Book of Common Prayer
Tillid til Gud
56 Til korlederen: En sang af David, dengang han blev taget til fange af filistrene i Gat.[a] Synges til melodien „Den tavse due i det fjerne.”
2 Åh, min Gud, vær mig nådig!
Mine fjender er efter mig,
de plager mig dagen lang.
3 De er ude efter mig hele tiden,
de kappes om at få mig ned med nakken.
4 Men når jeg er bange,
sætter jeg min lid til dig.
5 Jeg stoler på dit ord,
der er ingen grund til frygt.
Hvad kan mennesker gøre mig?
6 De er ude på at gøre mig fortræd,
de lægger onde planer imod mig.
7 De udspionerer mig hele tiden,
overvåger mine skridt for at slå mig ihjel.
8 Lad ikke forbryderne gå fri, Herre.
Lad dem mærke din vrede og straf.
9 Du kender alle mine problemer
og skriver dem ned i din dagbog,
du gemmer mine tårer i din lædersæk.
10 Når jeg råber om hjælp, må fjenderne flygte,
for jeg ved, at du står ved min side, Gud.
11 Jeg stoler på dine løfter, min Herre og Gud,
jeg priser dig, for du holder ord.
12 Der er ingen grund til at frygte.
Hvad kan mennesker gøre mig?
13 De løfter, jeg har givet dig, Gud,
vil jeg opfylde med lovprisningsofre.[b]
14 Du frelser mig fra døden
og redder mine fødder fra at snuble,
så jeg kan tjene dig hele mit liv.
Tillidsfuld bøn om hjælp
57 Til korlederen: En sang af David, dengang han flygtede fra Saul ind i en hule.
2 Åh, min Gud, vær mig nådig og barmhjertig,
for jeg tyer til dig i min nød.
Jeg søger ly under dine vinger,
indtil stormen er drevet over.
3 Jeg råber til den almægtige Gud,
for han fører mig igennem til sejr.
4 Han sender mig hjælp fra Himlen,
han frelser mig fra alle mine fjender.
Han er trofast og god imod mig.
5 Jeg er omringet af blodtørstige løver,
de er klar til at springe på mig.
Deres tænder er spyd og pile,
deres tunge er et skarpt sværd.
6 Herre, lad din storhed fylde himmelrummet,
lad din herlighed komme over hele jorden.
7 Mine fjender satte en fælde for mig,
derfor er jeg dybt bekymret.
De gravede en faldgrube på min vej,
men de kommer selv til at falde i den.
8 Jeg er fuld af tillid til dig, Gud,
jeg vil synge og spille til din ære.
9 Jeg vil gribe min harpe og lyre,
når befrielsens sol står op.[c]
10 Jeg vil takke dig, Herre, blandt folkeslagene,
jeg vil synge din pris for de fremmede.
11 Din trofasthed fylder universet,
din godhed når til skyerne.
12 Herre, lad din storhed fylde himmelrummet,
lad din herlighed komme over hele jorden.
Dom over onde magthavere
58 Til korlederen: En sang af David.
2 Mon I fyrster ved, hvad der er ret og rigtigt?
Mon I behandler folk retfærdigt?
3 Nej, I har kun ondskab i tanke,
I giver volden frit løb i landet.
4 I har været onde fra fødslen af,
fra barnsben har I været fulde af løgn.
5 I udspyr slangegift og vil ikke lytte til Gud.
I ligner en døv kobra,
6 der ikke kan høre slangetæmmeren,
lige meget hvor højt han spiller.
7 Knus kæberne på de grusomme løver, Herre.
Bræk alle deres skarpe tænder, Gud.
8 Lad dem forsvinde som vand i ørkenen,
lad dem visne som græs i tørtiden.
9 Lad dem blive til slim som sneglen,
lad dem ende som dødfødte fostre,
der aldrig får lyset at se.
