Book of Common Prayer
Bøn under sygdom
41 Til korlederen: En sang af David.
2 Gud velsigner dem, der tager sig af de fattige,
han hjælper dem, når de selv får problemer.
3 Han beskytter dem og holder dem i live,
han velsigner dem i landet
og redder dem fra fjendens angreb.
4 Når de er syge, tager han sig af dem
og helbreder dem fra alle deres sygdomme.
5 „Herre,” bad jeg, „jeg har syndet imod dig,
men vær nådig og helbred mig.”
6 Fjenderne siger med skadefryd: „Gid han snart må dø
og hans navn blive glemt for altid!”
7 Når de kommer og besøger mig,
tager de en venlig maske på,
men de tror på de negative rygter,
som de selv går rundt og spreder.
8 Dem, der hader mig, tænker det værste
og håber, at jeg snart er død og borte.
9 „Det er en alvorlig sygdom,” hvisker de til hinanden.
„Han kommer sig aldrig igen.”
10 Selv min nære ven, som jeg stolede på,
og som jeg spiste sammen med,
bekæmper mig.
11 Herre, vær nådig og helbred mig,
så jeg kan gengælde dem, hvad de har gjort imod mig.
12 Du har ikke ladet fjenden sejre over mig.
Derfor ved jeg, at du holder af mig.
13 Du har bevaret mig, fordi jeg var oprigtig,
og du vil altid lade mig leve i din nærhed.
14 Lovet være Herren, Israels Gud,
fra evighed og til evighed.
Amen, amen.
Guds straf over en ond „helt”
52 1-2 Til korlederen: En visdomssang af David, dengang Edomitten Doeg fortalte Saul, at David havde søgt hjælp hos Ahimelek.[a]
3 Hvorfor prale af din ondskab, du stærke mand?
Gud er trofast, og han beskytter mig dag efter dag.
4 Hele tiden lægger du onde planer.
Dine ord er dødbringende som skarpe knive.
5 Du foretrækker ondt frem for godt,
løgn frem for sandhed.
6 Du elsker at sige noget, som kan skade andre.
Hvor er du fuld af falskhed.
7 Men Gud vil gøre det af med dig,
rive dig bort fra dit hjem,
rykke dig op fra de levendes land.
8 Når de gudfrygtige ser det, vil de gyse,
de vil håne dig og sige:
9 „Sådan går det dem,
der ikke regner med Gud,
men stoler på deres rigdom
og praler af deres ondskab.”
10 Men jeg er som et frodigt oliventræ,
der trives i Herrens hus.
Jeg stoler altid på hans trofasthed og nåde.
11 Herre, jeg vil takke dig for alt, hvad du gør for mig,
jeg vil forkynde din godhed i dine tjeneres nærvær.
Bøn efter et nederlag i krigen
44 Til korlederen: En visdomssang af Koras slægt.
2 Gud, vi har hørt om de mange undere,
du gjorde for vore forfædre i gamle dage.
3 Du drev Kana’ans folk bort
og lod dit folk bosætte sig i deres land.
4 De indtog ikke landet i egen kraft,
men du var med dem og hjalp dem.
5 Du er vor Konge og Gud.
Giv fortsat sejr til dit folk.
6 Med din hjælp får vi fjenderne under fod,
i dit navn besejrer vi vore modstandere.
7 Vi stoler ikke på bue og sværd,
8 for det er dig, der giver os sejr over fjenderne.
9 Vi er stolte af at tilhøre dig, Gud,
vi vil prise dit navn for evigt.
10 Hvordan kan det så være, at vi tabte slaget?
Hvorfor var du ikke med os i krigen?
Hvorfor har du forkastet os?
11 Du tillod fjenden at drive os på flugt.
De plyndrede hele vores hær.
12 Du udleverede os som får, der skal slagtes.
Du spredte os rundt blandt fremmede folk.
13 Du solgte os for en slik,
regnede os ikke for noget.
14 Vi blev til grin for nabofolkene,
de spotter og håner os.
15 Selv fjerne folkeslag ler ad os
og ser på os med foragt.
16 Vi føler os totalt ydmyget,
overvældet af skam.
17 Vore fjender ser ned på os
og udslynger hån og spot.
18 Hvordan kunne det ske, Gud?
Vi har da ikke svigtet dig
eller overtrådt den pagt, du oprettede med os.
19 Vi har ikke været utro imod dig,
men har adlydt de bud, du gav os.
20 Og dog blev vores by lagt i ruiner,
du sendte mørke og død over os.
