Book of Common Prayer
Lovprisning af den ideelle konge
72 En sang til Salomon.[a]
Gud, hjælp kongen at regere, som du ville have gjort,
lær ham at være retfærdig som dig.
2 Må han lede dit folk på den rette måde
og være villig til at hjælpe de hjælpeløse.
3 Da skal bjergene forkynde fred for folket
og højene genlyde af retfærdighed.
4 Da skal han forsvare de svage,
komme de magtesløse til hjælp
og uskadeliggøre alle tyrannerne.
5 Da vil folket give dig[b] ære fra slægt til slægt,
så længe solen og månen skinner på jorden.
6 Hans retfærdige styre vil bringe velsignelse
som regnen, der væder jorden.
7 Under hans ledelse vil retfærdigheden vokse sig stærk,
freden vil herske, så længe månen hersker på nattehimlen.
8 Hans rige skal strække sig fra hav til hav,
fra Eufratfloden til verdens ende.
9 Fjerne nationer vil bøje sig for ham,
hans fjender falde næsegrus i støvet.
10 Kongerne fra Tarshish og de fjerne lande skal svare ham skat,
Sabas og Sebas regenter vil komme med deres gaver.
11 Alle konger vil underordne sig ham,
alle folkeslag vil love ham troskab.
12 Han redder hver fattig, som råber om hjælp
og fører de hjælpeløses sag.
13 Han har medlidenhed med de svage
og redder de magtesløse fra overgreb.
14 Han frier dem fra vold og tyranni,
for i hans øjne har de stor værdi.
15 Kongen længe leve!
Han belønnes med guld fra Saba.
Folk vil bede for ham uafbrudt
og velsigne ham dagen lang.
16 Der bliver overflod af korn i landet,
det bølger hen over bakker og dale.
Frugttræerne skal trives som i Libanons plantager,
kornet vokse tæt som græsset på marken.
17 Hans navn skal være kendt for evigt,
så længe solen bliver i sin bane.
Alle folkeslag skal velsignes gennem ham
og se ham som den, der er velsignet af Gud.
18 Lovet være Herren, Israels Gud,
for kun han kan gøre sådanne undere.
19 Han er værdig til al vor lovsang for evigt.
Må hans herlighed fylde al jorden.
Amen, amen.
20 Her slutter Davids, Isajs søns, bønner.[c]
En ren samvittighed
73 Dine hænder formede min krop.
Giv mig nu forstand til at fatte dine bud.
74 De gudfrygtige hilser mig med glæde,
for jeg har sat min lid til dit ord.
75 Dine domme er retfærdige, det ved jeg,
du ydmygede mig for mit eget bedste.
76 Din nåde og barmhjertighed rejste mig op igen,
akkurat som du havde lovet din tjener.
77 Din nåde gav mig nyt livsmod,
for jeg elsker trods alt dine bud.
78 De hovmodige spottere bliver gjort til skamme,
for de bagtaler mig uden grund.
Men jeg vil grunde over dine befalinger.
79 De der kender dine bud og adlyder dig,
dem vil jeg gerne have fællesskab med.
80 Din lov vil jeg følge af hele mit hjerte,
så behøver jeg aldrig at skamme mig.
Bøn om hjælp og genoprettelse
81 Herre, jeg længes efter, at du redder mig.
Jeg har sat min lid til dine løfter.
82 Hvornår griber du ind og hjælper mig?
Jeg er snart træt af at vente.
83 Herre, jeg er som en indtørret, tilrøget lædersæk,
men dine bud glemmer jeg aldrig.
84 Hvor mange dage skal der gå?
Hvornår vil du straffe mine forfølgere?
85 Hovmodige mennesker, som hader din lov,
har gravet en faldgrube for mig.
86 Hele din lov er troværdig og pålidelig,
åh, hjælp mig mod de gudløses angreb.
87 Herre, de har næsten gjort det af med mig,
men jeg vil ikke svigte dine bud.
88 Hold mig i live på grund af din trofasthed,
så jeg kan adlyde de befalinger, du har givet mig.
Herrens evige ord
89 Dit ord, Herre, står ved magt til evig tid,
det er fast forankret i Himlen.
90 Din trofasthed rækker fra slægt til slægt,
du har grundfæstet jorden, så den ikke kan rokkes.
91 Dine love står fast til denne dag,
for du er universets Herre.
92 Dit ord gav mig den trøst, jeg havde brug for,
ellers var jeg for længst gået til grunde.
93 Dine love vil jeg aldrig glemme,
for det er dem, der holder mig i live.
94 Dig tilhører jeg, for du er min Gud.
Hjælp mig, for jeg ønsker at følge dine bud.
95 De gudløse lurer på at slå mig ihjel,
men jeg har altid dine love i tanke.
96 De fleste ting har deres begrænsning,
men dine befalinger har uanede dybder.
Abrahams lydighed belønnes
22 Senere satte Gud Abrahams tro og lydighed på prøve. Det gik således til:
„Abraham!” kaldte Gud. „Ja, Herre,” svarede han. „Jeg lytter!”
