Book of Common Prayer
En kongelig bryllupssang
45 Til korlederen: En kærlighedssang af Koras slægt. Synges til melodien „Liljerne”.
2 Jeg har en skøn sang i mit hjerte,
og jeg vil synge den til ære for kongen.
Jeg bruger min stemme til at udtrykke mine tanker,
som skriveren bruger pen og blæk.
3 Du er umådelig smuk, herre konge,
din stemme er dejlig at høre på,
for Guds velsignelse er over dig.
4 Spænd sværdet om livet, du mægtige helt,
stå frem i din herlighed og pragt.
5 Når du rider af sted på den kongelige hest,
kæmper du for sandhed og ret.
Da vil du opleve en mægtig sejr.
6 Dine pile er skarpe,
de vil ramme dine fjender i hjertet.
Hære vil falde for dine fødder.
7 Dit rige, herre,[a] skal bestå for evigt,
du regerer med retfærdighed.
8 Du elsker det gode og hader det onde.
Derfor har Gud udvalgt og salvet dig
med glædens olie frem for andre.
9 Dine klæder dufter af myrra, aloe og kassia,
du glædes ved strengespil i dit elfenbensudsmykkede palads.
10 De skønne prinsesser kommer dig i møde,
din kommende dronning er på vej,
smykket med Ofir-guld.
11 Hør, min datter, du kongelige brud,
tag afsked med dit land og dit folk.
12 Kongen begærer dig, du skønne.
Vis ham ære, for han er din herre.
13 Rige folk fra Tyrus vil komme med gaver
og søge at vinde din gunst.
14 Hvor er kongens brud dog bedårende,
kjolen er smykket med perler og guld.
15 Hun føres til kongen i al sin pragt,
fulgt af sine brudepiger.
16 De stråler af glæde, mens de går i procession,
langsomt kommer de ind i bryllupssalen.
17 Dine sønner skal videreføre din kongeslægt.
Du skal gøre dem til fyrster ud over landet.
18 Du vil blive hyldet i mange lande,
på grund af min sang vil du altid blive husket.
Kongen over alle konger
47 Til korlederen: En sang af Koras slægt.
2 Klap i hænderne af glæde, alle folkeslag!
Bryd ud i jubelråb for vor Gud!
3 For Herren er Gud over alle guder,
den mægtigste hersker over hele jorden.
4 Han undertvinger folkeslagene,
og lægger vore fjender for vore fødder.
5 Han udvalgte et land, som han gav os.
Hans elskede folk, Israel, er stolt over at eje det.
6 Gud stiger op på sin trone under jubelråb
til fanfarer fra vædderhornet.
7 Lovsyng Gud, ja syng!
Lovsyng Kongen, ja syng!
8 For Gud er Konge over hele jorden,
pris ham med sang!
9 Han sidder på sin hellige trone,
hvorfra han regerer over alle folkeslag.
10 Lad nationernes fyrster samles
og prise ham sammen med Abrahams Guds folk.
Han har autoritet over alle jordens fyrster.
Han er større end alt og alle.
Guds udvalgte by, Jerusalem
48 En sang af Koras slægt.
2 Herren er stor og værdig til al ære,
vi priser ham i den by, han har valgt.
3 Se, hvor Zions hellige bjerg
knejser smukt mod nord.[a]
Zion er hele jordens glæde,
den store Konges bolig.
4 Gud er til stede midt i sin by,
han er selv dens stærkeste fæstning.
5 Jordens konger sluttede sig sammen,
rykkede frem i flok.
6 Hvad de så, gjorde dem skrækslagne,
så de skyndte sig bort.
7 Pludselig gik de i panik,
blev grebet af angst som af fødselsveer.
8 Gud knuste dem som de store skibe,
der kan splintres af en orkan.
9 Vi har hørt om Guds undere i fortiden,
og nu har vi set dem med egne øjne.
Den almægtige Gud har reddet sin by,
og han vil beskytte den til hver en tid.
