Book of Common Prayer
Guds trøst under vanskelige forhold
49 Herre, jeg tjener dig i tillid til dine løfter,
for det er dem, der giver mig håb.
50 Hver gang jeg kommer ud for modstand,
giver dit ord mig nyt mod på livet.
51 Hån og spot hagler ned over mig,
men jeg holder fast ved dit ord.
52 Herre, jeg holder mig dine bud for øje,
de har stået deres prøve, og de giver mig trøst.
53 Harmen vælder op i mig,
når de gudløse gør nar af dine bud.
54 Hvor jeg end opholder mig,
hylder jeg dine befalinger med glæde.
55 Herre, selv om natten tænker jeg på dig,
også da vil jeg adlyde dine bud.
56 Hver dag vil jeg følge dine bud,
for det giver mig glæde i livet.
At handle på Guds bud
57 Jeg bygger mit liv på dig, Herre,
og jeg har besluttet at følge dine bud.
58 Jeg beder dig af hele mit hjerte:
vær nådig imod mig, som du har lovet.
59 Jeg har gjort status over mit liv
og har valgt at rette mig efter dit ord.
60 Jeg vil ikke vente eller tøve,
men straks gøre det, du siger, jeg skal.
61 Jeg vil aldrig glemme din lov,
selv om de gudløse prøver at få mig i fælden.
62 Jeg kan stå op midt om natten
for at takke dig for dine gode love.
63 Jeg er ven med alle, der tjener dig
og overholder dine forordninger.
64 Jorden er fuld af din trofasthed, Herre,
lær mig at forstå dine bud til bunds.
Guds bud og samvittigheden
65 Du har holdt dit løfte, Herre.
Du har velsignet mig som din tjener.
66 Dine befalinger og bud er gode,
lær mig at forstå dem og bruge dem ret.
67 Der var engang, hvor jeg gik mine egne veje,
men du ydmygede mig, og nu følger jeg dit ord.
68 Du er god og gør altid det gode.
Hjælp mig at adlyde dine befalinger.
69 Det kan godt være, de gudløse bagtaler mig,
men jeg vil helhjertet holde din lov.
70 De er både tykhovedede og stivnakkede,
men at adlyde dit ord giver mig glæde.
71 Det var godt, at du ydmygede mig,
så jeg kunne lære at overholde dine bud.
72 Dit ord er mere værd for mig
end guld og sølv i dynger.
Rigdom set i dødens perspektiv
49 Til korlederen: En sang af Koras slægt.
2 Hør her, alle folkeslag,
lyt til mig, alle folk på jorden,
3 høj og lav, rig og fattig.
4 Jeg taler med visdom,
og mine tanker er fulde af indsigt.
5 Jeg har lyttet til mange ordsprog
og giver min indsigt videre med sang og musik.
6 Jeg har intet at frygte i vanskelige tider,
selv om bedragere omringer mig på alle sider.
7 De stoler på deres rigdom,
praler af alt det, de ejer.
8 Men ingen kan betale sig fra at skulle dø,
for Gud bestemmer, hvornår livet er slut.
9 Gud har sat prisen så højt,
at den slags aldrig kan lade sig gøre.
10 Ellers kunne den rige jo leve evigt
og aldrig opleve død og grav.
11 Alle ved, at selv vise folk dør.
De ender i graven akkurat som tåberne
og efterlader deres rigdom til andre.
12 Selv om de er kendt og ejer både gods og guld,
bliver graven deres hjem til slut,
og de vender aldrig tilbage derfra.
13 Selv de rige lever ikke evigt.
De dør ligesom dyrene og forsvinder.
14 Sådan går det med de selvsikre,
dem, der tror, de kan klare alt.
15 Som får bliver de gennet ned i dødsriget.
Det er døden, der driver dem af sted.
Næste morgen går mennesker hen over deres grav,
mens de selv rådner op i deres nye bolig.
16 Men Gud har magt til at redde mit liv,
han kan rive mig ud af dødens kløer.
17 Derfor skal du ikke blive modløs,
hvis nogle bliver styrtende rige,
18 for i døden tager de intet med sig,
deres velstand må de lade tilbage.
19 Om end de er selvsikre hele livet,
og folk berømmer dem for deres succes,
20 så ender de dog hos deres forfædre
og ser aldrig dagens lys igen.
21 De, der stoler på deres rigdom, er uden forstand,
for det går dem som dyrene, de skal alle dø.
Menneskets ondskab
53 Til korlederen: En visdomssang af David i mahalat-stil.[a]
2 Tåberne mener, at Gud ikke findes.
De er fordærvede i tanke og handling.
Ingen gør det gode,
ikke én eneste.
3 Fra himlen ser Gud på menneskene:
Er der nogen, der er forstandige?
Er der nogen, der søger ham?
4 Nej, alle er faldet fra, forgiftede af synd.
Ingen gør noget godt, ikke én eneste.
5 „Fatter de da intet?” siger Gud.
„De forsynder sig uden at blinke,
og de regner slet ikke med mig.”
6 En dag skal de gribes af rædsel,
fyldes af frygt som aldrig før.
Gud vil udrydde dem, der angriber hans folk.
De bliver slået, fordi Gud har forkastet dem.
7 Gid Gud ville sende sin frelse fra Zion
og redde Israels folk.
Når Gud griber ind og genrejser sit folk,
da bliver der jubel og glæde i Israel.
Menneskelig problemløsning
16 Abrams kone, Saraj, kunne stadig ingen børn få, men hun havde en egyptisk slavepige, der hed Hagar. 2-3 En dag sagde hun til Abram: „Herren har hindret mig i at få børn. Prøv du at gå ind til Hagar. Måske hun så får en søn, som jeg kan regne for min egen.”
