Book of Common Prayer
Om at blive forrådt af sine venner
55 Til korlederen: En visdomssang af David. Synges til akkompagnement af strengeinstrumenter.
2 Hør min bøn, Gud,
lyt til mit råb om hjælp.
3 Hør mig og svar mig.
Jeg er ude af mig selv
og ryster af skræk.
4 Mine fjender gør mig bange
med deres voldsomme trusler.
De er rasende på mig
og klar til angreb.
5 Mit hjerte banker helt vildt,
dødsangsten overmander mig.
6 Jeg er grebet af skræk og rædsel,
jeg er lammet af frygt.
7 Jeg ville ønske, jeg havde vinger som en fugl,
så jeg kunne flygte og finde fred.
8 Jeg ville flyve langt bort,
slå mig ned i ødemarken og blive der.
9 Jeg ville skyndsomst søge ly
for det voldsomme uvejr.
10 Skab forvirring hos dem, Herre,
og forstyr deres planer.
Der er oprør og ufred i byen.
11 Der går vagter på bymuren dag og nat,
men den virkelige fare kommer indefra.
12 Der er vold og mord overalt,
trusler og bedrageri breder sig uhæmmet.
13 Hvis det var en fremmed, der rasede imod mig,
kunne jeg bedre holde det ud.
Hvis jeg blev hånet af mine fjender,
kunne jeg løbe væk fra dem.
14 Men det var dig, som jeg troede var min ven,
du var min følgesvend og min fortrolige.
15 Vi delte hinandens hemmeligheder,
vi fulgtes ad i festoptoget til Guds hus.
16 Gid du ville sende dem i døden, Gud,
for ondskaben har fyldt deres sind.
17 Jeg vil råbe til min Gud,
og Herren vil redde mig.
18 Morgen, middag og aften vil jeg klage min nød,
og han vil høre min bøn.
19 Han vil redde mig fra mine angribere,
selv om der er mange, der kæmper imod mig.
20 Gud, som hersker fra fortids dage,
vil høre mig og ydmyge dem.
De nægter jo at forandre sig,
de frygter ikke Gud.
21 Min ven forrådte mig,
han brød sit løfte.
22 Hans tale var glat som olie,
men han havde bagtanker om oprør.
Hans ord var bløde som smør,
men de blev snart til skarpe dolke.
23 Kast din byrde på Herren,
så vil han bære den for dig.
Han lader ikke de gudfrygtige bukke under.
Aldrig i evighed.
24 Gud, send de onde bedragere i afgrunden,
mordere og løgnere skal dø i deres ungdom.
Men jeg sætter min lid til dig.
Herrens trofasthed og hjælp
138 En sang af David.
Jeg takker dig, Herre, af hele mit hjerte,
lovsynger dig i alles påhør.[a]
2 Jeg bøjer mig i tilbedelse mod din helligdom,
jeg priser dig, for du er trofast og sand.
Du er ophøjet over alt andet,
og dit ord står urokkeligt fast.
3 Du svarer mig, når jeg råber om hjælp,
giver mig livsmod og styrke igen.
4 Alle jordens konger skal takke dig, Herre,
når de hører de ord, du taler.
5 Ja, de skal synge om dine undere,
og give dig den ære, som tilkommer dig.
6 Selv om du er så umådelig stor,
tager du dig af de svage og ydmyge,
men de stolte skubber du fra dig.
7 Når jeg står i problemer til halsen,
er du med mig og redder mit liv.
Du holder fjendernes vrede i skak,
frelser mig ved din vældige kraft.
8 Du fører mig igennem til sejr.
Din trofaste kærlighed varer ved.
Opgiv mig ikke,
men fuldend dit værk.
Guds storhed og omsorg
139 Til korlederen: En sang af David.
Herre, du ved alt om mig,
du kender mit hjerte til bunds.
2 Du er klar over alt, hvad jeg gør,
du kender mine inderste tanker.
3 Du ved, hvor jeg går om dagen og sover om natten,
du lægger mærke til al min færden.
4 Du ved, hvad jeg vil sige,
før jeg kan nå at åbne munden.
5 Du omgiver mig på alle sider,
lægger din skærmende hånd på mig.
6 Det er næsten for godt til at være sandt.
Jeg fatter ikke din uendelige godhed.
