Book of Common Prayer
Guds bud
119 Velsignede er de, som gør Guds vilje,[a]
alle de, som adlyder Herrens love.
2 Velsignede er de, som holder fast ved hans bud,
og søger ham af hele deres hjerte.
3 Vi ved, at han ønsker, vi skal følge hans vej,
derfor vælger vi at gøre hans vilje.
4 Vi kender dine befalinger, Herre,
som du forventer, vi følger til punkt og prikke.
5 Hvor ville jeg dog inderligt ønske,
at jeg kunne følge dine bud uden at vakle.
6 Ved at fokusere på alle dine befalinger
undgår jeg at blive gjort til skamme.
7 Vore hjerter bryder ud i tak,
når vi forstår dine retfærdige love.
8 Vær tålmodig med mig,
for jeg ønsker at adlyde dine bud.
Lydighed
9 Jeg opfordrer de unge til at følge dit ord,
for det hjælper dem til at blive på din vej.
10 Jeg søger dig af hele mit hjerte,
lad mig ikke fare vild fra dine bud.
11 Jeg gemmer dit ord i mit hjerte
for ikke at synde imod dig.
12 Jeg lover og priser dig, Herre,
lær mig alle dine lovbud.
13 Jeg gentager igen og igen
alle de bud, du har givet mig.
14 Jeg glæder mig over dine befalinger,
som var de alverdens rigdomme.
15 Jeg grunder over dine formaninger
og holder fast ved dine forskrifter.
16 Jeg glæder mig over din vejledning
og vil aldrig glemme dit ord.
At følge Guds lov giver glæde og styrke
17 Lad mig få øjnene op for din godhed,
så jeg kan tjene dig hele mit liv.
18 Luk mine øjne op, så jeg kan se
de vidunderlige ting i din lov.
19 Livet her på jorden er kort,
og jeg har brug for dine love til at lede mig.
20 Længslen efter at kende dig ligger i mit hjerte,
mind mig om dine love hver eneste dag.
21 Lovløse mennesker, der gør oprør mod dig,
vil blive dømt for deres egenrådige stolthed.
22 Lad dem ikke hovere over mig,
fordi jeg adlyder dine bud.
23 Lederne i samfundet bagtaler mig,
men jeg vil tjene dig og handle på dit ord.
24 Lovene, du har givet mig, gør mig glad,
og jeg ønsker at følge din vejledning.
Bøn om hjælp i en gudløs tid
12 Til korlederen: Brug lyrerne.[a] En sang af David.
2 Herre, kom os til hjælp.
Der er ingen tilbage, som adlyder dig.
Man kan ikke opdrive et ærligt menneske.
3 Alle bedrager hinanden,
de er fulde af løgn og falskhed.
4 Herre, gør en ende på al deres smiger,
sæt en stopper for de pralende ord.
5 De siger hovmodigt: „Vore ord giver os magt,
og vi siger, hvad der passer os!”
6 Men Herren svarer:
„Fordi de svage og forfulgte råber til mig,
vil jeg nu gribe ind og forsvare dem.”
7 Herrens løfter er sande,
hans ord er som det fineste sølv,
forædlet syv gange i ilden.
8-9 Herre, selvom ondskaben sidder i højsædet,
og alle gør, hvad der passer dem,
så ved vi, at du altid beskytter os
og bevarer os fra den slags mennesker.
Et fortvivlet menneskes bøn
13 Til korlederen: En sang af David.
2 Hvor længe vil du glemme mig, Herre?—For evigt?
Hvor længe skal jeg vente på din hjælp?
3 Hvor længe skal jeg kæmpe med sjæleangst?
Mine dage og nætter er fyldt med frygt.
Hvor længe skal fjenden triumfere over mig?
4 Min Herre og Gud, åh, hør min bøn,
grib ind og red mig fra døden.
5 Lad ikke mine fjender gå af med sejren,
lad ikke mine uvenner glædes over min undergang.
6 Jeg stoler på dig og din trofasthed.
Jeg vil juble, når jeg oplever din frelse.
Jeg vil prise dig, Herre, med sang,
for din underfulde godhed imod mig.
Menneskets ondskab
14 Til korlederen: En sang af David.
Tåberne mener, at Gud ikke findes.
De er fordærvede i tanke og handling.
Ingen gør det gode,
ikke én eneste.
2 Fra himlen ser Herren på menneskene:
Er der nogen, der er forstandige?
Er der nogen, der søger Gud?
3 Nej, alle er kommet på afveje, fordærvede af synd.
Ingen gør det gode, ikke én eneste.
4 „Fatter de da intet?” siger Herren.
„De forsynder sig uden at blinke,
og de regner slet ikke med mig.”
5 En dag skal de fyldes af rædsel,
for Gud er med dem, der adlyder ham.
6 Onde mennesker undertrykker de svage,
men Herren er deres beskytter.
7 Gid Herren ville sende sin frelse fra Zion
og redde Israels folk.
Når Herren griber ind og genrejser sit folk,
så bliver der jubel og glæde i Israel.
