Book of Common Prayer

148 Halleluja! Pris Herren i himlen, pris ham i det høje! ² Pris ham, alle hans engle, pris ham, alle hans hærskarer, ³ pris ham, sol og måne, pris ham, hver lysende stjerne, ⁴ pris ham, himlenes himle og vandene over himlene! ⁵ De skal prise Herrens navn, thi han bød, og de blev skabt; ⁶ han gav dem deres plads for evigt, han gav en lov, som de ej overtræder! ⁷ Lad pris stige op til Herren fra jorden, I havdyr og alle dyb, ⁸ Ild og hagl, sne og røg, storm, som gør hvad han siger, ⁹ I bjerge og alle høje, frugttræer og alle cedre, ¹⁰ I vilde dyr og alt kvæg, krybdyr og vingede fugle, ¹¹ I jordens konger og alle folkeslag, fyrster og alle jordens dommere, ¹² ynglinge sammen med jomfruer, gamle sammen med unge! ¹³ De skal prise Herrens navn, thi ophøjet er hans navn alene, hans højhed omspender jord og himmel. ¹⁴ Han løfter et horn for sit folk, lovprist af alle sine fromme, af Israels børn, det folk, der står ham nær. Halleluja!

149 Halleluja! syng Herren en ny sang, hans Pris i de frommes Forsamling! ² Israel glæde sig over sin Skaber, over deres Konge fryde sig Zions Børn, ³ de skal prise hans Navn under Dans, lovsynge ham med Pauke og Citer; ⁴ thi Herren har Behag i sit Folk, han smykker de ydmyge med Frelse. ⁵ De fromme skal juble med Ære, synge på deres Lejer med Fryd, ⁶ med Lovsang til Gud i Mund og tveægget Sværd i Hånd ⁷ for at tage Hævn over Folkene og revse Folkeslagene, ⁸ for at binde deres Konger med Lænker, deres ædle med Kæder af Jern ⁹ og fuldbyrde på dem den alt skrevne Dom til Ære for alle hans fromme! Halleluja! -

150 Halleluja! Pris Gud i hans Helligdom, pris ham i hans stærke Hvælving, ² pris ham for hans vældige Gerninger, pris ham for hans mægtige Storhed; ³ pris ham med Hornets Klang, pris ham med Harpe og Citer, ⁴ pris ham med Pauke og Dans, pris ham med Strengeleg og Fløjte, ⁵ pris ham med klingre Cymbler, pris ham med gjaldende Cymbler; ⁶ alt hvad der ånder, pris Herren! Halleluja!

113 Halleluja! Pris, I Herrens tjenere, pris Herrens navn! ² Herrens navn være lovet fra nu og til evig tid; ³ fra sol i opgang til sol i bjærge være Herrens navn lovpriset! ⁴ Over alle folk er Herren ophøjet, hans herlighed højt over himlene. ⁵ Hvo er som Herren vor Gud, som rejste sin Trone i det høje ⁶ og skuer ned i det dybe - i Himlene og på Jorden - ⁷ som rejser den ringe af Støvet, løfter den fattige op af Skarnet ⁸ og sætter ham mellem Fyrster, imellem sit Folks Fyrster, ⁹ han, som lader barnløs Hustru sidde som lykkelig Barnemoder!

114 Halleluja! Da Israel drog fra Ægypten, Jakobs Hus fra det stammende Folk, ² da blev Juda hans Helligdom, Israel blev hans Rige. ³ Havet så det og flyede, Jordan trak sig tilbage, ⁴ Bjergene sprang som Vædre, Højene hopped som Lam. ⁵ Hvad fejler du, Hav, at du flyr, Jordan, hvi går du tilbage, ⁶ hvi springer I Bjerge som Vædre, hvi hopper I Høje som Lam? ⁷ Skælv, Jord, for Herrens Åsyn, for Jakobs Guds Åsyn, ⁸ han, som gør Klipper til Vanddrag, til Kildevæld hården Flint!

118 Halleluja! Tak Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig. ² Israel sige: "Thi hans miskundhed varer evindelig!" ³ Arons Hus sige: "Thi hans Miskundhed varer evindelig!" ⁴ De, som frygter Herren, sige: "Thi hans Miskundhed varer evindelig!"