7 Jeg når aldrig uden for din rækkevidde,
hvor jeg end er, er du nær hos mig.
8 Farer jeg op til himlen, da møder du mig der.
Stiger jeg ned i dødsriget, da møder du mig der.
9 Flyver jeg mod øst på morgenrødens vinger,
rejser jeg mod vest over det store hav,
10 så vil din hånd også lede mig der,
din højre hånd holde mig fast.
11 Bad jeg mørket om at skjule mig,
befalede jeg dagen at blive til nat,
12 så ville mørket ikke være mørkt for dig,
for nat eller dag gør ingen forskel.
13 Du har skabt mig som den, jeg er,
du formede mig i min mors mave.
14 Tak, Gud, at du skabte mig så forunderligt,
dit skaberværk er fantastisk.[b]
15 Du så på mig, da jeg blev dannet i det skjulte,
da jeg langsomt voksede i livmoderens mørke.
16 Mens jeg endnu var et foster, så du mig.
Mine livsdage var lagt fast og skrevet ned i din bog,
længe før jeg så dagens lys.
17 Forunderlige og fuldkomne er dine tanker, Gud,
de overgår langt, hvad jeg kan fatte.
18 Kunne de tælles, ville de være talrige som sandet.
Jeg ville aldrig nå til ende med dem.[c]
19 Jeg ville ønske, du ville udrydde de gudløse,
få de morderiske mænd til at lade mig være i fred.
20 De vanærer dit navn og håner dig,
de er blasfemiske og taler ondt om dig.
21 Herre, jeg hader enhver, der hader dig,
jeg føler lede ved dem, der er imod dig.
22 Dine fjender er også mine fjender,
jeg hader dem af hele mit hjerte.
23 Undersøg mig og se på mit hjerte, Gud!
Gransk mine motiver og afslør mine tanker!
9 Vær ved godt mod og fortsæt arbejdet med at genopbygge templet. I har hørt Herrens opmuntrende ord gennem profeterne både nu, og dengang genopbygningen af templet skulle til at begynde. 10 Før I begyndte, var der stor fattigdom, og ingen kunne være i fred for fjenderne, ja, alle var fjendtlige over for hinanden. 11 Men nu bliver det anderledes, siger Herren, den Almægtige. 12 Nu skaber jeg fred og fremgang. Vinstokkene skal igen bære frugt, jorden skal igen frembringe korn, og himlen give regn. Sådan vil jeg velsigne den rest af mit folk, som er tilbage. 13 Både Judas og Israels land har været et eksempel til skræk og advarsel for andre folkeslag, men jeg vil frelse dem, så de i stedet kan blive til velsignelse. Vær derfor ikke bange, men tag mod til jer. 14-15 Ligesom jeg før i tiden satte mig for at straffe jeres forfædre, når de vækkede min vrede, og jeg ikke ændrede mening, sådan har jeg nu sat mig for at velsigne Jerusalem og Judas folk. Vær derfor ikke bange. 16 Men I skal tale sandhed og lade retfærdigheden råde i jeres retssager, så der bliver fred. 17 Læg ikke ondskabsfulde planer imod hinanden og sværg ikke falsk, for den slags hader jeg, siger Herren.
De første seks segl på bogrullen brydes til dom over jorden
6 Da Lammet brød det første af de syv segl, hørte jeg et af de fire levende væsener råbe med tordenrøst: „Kom!” 2 Derefter så jeg en hvid hest med en rytter, som holdt en bue i hånden. Rytteren fik udleveret en sejrskrans, og han red af sted fra sejr til sejr, for han var bestemt til at sejre.
3 Da Lammet brød det andet segl, hørte jeg det andet levende væsen råbe: „Kom!” 4 Og der kom en rød hest med en rytter, som fik udleveret et vældigt sværd. Han tog freden bort fra jorden, så folk begyndte at nedslagte hinanden.
5 Da Lammet brød det tredje segl, hørte jeg det tredje levende væsen råbe: „Kom!” Og der kom en sort hest med en rytter, som holdt en skålvægt i hånden. 6 Da hørte jeg en stemme inde fra de fire væsener, som råbte: „Et kilo hvede vil koste en dagløn, og tre kilo byg vil koste en dagløn. Men olivenolien og vinen må du ikke skade!”