10 Vi mindes din urokkelige kærlighed, Gud,
når vi tilbeder dig i dit hellige tempel.
11 Hele verden har hørt om din storhed,
du bliver lovprist over alt på jorden.
Du er en god konge,
12 og derfor er der glæde i Jerusalem.
Judas byer, bryd ud i jubel
over Guds godhed.
13 Gå ud og se på Guds by,
gå rundt om den og tæl dens tårne.
14 Læg mærke til dens enorme bymur,
undersøg dens fæstninger,
så I kan fortælle de kommende slægter:
15 „Den almægtige Gud skal altid være vores Gud,
han er for evigt vores leder.”
Guds løfte til Abram
15 Senere talte Herren til Abram i et syn: „Vær ikke bange, Abram, for jeg er med dig, og jeg vil belønne dig rigeligt.” 2-3 „Men almægtige Herre,” udbrød Abram, „hvad skal jeg med din velsignelse, hvis jeg dør barnløs? Min tjener Eliezer kommer til at arve al min rigdom, for du har jo ikke givet mig en søn.” 4 Men Herren svarede: „Nej, han skal ikke være din arving. Det skal din egen søn!”
5 Herren førte nu Abram udenfor og sagde: „Kig op mod himlen og prøv at tælle stjernerne. Dine efterkommere skal blive lige så talrige.” 6 Abram troede på Herren, og derfor blev han accepteret.
7 Herren fortsatte: „Jeg er Herren, som førte dig fra din hjemby Ur for at give dig det land, du nu bor i.” 8 Men Abram indvendte: „Almægtige Herre, hvordan kan jeg være sikker på, at du vil give mig det?” 9 Da sagde Herren: „Bring mig en treårs kvie, en treårs ged, en treårs vædder, en turteldue og en ung due.”[a] 10 Abram hentede dyrene og slagtede dem. Så skar han dem midt igennem på langs og lagde halvdelene overfor hinanden. Dog skar han ikke fuglene over. 11 Straks slog gribbene ned på de døde dyr, men Abram jog dem bort.
17 Da Abram vågnede, var solen gået ned, og han så noget som en rygende ovn eller en flammende fakkel passere midt imellem halvdelene af de døde dyr. 18 Sådan bekræftede Herren den dag pagten med Abram. „Jeg giver dette land til dig og dine efterkommere,” sagde han, „lige fra grænsen til Egypten mod syd og op til Eufratfloden mod nord—hele det område, 19 som bebos af kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, 20 hittitterne, perizzitterne, refaitterne, 21 amoritterne, kana’anæerne, girgashitterne og jebusitterne.”
Den gamle pagts syndofre sammenlignet med den nye pagt
9 I den første pagt mellem Gud og hans folk var der en række forskrifter for, hvordan præsterne skulle tjene i den jordiske helligdom, 2 som var et telt, der bestod af to rum. Det forreste rum indeholdt guldlysestagen og det bord, hvor de hellige brød lå.[a] Det rum kaldtes det hellige rum. 3 Bag det inderste forhæng var der et andet rum, som kaldtes det allerhelligste rum. 4 Hertil hørte røgelsesalteret af guld og pagtens ark, som på alle sider var overtrukket med ægte guld. Inde i arken lå stentavlerne, som de ti bud var skrevet på, en guldkrukke med manna og Arons stav, som engang havde fået blade og blomster.[b] 5 Oven på arken var der to strålende keruber, hvis vinger var bredt ud over arkens låg, der blev kaldt forsoningsstedet. Men det kan jeg ikke gå nærmere ind på nu.
