Book of Common Prayer
Kærlighed til Guds ord
97 Jeg elsker dine bud, Herre.
Dagen igennem er de i mine tanker.
98 Jeg mediterer over dit ord hver dag,
det giver mig et fortrin frem for mine fjender.
99 Jeg har altid dine bud i mine tanker,
de gør mig visere end mine vejledere.
100 Ja, jeg er klogere end de gamle og erfarne,
for jeg adlyder dine befalinger.
101 Jeg holder mig væk fra enhver form for ondskab,
for jeg ønsker at adlyde dit ord.
102 Jeg går ikke vild, men følger dine bud,
for du er den, der underviser mig.
103 Jeg elsker at smage på dit ord,
det er sødere på tungen end honning.
104 Jo mere indsigt jeg får i dine bud,
des mere hader jeg løgnens vej.
Guds ords lys
105 Dit ord er en lygte for min fod,
et lys på vejen foran mig.
106 Dine love er gode og retfærdige,
jeg har lovet mig selv altid at overholde dem.
107 Der er mange, som er imod mig, Herre,
men du giver mig nyt mod, som du har lovet.
108 Du fortjener min lovsang og tak, Herre,
fortsæt med at lære mig din vilje.
109 Dine bud vil jeg aldrig glemme,
også selv om det bringer mig i livsfare.
110 De gudløse sætter fælder for mig,
men jeg viger ikke en tomme fra dit ord.
111 Dine love er mit evige eje,
de fylder mit hjerte med glæde.
112 Det er min faste beslutning at adlyde dit ord,
indtil jeg drager mit sidste suk.
Helhjertet lydighed
113 Dem, der følger dig halvhjertet, hader jeg,
men jeg elsker din lov af hele mit hjerte.
114 Du er min tilflugt og mit skjold,
dit ord er det, der giver mig håb.
115 Der er ingen, der kan hindre mig i at adlyde Gud,
de, der vil prøve, tager jeg afstand fra.
116 Du har lovet at give mig styrke til at leve efter dit ord.
Jeg er overbevist om, at du ikke skuffer mig.
117 Den hjælp og støtte, jeg får fra dig,
betyder, at jeg fortsat kan adlyde dine bud.
118 Du forkaster dem, der foragter dit ord,
de er falske og fulde af løgn.
119 Du lader alle de gudløse ende som aske.
Er det da mærkeligt, at jeg elsker dit ord?
120 Dine domme er retfærdige og kan ikke appelleres,
derfor bæver jeg for dig i ærefrygt.
Sang ved en festival
81 Til korlederen: Brug et strengeinstrument.[a] En sang af Asaf.
2 Lovpris vor Gud, som giver os styrke,
bryd ud i jubel for Israels Gud.
3 Syng til lyden af tamburiner,
til skønne toner fra harper og lyrer.
4 Vædderhornet indvarsler højtiderne,
både nymånefest og løvhyttefest.
5 Det er fester, som Gud har forordnet,
de er beskrevet i Israels love.
6 Han gjorde det til en regel i Israel,
da han førte os ud af Egypten.
Jeg hørte en ukendt stemme sige til mig:[b]
7 „Jeg fjernede byrden fra din skulder,
jeg befriede dig fra det hårde slid.
8 Du råbte til mig i din nød, og jeg frelste dig.
Jeg talte til dig fra tordenskyen.
Jeg prøvede din tro ved Meriba.
9 Lyt til mig, mit folk, for jeg advarer jer.
Åh, Israel, ville I dog bare adlyde mig.
10 I må aldrig tilbede nogen anden gud
eller bøje jer for et billede af en afgud,
11 for det var mig, jeres Herre og Gud,
som førte jer ud af Egyptens land.
Bed til mig, når I har brug for min hjælp,
og I skal opleve, hvor god og gavmild jeg er.
12 Men mit folk nægtede at adlyde mig,
Israel ville ikke have med mig at gøre.
13 Så lod jeg dem gå deres egne veje,
og de gjorde ganske som de ville.
14 Bare mit folk dog ville adlyde mig,
gid de ville følge mine befalinger.