21 Hvis vi var holdt op med at tilbede dig, Gud,
og havde dyrket afguder i stedet,
22 ville du da ikke vide besked?
Du kender jo vore inderste tanker.
23 Men på trods af, at vi tilhører dig,
er vi i livsfare hver eneste dag.
Vi er som får, der er på vej til slagtning.
24 Vågn op, Herre, hvorfor sover du?
Rejs dig, forkast os ikke længere!
25 Hvorfor ser du den anden vej
og ignorerer vores nød og sorg?
26 Vi ligger med ansigtet i støvet,
vore kroppe klæber til jorden.
27 Grib ind, Herre, kom os til hjælp!
Red os i din trofasthed og nåde.
Abram redder Lot
14 På det tidspunkt udbrød der krig i landet. Amrafel, kongen af Shinear, Arjok, kongen af Ellasar, Kedorlaomer, kongen af Elam, og Tidal, kongen af Gojim, 2 kæmpede mod Bera, kongen af Sodoma, Birsha, kongen af Gomorra, Shinab, kongen af Adma, Shemeber, kongen af Sebojim, og kongen af Bela—også kaldet Zoar.
3 De sidstnævnte konger allierede sig og mobiliserede deres hære i Siddims dal ved Det Døde Hav.[a] 4 I 12 år havde de været undertrykt af Kedorlaomer, men i det trettende år gjorde de oprør, 5 og nu i det fjortende år var Kedorlaomer og hans allierede på vej imod dem. Efter at disse allierede hære havde slået refaitterne i Ashterot-Karnajim, zuzitterne i Ham, emitterne på Kirjatajimsletten 6 og horitterne i Seirs bjerge og forfulgt dem helt til El-Paran ved ørkenens udkant, 7 vendte de om og kom til En-Mishpat—det senere Kadesh—hvor de slog amalekitterne og de amoritter, der boede i Hatzetzon-Tamar.
8 Men nu rykkede kongerne af Sodoma, Gomorra, Adma, Sebojim og Bela altså ud i Siddims dal imod 9 kong Kedorlaomer og hans allierede. Det var fire konger mod fem. 10 Siddims dal var imidlertid fuld af asfaltgruber, og da Sodomas og Gomorras konger blev slået på flugt, faldt nogle af deres folk ned i gruberne, mens resten flygtede op i bjergene. 11 Sejrherrerne kunne nu uden videre plyndre Sodoma og Gomorra for ejendele og levnedsmidler, hvorefter de drog bort. 12 De tog Lot, Abrams nevø, og alt hvad han ejede, med sig—for han boede jo i Sodoma. 13 En mand, som var undsluppet, kom og fortalte hebræeren Abram, hvad der var sket. Abram boede stadig i egelunden, der tilhørte amoritten Mamre, som var bror til Eshkol og Aner—Abrams allierede.
14 Da Abram hørte, at Lot var taget til fange, sammenkaldte han alle sine mandlige slaver, 318 i alt, og satte efter Kadorlaomers folk, til han indhentede dem oppe ved Dan. 15 Han og folkene spredte sig, og i nattens løb overrumplede de fjenderne, slog dem og forfulgte dem helt til Hoba nord for Damaskus. 16 Det lykkedes på den måde Abram at befri Lot og de øvrige krigsfanger, og han tog alt det med tilbage, som fjenderne havde taget i krigsbytte.
Melkizedek velsigner Abram
17 Da Abram vendte tilbage efter sejren over Kedorlaomer og de andre konger, kom Sodomas konge ham i møde i Shavedalen—også kaldet Kongedalen. 18 Også Melkizedek, Jerusalems konge, som var den højeste Guds præst, kom ham i møde. Han havde brød og vin med. 19-20 Han velsignede Abram med følgende ord: „Lovet være den højeste Gud, han, som er himlens og jordens skaber, han, som gav dig sejr over dine fjender. Må den højeste Guds velsignelse hvile over dig, Abram.” Så gav Abram ham en tiendedel af alt krigsbyttet.
21 Sodomas konge sagde til Abram: „Giv mig bare mine tilfangetagne folk tilbage. Krigsbyttet må du beholde.”
22 Men Abram svarede: „Jeg sværger ved Herren, den højeste Gud, himlens og jordens Skaber, 23 at jeg ikke vil tage noget, som tilhører dig, ikke så meget som en tråd eller en sandalrem! Du skal ikke senere kunne sige, at du gjorde Abram rig. 24 Men lad mine unge mænd få betaling for deres arbejde, og giv mine allierede, Aner, Eshkol og Mamre, deres del af krigsbyttet.”
