Book of Common Prayer
Bøn for nationens genopbygning
80 Til korlederen: En sang af Asaf. Synges til melodien „Pagtens lilje.”
2 Hør os, du Israels Hyrde,
du, som leder dit folk med omsorg,
du, som troner blandt hellige keruber,
bøj dig og lyt til vor bøn.
Træd frem i magt og stråleglans.
3 Hjælp Efraim, Benjamin og Manasse.
Stå frem i din vælde og red os.
4 Genopret dit folk, Gud.
Se i nåde til os og frels os.
5 Herre, almægtige Gud,
hvor længe vil du blive ved at være vred?
Hvor længe er du døv for vore bønner?
6 Du gav os sorg i overflod,
tårer i rigeligt mål,
7 vore nabofolk foragter os,
vore fjender ler ad os.
8 Genopret dit folk, almægtige Gud.
Se i nåde til os og frels os.
9 Du tog os som en ung vinstok fra Egypten,
jog folkeslag bort, så vi kunne få plads.
10 Du beredte jorden for din vinstok,
den slog rod og spredte sig over landet.
11 Den bredte sig ud over bjergene,
dækkede de mægtige cedertræer.
12 Den bredte sine ranker til Middelhavet
og nåede helt op til Eufratfloden.
13 Hvorfor har du nedbrudt vingårdens gærde,
så alle og enhver kan plukke af druerne?
14 Skovens vildsvin gnaver af planterne,
de vilde dyr æder af druerne.
15 Vend dit ansigt imod os, almægtige Gud!
Se i nåde til os fra din himmel.
Tag dig af din mishandlede vinstok.
16 Genopliv det skud, du plantede, det folk, du udvalgte.
17 Din vinstok er nu hugget ned og brændt.
Dit folk er bukket under for din vrede.
18 Velsign det folk, som vil tjene dig,
den nation, som du selv har udvalgt.
19 Så skal vi aldrig svigte dig mere.
Genopret dit folk,
så vi igen kan påkalde dit navn.
20 Genopret dit folk, almægtige Herre.
Se i nåde til os og frels os.
Når Gud tilsyneladende ikke svarer
77 Til korlederen Jedutun: En sang af Asaf.
2 Jeg råber til Gud uden ophør.
Jeg håber, han hører min bøn.
3 Jeg er i nød og søger hen til min herre.
Hele natten løfter jeg hænderne i bøn til ham.
Jeg har ikke ro i min sjæl, før han svarer.
4 Jeg tænker på Gud og stønner i min nød,
jeg sukker af længsel efter hans hjælp.
5 Jeg kan ikke sove, før han griber ind.
Jeg er fortvivlet, kan dårligt nok bede.
6 Jeg mindes de gamle dage,
den tid, som nu er forbi.
7 Dengang sang vi af glæde til langt ud på natten.
Nu sidder jeg og spørger mig selv:
8 Har Herren forkastet mig for evigt?
Vil han aldrig igen være nådig?
9 Er hans trofasthed opbrugt?
Gælder hans løfter ikke længere?
10 Har Gud glemt at være god?
Har han lukket sit hjerte i vrede?
11 Jeg kan ikke udholde den tanke,
at den Almægtige skulle have mistet sin magt.
12 Jeg husker miraklerne i gamle dage,
de fantastiske ting, Gud gjorde engang.
13 De er altid i mine tanker,
jeg kan ikke lade være at grunde over dem.
14 Du er helt speciel, Gud,
ingen guder kan måles med dig.
15 Du er undernes og miraklernes Gud,
du viste din magt, så alverden hørte om det.
16 Du befriede dit folk med din vældige styrke,
det var Jakobs og Josefs slægt.
17 Havet så dig og trak sig tilbage af frygt,
Det Røde Hav skælvede ved synet af dig.
Havdybet rystede af skræk,
18 skyerne sendte strømme af regn.
Tordenen rullede hen over himlen,
dine lynpile fløj til alle sider.
19 Tordenen rumlede som vognhjul,
lynene oplyste himlen.
Hele jorden rystede og bævede.
20 Du banede en vej gennem havet,
du vandrede igennem de vældige vande,
men du efterlod dig ingen fodspor.
21 Som en fårehyrde førte du dit folk,
Moses og Aron var dine hjælpere.
