Book of Common Prayer

Herren er Konge

Herren er jordens konge og dommer

Fordelen ved at adlyde Gud

34 En sang af David om dengang, han foregav at være gået fra forstanden foran kong Abimelek, så kongen sendte ham væk.

Hannas barnløshed

1 I byen Rama^[a] i Efraims højland boede en mand, som hed Elkana. Hans far hed Jeroham, hans bedstefar hed Elihu, hans oldefar hed Tohu, og hans tipoldefar hed Zuf^[b] og kom oprindelig fra Betlehem.^[c]

² Elkana havde to koner, Hanna og Peninna. Peninna havde børn, men Hanna havde ingen.

⁷ Hvert år gik det på samme måde. Når de rejste op til Herrens hus i Shilo, gjorde Peninna så meget nar af Hanna, at hun græd og ikke ville spise.

⁸ „Hvad er der i vejen, Hanna?” plejede Elkana at spørge. „Hvorfor spiser du ikke? Hvorfor er du så ked af det? Betyder jeg ikke mere for dig end ti sønner?”

⁹ Engang, under offermåltidet i Shilo, rejste Hanna sig og gik over til Herrens Hus for at bede. Præsten Eli sad som sædvanlig på sin stol ved indgangen. ¹⁰ I sin dybe smerte og under heftig gråd bad Hanna til Herren ¹¹ og aflagde et løfte. „Åh, almægtige Gud, om du dog ville forbarme dig og se min elendighed,” bad hun. „Hvis du vil høre min bøn og give mig en søn, så vil jeg give ham tilbage til dig. Han skal tilhøre dig hele sit liv, og som tegn på det vil jeg lade være med at klippe hans hår.”

¹² Sådan bad hun i lang tid. Fra sin plads iagttog Eli hende og så, at hun bevægede læberne, men han kunne ikke høre hendes bøn, ¹³ for hun bad i stilhed. Eli troede derfor, at hun var beruset. ¹⁴ „Hvorfor kommer du her, når du er beruset?” sagde han: „Se dog at blive ædru!” ¹⁵ Men Hanna svarede: „Nej, nej, herre, jeg er ikke beruset. Jeg er i stor nød, og jeg udøste mit hjerte for Herren. ¹⁶ Du må ikke tro, at jeg er en dårlig kvinde. Jeg har hverken drukket vin eller øl. Jeg bad, fordi jeg er ulykkelig.” ¹⁷ „Hvis det er sådan, det forholder sig, så gå du blot herfra med fred,” svarede Eli. „Må Israels Gud bønhøre dig, hvad du end har bedt ham om.” ¹⁸ „Tak for din venlighed,” udbrød Hanna. Så gik hun derfra og deltog i offermåltidet og var ikke længere bedrøvet.

Samuels fødsel

¹⁹ Tidligt næste morgen stod Elkana og hans familie op for endnu en gang at tilbede Herren, inden de vendte tilbage til Rama. Da de var hjemme igen, lå Elkana med sin kone Hanna, og Herren besvarede hendes bøn. ²⁰ Hun blev gravid, og inden året var omme, fødte hun en søn, som hun kaldte Samuel,^[a] for hun sagde: „Jeg bad Herren om at få en søn, og han hørte min bøn.”

²¹ Næste år, da Elkana og hans familie skulle til Shilo for at bringe det årlige brændoffer og et løfteoffer til Herren, ²² tog Hanna ikke med. „Jeg venter, til drengen er vænnet fra,” sagde hun til sin mand. „Så vil jeg bringe ham til Herrens hus og lade ham blive der, så længe han lever.” ²³ „Gør, som du synes bedst,” svarede Elkana. „Bliv du her og pas drengen. Og må Herren hjælpe dig til at holde dit løfte.” Så blev Hanna hjemme og passede barnet.

²⁴ Da drengen var vænnet fra, bragte Hanna ham til Herrens hus i Shilo. Hun medbragte en treårs tyr som offergave, en sæk med ca. 13 kg mel og en lædersæk med vin. ²⁵ Efter offerceremonien bragte Hanna sit barn til Eli. ²⁶ „Husker du mig?” spurgte hun Eli. „Jeg er den kvinde, som stod her og udøste mit hjerte for Herren. ²⁷ Jeg bad om, at Herren ville give mig en søn, og her er han. Herren hørte min bøn. ²⁸ Nu vil jeg give ham tilbage til Herren, så han kan tjene Herren hele sit liv.” Så tilbad de^[b] Herren der.