10 Gud vil feje de onde af vejen,
hurtigere end brændet kan få gryden i kog.[d]
11 De gudfrygtige glæder sig, når retten sejrer.
De får lov at vade i de gudløses blod.
12 Da skal folk udbryde:
„Ja, de gudfrygtige bliver belønnet til sidst.
Der er en Gud, som sørger for retfærdighed på jorden.”
Gud straffer ondskab
64 Til korlederen: En sang af David.
2 Hør min bøn, Gud, midt i min nød.
Red mig fra fjendernes angreb.
3 Skærm mig mod deres skumle planer,
beskyt mig mod deres ondskabsfulde list.
4 Deres tunger er som skarpe sværd,
deres ord som giftige pile.
5 De sigter på de uskyldige fra deres baghold,
de skyder dem ned uden skrupler.
6 De mødes for at ægge hinanden til ondskab
og planlægge, hvor de skal sætte deres fælder.
„Ingen opdager noget,” siger de selvsikkert.
7 De udklækker grusomme planer,
som de hemmeligt fører ud i livet.
Et menneskes tanker ligger skjult i sindet.
8 Men Gud vil selv ramme dem med sin straf,
pludselig bliver de gennemboret af hans pile.
9 Deres egne ord vil fælde dem,
og alle, som oplever deres fald,
vil ryste på hovedet i foragt
10 og fyldes af ærefrygt for Gud.
De vil forkynde Guds store undere
og forstå hans retfærdige dom.
11 De gudfrygtige skal glæde sig over Gud
og søge tilflugt hos ham.
Alle de retskafne skal glæde sig.
En takkesang ved høstfesten
65 Til korlederen: En lovsang af David.
2 Zions Gud, vi vil lovprise dig,
vi vil indfri vore løfter til dig.
3 Du er en Gud, der hører bøn,
og vi kommer alle til dig.
4 Når vi indrømmer vores synd,
oplever vi din nådige tilgivelse.
5 Lykkelige er de, du lader leve i din nærhed.
Vi jubler over alt det gode, du giver os.
6 Du er vores frelser, Gud,
du redder os ved dine mægtige undere.
Du kan give håb til alle og enhver,
hvor de end bor i den vide verden.
7 Du er den almægtige Gud.
Du formede de enorme bjerge,
8 du dæmper bølgernes brusen
og standser nationernes oprør.
9 Alle folkeslag forundres over dine vældige gerninger,
du bliver lovprist både i øst og i vest.
10 Du vander jorden og gør den frugtbar,
du fylder floderne med enorme vandmasser.
Du sørger for væde til jorden,
så der bliver en god høst.
11 Du sender regn til de pløjede marker,
så furerne fyldes med vand.
Du blødgør jorden med regn
og giver grobund for den sæd, der er sået.
12 Når høsten er omme, er laderne fulde,
din velsignelse betyder overflod.
13 Græsgangene i ødemarken glinser af væde,
bakkerne blomstrer af fryd.
14 Fårene flokkes på de frodige enge,
dalene klædes i korn.
Hele dit skaberværk synger af glæde.
Sodomas ondskab
19 Samme aften ankom de to engle til Sodoma. Lot sad på torvet lige inden for byporten, og da han fik øje på dem, gik han dem straks i møde og bøjede sig ærbødigt for dem.
2 „Mine herrer,” sagde han, „kom hjem til mig og få vasket støvet af jeres fødder. I skal være mine gæster, og i morgen tidlig kan I så begive jer videre på rejsen.” „Nej tak,” svarede de. „Vi vil hellere tilbringe natten her på torvet.”
3 Men Lot pressede på, og til sidst gik de med ham hjem. Han fik bagt noget brød i en fart, selv om der ingen surdej var i huset, og han serverede et måltid mad for dem.
4 Efter måltidet, da de skulle til at gå til ro, blev huset omringet af byens mænd, både unge og gamle. 5 De råbte til Lot: „Hvor er de mænd, som kom for at overnatte hos dig? Bring dem ud til os, så vi kan have sex med dem!”