Bøn om Israels redning og hævn over fjenden
79 En sang af Asaf.
Åh, Gud, fjenderne har invaderet dit eget land.
De har gjort din helligdom uren
og lagt Jerusalem i ruiner.
2 Dine dræbte tjenere blev gribbenes føde,
de gudfrygtiges kroppe blev ædt af vilde dyr.
3 Blodet flød i Jerusalems gader,
der er ingen tilbage til at begrave de faldne.
4 Nabolandene håner og foragter os,
vi er blevet til spot for vore omgivelser.
5 Hvor længe vil du straffe os, Herre?
Hvor længe vil din harme brænde som ild?
6 Udøs hellere din vrede over de gudløse folk.
Straf dem, der ikke tilbeder dig.
7 Fjenden har nu ødelagt dit udvalgte folk,
de har lagt byen og landet i ruiner.
8 Straf os ikke for vore forfædres synder.
Skynd dig at vise din nåde og barmhjertighed.
Er vi ikke blevet ydmyget nok?
9 Hjælp os, for du er vor Gud og Frelser.
Du er jo en trofast og nådig Gud.
Tilgiv vores synd og red os,
for du er en trofast og nådig Gud.
10 Hvorfor skal gudløse folk håne os?
De siger: „Hvor er deres Gud?”
Gør gengæld for drabet på dine tjenere,
så alle i hele verden får det at vide.
11 Lyt til fangernes suk,
red dem, som er dømt til at dø.
12 Tag syvfold hævn på de folkeslag,
som har hånet dig, Herre.
13 Så vil vi takke dig for evigt,
vi, som er dit folk, den hjord, du vogter.
Så vil vi lovprise dig i de kommende generationer.
Jakob køber førstefødselsretten
19 Det følgende er Isaks slægtshistorie: Isak var søn af Abraham. 20 Da han var 40 år gammel, giftede han sig med Rebekka, en datter af aramæeren Betuel fra Paddan-Aram, og søster til Laban. 21 Isak bad til Herren for Rebekka, for hun kunne ikke blive gravid. Og Herren hørte Isaks bøn: Rebekka blev gravid 22 med tvillinger, og hun følte det, som om drengene sloges inde i hende. „Hvorfor sker sådan noget for mig?” klagede hun. Så gik hun hen og spurgte Herren.
23 Herrens svar lød: „Sønnerne i dit moderliv bliver stamfædre til to rivaliserende folkeslag. Den ene bliver stærkere end den anden, og den ældste kommer til at tjene den yngste.”
24 Da tiden kom, hvor Rebekka skulle føde, var det ganske rigtigt tvillinger. 25 Den første, der kom ud, var rødlig og lodden som en skindkappe med hår over hele kroppen. Ham kaldte de Esau. 26 Den anden tvilling blev født med hånden om Esaus hæl, og derfor kaldte de ham Jakob.[a] Isak var 60 år gammel, da tvillingerne blev født.
27 Som drengene voksede op, blev Esau en dygtig jæger og færdedes meget ude i de øde områder, hvorimod Jakob var en stille natur og blev hjemme ved teltene. 28 Isak holdt mest af Esau, fordi han elskede kødet fra de vildtlevende dyr. Men Rebekka holdt mest af Jakob.
29 En dag, da Jakob var ved at lave mad, kom Esau træt og sulten hjem fra en jagttur. Esau udbrød:
30 „Giv mig noget af det røde der. Jeg er ved at dø af sult!” Derfor fik han også navnet Edom.[b]
31 „Du må først sælge mig din førstefødselsret,” svarede Jakob.
32 „Hvad bryder jeg mig om min førstefødselsret, når jeg er ved at dø af sult?” sagde Esau.
33 „Sværg så på, at førstefødselsretten er min!” vedblev Jakob. Så svor Esau og solgte dermed sine rettigheder som ældste søn til sin yngre bror Jakob. 34 Jakob serverede nu brød og stuvede, røde linser for Esau, og da han havde spist og drukket, rejste han sig og gik sin vej. Sådan ringeagtede Esau sin førstefødselsret.
Afsluttende formaninger og hilsener
13 Hold fast ved den indbyrdes kærlighed. 2 Forsøm ikke at byde de fremmede velkommen hos jer, for derved har nogle haft engle som gæster uden at vide af det. 3 Husk på dem, der sidder i fængsel, og føl med dem, som var I selv i fængsel. Føl smerten hos dem, der mishandles, som var det jeres egen krop, det gik ud over.