⁹ Derfor er vi også blevet ved med at bede for jer, lige siden vi først hørte om jer, for vi ønsker, at I må få visdom og åndelig indsigt, så I fuldt ud kan forstå, hvad der er Guds vilje, ¹⁰ så I kan leve sådan, at det ærer og glæder Herren. Det gør I ved at udføre alle slags gode gerninger og stadig vokse i jeres forståelse af Gud. ¹¹ Så vil han styrke jer på alle måder ved sin fantastiske kraft, så I kan holde ud under al modgang og med glæde ¹² være taknemmelige over, at vores himmelske Far har givet jer adgang til alt det, han har til sine børn, dem, der lever i lyset. ¹³ Han har jo frigjort os fra mørkets magt og ført os ind i sin elskede Søns rige. ¹⁴ På grund af Jesu død blev alle vores synder tilgivet, og vi blev erklæret skyldfri.

Lovprisning af Guds frelsesplan og Guds Søn

¹⁵ Vi kan se den usynlige Gud ved at se hans Søn, som er Herre over alt det skabte. ¹⁶ Alt i himlen og på jorden blev til og eksisterer ved hans medvirken og for hans skyld, både det synlige og det usynlige, inklusive alt, som har magt og autoritet i den åndelige verden. ¹⁷ Han var til før alt andet, og alt eksisterer i kraft af ham. ¹⁸ Han er leder^[a] for menigheden, som er hans legeme. Han er alle tings begyndelse. Han var den første til at opstå fra de døde og har førstepladsen på alle områder. ¹⁹ Det var nemlig Guds plan og vilje at åbenbare hele sit guddommelige væsen gennem sin Søn, ²⁰ og Gud skabte gennem hans død på korset mulighed for fred og forsoning mellem sig selv og alt på jorden og i himlen.

^22-24 Ifølge Toraen skal en kvinde, som har født, gennemgå en renselsesceremoni, og der skal bringes et offer i templet.^[a] Endvidere står der skrevet, at enhver førstefødt søn skal tilhøre Gud.^[b] Josef og Maria gik derfor op til templet i Jerusalem, da tiden var inde, for at bringe det foreskrevne renselsesoffer, dvs. et par turtelduer eller blot to unge duer. Samtidig tog de barnet med for at indvi ham til at tjene Gud.

²⁵ I Jerusalem boede der en mand ved navn Simeon. Han var en mand, der omhyggeligt fulgte Guds lov og længselsfuldt ventede på Israels Messias. Han var fyldt med Helligåndens kraft, ²⁶ og Ånden havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle dø, før han havde set den Frelser, som Gud havde lovet at sende. ²⁷ Netop den dag, da Josef og Maria kom for at indvi barnet Jesus, som Toraen foreskrev, havde Helligånden givet Simeon den indskydelse, at han skulle gå op i templet, ²⁸ og der mødte han dem så. Han tog straks den lille i sine arme og begyndte at lovprise Gud på følgende måde:

²⁹ „Herre, endelig kan jeg som din tjener gå bort i fred, som du har lovet mig. ^30-31 For nu har jeg set ham, som skal være alle folkeslags frelser, ³² ham, som er det lys, der bringer ny indsigt til mennesker og ære til dit folk, Israel.”

³³ Josef og Maria stod overvældede og hørte på alt det, der blev sagt om Jesus. ^34-35 Så velsignede Simeon dem og sagde til Maria: „Det barn vil blive årsag til fald for mange blandt Israels folk, men andre vil blive hjulpet. Han vil afsløre menneskers inderste tanker, og mange vil hade ham for det. Til sidst vil sorgen gennemtrænge dit hjerte som et sværd.”

³⁶ Der var på det tidspunkt i Jerusalem også en gammel profet ved navn Anna. Hun var datter af Fanuel og tilhørte Ashers stamme. Efter syv års ægteskab ³⁷ havde hun levet som enke, og nu som 84-årig var hun altid at finde i templet. Under faste og bøn tjente hun Gud dag og nat. ³⁸ Hun havde stået i nærheden og brød nu ud i tak til Gud. Derefter fortalte hun om barnet til alle, som længtes efter Jerusalems befrielse.

³⁹ Da Jesu forældre havde opfyldt alt, hvad der var foreskrevet i Guds lov, vendte de tilbage til deres hjemby, Nazaret, i Galilæa. ⁴⁰ Der voksede Jesus op, og han blev en moden og klog dreng. Det var tydeligt, at Guds velsignelse var over ham.