Book of Common Prayer
Glæden i Guds nærvær
16 En sang af David.
Åh, Gud, beskyt mig,
for jeg søger ly hos dig.
2 Du er min Herre, og alt det gode,
jeg har oplevet, kommer fra dig.
3 De gudfrygtige i landet er mine helte,
og jeg glæder mig over dem.
4 Men de, som tilbeder andre guder,
oplever mange sorger.
Jeg vil ikke nævne deres guders navne
eller være med til at bringe dem ofre.
5 Herre, du opfylder alle mine behov,
mit liv er i dine hænder.
6 Du har velsignet mig med et herligt land
og givet mig en vidunderlig arv.
7 Jeg vil prise Herren, min Rådgiver,
selv om natten vejleder han mig.
8 Jeg stoler altid på Herren.
Han står ved min side, så jeg ikke falder.
9 Derfor kan jeg fryde mig og synge glædessange.
Også mit legeme er i sikkerhed,
10 for du vil ikke efterlade mig blandt de døde.
Du vil ikke lade din hengivne tjener gå i forrådnelse.
11 Du har vist mig vejen til livet,
hos dig fyldes jeg med glæde,
du giver mig den evige herlighed.
Et gudfrygtigt menneskes bøn
17 En bøn af David.
Herre, lyt til mig,
for jeg er gudfrygtig.
Hør min bøn,
for den kommer fra et oprigtigt hjerte.
2 Frikend mig, Herre,
du kender dem, som gør det rette.
3 Du er klar over mine motiver,
du kender mine inderste tanker.
Når du gransker mit hjerte, finder du intet forkert.
Jeg har besluttet ikke at synde med mine ord.
4 Jeg har altid fulgt din vejledning
og holdt mig fra onde menneskers handlinger.
5 Jeg har nøje fulgt den afmærkede sti,
ikke vaklet, når det gjaldt at adlyde dine bud.
6 Jeg beder til dig, Gud,
for jeg ved, du svarer mig.
Bøj dig ned og lyt til mine ord.
7 Vis mig din trofaste nåde,
for du redder dem, der søger ly hos dig fra deres fjender.
8 Beskyt mig, som du beskytter dit eget øje.
Gem mig under dine vingers skygge.
9 Red mig fra de gudløse, som angriber mig,
fra de morderiske fjender, som omringer mig.
10 De kender ikke til at vise nåde,
men er fulde af hovmod.
11 De opsporer mig og omringer mig,
de er parat til at gøre det af med mig.
12 De er som rovdyr på jagt efter bytte,
som unge løver, der ligger på lur.
13 Kom og slå dem ned, Herre.
Brug din magt til at redde mig fra dem.
14 Frels mig med din stærke hånd, Herre,
red mig fra disse mordere.
De er rige og får alt, hvad de peger på.
De har mange børn og kan efterlade dem en rigelig arv.[a]
15 Men jeg er uskyldig og ser frem til at se dit ansigt.
Når jeg vågner, vil du åbenbare dig for mig.
En bøn om frelse med lovprisning af Herrens trofaste hjælp
22 Til korlederen: Synges til melodien „Morgenrødens rådyr”. En sang af David.
2 Min Gud! Min Gud!
Hvorfor har du forladt mig?
Hvorfor hjælper du mig ikke?
Hvorfor lytter du ikke til mit skrig?
3 Dag efter dag råber jeg til dig,
men du svarer mig ikke.
Hver nat hører du min røst,
men du giver mig ingen trøst.
4 Du sidder på din hellige trone,
du er den, som Israel lovsynger.
5 Vore forfædre stolede på dig,
og du reddede dem.
6 Du hørte deres nødråb og befriede dem,
du skuffede aldrig deres tillid til dig.
7 Men jeg føler mig som en ussel orm,
jeg bliver hånet og foragtet af alle.
8 Enhver, der ser mig, griner ad mig,
ryster på hovedet eller vrænger ad mig.
9 „Er det ham, der stoler på Herren?” håner de.
„Så lad os se, om Herren redder ham.
Hvis Herren elsker ham så meget,
så burde han gribe ind og frelse ham!”
10 Herre, du var der, da jeg blev født,
du gav mig tryghed ved min mors bryst.
11 Fra fødslen har du været den, der hjalp mig,
hele mit liv har du været min Gud.
12 Hold dig ikke borte fra mig nu,
for jeg er undergangen nær,
og ingen andre kan hjælpe mig.
13 Frygtindgydende fjender har omringet mig,
som en hjord af vilde tyre fra Bashan.
14 Som sultne og brølende løver
kommer de imod mig med åbent gab.
15 Min styrke er sivet bort som vand i sandet,
alle mine knogler føles, som er de gået af led,
mit hjerte hamrer i halsen på mig.
16 Mine læber er tørre som potteskår,
min tunge klistrer til ganen,
du har bragt mig til gravens rand.
17 Mine fjender kredser omkring mig som hunde,
en bande af forbrydere omringer mig.
De har gennemboret[a] mine hænder og fødder.
18 Jeg kan tælle alle mine knogler.
Med skadefryd stirrer fjenderne på mig.
19 De deler mine klæder imellem sig
og trækker lod om min kjortel.
20 Herre, hold dig ikke på afstand.
Du er min redning, kom mig til hjælp.