15 Så ville jeg hurtigt besejre deres fjender,
feje alle deres modstandere bort.
16 Alle fjenderne ville krybe sammen af skræk,
det ville være slut med dem for altid.
17 Men jer ville jeg give den bedste hvede
og mætte jer med honning fra klippen.”
Guds dom over samfundets ledere
82 En sang af Asaf.
Gud kalder lederne sammen,
han anklager sit folks dommere:[c]
2 „Hvor længe vil I dømme uretfærdigt?
Hvor længe vil I favorisere de gudløse?
3 Døm de fattige og faderløse retfærdigt,
forsvar de svage og hjælpeløse,
4 red de magtesløse og undertrykte,
fri dem fra onde menneskers magt.
5 I er tåbelige, uvidende og blinde.
Derfor vakler verden i sin grundvold.
6 Jeg har kaldt jer guder,
for I er indsat af mig og burde handle som jeg,[d]
7 men I skal dø som de gudløse mennesker, I er,
akkurat som andre landes gudløse ledere.”
8 Ja, træd frem, Gud, og døm denne verden,
for du har magt over alle folkeslag.
Jakob snyder sin far og får den førstefødtes velsignelse
27 Da Isak var blevet gammel og ikke længere kunne se, kaldte han en dag sin ældste søn, Esau, til sig.
„Min søn!” sagde han.
„Ja, hvad er der, far?” svarede Esau.
2 „Jeg er nu en gammel mand og kan dø når som helst. 3 Tag din bue og dine pile og gå ud og skyd mig et stykke vildt. 4 Tilbered så en lækker ret mad—sådan som jeg kan lide den. Bring den så her, så jeg kan nyde den og give dig min velsignelse, inden jeg dør.”
5 Nu stod Rebekka imidlertid og lyttede, da Isak talte til Esau. Så da Esau gik ud for at skyde noget vildt til sin far, 6 kaldte hun på Jakob og sagde: „Jeg hørte din far sige til din bror: 7 ‚Skyd mig et stykke vildt og tilbered det, så jeg kan spise det. Bagefter vil jeg give dig Herrens velsignelse, inden jeg dør.’ 8 Men hør nu godt efter, Jakob, og gør nøjagtig, som jeg siger: 9 Gå ud og hent mig to af de bedste gedekid fra flokken, så skal jeg lave en lækker ret mad, sådan som din far kan lide den. 10 Derefter skal du servere maden for din far, så han kan nyde den og give dig velsignelsen, inden han dør.”
11 „Jamen mor,” indvendte Jakob. „Esaus hud er jo lige så lodden, som min er glat. 12 Hvad nu, hvis far føler på mig? Så opdager han, at jeg bedrager ham, og så får jeg en forbandelse i stedet for en velsignelse.”
13 Men hans mor svarede: „Forbandelsen tager jeg på mig! Bare gør, som jeg siger. Gå nu ud og hent de gedekid!”
14 Så gik Jakob ud og hentede kiddene og gav hende dem, hvorefter hun tilberedte en lækker ret mad, sådan som hans far kunne lide den. 15 Dernæst tog hun Esaus bedste tøj og gav Jakob det på. 16 Hans glatte arme og hals dækkede hun med skindet fra gedekiddene. 17 Så rakte hun ham den lækre mad og det brød, hun havde bagt. 18 Han gik så ind med det og sagde: „Værsgo, far!”
„Tak!” sagde Isak. „Hvem er det, der taler?”
19 „Det er Esau, din ældste søn!” svarede Jakob. „Jeg har gjort, som du sagde! Sæt dig nu op og spis vildtet, så du kan give mig din velsignelse!”
20 „Hvordan bar du dig ad med at klare det så hurtigt, min søn?”
„Herren, din Gud, sendte byttet lige i armene på mig!” svarede Jakob.
21 „Kom nærmere,” sagde Isak, „så jeg kan røre ved dig og mærke, om det virkelig er dig, Esau!” 22 Så gik Jakob hen til sin far, og Isak følte på ham. „Det er Jakobs stemme, men Esaus arme,” sagde han undrende.