6 Efter at helligdommen var blevet indrettet på den måde og gjort klar, udførte præsterne dagligt deres opgaver i det forreste rum. 7 Det var kun ypperstepræsten, der havde lov til at gå ind i det inderste rum, og kun én gang om året. Han havde altid blod med som et forsoningsoffer til Gud for at bede om tilgivelse for både sine egne og folkets uforsætlige synder. 8 Helligånden viser os derved, at så længe det forreste rum stadig er i brug, er der ikke almen adgang til det allerhelligste rum. 9 Det er et billede på den nuværende tid, hvor præsterne stadig bringer gaver og ofre, som dog ikke kan rense deres samvittighed. 10 De følger en række regler for, hvad man må spise og drikke, og de gennemgår de foreskrevne rituelle renselsesceremonier. Det er alt sammen regler for en gudsdyrkelse, som skulle gælde, indtil den nye pagt kom med en ny og bedre ordning.
11 Nu er Kristus så blevet ypperstepræst i den nye og bedre ordning. Han er gået ind i den himmelske helligdom, som ligger på et højere og fuldkomment plan. Den helligdom er ikke bygget af mennesker, og den hører ikke med til den jordiske verden. 12 Han gik én gang for alle ind i det allerhelligste rum i den himmelske helligdom og stænkede blod på forsoningsstedet. Men det var ikke blod fra gedebukke eller tyrekalve.[c] Det var hans eget blod, og dermed har han skabt forsoning for vores synder og sat os fri fra skyld for evigt.
13 Hvis det at blive stænket med blod fra gedebukke og tyrekalve eller aske fra en kvie kunne give en ydre renselse til mennesker, som var blevet urene,[d] 14 hvor meget mere vil da ikke Kristi blod rense vores samvittighed fra nytteløse anstrengelser,[e] så vi kan tjene den levende Gud. Kristus ofrede jo sig selv som et fejlfrit offer under den evige Helligånds ledelse.
Flere mirakler i Jerusalem
5 Senere tog Jesus igen til Jerusalem for at deltage i en af jødernes højtider. 2 Inde i byen, i nærheden af Fåreporten, var der en dam, som var omgivet af fem søjlegange. Den hed Betesda på hebraisk. 3 Dér lå der en mængde syge, blinde, lamme og forkrøblede mennesker. De lå og ventede på, at vandet skulle komme i bevægelse.[a] 4 En Herrens engel kom nemlig nu og da ned og satte vandet i bevægelse, og den, som derefter først steg ned i det, blev helbredt, lige meget hvad han fejlede. 5 En af dem, der lå ved dammen, havde været lam i 38 år. 6 Da Jesus så ham og var klar over, at han havde været syg længe, spurgte han: „Vil du være rask?” 7 Den syge mand svarede: „Mester, jeg har ingen til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet kommer i bevægelse. Når jeg prøver at slæbe mig derhen, er der altid en anden, der kommer først.” 8 Jesus sagde til ham: „Rejs dig op, rul din sovemåtte sammen og gå på dine ben!” 9 Straks blev manden helbredt. Han rullede måtten sammen og begyndte at gå omkring.
Den første konfrontation med de jødiske ledere
Men da det var sabbat den dag, 10 irettesatte de jødiske ledere manden, der var blevet rask. „Du må ikke bære din sovemåtte! Det er jo sabbat.” 11 „Jamen, den mand, der helbredte mig, sagde, at jeg skulle tage min måtte og gå!”
12 „Hvem var det, der sagde det?” spurgte de.
13 Det vidste manden ikke, og Jesus var forsvundet i folkemængden.
14 Senere fandt Jesus ham på tempelpladsen. „Nu er du rask,” sagde han, „lev ikke mere i synd, så du ikke bliver ramt af noget endnu værre.”
15 Så gik manden hen til de jødiske ledere og fortalte dem, at det var Jesus, der havde helbredt ham. 16 Derfor anklagede de Jesus for at overtræde loven ved at arbejde på hviledagen. 17 Men Jesus svarede: „Min Far arbejder i dag, så det gør jeg også.”
18 Den udtalelse gjorde de jødiske ledere endnu mere opsatte på at slå ham ihjel, fordi han ikke blot overtrådte sabbatslovene, men også kaldte Gud for sin Far og dermed gjorde sig til ét med Gud.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.