21 Frels mig fra døden,
red mig fra de vilde hunde.
22 Lad mig undslippe løvens gab,
lad mig ikke blive dræbt af vildoksens horn.
Gud, du har hørt min bøn.
23 Jeg vil fortælle om dig til mine landsmænd,
jeg vil synge din pris midt i en stor forsamling.
24 Pris Herren, I, der kender ham,
giv ham ære, Jakobs efterkommere,
vis ham ærefrygt, Israels folk,
25 for han lod ikke den fortvivlede i stikken,
han vendte sig ikke bort og gik sin vej.
Han lyttede til mit råb om hjælp.
26 Jeg vil lovsynge dig, når folket samles,
jeg vil opfylde mine løfter for øjnene af dit folk.
27 De ydmyge skal spise og alle blive mætte,
de, som beder dig om hjælp, skal prise dig.
Må de altid leve under din velsignelse.
28 Alverden skal se det og vende sig til dig, Herre,
alle folkeslag skal komme og tilbede dig.
29 For magten tilhører dig,
du er Konge over alle nationer.
30 Alle de fornemme og rige skal bøje sig for dig.
Alle dødelige mennesker skal knæle ned for dig.
31 Jeg vil leve for dig,
og min slægt skal tjene dig.
De kommende generationer skal høre
om dine underfulde gerninger.
32 De skal fortælle om din nåde og frelse
til slægter, som endnu ikke er født.
Ondskaben breder sig
6 Jordens befolkning var nu vokset meget, og der blev født mange smukke piger. 2 „Gudesønnerne”[a] blev tiltrukket af de smukke piger, og tog sig så mange koner iblandt dem, som de havde lyst til. 3 Da sagde Gud: „Min Ånd[b] skal ikke for altid strides med menneskene, for de er jo blot kød og blod. Jeg vil give dem 120 år.”[c]
4 Dengang „gudesønnerne” fik børn med „menneskedøtrene”, var der mægtige mænd på jorden, de berømte helte fra gamle dage.
5 Da Herren så, hvordan menneskenes ondskab voksede, så de hele dagen kun tænkte onde tanker, 6 blev han ked af, at han havde skabt dem. Al den ondskab skar ham i hjertet. 7 „Jeg vil fjerne de mennesker, jeg har skabt, fra jordens overflade,” sagde han. „Og jeg vil udrydde både de vilde og tamme dyr og alle fuglene, for jeg fortryder, at jeg skabte dem.” 8 Men Herren var tilfreds med Noa.
12 Pas derfor på, kære venner, at ingen af jer gemmer på ondskab og vantro i jeres hjerter, så I glider væk fra den levende Gud. 13 I stedet bør I hver dag opmuntre hinanden, så længe verden står, så ingen af jer på grund af syndens snedige forførelse lukker af over for Gud. 14 For hvis vi indtil det sidste holder fast ved den overbevisning, vi havde i begyndelsen, skal vi få del i alt det, som tilhører Kristus.
15 Da synden er så snedig, må I ikke glemme advarslen fra før:
„Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag:
Lad være med at lukke af for mit ord
som dengang under oprøret.”
16 Hvem var det, som hørte, hvad Gud sagde, og dog gjorde oprør mod ham? Det var alle dem, der forlod Egypten med Moses som anfører. 17 Og hvem var det, Gud var vred på i 40 år? Det var alle dem, som havde gjort oprør og derfor måtte dø i ørkenen. 18 Hvem var det, Gud talte om, da han svor, at de ikke fik lov at opleve hvilen i det land, han havde lovet dem? Det var alle dem, der var ulydige. 19 Og hvorfor kom de ikke ind i det land, hvor Gud havde lovet at give dem hvile? Fordi de ikke havde tillid til ham.
Jesus udfører sit første mirakuløse tegn
2 To dage senere var Jesu mor med ved et bryllup i byen Kana i Galilæa. 2 Jesus og hans disciple var også indbudt. 3 Under festen slap vinen op, og Jesu mor kom hen til ham og sagde: „Der er ikke mere vin.”
4 „Lad mig være i fred, mor,” sagde han. „Tiden er ikke inde endnu.” 5 Men hans mor gik hen til tjenerne og sagde: „Lige meget hvad han siger til jer, skal I bare gøre det!”
6 Der stod seks store vandkrukker i huset, som på grund af de jødiske renhedslove var lavet af sten.[a] De rummede hver ca. 100 liter. 7 Jesus bad tjenerne om at fylde dem med vand. Da de havde fyldt dem til randen, 8 sagde han: „Øs nu noget op og gå hen til den ansvarlige for festen, så han kan smage på det.” 9 Det gjorde de så, og han smagte på vandet, der nu var forvandlet til vin. Da han ikke vidste, hvor det kom fra—for det var kun tjenerne, der vidste det—kaldte han på brudgommen 10 og sagde: „Man plejer ellers at servere den fine vin først, og senere, når folk er kommet lidt i stemning, den billige vin. Hvorfor har du gemt den fine vin til nu?”
11 Det mirakel, som Jesus udførte i Kana i Galilæa, var det første tegn på hans autoritet og magt, og hans disciple troede på, at han virkelig var sendt af Gud.
12 Derefter tog han til Kapernaum sammen med sin mor, sine brødre og sine disciple, og dér blev de nogle dage.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.