7 Da Lammet brød det fjerde segl, hørte jeg det fjerde levende væsen råbe: „Kom!” 8 Og der kom en gustengul hest med en rytter, som hed „Døden”, og Dødsriget fulgte med ham. De fik lov til at dræbe en fjerdedel af jordens befolkning gennem krig og sult, sygdom og vilde dyr.
9 Da Lammet brød det femte segl, så jeg neden for alteret i det himmelske tempel sjælene af dem, som var blevet slået ihjel, fordi de holdt fast ved Guds ord og ikke ville fornægte deres tro på ham. 10 „Herre, du er den sande og hellige Gud,” råbte de. „Hvor længe vil det vare endnu, før du holder dom over dem, der bor på jorden, og hævner vores død?” 11 Da fik de hver en lang, hvid klædning, og der blev sagt til dem, at de skulle vente et stykke tid endnu, indtil det fulde antal af deres medtjenere og medkristne, som skulle slås ihjel ligesom dem selv, var nået.
12 Da Lammet brød det sjette segl, kom der et voldsomt jordskælv. Solen blev mørk som en sørgedragt, og månen blev rød som blod. 13 Himlens stjerner faldt ned mod jorden, som frugterne falder fra et figentræ, der gennemrystes af en vældig storm. 14 Himlen blev rullet sammen som en bogrulle, og alle bjerge og øer blev flyttet fra deres plads. 15 Alle mennesker på jorden søgte at gemme sig i huler og bag klipper i bjergene, både konger og stormænd, hærførere og rigmænd, magthavere, slaver og almindelige borgere. 16 De råbte til bjergene og klippestykkerne: „Styrt sammen over os![a] Skjul os for Den Store Konge og Lammet! 17 For hvem kan undgå straf på den store dommens dag, som nu er kommet?”
Den afsluttende dom
31 Når Menneskesønnen kommer i sin kongeværdighed sammen med alle englene, så vil han tage plads på sin herlighedstrone, 32 og mennesker af alle folkeslag vil samles foran ham. Da vil han dele dem op i to grupper, som en hyrde adskiller får og geder. 33 Fårene vil han anbringe ved sin højre side og gederne ved sin venstre.
34 Derefter vil han sige til dem på højre side: ‚Kom, I min Fars velsignede! Tag det rige i besiddelse, som har stået klar til jer fra verdens grundvold blev lagt. 35 I gav mig jo noget at spise, da jeg var sulten, og noget at drikke, da jeg var tørstig. I bød mig velkommen, da jeg stod som fremmed, 36 og skaffede mig tøj, da jeg intet havde at tage på. I så til mig, da jeg var syg, og I besøgte mig i fængslet.’
37 De, der har gjort Guds vilje, vil svare: ‚Herre, vi har da aldrig set dig sulten og givet dig noget at spise, eller tørstig og givet dig noget at drikke. 38 Vi har da heller aldrig set dig stå som fremmed og budt dig velkommen, eller set dig stå uden tøj og skaffet dig noget. 39 Vi har da aldrig set dig syg eller i fængsel og besøgt dig.’ 40 Da vil han svare dem: ‚Det siger jeg jer: Hvad I har gjort imod selv den mest oversete af dem, som er mine, det har I også gjort mod mig.’
41 Derefter vil han vende sig til dem på sin venstre side og sige: ‚Bort med jer, I, der står under Guds dom! Bort til den evige ild, der er bestemt for Djævelen og hans hjælpere. 42 I gav mig jo intet at spise, da jeg var sulten, og intet at drikke, da jeg var tørstig. 43 I bød mig ikke velkommen, da jeg stod som fremmed, eller skaffede mig tøj, da jeg intet havde at tage på. I så ikke til mig, da jeg var syg eller i fængsel.’
44 Da vil de svare på samme måde: ‚Herre, vi har da aldrig set dig sulten eller tørstig, fremmed eller uden tøj, syg eller i fængsel, så vi kunne have hjulpet dig.’ 45 Da vil han svare dem: ‚Det siger jeg jer: Hvad I ikke har gjort mod selv den mest oversete af disse mennesker, det har I heller ikke gjort mod mig.’
46 Den sidste gruppe vil gå bort til evig straf, men de første, som har gjort Guds vilje, vil gå ind til evigt liv.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.