Den gamle pagt og helligdom peger frem mod en ny pagt og helligdom
8 Hovedsagen i det, som her er sagt, er, at vi har en fantastisk ypperstepræst, som sidder på tronen i Himlen ved den mægtige Guds højre hånd. 2 Han gør tjeneste i den sande, åndelige helligdom i Himlen, som er skabt af Herren selv og ikke bygget af mennesker.
3 Enhver ypperstepræst er indsat til at bringe gaver og ofre. Derfor måtte Kristus også som ypperstepræst bringe et offer. 4 Han kunne ikke være blevet en almindelig ypperstepræst her på jorden, for der er allerede indsat præster efter lovbogens forskrifter, og de bringer de fastsatte gaver og ofre i templet. 5 De tjener dog kun ved en jordisk helligdom, som er et billede på den sande helligdom i Himlen. Da Moses skulle bygge helligdommen i ørkenen, sagde Gud jo til ham: „Vær omhyggelig med at lave det hele i overensstemmelse med den plan, jeg viser dig her på bjerget.”[a] 6 Men i stedet for en jordisk præstetjeneste har Kristus nu fået en meget vigtigere tjeneste i og med, at den nye pagt, han har indstiftet, er meget bedre end den gamle, og de løfter, som den nye pagt indeholder, er meget bedre end den gamle pagts løfter.
7 Hvis den første pagt havde været god nok, havde det ikke været nødvendigt at erstatte den med en anden. 8 Men Gud vidste, at den gamle pagt var utilstrækkelig, og derfor kom han med følgende udsagn gennem en af profeterne:
„Engang i fremtiden vil jeg oprette en ny pagt med Israels og Judas folk, siger Herren. 9 Den nye pagt vil ikke komme til at ligne den, jeg oprettede med deres forfædre, da jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af slaveriet i Egypten. De overholdt jo ikke pagtens betingelser, og derfor lod jeg dem sejle deres egen sø, siger Herren. 10 Den ny pagt, som jeg vil oprette med Israels folk engang i fremtiden, indeholder følgende løfte: Jeg vil lægge mine love i deres sind og skrive dem på deres hjerter. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. 11 Da skal man ikke længere sige til sine venner eller familie, at de bør kende mig som deres herre, for alle, både små og store, skal forstå, at jeg er Herren. 12 Jeg vil være nådig og tilgive dem deres ondskab, og jeg vil slette deres synder fra min hukommelse.”[b]
13 Når Gud her taler om en ny pagt, siger han dermed, at den gamle er forældet. Og det, der er gammelt og forældet, vil snart helt forsvinde.
Jesus helbreder en embedsmands søn
43 Da de to dage var gået, fortsatte Jesus sin rejse til Galilæa, dog ikke til sin hjemby, 44 for han havde jo selv sagt, at en profet ikke er anerkendt i sin egen by. 45 Men de øvrige galilæere tog imod ham med åbne arme. Mange havde nemlig været i Jerusalem under påskefesten og havde set de undere, han havde udført der.
46 Jesus slog sig foreløbig ned i Kana, hvor han havde gjort vand til vin.[a] I byen Kapernaum i nærheden boede der en højtstående embedsmand, hvis søn lå alvorligt syg. 47 Da han hørte, at Jesus var ankommet til Kana, tog han straks af sted, opsøgte Jesus og bad ham følge med til Kapernaum for at helbrede drengen, der lå for døden.
48 „I vil kun tro på mig, hvis I ser tegn og undere,” sagde Jesus.
49 „Herre,” bønfaldt embedsmanden, „du må komme, inden min lille dreng dør!”
50 „Du kan roligt gå hjem,” sagde Jesus, „din søn er helbredt.” Manden troede Jesus og gik. 51 Allerede på vejen hjem traf han nogle af sine tjenere, der var gået ham i møde for at fortælle ham, at hans søn nu var rask. 52 Han spurgte dem, hvornår drengen var begyndt at få det bedre. „I går aftes ved syvtiden[b] forsvandt feberen pludselig!” forklarede de. 53 Da forstod han, at det var sket i det øjeblik, Jesus havde sagt: „Din søn er helbredt.” Og han selv og hele hans familie kom til tro på Jesus.
54 Det var det andet mirakuløse tegn, som Jesus udførte i Galilæa, efter at han var vendt hjem fra turen til Judæa.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.