Book of Common Prayer
Herren er Konge
93 Det er Herren, der sidder med magten,
han er klædt i kongeligt skrud.
Ingen kan udfordre hans herredømme,
han grundlagde jorden, den står urokkeligt fast.
2 Herre, du har været Konge fra tidernes morgen,
fra evighed har du siddet på tronen.
3 Havene[a] buldrer og brager,
brændingen hamrer højlydt mod stranden.
4 Men Herren sidder roligt på sin trone,
berøres ikke af bølgernes oprør.
5 Herre, dine love og bud står fast,
dit tempel vidner om din hellighed for evigt.
Herren er jordens konge og dommer
96 Syng en ny sang for Herren,
lad hele jorden synge med.
2 Syng Herrens pris og lov hans navn,
fortæl om hans frelse hver eneste dag.
3 Lad alle folk høre om hans vældige undere,
fortæl om de forunderlige ting, han har gjort.
4 For Herren er stor, og æren er hans,
ingen andre guder er værd at tilbede.
5 Andre folks guder er falske guder,
men Herren har skabt både himlen og jorden.
6 Han udstråler kongelig værdighed,
styrke og skønhed kommer fra hans nærvær.
7 Pris Herren, alle verdens folk,
forstå hans herlighed og magt.
8 Giv Herren den ære, der tilkommer ham,
bring jeres gaver og tilbed i hans tempel.
9 Tilbed Herren i helligt skrud,
bøj knæ for ham, alle jordens folk.
10 Fortæl folkeslagene, at Herren er konge,
han skabte jorden på et sikkert fundament,
og han vil dømme alle folkeslag retfærdigt.
11 Lad himlen glæde sig og jorden juble,
lad havene bruse i lovprisning,
12 lad marken med sin afgrøde juble,
lad lovsangen suse i skovens træer,
13 for Herren kommer,
han er på vej for at dømme jorden.
Han dømmer verden med retfærdighed,
alle jordens folk får en fair behandling.
Fordelen ved at adlyde Gud
34 En sang af David om dengang, han foregav at være gået fra forstanden foran kong Abimelek, så kongen sendte ham væk.
2 Jeg vil prise Herren til hver en tid,
altid fortælle om hans magt og storhed.
3 Jeg glæder mig over, hvad Herren har gjort,
lad de forkuede høre det og fryde sig.
4 Kom og slut jer til mig,
lad os sammen prise Herren.
5 Jeg bad Herren om hjælp, og han svarede mig,
han befriede mig fra al min frygt.
6 De, som stoler på Herren, skal stråle af glæde,
for han vil aldrig nogensinde skuffe dem.
7 Jeg råbte til Herren i min nød,
og han reddede mig ud af mine problemer.
8 For Herrens engel redder enhver,
som ønsker at gøre Guds vilje.
9 Prøv selv at opleve Herrens godhed,
lykkelige er de, der søger hjælp hos ham.
10 Adlyd Herren, I, som tilhører ham,
de, der følger ham, får, hvad de har brug for.
11 Selv stærke løver lider nød og sulter,
men de, der stoler på Herren, lider ingen nød.
12 Kom, mine børn, og hør, hvad jeg siger.
Jeg vil lære jer, hvordan man viser Herren ære.
13 I, der gerne vil have et godt liv
og ønsker jer gode dage,
14 I skal holde jeres tunge i skak
og ikke lade løgn komme over jeres læber.
15 Hold jer fra det onde,
gør det gode og stræb efter fred.
16 Herren beskytter de retskafne
og hører deres bøn om hjælp.
17 Men han er imod dem, der handler ondt.
Han udrydder dem helt, så de ikke huskes.
18 Han hører de retsindiges råb om hjælp,
redder dem ud af deres problemer.
19 Herren er hos dem, der føler sig knust,
han hjælper dem, der er dybt deprimerede.
20 De uskyldige kommer også ud i problemer,
men Herren hjælper dem igennem dem alle.
21 Ja, han beskytter dem fra alt det onde,
så de ikke bliver knust derved.
22 De onde må bøde for deres ondskab,
de, der bekæmper de uskyldige, bliver straffet.
23 Men Herren redder sine tjenere.
De, der søger ham, bliver ikke straffet.