6 Men Lot gik ud til dem og lukkede døren efter sig. 7 „Rolig, venner!” sagde han. „Gør jer ikke skyldig i noget så ondt! 8 Jeg har to døtre, som endnu er jomfruer. Dem kan jeg bringe ud til jer. Så kan I gøre med dem, hvad I vil. Men I må lade disse mænd i fred. De er mine gæster og under min beskyttelse.”
9 „Flyt dig!” råbte de. „Hvad bilder du dig ind? Vi gav dig lov til at bo iblandt os, og så vil du fortælle os, hvad vi skal gøre eller ikke gøre! Bare vent til vi får fat i dig, så skal vi behandle dig værre end dine gæster!” De nærmede sig truende Lot, parate til at brække døren op om nødvendigt.
10 Da rakte de to mænd hænderne ud efter Lot, trak ham ind i huset og lukkede døren. 11 Samtidig gjorde de mændene udenfor blinde, så de ikke kunne finde døren.
12 „Har du nogen pårørende her i byen, Lot, svigersønner, sønner, døtre eller andre, som hører til din familie?” spurgte englene, „så sørg for at få dem ud af byen hurtigst muligt! 13 Vi har nemlig fået ordre til at tilintetgøre dette sted! Synden her er blevet så himmelråbende, at Herren har besluttet at ødelægge byen.”
14 Lot skyndte sig af sted til de mænd, der var forlovet med hans døtre. „I må forlade byen hurtigst muligt!” sagde han. „For Herren vil ødelægge den!” Men de troede, det var hans spøg.
Sodoma og Gomorra ødelægges
15 Ved daggry næste morgen, skyndede englene på Lot. „Få fat i din kone og dine to døtre og kom af sted, så I ikke skal miste livet på grund af byens synd.”
16 Da Lot tøvede, tog englene ham og hans kone og de to døtre ved hånden og førte dem skyndsomst uden for byen, for Herren ville redde dem.
17 „Løb for livet!” sagde englene. „Se jer ikke tilbage og stands ikke nogen steder i Jordandalen. Flygt op i bjergene, hvis I vil redde livet!” 18 Men Lot indvendte: „Åh nej, herre! 19 I skal have mange tak, fordi I har vist os den nåde at frelse os fra ødelæggelsen. Men vi kan ikke nå op i bjergene, før ulykken indhenter os, og vi dør. 20 Se den lille by derovre. Det er jo bare en lille landsby, som I ikke behøver at ødelægge. Kan vi ikke flygte derhen? Den er jo ikke ret langt væk.”
21 „Godt,” svarede englen, „jeg vil gå ind på dit forslag. Jeg vil sørge for, at den landsby ikke bliver ødelagt. 22 Men skynd dig! Jeg kan nemlig ikke gå i gang, før I er i sikkerhed i landsbyen.” Derfor kom landsbyen til at hedde Zoar.[a]
23 Solen var kommet et stykke op, før Lot ankom til Zoar. 24 Med det samme lod Herren ild og svovl regne ned fra himlen over Sodoma og Gomorra. 25 Han ødelagde byerne totalt tillige med hele Jordandalen, alle der boede der, og alt, hvad der voksede på markerne. 26 Men på vej bort fra byen, havde Lots kone set sig tilbage, og i det samme hun gjorde det, stivnede hun og blev til en saltstøtte.
27 Den næste morgen skyndte Abraham sig ud til det sted, hvor han havde stået og talt med Herren. 28 Da han kiggede ud over sletten i retning af Sodoma og Gomorra, så han en tyk røg stige til vejrs over hele området. 29 Men Gud havde hørt Abrahams bøn og frelst Lot ved at redde ham fra den katastrofe, som ødelagde byerne i dalen.
Trosheltene
11 Hvad er tro? Tro er grundlaget for vores håb, en overbevisning om ting, der ikke kan ses.[a] 2 Vi har jo mange vidnesbyrd om den tro, vores forfædre havde.
