Book of Common Prayer
Sørgesang i Babylonien
137 Ved Babyloniens floder sad vi og græd,
når vi tænkte tilbage på Zion.
2 Harperne havde vi ikke lyst til at bruge,
så vi hængte dem op i piletræerne.
3 Vore fangevogtere forlangte, at vi skulle synge,
vore plageånder pålagde os at være glade:
„Syng en sang om Zion for os!”
4 Hvordan skulle vi kunne synge for Herren,
når vi sygner hen i et fremmed land?
5 Hvis jeg glemmer dig, Jerusalem,
må min højre hånd da blive lammet!
6 Gid min tunge må klæbe til ganen,[a]
hvis jeg ikke husker på dig
og sætter dig højere end alt andet.
7 Herre, husk, hvad edomitterne sagde,
da Jerusalem blev indtaget af babylonierne:
„Riv byen ned, jævn den med jorden!”
8 Babylon, du går din undergang i møde.
Velsignet være dem, der gengælder dig,
hvad du har gjort mod os.
9 Lad dem tage dine spædbørn
og knuse dem mod klippen.
Guds folks sejr og fremgang
144 Af David.
Lovet være du, Herre,
du er min urokkelige Klippe.
Du træner mine hænder til kamp,
du styrker mine fingre til krig.
2 Du er min trofaste beskytter,
mit skjold, min tilflugt og befrier.
Jeg søger ly og hjælp hos dig,
for du giver mig sejr over de fremmede folkeslag.
3 Hvad er et menneske, at du tænker på det,
et menneskebarn, at du tager dig af det.
4 Et menneskes liv er flygtigt som et åndepust,
som en skygge passerer livet forbi.
5 Skub himlens forhæng til side og stig ned,
sæt din fod på bjergene, så de hylles i røg.
6 Send dine lyn, Herre, spred fjenderne,
jag dem på flugt med dine pile.
7 Ræk hånden ned til mig fra himlen,
træk mig op af det frådende dyb.
Red mig fra dette hav af fjender,
befri mig fra de fremmedes magt.
8 De er fulde af løgn,
og de sværger gerne falsk.
9 Jeg vil synge en ny sang til dig, Gud,
spille for dig på en ti-strenget harpe.
10 For du gav dine konger sejr,
du hjalp din tjener David.
11 Red mig fra det dødbringende sværd,
fra fremmede folkeslags herredømme.
De er jo fulde af løgn
og sværger gerne falsk.
12 Gid vore sønner må vokse sig stærke
og stå ranke som store træer.
Gid vore døtre må vokse sig smukke
som de kunstfærdige søjler i paladset.
13 Gid vore lader må blive fulde af al slags afgrøde
og vore får formere sig i tusindvis,
så de står tæt på alle vore marker.
14 Gid vore køer må få masser af kalve.
Jeg beder om, at byens porte ikke bliver brudt ned,
at ingen af os bliver taget til fange,
og at vi bliver skånet for jamren på torvene.
15 Velsignet er det folk, som oplever dette.
Lykkeligt det folk, der har Herren til Gud.
Skabningens Herre
104 Min sjæl, pris Herren.
Min Gud, du er vidunderlig stor.
Du udstråler kongelig værdighed,
2 du er omgivet af et strålende lys.
Du udspændte himlen som en teltdug
3 og byggede din bolig på hvælvingens bue.
Du bruger en tordensky som stridsvogn
og farer af sted på vindens vinger.
4 Du bruger stormvinde som dine sendebud
og gør lynene til dine tjenere.
5 Du grundfæstede jorden,
den står urokkeligt fast.
6 Havets vandmasser dækkede den som en klædning
og gik hen over bjergenes tinder.
7 Ved din befaling kom vandene i bevægelse,
de styrtede væk ved din tordenrøst,
8 de strømmede over bjerge og gennem dale,
for at komme til det sted, du havde beredt for dem.
9 Havene fik en grænse at holde sig bagved,
så de aldrig skulle dække hele jorden igen.
10 Du lod kilder risle frem i dalene
og bække bane sig vej mellem bjergene,
11 så dyrene kan få vand at drikke,
vildæslerne slukke deres tørst.
12 Ved bredden bygger fuglene rede,
fra trækronerne høres deres sang.
13 Fra himlen sender du regn over bjergene,
du velsigner jorden med væde.
14 Du får græs til at spire frem som føde for kvæget,
du gør det muligt for mennesker at dyrke deres afgrøder.
15 Vin, som giver os glæde,
olivenolie, som får vore ansigter til at stråle,
brød, som giver os styrke og helse.
16 Herren passer de træer, han har plantet,
Libanons cedre får rigeligt med regn.
17 Fuglene bygger rede i træernes grene,
storkene bor i fyrretræernes toppe.
18 Højt på bjerget holder stenbukken til,
mellem klipper er grævlingens skjul.
19 Du skabte månen til at markere årets gang,
solen står op og går ned på den fastsatte tid.
20 Du skabte nattens mørke,
hvor de vilde dyr kommer frem.
21 De unge løver brøler efter bytte,
fanger de dyr, Gud har givet dem til føde.
22 De trækker sig tilbage, når solen står op,
går hjem til deres huler og lægger sig.
23 Da begynder mennesket sin daglige dont,
bliver ved med at arbejde, til dagen er forbi.
24 Oh, Gud, hvor er din visdom stor!
Jorden er fuld af dine skabninger.
Hvilken mangfoldighed du har skabt.
25 Foran mig ligger det mægtige hav,
det vrimler af liv i alle former og farver.
26 Skibene pløjer sig gennem de store have,
Livjatan, som du skabte, boltrer sig i bølgerne.