2 „Tag din eneste søn, Isak, som du elsker så højt, og rejs til det sted, der hedder Morija. Der skal du bringe ham som et brændoffer til mig på et bjerg, som jeg vil vise dig.”
3 Næste morgen stod Abraham meget tidligt op og kaldte på to af sine unge tjenere. Han bad dem om at kløve brænde til det bål, der skulle bruges til brændofferet, og om at gøre et æsel klar til rejsen. Derefter kaldte han på Isak, og de begav sig alle på vej mod det sted, Gud havde sagt ham. 4 Da de havde rejst i to dage, fik Abraham øje på stedet i det fjerne.
5 „Vent her med æslet,” sagde Abraham til tjenerne, „mens drengen og jeg går videre for at finde et sted at tilbede Herren. Vi kommer snart tilbage.” 6 Derefter lagde Abraham offerbrændet på Isaks skuldre, men kniven og de ulmende trækul til offerilden bar han selv. De to gik så videre alene.
7 „Far,” sagde Isak.
„Ja, min dreng.”
„Vi har brændet og ilden—men hvor er det lam, der skal ofres?”
8 „Det vil Gud selv sørge for, min dreng,” svarede Abraham. Så gik de videre i tavshed.
9 Da de kom til det sted, Abraham havde fået anvist af Gud, byggede han et stenalter og lagde brændet til rette ovenpå. Så bandt han sin søn, Isak, og lagde ham på alteret oven på brændet. 10 Abraham tog nu kniven og løftede den i vejret for at dræbe sin søn og ofre ham til Herren.
11 I samme øjeblik lød en røst fra Himlen: „Abraham! Abraham!”
„Ja, Herre,” svarede han.
12 „Læg kniven ned og gør ikke drengen noget! For nu ved jeg, at du virkelig vil adlyde mig—siden du var villig til at ofre din eneste, elskede søn!”
13 Da Abraham så sig omkring, fik han øje på en vædder, hvis horn havde viklet sig ind i en busk. Han tog vædderen og ofrede den som brændoffer på alteret i stedet for sin søn. 14 Og Abraham kaldte stedet „Herren sørger for os”. Derfor siger man endnu den dag i dag: „På bjerget vil Herren sørge for os.”
15 Da råbte Gud igen til Abraham fra Himlen: 16 „Jeg er Herren, og jeg sværger ved mig selv, at fordi du adlød mig og ikke sparede din eneste søn, 17 vil jeg velsigne dig. Jeg vil gøre dine efterkommere talrige som himlens stjerner og sandet på stranden, og de vil bryde igennem portene på deres fjenders byer. 18 Desuden vil alle jordens folkeslag opleve velsignelse gennem en af dine efterkommere,[a] fordi du adlød mig!”
23 Moses’ forældre troede Gud, og de skjulte ham i tre måneder efter fødslen. De så, at han var en dejlig dreng, og de var ikke bange for at trodse kongens ordre.
24 Moses troede Gud, da han som voksen gav afkald på sin position som søn af Faraos datter. 25-26 I stedet for at nyde en kortvarig fornøjelse uden for Guds vilje foretrak han at dele kår med Guds folk. Frem for at eje alle Egyptens skatte foretrak han at blive mishandlet—ligesom Kristus blev det—for han så frem til sin belønning.
27 Moses forlod Egypten i tro til Gud og uden at frygte kongens vrede. Han holdt ud, fordi han hele tiden holdt den Usynlige for øje. 28 I tro indførte han den første påske med blodet på dørstolperne, for at dødsenglen ikke skulle gå ind i israelitternes hjem og dræbe den førstefødte søn i hver familie.
29 Israelitterne viste tro til Gud, da de gik gennem Det Røde Hav som over tørt land. Men egypterne, som fulgte bagefter, druknede alle sammen.
30 Israelitterne viste tro til Gud, da de på hans befaling vandrede rundt om Jeriko i syv dage, så byens mure faldt.
31 Ved at hjælpe de israelitiske spioner viste den prostituerede Rahab, at hun troede på Gud. Derfor blev hun ikke dræbt sammen med dem, der var ulydige.
52 Det udløste en heftig diskussion blandt de jødiske ledere. „Hvad mener han?” sagde de. „Hvordan kan han give os sit legeme at spise?”
53 Så sagde Jesus til dem: „Det siger jeg jer: Hvis ikke I spiser Menneskesønnens legeme og drikker hans blod, har I ikke evigt liv i jer! 54 Men de, der spiser mit legeme og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg vil opvække dem på den sidste dag. 55 Mit legeme er den sande mad, og mit blod er den sande drik. 56 De, der spiser mit legeme og drikker mit blod, vil opleve et varigt fællesskab med mig. 57 Jeg lever i kraft af Gud, som har sendt mig, ham som er kilden til alt liv. På samme måde skal de, der spiser mig, leve i kraft af mig. 58 Jeres forfædre spiste manna, som kom ned fra himlen, men det gav dem ikke evigt liv. Anderledes er det med dem, der spiser af det brød, som nu er kommet ned fra Himlen—de skal leve til evig tid.”
59 Alt det her sagde Jesus, mens han underviste i synagogen i Kapernaum.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.