Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Book of Common Prayer

Daily Old and New Testament readings based on the Book of Common Prayer.
Duration: 861 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 66-67

Lovsang til den nådige og trofaste Gud

66 Til korlederen: En lovsang.

Bryd ud i fryderåb for Gud, hele jorden,
    lovpris hans herlighed og magt.
        Giv ham den ære, han fortjener.
Sig til ham: „Dine gerninger er underfulde, Gud,
    fjenderne viger for din vældige magt.
Hele jorden skal tilbede dig
    og lovprise din herlighed.”

Kom og se Guds undere,
    han gør fantastiske mirakler for sit folk.
Han banede en vej gennem havet,
    så folket kunne gå tørskoet over.
        Lad os juble over hans vældige magt.
Han har herredømmet for evigt og altid,
    han regerer over alverdens folk.
        Kun en tåbe gør oprør mod ham.
Pris Gud, alle folkeslag på jorden,
    lad lovsange lyde til hans ære.
Han holder vores liv i sin hånd,
    han sørger for, at vi ikke snubler.

10 Du brugte ilden til at rense os, Gud,
    som sølv i en smeltedigel.
11 Du fangede os i dit net
    og gjorde os til slaver.

12 Du lod fjenderne underkue os,
    vi gik gennem ild og vand,
men du førte os ud i frihed til sidst
    og gav os fremgang og fred.
13 Jeg vil bringe dig brændofre i din helligdom
    for at opfylde de løfter, jeg gav dig.
14 Jeg vil stå ved de ord, jeg sagde,
    da jeg råbte til dig i min nød.
15 Jeg vil ofre mit fedekvæg til dig.
    Tag imod mine vædderes vellugt,
        duften fra mine tyre og geder.

16 Kom og hør, I, der ærer min Gud.
    Jeg vil fortælle, hvad han har gjort for mig.
17 Jeg råbte til ham om hjælp,
    jeg priste ham med min lovsang.
18 Havde jeg huset ondskab i hjertet,
    ville han ikke have hørt min bøn.
19 Men han lyttede til mig,
    han hørte min tryglende bøn.
20 Jeg priser dig, Gud, fordi du hørte min bøn
    og omsluttede mig med din trofaste kærlighed.

Under Guds velsignelse

67 Til korlederen: Brug strengeinstrumenterne. En lovsang.

Velsign os og vær os nådig, Gud.
    Grib ind og udfør dine undere.
Alle jordens folk vil kunne se, hvem du er,
    når de oplever din magt til at frelse.
Alle folkeslag på jorden skal prise dig, Gud,
    alle verdens nationer skal give dig ære.
Alle folkeslagene skal fryde sig over dig,
    de vil lovprise dig med glædessange,
for alle dine handlinger er retfærdige,
    og du regerer over alle nationer.
Alle folkeslag på jorden skal prise dig, Gud,
    alle verdens nationer skal give dig ære.

Du har velsignet os, Gud,
    og givet os en god høst.
Når Gud velsigner os mennesker så rigt,
    bør alle folkeslag på jorden give ham ære.

Ezekiel 3:4-11

„Jeg sender dig til Israels folk med et budskab fra mig,” fortsatte han. „Jeg sender dig ikke til et fremmed folk, hvis sprog du ikke forstår. Hvis jeg gjorde det, ville de i det mindste lytte til dig. I stedet sender jeg dig til Israels folk, og de vil ikke lytte mere til dig, end de lytter til mig, for de er stivnakkede og egenrådige i bund og grund. Men se, jeg gør dig hård og ubøjelig som dem, så du kan holde stand imod dem. Jeg gør dig hårdhudet og stærk som en klippe, så du ikke bliver såret af deres vrede blikke. Husk på, at det er et oprørsk folk. 10 Hør godt efter alt, hvad jeg siger til dig, og lad budskabet blive en del af dig selv. 11 Gå derefter rundt til folket, der bor i eksil, og forkynd dem mit ord, uanset om de hører efter eller ej.”

Apostelenes gerninger 10:34-44

Kornelius med flere kommer til tro og modtager Helligånden

34 „Nu forstår jeg virkelig, at alle mennesker er lige for Gud,” begyndte Peter. 35 „Han accepterer alle, der ærer ham og handler efter hans vilje, uanset hvilket folk de tilhører. 36 Og det er det budskab, som Gud sendte til Israels folk, idet han forkyndte fred gennem Jesus, Messias: Han er Herre for alle folkeslag. 37 I ved, hvad der er sket i jødernes land, og at det hele startede i Galilæa, efter at Johannes begyndte at døbe. 38 I har hørt om nazaræeren Jesus, hvordan Gud udrustede ham med Helligånd og kraft. Han gik omkring og befriede alle, der lå under for Djævelens herredømme. Det kunne han gøre, fordi Gud var med ham. 39 Vi apostle er vidner om alt det, han gjorde ud over jødernes land, inklusive Jerusalem, hvor han til sidst blev henrettet på et kors. 40 Men Gud oprejste ham fra døden på den tredje dag og lod ham træde synligt frem. 41 Han blev ikke set af alle, men kun af os, som Gud i forvejen havde udpeget til at være vidner. Vi både spiste og drak sammen med ham, efter at han var genopstået fra de døde. 42 Han pålagde os at bevidne hans opstandelse og fortælle det jødiske folk, at det er Jesus og ingen anden, som Gud har indsat til at være dommer over både de levende og de døde. 43 Det er ham, alle profeterne har skrevet om. Han tilgiver mennesker deres synder, hvis bare de tror på ham.”