⁵ Jeg påkaldte Herren i Trængslen, Herren svared og førte mig ud i åbent Land. ⁶ Herren, er med mig, jeg frygter ikke, hvad kan Mennesker gøre mig? ⁷ Herren, han er min Hjælper, jeg skal se med Fryd på dem, der hader mig. ⁸ At ty til Herren er godt fremfor at stole på Mennesker; ⁹ at ty til Herren er godt fremfor at stole på Fyrster. ¹⁰ Alle Folkeslag flokkedes om mig, jeg slog dem ned i Herrens Navn; ¹¹ de flokkedes om mig fra alle Sider, jeg slog dem ned i Herrens Navn; ¹² de flokkedes om mig som Bier, blussed op, som Ild i Torne, jeg slog dem ned i Herrens Navn. ¹³ Hårdt blev jeg ramt, så jeg faldt, men Herren hjalp mig. ¹⁴ Min Styrke og Lovsang er Herren, han blev mig til Frelse. ¹⁵ Jubel og Sejrsråb lyder i de retfærdiges Telte: "Herrens højre øver Vælde, ¹⁶ Herrens højre er løftet, Herrens højre øver Vælde!" ¹⁷ Jeg skal ikke dø, men leve og kundgøre Herrens Gerninger. ¹⁸ Herren tugted mig hårdt, men gav mig ej hen i Døden.

¹⁹ Oplad mig Retfærdigheds Porte, ad dem går jeg ind og lovsynger Herren! ²⁰ Her er Herrens Port, ad den går retfærdige ind. ²¹ Jeg vil takke dig, thi du bønhørte mig, og du blev mig til Frelse. ²² Den Sten; Bygmestrene forkastede, er blevet Hovedhjørnesten. ²³ Fra Herren er dette kommet, det er underfuldt for vore Øjne. ²⁴ Denne er Dagen, som Herren har gjort, lad os juble og glæde os på den! ²⁵ Ak, Herre, frels dog, ak, Herre; lad det dog lykkes! ²⁶ Velsignet den, der kommer, i Herrens Navn; vi velsigner eder fra Herrens Hus! ²⁷ Herren er Gud, og han lod det lysne for os. Festtoget med Grenene slynge sig frem, til Alterets Horn er nået! ²⁸ Du er min Gud, jeg vil takke dig, min Gud, jeg vil ophøje dig! ²⁹ Tak Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig!

12 Derpå talede Herren til Moses og Aron i Ægypten og sagde: ² "Denne Måned skal hos eder være Begyndelsesmåneden, den skal hos eder være den første af Årets Måneder. ³ Tal til hele Israels Menighed og sig: På den tiende Dag i denne Måned skal hver Familiefader tage et Lam, et Lam for hver Familie. ⁴ Og dersom en Familie er for lille til et Lam, skal han sammen med sin nærmeste Nabo tage et Lam, svarende til Personernes Antal; hvor mange der skal være om et Lam, skal I beregne efter. hvad hver enkelt kan spise. ⁵ Det skal være et lydefrit, årgammelt Handyr, og I kan tage det enten blandt Fårene eller Gederne. ⁶ I skal have det gående til den fjortende Dag i denne Måned, og hele Israels Menigheds Forsamling skal slagte det ved Aftenstid. ⁷ Og de skal tage noget af Blodet og stryge det på de to Dørstolper og Overliggeren i de Huse, hvor I spiser det. ⁸ I skal spise Kødet samme Nat, stegt over Ilden, og I skal spise usyret Brød og bitre Urter dertil. ⁹ I må ikke spise noget deraf råt eller kogt i Vand, men kun stegt over Ilden, og Hoved, Ben og Indmad må ikke være skilt fra. ¹⁰ I må intet levne deraf til næste Morgen, men hvad der bliver tilovers deraf til næste Morgen, skal I brænde. ¹¹ Og når I spiser det, skal I have Bælte om Lænden ,Sko på Fødderne og Stav i Hånden, og I skal spise det i største Hast. Det er Påske for Herren. ¹² I denne Nat vil jeg drage igennem Ægypten og ihjelslå alt det førstefødte i Ægypten både blandt Folk og Fæ; og over alle Ægyptens Guder vil jeg holde Dom. Jeg er Herren! ¹³ Men for eder skal Blodet på Husene, hvor I er, tjene som Tegn, og jeg vil se Blodet og gå eder forbi; intet ødelæggende Slag skal ramme eder, når jeg slår Ægypten.

¹⁴ Denne Dag skal være eder en Mindedag, og I skal fejre den som en Højtid for Herren, Slægt efter Slægt; som en evig gyldig Ordning skal I fejre den.

⁹ Vågn op, vågn op, Herrens Arm, og ifør dig Styrke, vågn op som i henfarne Dage, i Urtidens Slægter! Mon du ej kløvede Rahab, gennembored Dragen, ¹⁰ mon du ej udtørred Havet, Stordybets Vande, gjorde Havets dyb til en Vej, hvor de genløste gik? ¹¹ Herrens forløste vender hjem, de drager til Zion med Jubel med evig Glæde om Issen; Fryd og Glæde får de, Sorg og Suk skal fly.

