Book of Common Prayer
Om at sætte sin lid til Herren
146 Halleluja!
Min sjæl, pris Herren!
2 Jeg vil lovprise Herren, så længe jeg lever,
synge til hans ære, så længe jeg trækker vejret.
3 Stol ikke på stormænd,
for mennesker kan ikke frelse jer.
4 De dør og bliver lagt i deres grav,
da er det slut med alle deres planer.
5 Velsignede er de, der stoler på Israels Gud,
de, der sætter deres lid til Herren.
6 Han skabte himlen og jorden,
havet og alt, hvad der lever deri.
Han er trofast til evig tid.
7 Han står på de undertryktes side
og sørger for mad til de sultne.
Han sætter fanger i frihed
8 og åbner de blindes øjne.
Han løfter de nedbrudte op,
han elsker dem, der gør hans vilje.
9 Han tager sig af de fremmede,
viser omsorg for enker og forældreløse,
men de ondes planer forpurrer han.
10 Herren skal regere for evigt!
Jerusalem, din Gud er konge fra slægt til slægt!
Halleluja!
Den almægtige Gud
147 Halleluja!
Det er godt at synge lovsange til Gud,
ja, det er herligt at prise hans magt.
2 Herren genopbygger Jerusalem
og bringer de landflygtige hjem til Israel.
3 Han heler de sønderbrudte hjerter,
læger de sår, de har fået.
4 Herren satte stjernerne på himlen,
han har givet dem alle et navn.
5 Han er stor og mægtig,
hans visdom er uden grænser.
6 Herren rejser den ydmyge op
og kaster den onde i støvet.
7 Syng takkesange for Herren,
spil på jeres harper for Gud.
8 Han samler skyerne på himlen,
sender byger af regn ned på jorden,
så græs spirer frem på bakkerne.
9 Han giver dyrene deres føde,
mætter den skrigende ravneunge.
10 Han er ikke interesseret i stærke heste,
ikke imponeret af krigerens styrke.
11 Han glæder sig over dem, der adlyder ham
og har tillid til hans trofaste omsorg.
12 Jerusalems befolkning, pris Herren.
Zions indbyggere, lovsyng jeres Gud.
13 Han beskytter byen mod fjenders angreb
og velsigner dens indbyggere.
14 Han skaber fred i landet
og sørger for en rigelig høst.
15 Han sender sit ord ud over jorden,
hans vilje bliver udført i hast.
16 Han breder sneen ud som et tæppe,
spreder rimfrost på jorden som mel.
17 Han kaster hagl som byger af småsten,
hvem kan holde stand mod den isnende kulde?
18 På hans ord begynder isen at smelte,
når han ånder på den, pibler vandet frem.
19 Han sendte sit ord til Israels folk,
gav dem sine forskrifter og lovbud.
20 Han sendte det ikke til de andre folk,
de kender ikke hans love.
Halleluja!
Herrens storhed og mægtige undere
111 Halleluja!
Af hele mit hjerte vil jeg takke Herren,[a]
berømme ham midt i de gudfrygtiges forsamling.
2 De ting, han gør, er vidunderlige,
enhver, der oplever dem, må juble og glæde sig.
3 Fantastiske er alle hans undere,
glem ikke hans uendelige godhed.
4 Herren er nådig og barmhjertig,
ingen må glemme hans velgerninger.
5 Jeg ved, at han altid sørger for sit folk.
Kan han nogensinde glemme sin pagt med dem?
6 Landet, som tilhørte de fremmede, gav han til sit eget folk,
med magt drev han de andre væk for øjnene af sine udvalgte.
7 Når han handler, gør han altid det rigtige,
ordene fra ham kan man stole på.
8 Pas på, at I trofast adlyder hans bud,
retsindighed har evighedsværdi.
9 Sit folk har han sat i frihed,
til evig tid varer hans pagt med dem.
Underfuld og hellig er Herren.
10 Visdom udspringer af ærefrygt for Gud.
Ypperlig er den indsigt, man får ved at adlyde ham.
Æren er hans for evigt!
At adlyde Herren giver velsignelse
112 Halleluja!
At adlyde Herren giver velsignelse.[b]
Budene er til for at blive overholdt.
2 Du og dine efterkommere får fremgang og magt,
enhver, der handler ret, bliver velsignet.
3 Familien vil opleve velstand,
gode mennesker vil altid blive husket.