Hannas barnløshed
1 I byen Rama[a] i Efraims højland boede en mand, som hed Elkana. Hans far hed Jeroham, hans bedstefar hed Elihu, hans oldefar hed Tohu, og hans tipoldefar hed Zuf[b] og kom oprindelig fra Betlehem.[c]
2 Elkana havde to koner, Hanna og Peninna. Peninna havde børn, men Hanna havde ingen.
7 Hvert år gik det på samme måde. Når de rejste op til Herrens hus i Shilo, gjorde Peninna så meget nar af Hanna, at hun græd og ikke ville spise.
8 „Hvad er der i vejen, Hanna?” plejede Elkana at spørge. „Hvorfor spiser du ikke? Hvorfor er du så ked af det? Betyder jeg ikke mere for dig end ti sønner?”
9 Engang, under offermåltidet i Shilo, rejste Hanna sig og gik over til Herrens Hus for at bede. Præsten Eli sad som sædvanlig på sin stol ved indgangen. 10 I sin dybe smerte og under heftig gråd bad Hanna til Herren 11 og aflagde et løfte. „Åh, almægtige Gud, om du dog ville forbarme dig og se min elendighed,” bad hun. „Hvis du vil høre min bøn og give mig en søn, så vil jeg give ham tilbage til dig. Han skal tilhøre dig hele sit liv, og som tegn på det vil jeg lade være med at klippe hans hår.”
12 Sådan bad hun i lang tid. Fra sin plads iagttog Eli hende og så, at hun bevægede læberne, men han kunne ikke høre hendes bøn, 13 for hun bad i stilhed. Eli troede derfor, at hun var beruset. 14 „Hvorfor kommer du her, når du er beruset?” sagde han: „Se dog at blive ædru!” 15 Men Hanna svarede: „Nej, nej, herre, jeg er ikke beruset. Jeg er i stor nød, og jeg udøste mit hjerte for Herren. 16 Du må ikke tro, at jeg er en dårlig kvinde. Jeg har hverken drukket vin eller øl. Jeg bad, fordi jeg er ulykkelig.” 17 „Hvis det er sådan, det forholder sig, så gå du blot herfra med fred,” svarede Eli. „Må Israels Gud bønhøre dig, hvad du end har bedt ham om.” 18 „Tak for din venlighed,” udbrød Hanna. Så gik hun derfra og deltog i offermåltidet og var ikke længere bedrøvet.
Samuels fødsel
19 Tidligt næste morgen stod Elkana og hans familie op for endnu en gang at tilbede Herren, inden de vendte tilbage til Rama. Da de var hjemme igen, lå Elkana med sin kone Hanna, og Herren besvarede hendes bøn. 20 Hun blev gravid, og inden året var omme, fødte hun en søn, som hun kaldte Samuel,[a] for hun sagde: „Jeg bad Herren om at få en søn, og han hørte min bøn.”
21 Næste år, da Elkana og hans familie skulle til Shilo for at bringe det årlige brændoffer og et løfteoffer til Herren, 22 tog Hanna ikke med. „Jeg venter, til drengen er vænnet fra,” sagde hun til sin mand. „Så vil jeg bringe ham til Herrens hus og lade ham blive der, så længe han lever.” 23 „Gør, som du synes bedst,” svarede Elkana. „Bliv du her og pas drengen. Og må Herren hjælpe dig til at holde dit løfte.” Så blev Hanna hjemme og passede barnet.
24 Da drengen var vænnet fra, bragte Hanna ham til Herrens hus i Shilo. Hun medbragte en treårs tyr som offergave, en sæk med ca. 13 kg mel og en lædersæk med vin. 25 Efter offerceremonien bragte Hanna sit barn til Eli. 26 „Husker du mig?” spurgte hun Eli. „Jeg er den kvinde, som stod her og udøste mit hjerte for Herren. 27 Jeg bad om, at Herren ville give mig en søn, og her er han. Herren hørte min bøn. 28 Nu vil jeg give ham tilbage til Herren, så han kan tjene Herren hele sit liv.” Så tilbad de[b] Herren der.
