorgløst for dem,
de er raske og strutter af sundhed.
5 De bekymrer sig ikke om noget som helst,
eller plages af problemer som os andre.
6 Derfor knejser de med hovedet i deres hovmod,
de omgiver sig med vold, som var det en kappe.
7 Ondskaben vælter ud af deres indre,
deres tanker er fyldt med nedrige planer.
8 Deres tale er ondskabsfuld og hånlig,
de er fyldt med foragt og trusler mod andre.
9 De gør oprør mod Gud i Himlen
og opfører sig, som om de ejede hele jorden.
10 Derfor bøjer folket sig for dem
og giver dem alt, hvad de forlanger.[a]
11 „Der findes ingen Gud, som kan se os,” påstår de.
„Den Højeste Gud aner ingenting.”
12 Sikken et grusomt hovmod.
Deres velstand øges,
uden at de anstrenger sig for det.
13 Jeg var fristet til at tænke: „Det hele er håbløst.
Hvad er fordelen ved at leve et retskaffent liv.
14 Det giver mig kun problemer dagen lang,
og jeg pines fra morgen til aften.”
15 Men hvis jeg virkelig havde sagt sådan,
ville jeg være en forræder mod dit folk.
16 Jeg har prøvet at forstå det,
men det er bestemt ikke let.
17 Så gik jeg ind i dit tempel, Gud,
og du forklarede mig de ondes endeligt.
18 Jeg indså, at de er ude på et skråplan,
du vil straffe dem med døden engang.
19 På et øjeblik er det forbi med dem,
de vil opleve en frygtelig afslutning på livet.
20 Deres liv er som en drøm,
der forsvinder, når man vågner.
Når du griber ind, Herre,
bliver det enden på deres drømmeliv.
21 Da indså jeg, hvor bitter jeg var blevet,
hvor misundelig jeg var på de gudløses succes.
22 Dengang var jeg dum og uvidende,
som et dyr, der intet forstår.
23 Men alligevel har du ikke forkastet mig, Gud.
Du holder fast ved min højre hånd.
24 Du rådgiver mig på livets vej,
og til sidst går jeg ind til herligheden.
25 Det er dig, jeg vil tjene og tilbede, Gud,
ingen andre i verden kan jeg stole på.
26 Kroppen kan svigte og livsmodet synke,
men du er min tilflugt og tryghed for evigt.
27 Alle, der vender dig ryggen, går til grunde,
du udrydder dem, der gør oprør imod dig.
28 At leve i Guds nærhed er min lykke!
Jeg har valgt at stole på Herren, min Gud,
og vidne om alle hans velgerninger.
Benjamin kommer med til Egypten
43 Imidlertid fortsatte hungersnøden i Kana’ans land, 2 så da kornet, som Josefs brødre havde hentet i Egypten, var ved at slippe op, sagde Jakob til sine sønner: „Tag af sted igen og køb os noget mere korn.”
3 „Manden mente det alvorligt, da han advarede os imod at komme tilbage uden Benjamin!” indvendte Juda. 4 „Hvis du vil lade drengen komme med os, rejser vi gerne derned og køber korn, 5 men hvis du ikke vil det, er der ikke noget at gøre. Manden sagde udtrykkeligt, at vi ikke måtte komme uden Benjamin!”
6 „Hvorfor i alverden fortalte I ham, at I havde en bror til?” jamrede Jakob. „Hvordan kunne I være så onde imod mig?”
7 „Manden forhørte os jo indgående om vores familie!” svarede de. „Han ville vide, om vores far stadig levede, og om vi havde flere brødre. Vi var da nødt til at svare ham! Hvordan kunne vi vide, at han ville sige: ‚Hent jeres bror herned?’ ”
8 Juda var ved at miste tålmodigheden: „Far, giv os nu lov til at tage drengen med, så vi kan komme af sted, inden vi alle sammen dør af sult—både vi, du og vores børn! 9 Jeg garanterer dig for, at han vil være i sikre hænder! Jeg vil personligt tage den fulde skyld, hvis han ikke vender tilbage i god behold. 10 Hvis vi ikke havde spildt tiden med snak frem og tilbage, kunne vi have været i Egypten og tilbage igen to gange allerede!”
11 Endelig gav Jakob sig. „Hvis der ikke er nogen anden udvej, så lov mig i hvert fald at fylde jeres sække op med de bedste varer, vores land kan tilbyde, og aflever dem som gave til denne mand. Tag balsam, honning, krydderier, myrra, pistacienødder og mandler. 12 Tag dobbelt så mange penge med, som kornet koster, så I kan betale det tilbage, som lå oven i jeres sække. Det var nok en fejltagelse, at I fik dem med hjem. 13 Tag så jeres bror og rejs tilbage til manden. 14 Må Gud den almægtige være jer nådig, når I står over for ham, så han løslader Simeon og lader Benjamin vende tilbage i god behold. Hvis jeg skal opleve den smerte at miste mine børn, så lad mig da gøre det!”
15 Brødrene tog så Benjamin og gaverne og dobbelt så mange penge med og skyndte sig af sted til Egypten, hvor deres ankomst blev meldt til Josef.
Spørgsmål om ægteskabet
7 Med hensyn til jeres spørgsmål om ægteskab og sex, så er det prisværdigt for en mand at leve i cølibat, 2 men hvis manden er gift, bør han være sammen med sin kone, og konen bør være sammen med sin mand, for at de ikke skal fristes til seksuel synd. 3 Manden bør opfylde sin kones ægteskabelige behov, og konen bør tilsvarende opfylde sin mands behov. 4 En gift kvinde tilhører sin mand og ikke kun sig selv, og tilsvarende tilhører en gift mand sin kone og ikke kun sig selv. 5 Derfor må I ikke afvise jeres ægtefælles ønske om sex, med mindre I er enige om at være afholdende en tid, for at I bedre kan koncentrere jer om at bede. Derefter skal I være sammen igen, for at Satan ikke skal friste jer, når jeres drifter bliver for stærke. 6 Det her er en indrømmelse, jeg giver jer, ikke en befaling. 7 Jeg kunne ønske, at alle havde det som jeg, men enhver har sin egen nådegave fra Gud—én person har det på én måde, en anden har det på en anden måde.
8 Med hensyn til enkerne og enkemændene, vil jeg sige: Det er prisværdigt for dem at forblive ugift ligesom jeg. 9 Men hvis de ikke kan leve i afholdenhed, må de hellere gifte sig, for det er bedre at gifte sig end at blive opslugt af sine drifter.
Jesus befaler blæst og bølger at lægge sig(A)
35 Efter at Jesus hele dagen havde siddet i båden og talt til skaren inde på bredden, sagde han til sine disciple: „Lad os sejle over til den anden side af søen.” 36 Da de sejlede bort, fulgte en del andre både med.
37 Ikke længe efter blev det et voldsomt stormvejr. Bølgerne slog ind over båden, som tog en masse vand ind. 38 Jesus lå i agterstavnen og sov med hovedet på en pude. Til sidst vækkede de ham. „Mester!” råbte de. „Er du ligeglad med, at vi drukner?” 39 Jesus rejste sig og befalede stormen og søen at være stille. Straks lagde vinden sig, og det blev blikstille. 40 „Hvad er I så bange for?” spurgte Jesus. „Har I stadig ikke lært at tro?”
41 Med forundring og ærefrygt i stemmen sagde de til hinanden: „Hvem er den mand egentlig? Selv stormen og søen adlyder ham!”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.