27 Hele skabningen er afhængig af dig,
du giver dem føde i rette tid.
28 Du giver, og de tager imod,
når du åbner din hånd, bliver de mætte.
29 Men vender du ryggen til dem,
bliver de skrækslagne.
Tager du deres livsånde bort,
dør de og bliver til støv.
30 Din livgivende Ånd har skabende kraft,
du fornyer alt liv på jorden.
31 Gid Herrens herlighed må vare for evigt!
Gid han altid må glæde sig over sit skaberværk!
32 Når han ser på jorden, skælver den.
Når han rører ved bjergene, bryder de i brand.
33 Jeg vil synge for Herren, så længe jeg lever,
prise Gud til mit sidste åndedrag.
34 Må han finde behag i min lovsang,
for han er kilden til al min glæde.
35 Gid der ingen syndere var tilbage,
ingen gudløse på hele jorden.
Min sjæl, pris Herren!
Halleluja!
Israels genopbygning
11 En dag skal Jerusalem genopbygges,
og da bliver skellet mellem folkene fjernet.
12 Folk fra alverdens lande skal komme til jeres land,
fra stormagter som Assyrien og Egypten,
fra hele strækningen mellem Egypten og Eufratfloden,
ja fra fjerne lande og verdensdele.
13 Men landet skal først lægges øde
på grund af befolkningens ondskab.
Fremtidens herlighed for Guds folk
14 Herre, tag dig af dit udvalgte folk,
som hyrden vogter sin hjord.
Lad dem nyde skovens frodighed i fred,
og glæde sig midt i en frugthave.
Lad dem boltre sig på Bashans og Gileads græsgange,
som de gjorde i gamle dage.
15 „Ja,” siger Herren, „jeg vil gøre undere for mit folk
som dengang, jeg førte jer ud af Egypten.”
16 Hele verden vil se dine undere
og med skam erkende deres afmagt.
17 De vil komme krybende ud af deres fæstninger,
de kravler hen ad jorden og æder støv som slanger.
Skælvende af frygt vil de nærme sig Herren, vores Gud,
for hans magt vil fylde dem med ærefrygt.
18 Der findes ingen Gud som dig,
du tilgiver den rest, der er tilbage af dit ejendomsfolk.
Du kan ikke være vred for evigt,
men elsker at vise din trofaste kærlighed.
19 Du vil igen se i nåde til os
og tilgive os alle vores synder,
ja, kaste dem i havets dyb.
20 Du viser din trofasthed mod Abraham
og opfylder dit løfte til Jakob.
De løfter, du gav vores forfædre, står fast.
Tjen hinanden i kærlighed
7 Verdens ende er nær. Vær derfor fornuftige og mådeholdne, så I kan bede. 8 Og vigtigst af alt: Elsk hinanden med en inderlig kærlighed, for kærligheden gør, at mange synder bliver tilgivet.[a] 9 Vær gæstfri mod hinanden uden at beklage jer. 10 Gud har givet hver enkelt af jer en nådegave, som I er ansvarlige for at bruge til gavn for de andre. 11 Er det din gave at forkynde ordet, så tal i overensstemmelse med Guds ord. Er det din gave at have en særlig hjælpetjeneste, så udfør din tjeneste med den styrke, Gud giver. I alle disse ting er det Gud, der skal have æren på grund af, hvad Jesus Kristus har gjort for os. Ham tilhører æren og magten i al evighed. Amen.
Om lidelser og dom
12 Elskede venner, I skal ikke undre jer over den ildprøve, I gennemgår, som om det er noget mærkeligt, der sker med jer. 13 Nej, glæd jer over at få lov at lide på samme måde, som Kristus led, for så kan I også glæde og fryde jer over at møde ham, når han kommer i al sin herlighed. 14 Når I bliver hånet, fordi I er kristne, skal I tænke på, hvor velsignede I er, for Guds herligheds og krafts Ånd er over jer. 15 Ingen af jer har jo begået kriminelle handlinger såsom vold, tyveri eller hæleri,[b] som I derfor med skam må lide straffen for. 16 Hvis I lider ondt, fordi I er kristne, har I ingen grund til at skamme jer. I skal hellere lovprise Gud for den ære, det er at få lov at være kristen.
17 Guds dom vil komme, og han er allerede begyndt med at rense ud blandt sit eget folk. Men hvis det, der sker med os nu, kun er begyndelsen, hvordan skal det så ende for dem, der afslår Guds tilbud om frelse? 18 Skriften spørger:
„Hvis retskafne mennesker med nød og næppe bliver frelst,
hvordan skal det så gå de ugudelige syndere?”[c]
19 Altså skal de, der lider efter Guds vilje, fortsætte med at gøre det gode og overlade deres sjæls skæbne til den trofaste Skaber.
To blinde bliver helbredt og slutter sig til Jesus(A)
29 Da Jesus og disciplene var på vej ud af Jeriko, var der mange mennesker, som fulgte med dem. 30 Der sad to blinde mænd ved vejkanten, og da de hørte, at det var Jesus, som gik forbi, begyndte de at råbe: „Herre, du Davids Søn,[a] forbarm dig over os!”
31 Folk skældte dem ud og sagde, at de skulle tie stille. Men de råbte, så højt de kunne: „Herre, du Davids Søn, forbarm dig over os!”
32 Jesus standsede op. „Hvad vil I have, jeg skal gøre for jer?”
33 „Herre, vi vil så gerne kunne se!” 34 Jesus fik dyb medlidenhed med dem og rørte ved deres øjne. Straks fik de synet igen og fulgte ham.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.