Book of Common Prayer
De gudløses straf og de gudfrygtiges fremtid
37 En sang af David.[a]
At de onde synes at klare sig godt
må ikke få dig til at misunde dem,
2 for der kommer en dag, hvor det hele er forbi,
og de vil falme og visne som blomster.
3 Bestræb dig på at leve ærligt og sandt.
Sæt din lid til Herren og gør det gode.
4 Så vil du opleve glæden fra Herren,
og han vil give dig, hvad dit hjerte ønsker.
5 Din fremtid skal du lægge i Herrens hænder,
stol på ham, så griber han ind.
6 Bliver du udsat for falske anklager,
vil Herren selv bevise din uskyld.
7 Er der en synder, som klarer sig godt,
skal du ikke blive sur over det.
Sæt dig stille i Herrens nærhed,
vent tålmodigt, så griber han ind.
8 For selv om det ikke ser retfærdigt ud,
skal du ikke fare op i vrede.
9 De onde får deres straf engang,
men de, som adlyder Herren, har en lovende fremtid.
10 Glem ikke, at det snart er ude med de onde,
går man ud og leder efter dem, finder man dem ikke.
11 Men de ydmyge har en fremtid i landet,
de skal leve i fremgang og fred.
12 Hvorfor er de onde så fulde af had?
De viger ikke tilbage for at angribe de uskyldige.
13 Men Herren ryster på hovedet ad dem,
for han ved, at regnskabets time kommer.
14 Intet kan åbenbart standse deres ondskab,
de griber sværdet og spænder buen.
De overfalder de svage og værgeløse
og udrydder uskyldige mennesker.
15 Men sværdet skal ramme deres egne hjerter,
og deres buer skal brækkes itu.
16 Jeg foretrækker gudsfrygt og nøjsomhed
frem for at få del i forbryderes overflod,
17 for de onde vil uvægerligt få deres straf,
men Herren velsigner de retsindige.
18 Kun de gudfrygtige har et håb for fremtiden,
for Herren er hos dem og hjælper dem.
19 I vanskelige tider svigter han dem ikke,
midt i hungersnøden sørger han for dem.
20 Lovløse mennesker vil få deres straf,
for Herrens fjender vil ende i en ovn,
de vil forgå i flammer og røg.
21 Medlidenhed og gavmildhed kendetegner de gudfrygtige,
mens de gudløse låner uden at betale tilbage.
22 De, som Herren vedkender sig, får landet i eje,
mens de, som han forkaster, bliver udryddet.
23 Når vi vælger Herrens vej,
vil han lede vore skridt.
24 Når vi snubler, falder vi ikke,
for han holder os i hånden.
25 Overalt hvor jeg har færdedes i mit lange liv,
har jeg aldrig set de gudfrygtige ladt i stikken
eller deres børn tigge om brød.
26 For de er gavmilde og låner ud med glæde,
deres børn er til velsignelse for mange.
27 Pas på at holde dig fra det onde og gøre det gode,
så vil du opleve fremgang og fred.
28 For Herren er god,
han svigter aldrig dem, der tjener ham.
Han vil altid beskytte og hjælpe dem,
men den gudløses slægt skal udryddes.
29 De gudfrygtige skal arve landet
og bo der til evig tid.
30 Retsindige mennesker taler med visdom
og handler ret.
31 Guds lov er skrevet i deres hjerter,
derfor farer de aldrig vild.
32 Skurke lægger sig ofte i baghold
og prøver at få ram på de uskyldige.
33 Men Herren svigter ikke dem, der stoler på ham,
han får dem frikendt, hvis de stilles for retten.
34 Tålmodigt må du vente på Herren og vandre på hans vej.
Så vil du få landet i eje.
Du får lov at se de gudløses undergang.
35 Voldsmænd er store og stærke
som mægtige knejsende træer.
36 Men går man senere forbi deres hus, er de væk.
Det er forgæves at kigge efter dem.
37 Ydmyge og ærlige mennesker bør du lægge mærke til,
for de, der skaber fred, har en lykkelig fremtid.
38 Men gudløse oprørere skal udryddes,
de onde har ingen fremtid.
39 Herren beskytter dem, der adlyder ham,
han redder dem ud af deres problemer.
40 Han hjælper dem og befrier dem,
han redder dem fra de ondes angreb,
for de søger tilflugt hos ham.
Israel rammes af Guds straf, men en rest bliver reddet
9 Derpå så jeg i et syn Herren stå ved siden af alteret og give følgende befaling: „Slå på søjlehovederne, så afgudstemplet styrter sammen og murbrokkerne knuser alle i nærheden. Resten vil falde i krig. Ingen slipper bort. 2 Hvis de kunne flygte ned i dødsriget, kunne jeg stadig hente dem op. Hvis de kunne stige op til himlen, kunne jeg stadig hente dem ned. 3 Hvis de prøver at gemme sig i Karmelbjergets klippehuler, skal jeg nok finde dem. Hvis de kunne søge tilflugt på havets bund, ville jeg befale havuhyret at fortære dem. 4 Selv hvis de føres i eksil, vil jeg give befaling om, at de skal dræbes dér. Jeg holder øje med dem overalt, men det er for at straffe dem, ikke for at redde dem.”