1 I Begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. ² Dette var i Begyndelsen hos Gud. ³ Alle Ting ere blevne til ved det, og uden det blev end ikke een Ting til af det, som er. ⁴ I det var Liv, og Livet var Menneskenes Lys. ⁵ Og Lyset skinner i Mørket, og Mørket begreb det ikke. ⁶ Der kom et Menneske, udsendt fra Gud, hans Navn var Johannes. ⁷ Denne kom til et Vidnesbyrd, for at han skulde vidne om Lyset, for at alle skulde tro ved ham. ⁸ Han var ikke Lyset, men han skulde vidne om Lyset. ⁹ Det sande Lys, der oplyser hvert Menneske, var ved at komme til Verden. ¹⁰ Han var i Verden, og Verden er bleven til ved ham, og Verden kendte ham ikke. ¹¹ Han kom til sit eget, og hans egne toge ikke imod ham. ¹² Men så mange, som toge imod ham, dem gav han Magt til at vorde Guds Børn, dem, som tro på hans Navn; ¹³ hvilke ikke bleve fødte af Blod, ej heller af Køds Villie, ej heller af Mands Villie, men af Gud. ¹⁴ Og Ordet blev Kød og tog Bolig iblandt os, og vi så hans Herlighed, en Herlighed, som en enbåren Søn har den fra sin Fader, fuld af Nåde og Sandhed. ¹⁵ Johannes vidner om ham og råber og siger: "Ham var det, om hvem jeg sagde: Den, som kommer efter mig, er kommen foran mig; thi han var før mig." ¹⁶ Thi af hans Fylde have vi alle modtaget, og det Nåde over Nåde. ¹⁷ Thi Loven blev given ved Moses; Nåden og Sandheden er kommen ved Jesus Kristus. ¹⁸ Ingen har nogen Sinde set Gud; den enbårne Søn, som er i Faderens Skød, han har kundgjort ham.

¹³ Og se, to af dem vandrede på den samme Dag til en Landsby, som lå tresindstyve Stadier fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus. ¹⁴ Og de talte med hinanden om alle disse Ting, som vare skete. ¹⁵ Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes, da kom Jesus selv nær og vandrede med dem. ¹⁶ Men deres Øjne holdtes til, så de ikke kendte ham. ¹⁷ Men han sagde til dem: "Hvad er dette for Ord, som I skifte med hinanden på Vejen?" Og de standsede bedrøvede. ¹⁸ Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: "Er du alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i disse dage?" ¹⁹ Og han sagde til dem: "Hvilket?" Men de sagde til ham: "Det med Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord for Gud og alt Folket; ²⁰ og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Rådsherrer have overgivet ham til Dødsdom og korsfæstet ham. ²¹ Men vi håbede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete. ²² Men også nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom årle til Graven, ²³ og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde også set et Syn af Engle, der sagde, at han lever. ²⁴ Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det således, som Kvinderne havde sagt; men ham så de ikke." ²⁵ Og han sagde til dem: "O I uforstandige og senhjertede til at tro på alt det, som Profeterne have talt! ²⁶ Burde ikke Kristus lide dette og indgå til sin Herlighed?" ²⁷ Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem i alle Skrifterne det, som handlede om ham. ²⁸ Og de nærmede sig til Landsbyen, som de gik til; og han lod, som han vilde gå videre. ²⁹ Og de nødte ham meget og sagde: "Bliv hos os; thi det er mod Aften, og Dagen hælder." Og han gik ind for at blive hos dem. ³⁰ Og det skete, da han havde sat sig med dem til Bords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem det. ³¹ Da bleve deres Øjne åbnede, og de kendte ham; og han blev usynlig for dem. ³² Og de sagde til hinanden: "Brændte ikke vort Hjerte i os, medens han talte til os på Vejen og oplod os Skrifterne?" ³³ Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde: ³⁴ "Herren er virkelig opstanden og set af Simon." ³⁵ Og de fortalte, hvad der var sket på Vejen, og hvorledes han blev kendt af dem, idet han brød Brødet.

¹⁹ Da det nu var Aften på den samme Dag, den første Dag i Ugen, og Dørene der, hvor Disciplene opholdt sig, vare lukkede af Frygt for Jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem, og han siger til dem: "Fred være med eder!" ²⁰ Og som han sagde dette, viste han dem sine Hænder og sin Side. Så bleve Disciplene glade, da de så Herren. ²¹ Jesus sagde da atter til dem: "Fred være med eder! Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender også jeg eder." ²² Og da han havde sagt dette, åndede han på dem, og han siger til dem: "Modtager den Helligånd! ²³ Hvem I forlade Synderne, dem ere de forladte, og hvem I nægte Forladelse, dem er den nægtet."