23 Han genkendte ikke Jakob på grund af de behårede arme, som jo måtte være Esaus. Inden Isak velsignede ham, 24 spurgte han igen:
„Det er Esau, ikke?”
„Jo, selvfølgelig!” svarede Jakob.
25 „Giv mig da maden, så jeg kan spise den og velsigne dig.”
Jakob rakte ham maden og vinen, og han spiste og drak. 26 Bagefter sagde Isak: „Kom hen og kys mig på kinden, min dreng!” 27 Da Jakob kom hen for at kysse sin far på kinden, kunne Isak mærke duften af Esaus tøj, og han velsignede ham med ordene:
„Duften af min søn er som duften af den jord, Herren har velsignet. 28 Gud vil velsigne din afgrøde med væde fra himlen og næring fra jorden. Du får korn og vin i overflod. 29 Folkeslag skal tjene dig og ærbødigt bøje sig for dig. Du og din slægt skal herske over din bror og hans slægt. Forbandet være enhver, der forbander dig—og velsignet være enhver, der velsigner dig.”
Den nye måde at tjene Gud og hinanden på
12 Kære venner, I har oplevet Guds nåde, og derfor beder jeg jer indtrængende om at give jer selv til ham som en levende offergave. Det glæder Gud, og det er den åndelige måde at tjene ham på. 2 Jeres liv skal ikke styres af verdens tankegang. Lad i stedet Guds Ånd forvandle jeres tanker og vaner, så I kan glæde ham ved at leve efter hans vilje som gode og modne kristne.
3 På grundlag af den nåde, som Gud har givet mig til at tjene ham, siger jeg til enhver af jer: Hav ikke højere tanker om jer selv, end hvad der er rimeligt, men bedøm jer selv ud fra, hvor stor en tro Gud har givet hver enkelt af jer. 4 Ligesom et legeme består af mange dele, og hver del har sin særlige funktion, 5 således udgør alle vi, som tilhører Kristus, ét legeme. Vi hører sammen i en enhed, og vi er hver for sig dele af det samme legeme. 6 Gud har i sin nåde givet os forskellige gaver, så vi kan hjælpe hinanden. De, der har profetisk gave, skal bruge den i forhold til den tro, de har fået. 7 De, der har gaver til at yde praktisk hjælp, skal gøre det med tjenersind. De, der har gaver til at undervise, bør tage sig af undervisningen. 8 De, der har gaver til at opmuntre andre, skal gøre dét. De, der har en givertjeneste, bør give uden bagtanke. De, der har en ledertjeneste, bør lede med omhu. De, der har en barmhjertighedstjeneste, bør tjene med glæde.
Jesus—verdens lys
12 Jesus fortsatte med at tale til folkeskaren: „Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, kommer ikke til at vandre i mørket, men får livets lys.”
13 Farisæerne protesterede: „Nu taler du igen om dig selv. Den slags vidneudsagn er ikke gyldige.”
14 Jesus svarede: „Selv om jeg taler om mig selv, er det dog et gyldigt og sandt vidnesbyrd, for jeg ved, hvorfra jeg er kommet, og jeg ved, hvor jeg går hen. Men det ved I ikke. 15 I dømmer mig ud fra jeres menneskelige forudsætninger, men jeg dømmer ingen. 16 Og hvis jeg endelig afsiger en dom, så er min dom gyldig, for jeg er ikke alene om den. Min Far, som sendte mig, står bag mig. 17 Og står der ikke skrevet i den lov, I kender så godt, at når to vidner siger det samme, så er sagen afgjort? 18 Jeg vidner altså om mig selv, og det andet vidne er min Far, som har sendt mig.”
19 „Hvor er din far da henne?” spurgte de.
„I kender hverken mig eller min Far,” svarede Jesus. „Hvis I var klar over, hvem jeg er, ville I også være klar over, hvem min Far er.”
20 Jesus sagde disse ord, mens han sad og underviste ved den store indsamlingsbøsse i templet. Han blev imidlertid ikke arresteret, for ifølge Guds plan var tiden endnu ikke inde til det.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.