3 Det er ved tro, vi forstår, at universet blev til på Guds befaling. Den synlige verden blev skabt ud fra den usynlige verden.
4 Abel troede Gud. Derfor var han i stand til at bringe et offer, der var bedre end Kains. Gud accepterede Abels gave og viste dermed, at Abel havde et ret forhold til Gud. Abel selv er død, men hans tro er et vidnesbyrd for os endnu den dag i dag.
5 Enok troede Gud. Derfor blev han taget op til Himlen, så han undgik at dø. Ingen kunne finde ham, for Gud havde taget ham til sig. Men inden da havde han fået det vidnesbyrd, at Gud glædede sig over ham.[b] 6 Gud kan kun glæde sig over dem, der har tro, for de, der henvender sig til Gud, må nødvendigvis tro, at han er til, og at han belønner dem, der søger ham.
7 Noa troede Gud. Da Gud advarede ham om syndfloden, der skulle komme, troede han på det, selvom der ikke var nogen tegn på, at der ville komme en oversvømmelse. Han adlød Gud, og i ærefrygt for ham byggede han en ark for at redde sin familie. På den måde forkyndte Noa dommen over den onde verden, og selv blev han på grund af sin tro accepteret af Gud.
8 Abraham troede Gud. Da Gud bad ham om at forlade sit hjem og fædreland og rejse bort til et andet land, som Gud ville give ham og hans efterkommere i arv og eje, tog han af sted uden at vide, hvor han kom hen. 9 Han slog sine telte op i et land, som tilhørte andre, og i tillid til Gud vandrede han fra sted til sted i det land, han var blevet lovet. Det samme gjorde Isak og Jakob, der jo fik det samme løfte. 10 Abraham så nemlig frem til at bo i byen med de evige grundvolde, som Gud selv er både arkitekt og bygmester for.
11 Sara troede Gud. Derfor kunne hun blive stammor til et helt folk til trods for, at hun var for gammel til at få børn. Hun troede på, at Gud, der havde givet løfte om en søn, var til at stole på. 12 Således blev Abraham stamfar til et helt folk. Selvom han gik på gravens rand, blev han ene mand stamfar til et folk så talrigt, at det er lige så umuligt at tælle som himlens stjerner og sandet ved havets bred.
27 Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som varer ved og giver evigt liv, det liv, som Faderen, Gud selv, har givet Menneskesønnen fuldmagt til at give jer.”
28 „Jamen, hvordan kan vi arbejde for Gud?” spurgte de.
29 Jesus svarede: „At arbejde for Gud vil sige at tro på den, han har sendt.”
30 Så spurgte de: „Hvilket tegn vil du give os, så vi kan tro dig? 31 Vores forfædre, der vandrede i ørkenen, fik jo sendt manna fra himlen, sådan som der står skrevet: ‚Han gav dem brød fra himlen at spise.’ ”[a]
32 Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Det var ikke Moses, der gav dem brød. Det var min Far. Og han tilbyder jer nu det virkelige brød fra Himlen. 33 Guds brød er den, som kommer ned fra Himlen, den, som giver liv til mennesker.”
34 „Så giv os det brød hver dag!” sagde de alle sammen.
35 Jesus svarede: „Jeg er det brød, der giver liv. Ingen af dem, der kommer til mig, vil nogen sinde sulte; og den, der tror på mig, vil aldrig mere tørste. 36 Men som jeg har sagt jer før: I tror det ikke, selv om I har set mig. 37 Dog er der nogle, som vil komme til mig, nemlig alle dem, som Faderen giver mig, og dem vil jeg aldrig vise bort. 38 Jeg er jo kommet fra Himlen, ikke for at gøre det, jeg selv vil, men for at gøre det, min Far vil. 39 Og det er hans vilje, at jeg ikke skal miste en eneste af alle dem, han har givet mig. 40 Min Far vil nemlig, at alle, der ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og at jeg skal oprejse dem fra de døde på den sidste dag.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.