Abram gik ind på forslaget, og Saraj gav ham egypterpigen Hagar som hans anden kone. Dette skete ti år efter, at Abram var kommet til Kana’ans land. 4 Men da Hagar blev gravid, viste hun foragt for Saraj.
5 Saraj beklagede sig til Abram: „Hvorfor tillader du Hagar at være nedladende overfor mig? Jeg gav dig min slavepige, for at jeg kunne få en søn, men nu hvor hun er gravid, har hun ingen respekt for mig. Må Herren selv dømme om du eller jeg har ret!”
6 „Siden hun er din slavepige, kan du gøre med hende, hvad du vil,” svarede Abram. Fra da af var Saraj så hård imod Hagar, at hun til sidst løb sin vej.
7 Herrens engel fandt hende ved en kilde langs den øde vej til Shur. 8 Englen sagde til hende: „Hagar, Sarajs slavepige, hvor kommer du fra, og hvor er du på vej hen?” „Jeg er løbet væk fra min frue,” svarede hun. 9 „Vend tilbage til din frue og adlyd hende,” fortsatte englen. 10 „Jeg vil give dig flere efterkommere, end man kan tælle. 11 Du skal føde en søn, som du skal give navnet Ishmael.[a] Herren har nemlig hørt din bøn om hjælp. 12 Men din søn bliver en mand med et hidsigt temperament og stædig som et æsel. Han vil være i oprør mod alle, og alle vil være imod ham. Selv sine nærmeste slægtninge vil han strides med.”
13 Efter den oplevelse omtalte Hagar altid Herren, der havde talt til hende, som „den Gud, der ser mig”, for—som hun sagde: „Jeg har set den Gud, som ser mig.” 14 Senere blev stedet kaldt Be’er-Lahaj-Roi.[b] Den findes stadig mellem Kadesh og Bered.
15 Formålet med, at Kristus formidlede en ny pagt, var, at han gennem sin død kunne skabe forsoning for alle de synder, der blev begået under den gamle pagt, så de mennesker, Gud kalder på, kan få opfyldt det løfte om evige velsignelser, som Gud havde givet. 16-17 For det er med pagten som med et testamente: Det kan først træde i kraft, når den, som har oprettet det, er død.
18 Således kunne den første pagt heller ikke træde i kraft uden blodsudgydelse. 19 Dengang Moses havde oplæst alle lovreglerne for hele folket, tog han blodet fra de slagtede tyrekalve og gedebukke, blandede det med vand og stænkede det både på lovbogen og på hele folket.[a] Til bestænkningen brugte han grene fra isopbuske og skarlagenrød uld. 20 Derefter sagde han: „Dette blod besegler den pagt, som Gud har befalet jer at overholde.” 21 På samme måde stænkede han blod på åbenbaringsteltet og på alle de redskaber, der blev brugt af præsterne. 22 Stort set alt under den gamle pagts forordninger blev renset ved, at der blev stænket blod på det, og uden blodsudgydelse var ingen tilgivelse mulig.
23 Derfor var det nødvendigt, at den jordiske helligdom, som er et billede på den himmelske helligdom, blev renset med blodet fra offerdyrene. Men den virkelige, åndelige helligdom i Himlen krævede et andet og stærkere offer. 24 Kristus gik ikke ind i den helligdom, som er bygget af mennesker, og som er et billede på den himmelske helligdom. Nej, han gik ind i selve Himlen og kan nu træde frem for Guds ansigt på vores vegne. 25-26 Ypperstepræsterne går år efter år ind i det allerhelligste rum med offerblod, som dog ikke er deres eget. Hvis Jesus skulle skabe forsoning for vores synder på tilsvarende måde, så skulle han have ofret sig selv masser af gange lige fra verdens grundlæggelse. Men nu har han åbenbaret sig ved tidernes afslutning for ved sit offer at gøre ende på synden én gang for alle. 27 Og ligesom det er ethvert menneskes lod én gang at dø og senere blive stillet for Guds domstol, 28 sådan måtte Kristus dø én gang for at bære straffen for utallige menneskers synder. Når han senere kommer tilbage, er det ikke for at ofre sig selv igen, men for at frelse alle dem, der med forventning ser frem til hans komme.
Sønnens fuldmagt til at give evigt liv eller dømme de onde
19 Jesus fortsatte: „Det siger jeg jer: Sønnen kan intet gøre af sig selv. Han gør kun det, han ser sin Far gøre. Hvad Faderen gør, det gør Sønnen også. 20 For Faderen elsker Sønnen og viser ham alt, hvad han selv gør. Og han vil vise ham endnu større undere end den mands helbredelse, og I vil komme til at undre jer. 21 Ligesom Faderen opvækker mennesker fra de døde og giver dem nyt liv, sådan giver også Sønnen nyt liv til hvem, han vil. 22 Faderen vil ikke selv dømme nogen, men han har overgivet al domsafsigelse til Sønnen, 23 for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Hvis de ikke ærer Sønnen, som Faderen har sendt, ærer de heller ikke Faderen.
24 Det siger jeg jer: De, der tager imod mit budskab og tror på Gud, som sendte mig, de har det evige liv og bliver ikke stillet for domstolen. De er allerede blevet overflyttet fra døden til livet.
25 Det siger jeg jer: Den tid kommer—ja, den er her allerede—da de døde skal høre Guds Søns røst og leve. 26 Faderen bærer kilden til livet i sig, og han har givet mig den samme magt til at give liv. 27 Faderen har også givet mig magt til at dømme, fordi jeg er Menneskesønnen.[a]
28-29 I skal ikke undre jer over, at de døde engang skal høre Guds Søns røst og stå op fra deres grave. De, der har gjort det gode, vil få det evige liv, mens de, der har gjort det onde, vil få deres dom.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.