4 Alle bør respektere ægteskabet, og I skal være tro mod jeres ægtefælle, for Gud vil dømme dem, der er utro eller lever i seksuel synd. 5 Hold jer fri af pengebegær og vær tilfredse med det, I har. Gud har jo sagt: „Jeg vil aldrig svigte dig eller forlade dig.”[a]
6 Derfor kan vi med frimodighed sige:
„Herren er min hjælper, så jeg vil intet frygte.
Hvad kan mennesker gøre mig?”[b]
7 Tænk på jeres ledere, som har talt Guds ord til jer. Se på, hvad de har udrettet, og efterlign deres tro. 8 Jesus Kristus er den samme i går og i dag, ja til evig tid. 9 Lad jer ikke rive med af forskellige, fremmede lærdomme. Det er godt for det indre menneske at hente styrke i Guds nåde og ikke i religiøse spiseregler, som alligevel ikke hjælper dem, der prøver at overholde dem.
10 Vi har et alter, som de præster, der gør tjeneste i templet, ikke har adgang til. 11 Ypperstepræsten bragte på forsoningsdagen blodet fra syndofrene ind i åbenbaringsteltets allerhelligste rum, men dyrenes kroppe blev brændt uden for lejren.[c] 12 Jesus skabte forsoning mellem Gud og folket ved sit eget blod, da han blev dræbt uden for byen. 13 Lad os derfor samles med ham uden for lejren, selvom vi bliver hånet for det. 14 Der findes nemlig ikke noget sted i denne verden, som kan være vores blivende hjem. Vi ser i stedet frem til vores evige hjem i den himmelske verden.
15 Lad os på grund af, hvad Jesus har gjort, altid bringe lovprisningsofre til Gud. Lad os prise og takke Gud med vores ord. 16 Men forsøm heller ikke at gøre godt og at dele med andre, for sådanne ofre glæder Gud.
Løftet om Helligåndens komme til dem, der tørster
37 På den sidste og største højtidsdag under løvhyttefesten trådte Jesus frem og råbte: „De, der tørster, kan komme til mig for at få noget at drikke! 38 Skriften siger, at vand skal strømme frem over det tørre land.[a] Sådan bliver det for dem, der kommer til tro på mig: Fra deres indre skal det livgivende vand strømme frem.” 39 Med det „livgivende vand” mente Jesus Helligåndens kraft, som de, der var kommet til tro på ham, senere skulle få. Ånden var endnu ikke kommet, fordi Jesus endnu ikke var vendt tilbage til den himmelske herlighed.
Er Jesus Messias eller ej?
40 Da folket hørte ham råbe disse ord, udbrød nogle: „Den mand må være den store Profet, vi har ventet på!” 41 Andre sagde: „Han er Messias!” Atter andre: „Umuligt! Messias kommer ikke fra Galilæa. 42 Siger Skriften ikke, at han skal nedstamme fra David, og at han skal komme fra Betlehem, hvor David blev født?” 43 Der var således delte meninger om, hvem Jesus var. 44 Nogle forlangte ham arresteret, men det skete ikke.
Nikodemus forsvarer Jesus over for farisæerne
45 Tempelvagtmandskabet, der var blevet sendt hen for at arrestere Jesus, vendte tilbage til ypperstepræsterne og farisæerne med uforrettet sag. „Hvorfor pågreb I ham ikke?” spurgte man dem.
46 „Aldrig har noget menneske talt, som han gør,” svarede de.
47 „I er altså også blevet vildledt!” råbte farisæerne. 48 „Er der måske en eneste af farisæerne eller de andre jødiske ledere, der tror på, at han er Messias? 49 Men den uvidende hob, som ikke kender Toraen, de er under Guds dom.”
50 Her brød Nikodemus ind. Det var ham, der havde opsøgt Jesus, og han var selv farisæer: 51 „Det er slet ikke lovligt at dømme en mand, medmindre man først foretager en nærmere undersøgelse af, hvad han har gjort, og han har fået lov til at forsvare sig.”
52 „Du er måske også fra Galilæa?” hånede de. „Slå op i Skriften og se efter. Der står ingen steder om en profet, der skal komme fra Galilæa.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.