44 Mens Peter endnu talte, faldt Helligånden på alle dem, der lyttede.

Salme 118

Lovsang som tak for sejr[a]

118 Tak Herren, for han er god.
    Hans trofasthed varer til evig tid.
Syng med, Israels menighed:
    „Hans trofasthed varer til evig tid!”
Syng med, Arons præsteslægt:
    „Hans trofasthed varer til evig tid!”
Syng med, alle I, der kender Herren:
    „Hans trofasthed varer til evig tid!”

I min nød bad jeg til Herren,[b]
    han svarede og satte mig fri.
Herren er med mig, så jeg vil intet frygte.
    Hvad kan mennesker gøre mig?
Herren hjælper mig,
    han besejrer alle mine fjender.
Det er bedre at stole på Herren
    end at sætte sin lid til mennesker.
Det er bedre at søge hjælp hos ham
    end at stole på stormænd og fyrster.
10 Jeg var omringet af fjendtlige hære,
    men i Herrens kraft slog jeg dem tilbage.
11 De kom imod mig fra alle sider,
    men i Herrens kraft sejrede jeg over dem.
12 De sværmede om mig som bier,
    de blussede op som ild i en bunke kvas,
        men i Herrens kraft slog jeg dem tilbage.
13 Jeg blev angrebet hårdt og var ved at bukke under,
    men Herren kom mig til undsætning.
14 Herren hjalp mig og gav mig styrke,
    han gav mig sejr over mine fjender.
15 Der høres jubel og sejrsråb i de gudfrygtiges telte:
    „Herren gav os sejr!
16 Herren er stor og mægtig!
    Det var ham, der gav os sejren!”
17 Jeg er ikke død, jeg lever stadig.
    Jeg vil fortælle, hvad Herren har gjort.
18 Selv om Herren satte mig på en hård prøve,
    skånede han dog mit liv.
19 Luk helligdommens porte op,
    så jeg kan gå ind og lovsynge Herren.
20 De porte fører ind til Guds nærhed,
    kun de gudfrygtige kan gå derind.
21 Jeg takker dig, Herre,
    for du hørte min bøn og gav mig sejr.

22 Den sten, bygmestrene kasserede,
    er blevet selve hjørnestenen.[c]
23 Det er Herren, der har gjort det,
    og det er forunderligt at se.
24 Det er Herrens dag i dag,
    kom, lad os juble og fryde os.
25 Herre, hjælp os, når vi er i nød,
    red os og giv os fremgang!

26 Velsignet være den, som kommer i Herrens navn.
    Vi velsigner jer fra Herrens hus.
27 Herren er vor Gud, og han har givet os glæde.
    Lad folk komme i festligt optog
        til alterets horn med flettede grene.[d]
28 Du er min Gud, og jeg vil takke dig.
    Jeg vil fortælle om din storhed og magt.

29 Tak Herren, for han er god.
    Hans trofasthed varer til evig tid!

Johannes 21:15-22

Peter siger igen ja til at følge Jesus

15 Efter at de havde spist, trak Jesus Simon Peter til side og sagde til ham: „Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end de andre gør?” „Ja, Herre,” svarede Peter, „du ved, at jeg holder af dig.” „Så pas mine lam,” sagde Jesus.

16 Jesus gentog spørgsmålet: „Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?” „Ja, Herre,” sagde Peter, „du ved, at jeg holder af dig.” „Så tag dig af mine får,” sagde Jesus.

17 For tredje gang spurgte han: „Simon, Johannes’ søn, holder du virkelig af mig?”

Peter blev bedrøvet over, at Jesus stillede det samme spørgsmål tre gange. „Herre, du kender alle ting,” sagde han, „du ved, at jeg holder af dig.” „Så pas mine får,” sagde Jesus.

18 Derefter fortsatte han: „Det siger jeg dig, Peter: Da du var ung, bandt du selv et bælte om livet[a] og gik hvorhen, du ville. Men når du bliver gammel, vil du komme til at løfte armene, og en anden vil binde et reb om livet på dig og føre dig derhen, hvor du ikke har noget ønske om at gå hen.” 19 Jesus sagde de ord for at tilkendegive, hvordan Peter skulle dø til Guds ære. Derefter sagde Jesus til ham: „Følg mig!”

Jesus og Johannes

20 Peter vendte sig nu om og så, at den discipel, som Jesus holdt særlig meget af, var på vej hen imod dem. Det var ham, som ved påskemåltidet havde lænet sig op ad Jesu bryst og spurgt: „Herre, hvem er det, som vil forråde dig?” 21 Så spurgte Peter: „Hvad med ham, Herre, hvordan skal det gå ham?” 22 „Hvis jeg vil, at han skal leve, indtil jeg kommer igen,” svarede Jesus, „hvad angår det så dig? Følg du mig!”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.