4 Herren gør de gudfrygtige til et lys midt i mørket,
især når de er venlige og barmhjertige.
5 Ja, velsignet er de gavmilde og hjælpsomme,
kendetegnet på deres handlinger er ærlighed.
6 Lever de sådan, får de styrke og fasthed,
mennesker med et godt ry bliver husket længe.
7 Når modgangen kommer, som kunne skabe frygt,
opgiver de ikke, for de stoler på Herren.
8 På trods af fjendens angreb
rider de stormen af og ender med sejr.
9 Sådanne mennesker giver gavmildt til dem, der er i nød,
taknemmelighed og ære bliver dem til del,
uselvisk godhed vil aldrig blive glemt.
10 Ved at se en sådan velsignelse bliver de gudløse vrede.
Ynkeligt sidder de tilbage med tomme hænder,
ærgrelsen står malet i deres ansigter.
Den almægtige Guds godhed
113 Halleluja!
Pris Herren, alle hans tjenere,
lovpris den almægtige Gud!
2 Hans er æren,
både nu og i al evighed.
3 Alle mennesker på jorden[c]
bør lovprise Herren, den Almægtige.
4 Herren er ophøjet over alle jordens folk,
hans herlighed fylder universet.
5 Ingen når på højde med Herren, vor Gud,
han sidder på sin trone i Himlen.
6 Han må bøje sig frem
for at kigge ned på himmelrummet og jorden.
7 Han løfter de hjælpeløse op fra støvet,
han giver de fortvivlede nyt mod.
8 Han ærer dem som kongebørn,
bænker dem på hæderspladsen.
9 Han giver den barnløse kvinde børn,[d]
gør hende til en lykkelig mor.
Halleluja!
Hvordan Gud skaber universet
1 I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. 2 Jorden var øde og tom, og urdybet lå hen i totalt mørke, men Guds Ånd svævede over de mørke vande.
3 Så sagde Gud: „Der skal blive lys!” og så var der lys. 4 Gud glædede sig over lyset, og han satte skel mellem lyset og mørket. 5 Tiden med lys kaldte han dag, og tiden med mørke kaldte han nat. Det blev aften, og det blev morgen. Det var den første dag.
6 Så sagde Gud: „Der skal være en hvælving midt i alt vandet til at dele det.” 7 Og Gud dannede en hvælving, så vandet ovenfor den blev adskilt fra vandet nedenfor den. 8 Hvælvingen kaldte han himmel. Det blev aften, og det blev morgen. Det var den anden dag.
9 Dernæst sagde Gud: „Vandet under himmelhvælvingen skal samle sig, så det tørre land kommer til syne.” Og sådan skete det. 10 Det tørre land kaldte han jord, og de steder, hvor vandet var, kaldte han hav; og Gud glædede sig over sit værk.
11 Derpå sagde Gud: „Grønne planter, der bærer frø, skal spire frem af jorden, og frugttræer, som bærer frugt med kerner, skal vokse op, så de kan formere sig, hver efter sin art.” Og sådan blev det. 12 Op af jorden spirede grønne planter, som bar frø, og træer, som bar frugt med kerner, hver efter sin art. Og Gud glædede sig over sit værk. 13 Det blev aften, og det blev morgen. Det var den tredje dag.
14-15 Så sagde Gud: „Der skal være lysgivere på himmelhvælvingen, som sætter skel mellem dag og nat, og som markerer årstidernes skiften og festdagenes begyndelse.” Og sådan blev det. 16 Gud frembragte to store lys på himlen til at skinne på jorden, det største lys, solen, til at herske om dagen, og det mindre, månen, til at herske om natten sammen med stjernerne. 17 Han satte dem på himmelhvælvingen til at lyse på jorden, 18 til at sætte skel mellem dagen og natten. Og han glædede sig over sit værk. 19 Det blev aften, og det blev morgen. Det var den fjerde dag.
20 Dernæst sagde Gud: „Vandet skal vrimle med fisk og andet liv, og der skal være et mylder af fugle i luften.” Og sådan blev det. 21 Gud skabte de store havdyr og en mangfoldighed af fisk og fugle; og han glædede sig over sit værk. 22 Han velsignede dem og sagde: „Formér jer og bliv mange. Fiskene skal fylde havene, og fuglene skal fylde luften.” 23 Det blev aften, og det blev morgen. Det var den femte dag.