Det første mord
4 Adam lå hos sin kone, Eva, og hun blev gravid og fødte en søn, som fik navnet Kain, for—som hun sagde: „Med Guds hjælp har jeg fået[a] en søn.” 2 Hendes næste søn fik navnet Abel.[b]
Abel vogtede får, og Kain dyrkede jorden. 3 Engang bragte Kain en offergave til Gud af sin høst. 4 Abel bragte også en offergave, det bedste kød fra sine førstefødte lam. Gud accepterede Abels offergave, 5 men ikke Kains. Det blev Kain meget vred og bitter over.
6 „Hvorfor er du vred?” spurgte Gud. „Hvorfor går du og kigger ned i jorden? 7 Når du gør det gode, kan du frit se andre i øjnene. Hvis du derimod gør, hvad der er ondt, så lurer synden ved din dør. Den ønsker at overmande dig, men du skal være herre over den.”
8 En dag sagde Kain til sin bror, Abel: „Lad os gå en tur ud på marken.” Mens de var derude, overfaldt Kain sin bror og slog ham ihjel. 9 Så spurgte Gud Kain: „Hvor er din bror, Abel?” „Hvor skulle jeg vide det fra?” svarede Kain. „Jeg skal vel ikke gå og holde øje med ham!” 10 Men Gud sagde: „Hvad har du dog gjort? Din brors blod råber til mig fra jorden. 11 Derfor skal du forvises fra agerjorden, som har drukket din brors blod. 12 Den skal ikke længere give dig føden. Fra nu af skal du vandre hvileløst fra sted til sted.”
13 Kain blev fortvivlet. „Den straf er ikke til at bære!” udbrød han. 14 „Du jager mig væk fra mine marker og gør mig hjemløs. Du støder mig bort fra din beskyttelse, så enhver, der ser mig, kan slå mig ihjel.” 15 Men Gud svarede: „Hvis du bliver slået ihjel, skal du blive hævnet syv gange.” Så satte Gud et mærke på Kain som en advarsel, så ingen ville turde slå ham ihjel. 16 Derpå rejste Kain væk fra Gud og bosatte sig i landet Nod,[c] som lå øst for Eden.
11 Både han, der banede vejen til frelse, og vi, der fulgte vejen, har samme Far. Derfor er Jesus heller ikke bange for at kalde os for sine venner,[a] 12 som der står skrevet:
„Jeg vil fortælle om dig til mine venner,
jeg vil synge din pris midt i en stor forsamling.”[b]
13 Endvidere står der: „Jeg sætter al min lid til ham.”[c] Og det fortsætter: „Her er jeg sammen med de børn, som Gud gav mig.”
14 Da nu de børn, der er tale om, er mennesker af kød og blod, var han nødt til selv at blive et menneske af kød og blod, for at han ved sin død kunne erobre magten fra ham, som ellers var herre over døden, nemlig Djævelen. 15 Således satte han menneskene fri fra dødsangstens tyranni, som de ellers skulle leve under hele livet. 16 Det er jo ikke engle, han er kommet for at hjælpe, men dem, der er børn af Abraham.[d] 17 Derfor var han nødt til på enhver måde at blive som os, så han kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst i tjenesten for Gud og dermed gøre forsoning mulig for alle mennesker. 18 Fordi han selv måtte igennem prøvelser og lidelser, er han i stand til at hjælpe dem, der står midt i prøvelserne.
Johannes Døber udpeger Jesus som Guds offerlam
29 Den følgende dag kom Jesus gående hen mod Johannes, der var omgivet af en gruppe af sine disciple. „Se dér!” sagde Johannes, „dér kommer Guds Lam! Det er ham, der skal tage hele verdens synd på sig. 30 Det var ham, jeg hentydede til, da jeg sagde: ‚Han, som skal træde frem efter mig, er større end mig, for han var til, før jeg blev født.’ 31 I begyndelsen vidste jeg ikke, hvem Messias var, men jeg døber jer, for at Israels folk må få øjnene op for, hvem han er.”
32 Johannes kom derefter med følgende vidnesbyrd om Jesus: „Jeg så Helligånden komme ned fra himlen ligesom en due og blive over ham. 33 Indtil da vidste jeg ikke, hvem der var Messias, men da Gud sendte mig for at døbe med vand, sagde han til mig: ‚Ham du ser Ånden komme ned over og blive over, ham er det! Det er ham, der døber med Helligåndens kraft.’ 34 Det har jeg nu set, og derfor kan jeg give jer det vidnesbyrd, at han virkelig er Guds Søn!”
Jesus møder sine første disciple
35 Dagen efter stod Johannes der igen sammen med to af sine disciple. 36 Da han så Jesus komme gående, sagde han: „Se! Det er Guds Lam!”
37 Da de to disciple hørte det, fulgte de efter Jesus. 38 Han lagde mærke til, at de fulgte efter ham, og vendte sig om mod dem. „Hvad vil I?” spurgte han.
„Mester, hvor bor du?”
39 „Kom og se,” svarede han. Så gik de med ham hen til det sted, hvor han boede. Klokken var ca. 10 om formiddagen,[a] og de blev hos ham resten af dagen.
40 En af de to mænd, som fulgte med Jesus, hed Andreas. Han var bror til Simon Peter. 41 Det første Andreas derefter gjorde, var at finde sin bror og sige til ham: „Vi har mødt Messias!” 42 Og han tog ham med hen til Jesus. Jesus så Simon i øjnene og sagde: „Du er Simon, Johannes’ søn,[b] men fra nu af skal du hedde Kefas.” (Det er det samme som Peter).[c]
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.