5 Når Herren, den Almægtige, sender et jordskælv, vil alle, som bor i landet, fyldes af rædsel. Jorden vil hæve sig og synke ned igen som Egyptens flod. 6 Herrens bolig har sit fundament på jorden, men den rækker ind i Himlen. Han opsamler vandet fra havet og lader det falde ned på jorden. Herren er hans navn.
7 Han siger: „Israels folk, tror I, at I er bedre end kushitterne? Jeg førte jer ud af Egypten, men jeg førte også filistrene ud af Kaftor og aramæerne ud af Kir.
8 Jeg har fæstet blikket på denne oprørske nation og vil fjerne den fra jordens overflade. Dog vil jeg ikke fuldstændigt udrydde Jakobs efterkommere. 9 Jeg har besluttet at sigte Israels folk i deres eksil og fjerne alt det værdiløse. 10 Alle selvsikre syndere skal falde for sværdet.
Budskabet til menigheden i Smyrna
8 Skriv til menigheden i Smyrna: Dette budskab kommer fra ham, som er den første og den sidste, han som var død, men blev levende.
9 Jeg ved, hvad du har udrettet. Jeg kender til de forfølgelser, du har været igennem, og jeg ved, at du er fattig. Men du er alligevel rig! Jeg har hørt de falske anklager fra dem, der mener om sig selv, at de er de sande jøder,[a] men de tilhører i virkeligheden Satans forsamling. 10 Vær ikke bange for de lidelser, der venter dig. Djævelen vil kaste nogle af jer i fængsel for at friste jer til frafald. I ti dage vil I opleve stor trængsel. Men vær tro indtil døden. Jeg vil give jer det evige liv som belønning.
11 Den, som har øre, vil forstå, hvad Ånden siger til menighederne: Den, der sejrer, bliver ikke ramt af den anden død.
Budskabet til menigheden i Pergamon
12 Skriv til menigheden i Pergamon: Dette budskab kommer fra ham, der har det skarpe, tveæggede sværd.
13 Jeg ved, at du bor dér, hvor Satan har sin trone. Men du holder fast ved mit navn og har ikke fornægtet troen på mig, ikke engang da Satans håndlangere slog min trofaste tjener Antipas ihjel. 14 Men jeg har ikke desto mindre nogle få ting at udsætte på dig. Du huser nemlig nogle, der følger Bileams lære. Husk, at han fik kong Balak til at lokke israelitterne med til at spise kød, der var ofret til afguderne, og tage del i religiøs prostitution.[b] 15 Du har også nogle, der følger nikolaitternes falske lære, og derved forføres de til at synde på samme måde, som israelitterne gjorde dengang. 16 Du må tage skarpt afstand fra sådan en lære. Hvis du ikke gør det, kommer jeg hurtigt for at slå disse mennesker ned med min munds sværd.
17 Den, som har øre, vil forstå, hvad Ånden siger til menighederne: Den, der sejrer, vil jeg give af den skjulte manna.[c] Jeg vil også give ham en hvid sten, og på den er der skrevet et nyt navn, som ingen forstår betydningen af, undtagen den, der får det.
Den syvfoldige anklage imod religiøst hykleri(A)
13 Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I har smækket døren i til Guds rige! I er ikke selv gået derind, og når andre er på vej derind, gør I, hvad I kan, for at holde dem ude.[a]
15 Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I farer land og rige rundt for at hverve tilhængere, og så gør I dem til Helvedes børn, dobbelt så slemme, som I selv er!
16 Ve jer blinde vejledere, for I lærer folk, at hvis man sværger ‚ved Guds tempel’, så gælder det ikke, men det gælder kun, hvis man sværger ‚ved guldet i templet’. 17 I blinde tåber! Hvad er størst: guldet eller templet, som gør guldet helligt? 18 I lærer dem også, at hvis man sværger ‚ved alteret’, gælder det ikke. Men det gælder kun, hvis man sværger ‚ved gaven’, der er lagt på alteret. 19 Det er en tåbelig tanke! Hvad er størst: gaven eller alteret, som gør gaven hellig? 20 Den, der sværger ‚ved alteret’, sværger både ved alteret og ved alt, hvad der er lagt derpå. 21 Og den, der sværger ‚ved templet’, sværger både ved templet og ved Gud, som bor deri. 22 Den, der sværger ‚ved Himlen’, sværger både ved Guds trone og ved ham, som sidder derpå.
23 Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I er omhyggelige med at betale tiende af alle jeres indtægter, men I forsømmer de vigtigere ting i Toraen—nemlig retfærdighed, barmhjertighed og troskab.[b] Det er nødvendigt at gøre det ene, men I må ikke forsømme det andet. 24 I vildleder både jer selv og andre, når I sier myggen fra, men sluger kamelen.
25 Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, som polerer bægre og skåle udvendigt—mens I selv indvendigt er fyldt med griskhed og begær. 26 Du blinde farisæer! Rens først bægeret indvendigt, så bliver det ydre rent bagefter.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.