24 Derpå sagde Gud: „Af jorden skal der fremstå alle slags dyr—kvæg, krybdyr og alle mulige vilde dyr.” Og sådan blev det. 25 Gud dannede alle slags vilde dyr, krybdyr og husdyr, alle i stand til at formere sig, hver efter sin art; og Gud glædede sig over sit værk.
26 Så sagde Gud: „Lad os frembringe et levende væsen, der ligner os. Det skal herske over alt dyrelivet—fiskene i havet, fuglene i luften og de tamme og vilde dyr på jorden.” 27 Da skabte Gud to mennesker, som lignede ham. De blev skabt som mand og kvinde. 28 Gud velsignede dem og sagde: „Formér jer og bliv mange, bred jer over hele jorden og tag den i besiddelse! Hersk over fiskene, fuglene og alle de andre dyr på jorden.” 29 Gud fortsatte: „Se! Jeg giver jer alle de frøbærende planter på jorden som føde, og I må også spise frugt fra de mange frugttræer. 30 Jeg giver græsset og alt grønt til føde for dyrene og fuglene.” Og sådan blev det. 31 Gud betragtede nu hele sit skaberværk, og han var ovenud tilfreds med det. Det blev aften, og det blev morgen. Det var den sjette dag.
2 På den måde blev himlen og jorden og alt liv skabt. 2 Skaberværket var nu fuldført, og Gud hvilede på den syvende dag. 3 Han velsignede den og indviede den til hviledag.
Lovprisning af Guds store frelsesplan
3 Vi takker og priser Gud, som er Far til vores Herre, Jesus Kristus. Han har jo gennem Kristus velsignet os med alle Himlens åndelige velsignelser.
4-5 Allerede i tidernes morgen besluttede Gud på grund af sin kærlighed og efter sin egen fuldkomne plan, at han gennem Jesus Kristus ville gøre os til sine børn. Endnu før han grundlagde universet, udvalgte han os til at få lov at stå som rensede og skyldfri foran ham i kraft af, hvad Kristus ville gøre for os. 6 Og nu priser vi Gud for den fantastiske nåde, han viste imod os ved at ofre sin elskede Søn, 7 for da Kristus døde i vores sted, blev vi løskøbt og alle vores synder tilgivet. Så storslået er Guds nåde. 8 Den udøste han over os i rigt mål tillige med al mulig visdom og indsigt. 9-10 Han besluttede af egen fri vilje at gøre os bekendt med det mysterium, som hans frelsesplan hidtil har været. Når tiden er inde, vil han fuldføre sin plan ved at lægge alle ting i himlen og på jorden ind under Kristi herredømme. 11 Gud gennemfører alt, hvad han har sat sig for, og han har for længst bestemt, at vi gennem Kristus skulle blive hans ejendomsfolk. 12 Vi jøder har i lang tid set frem til, at Messias skulle komme en dag, og nu kan vi fryde os over hans herlige frelsesplan. 13 Men også I ikke-jøder har hørt sandhedens ord, budskabet om frelse. I er kommet til tro på Kristus og er blevet beseglet med Helligånden, som han lovede at sende. 14 Helligånden giver os en forsmag på alt det, vi vil få i eje, når vi som Guds ejendomsfolk opnår den endelige befrielse. Lad os lovprise den herlige Gud, vi har.
Johannes Døber udpeger Jesus som Guds offerlam
29 Den følgende dag kom Jesus gående hen mod Johannes, der var omgivet af en gruppe af sine disciple. „Se dér!” sagde Johannes, „dér kommer Guds Lam! Det er ham, der skal tage hele verdens synd på sig. 30 Det var ham, jeg hentydede til, da jeg sagde: ‚Han, som skal træde frem efter mig, er større end mig, for han var til, før jeg blev født.’ 31 I begyndelsen vidste jeg ikke, hvem Messias var, men jeg døber jer, for at Israels folk må få øjnene op for, hvem han er.”
32 Johannes kom derefter med følgende vidnesbyrd om Jesus: „Jeg så Helligånden komme ned fra himlen ligesom en due og blive over ham. 33 Indtil da vidste jeg ikke, hvem der var Messias, men da Gud sendte mig for at døbe med vand, sagde han til mig: ‚Ham du ser Ånden komme ned over og blive over, ham er det! Det er ham, der døber med Helligåndens kraft.’ 34 Det har jeg nu set, og derfor kan jeg give jer det vidnesbyrd, at han virkelig er Guds Søn!”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.