9 Derfor er vi også blevet ved med at bede for jer, lige siden vi først hørte om jer, for vi ønsker, at I må få visdom og åndelig indsigt, så I fuldt ud kan forstå, hvad der er Guds vilje, 10 så I kan leve sådan, at det ærer og glæder Herren. Det gør I ved at udføre alle slags gode gerninger og stadig vokse i jeres forståelse af Gud. 11 Så vil han styrke jer på alle måder ved sin fantastiske kraft, så I kan holde ud under al modgang og med glæde 12 være taknemmelige over, at vores himmelske Far har givet jer adgang til alt det, han har til sine børn, dem, der lever i lyset. 13 Han har jo frigjort os fra mørkets magt og ført os ind i sin elskede Søns rige. 14 På grund af Jesu død blev alle vores synder tilgivet, og vi blev erklæret skyldfri.
Lovprisning af Guds frelsesplan og Guds Søn
15 Vi kan se den usynlige Gud ved at se hans Søn, som er Herre over alt det skabte. 16 Alt i himlen og på jorden blev til og eksisterer ved hans medvirken og for hans skyld, både det synlige og det usynlige, inklusive alt, som har magt og autoritet i den åndelige verden. 17 Han var til før alt andet, og alt eksisterer i kraft af ham. 18 Han er leder[a] for menigheden, som er hans legeme. Han er alle tings begyndelse. Han var den første til at opstå fra de døde og har førstepladsen på alle områder. 19 Det var nemlig Guds plan og vilje at åbenbare hele sit guddommelige væsen gennem sin Søn, 20 og Gud skabte gennem hans død på korset mulighed for fred og forsoning mellem sig selv og alt på jorden og i himlen.
22-24 Ifølge Toraen skal en kvinde, som har født, gennemgå en renselsesceremoni, og der skal bringes et offer i templet.[a] Endvidere står der skrevet, at enhver førstefødt søn skal tilhøre Gud.[b] Josef og Maria gik derfor op til templet i Jerusalem, da tiden var inde, for at bringe det foreskrevne renselsesoffer, dvs. et par turtelduer eller blot to unge duer. Samtidig tog de barnet med for at indvi ham til at tjene Gud.
25 I Jerusalem boede der en mand ved navn Simeon. Han var en mand, der omhyggeligt fulgte Guds lov og længselsfuldt ventede på Israels Messias. Han var fyldt med Helligåndens kraft, 26 og Ånden havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle dø, før han havde set den Frelser, som Gud havde lovet at sende. 27 Netop den dag, da Josef og Maria kom for at indvi barnet Jesus, som Toraen foreskrev, havde Helligånden givet Simeon den indskydelse, at han skulle gå op i templet, 28 og der mødte han dem så. Han tog straks den lille i sine arme og begyndte at lovprise Gud på følgende måde:
29 „Herre, endelig kan jeg som din tjener gå bort i fred, som du har lovet mig. 30-31 For nu har jeg set ham, som skal være alle folkeslags frelser, 32 ham, som er det lys, der bringer ny indsigt til mennesker og ære til dit folk, Israel.”
33 Josef og Maria stod overvældede og hørte på alt det, der blev sagt om Jesus. 34-35 Så velsignede Simeon dem og sagde til Maria: „Det barn vil blive årsag til fald for mange blandt Israels folk, men andre vil blive hjulpet. Han vil afsløre menneskers inderste tanker, og mange vil hade ham for det. Til sidst vil sorgen gennemtrænge dit hjerte som et sværd.”
36 Der var på det tidspunkt i Jerusalem også en gammel profet ved navn Anna. Hun var datter af Fanuel og tilhørte Ashers stamme. Efter syv års ægteskab 37 havde hun levet som enke, og nu som 84-årig var hun altid at finde i templet. Under faste og bøn tjente hun Gud dag og nat. 38 Hun havde stået i nærheden og brød nu ud i tak til Gud. Derefter fortalte hun om barnet til alle, som længtes efter Jerusalems befrielse.
39 Da Jesu forældre havde opfyldt alt, hvad der var foreskrevet i Guds lov, vendte de tilbage til deres hjemby, Nazaret, i Galilæa. 40 Der voksede Jesus op, og han blev en moden og klog dreng. Det var tydeligt, at Guds velsignelse var over ham.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.